NATO 1949 – 2009: Fra regional forsvarsalliance til global militær aktør

Af POUL VILLAUME, professor, dr.phil.

”Denne artikel er en udvidet version af en artikel, som bringes i Troels Frøling (red.): ”Fra kold krig til  krisestyring – historien om NATOs fremtid” (med forord af udenrigsminister Per Stig Møller og NATOs  generalsekretær Jaap de Hoof Sheffer), udgivet af Atlantsammenslutningen i april 2009 i anledning af  NATOs 60 års jubilæum.”

Baggrunden for NATOs oprettelse (1947-49)

Den 4. april 1949 undertegnede udenrigsministrene fra USA, Canada og ti vesteuropæiske lande, herunder Danmark, Den Nordatlantiske Traktat (North Atlantic Treaty, NAT), på dansk dengang kaldet ”Atlantpagten”.

Forud var gået mere end 15 måneders samtaler og forhandlinger mellem flere af de involverede stormagter om, hvordan en sikkerhedspagt mellem Nordamerika og Vesteuropa skulle se ud. Forhandlingerne begyndte ved jule- og nytårstid 1947-48, og deres baggrund var det hastigt forværrede politisk-diplomatiske klima siden begyndelsen af 1946 mellem på den ene side de ledende stormagter i Vest – USA, Storbritannien og Frankrig – og på den anden side Stalins Sovjetunionen i Øst. Den alliance, som i Anden Verdenskrig havde bundet de fire stormagter sammen i kampen mod Hitlers Nazi-Tyskland, smuldrede hastigt i de første efterkrigsår, da den globale, geo-strategiske og ideologiske systemkonflikt, vi kender som Den Kolde Krig, tog form.

På grundlag af de store mængder kilder fra både Vest og Øst, som vi nu har adgang til, er de fleste historikere i dag enige om, at ingen af de to parter egentlig ønskede eller forventede en så skarp og fundamental – og militariseret – konfrontation som den, der udviklede sig i sidste halvdel af 1940erne og de følgende tiår. I lyset af deres ganske forskellige, men i alle tilfælde traumatiske erfaringer fra den netop overståede verdenskrig forfulgte lederne i begge lejre, hvad de hver især opfattede som deres egne legitime sikkerhedsinteresser. Dem varetog begge parter ud fra en ideologisk overbevisning om deres eget politisk-økonomiske samfundssystems universelle overlegenhed med dets løfter om velstand og frihed for verdens befolkninger: Den demokratiske kapitalisme over for den statsdikterede kommunisme.[1][1][1]

Indbygget i disse ideologiske systemer var, at modpartens system blev set som en potentielt dødelig fjende af det andet. En grundlæggende, gensidig og selvforstærkende mistillid var derfor udgangspunktet for det diplomatiske og militære møde i Europas hjerte mellem USA og Sovjetunionen, som magttomrummet efter Nazi-Tysklands totale nederlag i 1945 havde skabt.

Uenighederne mellem de to parter omfattede stort set alle de store spørgsmål: Hvilken fremtid skulle det slagne Tyskland have, så endnu en genrejsning af tysk militarisme og ekspansionisme blev afværget i fremtiden? Havde Sovjetunionen, som havde mistet mindst 25 millioner mennesker i krigen mod Tyskland, ret til med denne problematik for øje at oprette et ’sikkerhedsbælte’ af 100 pct. venligtsindede kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa, også selv om det skete med brutal undertrykkelse og politisk ensretning til følge? Hvordan og hvor meget skulle Tyskland betale i krigserstatninger? Hvordan skulle der sikres international kontrol med det nye militære supervåben, atombomben, som ved verdenskrigens afslutning kun blev ejet – og brugt – af USA? Hvilket samfundssystem skulle dominere i Asien og Afrika, hvor befolkningerne i efterkrigstiden måtte forventes at ville frigøre sig fra de svækkede europæiske imperiemagters undertrykkende kolonivælde?

Og hvordan overhovedet sikre en for begge parter rimelig europæisk og global magtbalance mellem de to dominerende stormagter, USA og Sovjetunionen, hvis militære og geopolitiske ressourcer var så asymmetrisk fordelt, som tilfældet var? Mens USA allerede i 1945 var en global, atombevæbnet militærmagt med stærke flåde- og flybase-støttepunkter overalt på kloden (især langt Sovjetunionens periferi), var Sovjetunionen en kontinentalmagt med langstrakte, sårbare grænser, men samtidig i besiddelse af verdens største landhær, Den Røde Hær. Denne kunne især kaste sine skygger ind over også Vesteuropa, hvor de kommunistiske partier samtidig af mange blev set som Moskvas forlængede arm på den indenrigspolitiske scene. Det gjaldt ikke mindst i Italien og Frankrig, hvor kommunistpartierne havde støtte fra mellem en fjerdedel og en tredjedel af vælgerne.[2][2][2]

Uroen over, hvad en totalitær diktator som Stalin måtte have af hensigter over for udlandet, var naturligvis politisk-psykologisk forståelig nok, også på baggrund af de nylige erfaringer med Hitler-Tyskland. Men selv om mange vestlige politikere og opinionsledere netop drog hastige paralleller mellem Hitler og Stalin, var bekymringen i politisk-militære beslutningstagerkredse i både USA og de vesteuropæiske magter i sidste halvdel af 1940erne i virkeligheden ikke et snarligt sovjetisk militært angreb på Vesteuropa. Offentligheden kunne dog let få det indtryk, f.eks. når den fhv. britiske premierminister Winston Churchill gentagne gange udtalte, at det eneste, der hindrede Den Røde Hær i rykke frem til Den Britiske Kanal, var frygten for den amerikanske atombombe. I dag véd vi, at britiske og amerikanske efterretningsanalyser samtidig vurderede, at Stalin ønskede at undgå en militær konfrontation med Vesten i de næste 10 eller 20 år – en vurdering, som da også kun er blevet bekræftet af det nu tilgængelige sovjetiske arkivmateriale.[3][3][3]

Den virkelige bekymring i vestlige beslutningskredse i slutningen af 1940erne var snarere, om det kunne lykkes de lokale, sovjetisk støttede kommunistiske partier at profitere af de store økonomisk-sociale genopbygningsproblemer og de politiske fornyelsesønsker, som krigen havde skabt i Europa – og dets kolonier.[4][4][4] Dette var også grundlaget for USA’s såkaldte inddæmningspolitik over for Sovjetunionen, som var inspireret af den amerikanske diplomat og Sovjet-kender George Kennans analyser. Det første markante udtryk herfor var den såkaldte Truman-doktrin fra marts 1947, hvor USA’s præsident Harry Truman lovede amerikansk militærhjælp til principielt ethvert land, som blev anset for truet af kommunistisk undergravning. Den ”anden halvdel af valnødden” (Trumans udtryk) var lanceringen i juni 1947 af Marshall-planen (opkaldt efter USA’s udenrigsminister George Marshall), som lovede massiv økonomisk ’hjælp til selvhjælp’ til Europa fra USA. Til gengæld fordrede USA åbne europæiske markeder og økonomier og afskaffelse af begrænsningerne på den frie bevægelighed for varer og kapital over grænserne.

Da det gik op for Stalin og hans udenrigsminister Molotov, hvor centrale disse betingelser var for USAs økonomiske dollarhjælp, opgav de deres oprindelige interesse for Marshalls tilbud. I stedet strammedes jerngrebet om det nye sovjetiske imperium i Øst- og Centraleuropa yderligere, bl.a. med ideologiske kampagner imod Marshall-planens ’imperialistiske’ karakter.[5][5][5] Den gensidige mistænksomhed over for modpartens hensigter førte således i 1947-48 til en konsolidering af Europas deling i en Vestblok og en Østblok, som reelt også omfattede Tyskland, der i 1949 blev delt i en vesttysk Forbundsrepublik og en østtysk Folkerepublik (DDR).

Som nævnt foregik de første sonderinger om en egentlig transatlantisk forsvarsalliance allerede ved årsskiftet 1947-48, da udenrigsministrene og topembedsmænd fra USA, Frankrig og Storbritannien reelt enedes om at sigte mod et sådan vestligt forbund. Det største umiddelbare problem var at overvinde den udbredte skepsis fra den traditionelt isolationistisk-sindede amerikanske Kongres, hvis flertal var imod, at USA lod sig ’indvikle’ i alliancer med de europæiske lande. Det var derfor vigtigt for den amerikanske regering, at initiativet officielt kom fra Europa. Det skete, da den britiske udenrigsminister Bevin i januar 1948 foreslog ”en forståelse” mellem vestmagterne, bakket op af ”magt, penge og beslutsomhed”, med henblik på at hindre skridtvis sovjetisk aggression. Godt hjulpet på vej af chokket i den vestlige offentlighed over den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet måneden efter (’Prag-kuppet’) blev Bevins forslag realiseret i marts 1948 med dannelsen af den såkaldte Vestunion (Bruxelles-Pagten) mellem Storbritannien, Frankrig og de tre små Benelux-lande.

Det kommunistiske Prag-kup var ganske vist af George Kennan blevet forudsagt internt som en forventelig defensiv reaktion fra Øst på det vestlige Tysklands stadig tydeligere integration i den vestlige magtsfære. Alligevel var Truman-regeringen ikke sen til at benytte Prag-kuppet som et skrækeksempel på vellykket kommunistisk undergravning af spinkle demokratiske strukturer – og til endeligt at overbevise Kongressen om at godkende ikke blot Marshall-planen, men også forhandlinger med vesteuropæiske lande om at lade USA indgå i en transatlantisk forsvarsalliance (Vandenberg-resolutionen, juni 1948).[6][6][6] I samme retning trak den sovjetiske blokade i 1948-49 af vestmagternes adgangsveje til Berlin – i Vest set som et hensynsløst forsøg på at udsulte den (vest)berlinske befolkning og presse Vestmagterne ud af Berlin; fra Stalins side var der dog primært tale om endnu et defensivt – men kontraproduktivt – forsøg på at presse Vestmagterne til indrømmelser mht. Tysklands fremtid.[7][7][7]

Under forhandlingerne i resten af 1948 og begyndelsen af 1949 om udformningen af Den Nordatlantiske Traktats (NATs) tekst ønskede europæerne garantier for en umiddelbar militær reaktion fra USA i tilfælde af en aggression imod Vesteuropa. Både af hensyn til de tilbageværende isolationistiske strømninger i Kongressen og for at fastholde maksimal amerikansk handlefrihed insisterede USA imidlertid på, at traktattekstens afgørende artikel 5 (ofte populært kaldet ’musketeer-paragraffen’) blev formuleret så fleksibelt som muligt med hensyn til medlemmernes afgørelse af, hvad svaret på et angreb på én eller flere af dem ville være. Og sådan blev det (”hver af dem […] bistå ved […] at tage sådanne skridt […] som hver af dem anser for nødvendige […]”). Til gengæld lagde europæiske forhandlere stor vægt på NAT’s artikel 3, som taler om fortsat og effektiv gensidig hjælp; målet var at forpligte USA stærkere til at deltage i forsvaret af Vesteuropa, herunder med våbenhjælp i fredstid.

Især amerikanske skeptikere rejste også i 1948-49 det ikke ukomplicerede spørgsmål, om NAT-teksten overhovedet var forenelig med FN-Pagten. Ifølge denne er FNs Sikkerhedsråd den højeste internationale myndighed i spørgsmål om krig og fred. Derfor havde mange helst set, at NAT udtrykkelig faldt ind under FN-Pagten kapitel VIII, som tillader oprettelse af regionale sikkerhedsorganisationer. Dette kapitel kræver imidlertid bl.a., at sådanne organisationer ikke iværksætter eller planlægger at iværksætte tvangsforanstaltninger (”enforcement action”) uden forhåndsgodkendelse fra Sikkerhedsrådet. Følgelig henholdt traktatens fædre sig i stedet til FN-Pagtens kapitel VII, som tillader individuelt eller kollektivt selvforsvar imod fredsbrud. Det er derfor ingen tilfældighed, at NAT-teksten slet ikke indeholder henvisninger til FN-Pagtens kapitel VIII om regionale organisationer, men udelukkende en generelt formuleret ”tro på FN-Charterets formål og principper”. Atlantpagtens forsvarsplanlægning kunne dermed holdes uden for FNs Sikkerhedsråds (og den sovjetiske vetomagts) rækkevidde – idet NATs fædre valgte at tolke denne forsvarsplanlægning som et samarbejde, der ikke faldt ind under FN-Pagtens ’tvangsforanstaltnings’-begreb.[8][8][8]

Endnu et hovedemne under forhandlingerne var NAT-traktatens geografiske omfang. Kun på grund af stærkt pres fra Frankrig og især fra USA, som lagde stor vægt på Middelhavsregionens betydning for Atlantpagten, blev Italien medunderskriver; trods det stærke italienske kommunistpartis nederlag ved valget i april 1948 ansås landet fortsat for truet af ”indirekte aggression”. USA insisterede også på, at Portugal – trods dets halv-fascistiske styre – blev medlem, primært p.gr.a. dets strategisk vigtige nordatlantiske ’trædestens’-base på Azorerne. På lignende vis kom Island (med USA’s Keflavik-flybase) og Danmark (med USA’s baser i Grønland) med. Norges medlemskab var ikke omstridt, bortset fra at Frankrig en overgang truede med at modsætte sig, hvis ikke Italien kom med til gengæld.

NATOs formative periode (1949-1961)

Det er med nogen ret blevet anført, at Atlantpagtens vigtigste funktion især i de første par år af sin levetid var at være et politisk-psykologisk rygstød symboliseret ved et stykke papir, NAT-teksten underskrevet af 12 vestlige lande. Hver især havde landene relativt beskedne militære styrker (dog undtaget USAs), og de udgjorde på ingen måde en egentlig, fasttømret militæralliance. Det blev der dog i høj grad rådet bod på op gennem 1950erne. Allerede i begyndelsen af 1950 overvejede Truman-regeringen en massiv konventionel og atomar oprustning i USA, ikke mindst under indtryk af Sovjetunionens første atomprøvesprængning (august 1949) og den kommunistiske magtovertagelse i Kina under Mao Zedong (oktober 1949). Bekymringen var, at der var ved at ske et afgørende skred i den globale magtbalance til fordel for den kommunistiske lejr, også på grund af de gærende anti-koloniale folkelige oprør flere steder i Asien.

Det er dog tvivlsomt, om de storstilede amerikanske oprustningsplaner var blevet realiseret så hurtigt og i så stor udstrækning, som tilfældet blev, hvis ikke det havde været for udbruddet af Koreakrigen i juni 1950. Med det kommunistiske Nordkoreas angreb på – eller ”befrielse af”, som nordkoreanerne kaldte det – Sydkorea, der var USA’s allierede, syntes billedet af en verdenskommunistisk militær offensiv bekræftet for den vestlige offentlighed. Var Korea blot en generalprøve på et sovjetisk ledet angreb på Vesteuropa? I dag véd vi, at Stalin kun tøvende og efter mange forgæves appeller fra Nordkorea gav grønt lys for angrebet på Sydkorea, og at Stalin lige efter krigsudbruddet frygtede et vestligt angreb på Tjekkoslovakiet – selv om han tilsyneladende også håbede på, at USA ville blive bundet militært i Korea, så et amerikansk angreb mod øst i Europa dermed ville blive udsat på ubestemt tid. Besindige røster internt i både det amerikanske og det britiske efterretnings- og militærapparat anså da også Koreakrigen for at være en lokal affære antændt og næret af stærk koreansk nationalisme; men de ansvarlige vestlige beslutningstagere turde alligevel ingen chancer tage.[9][9][9] Truman-regeringen samlede en koalition af villige, vestligt orienterede lande, som formelt under FN’s flag, men reelt under amerikansk kommando og dominans intervenerede militært i Korea for at i mødegå angrebet (Sovjetunionen boykottede FN’s Sikkerhedsråd og kunne derfor ikke nedlægge veto).

Koreakrigen blev dermed en afgørende katalysator for forvandlingen i eksprestempo af Atlantpagten til en fast integreret militæralliance med fælles permanente stabe, forsvarsplaner og europæiske og transatlantiske kommandostrukturer, samt en øverstkommanderende for alle NATOs styrker i Europa (SACEUR) i spidsen for alliancens europæiske hovedkvarter (SHAPE). De skelsættende beslutninger herom tilføjede ”O”et (= Organisation) til NAT, der nu blev til NATO (North Atlantic Treaty Organisation). De blev truffet i skyggen af Koreakrigens mest intensive fase i vinteren 1950-51, da præsident Truman i en periode erklærede USA i national undtagelsestilstand og ’raslede’ med brug af atombomben i Korea, samtidig med at Stalin forberedte sine østeuropæiske klientstater på en muligt forestående militær konfrontation med det nye NATO.

Både Koreakrigen og Stalins ekstremt hemmelighedsfulde og lukkede regime øgede NATO-magternes usikkerhed mht. Sovjetunionens militære hensigter og kapaciteter. I mangel på egne alternativer traf de derfor allerede kort efter krigens afslutning det skæbnesvangre valg i udstrakt omfang at støtte sig på tyske efterretningsoplysninger fra Reinhard Gehlen og hans netværk. Gehlen havde været Nazi-Tysklands militære efterretningschef på Østfronten, og ikke mindst hans påstand om, at Den Røde Hær i slutningen af 1940erne havde den frygtindgydende størrelse af 175 kampklare hærdivisioner forblev helt op til omkring 1960 grundlaget for NATOs officielle og interne militære styrke- og trusselsvurderinger i Europa. Disse forudså gennem første halvdel af 1950erne, at horden af 175 sovjetiske divisioner (NATO rådede i begyndelsen af 1950erne højst over 30-40 divisioner) samtidig kunne angribe Nord-, Vest- og Sydeuropa, De Britiske Øer, Nordafrika, Mellemøsten, Sydøstasien, og endda Nordamerika – og stadig have tilstrækkelige reserver til at forsvare hjemlandet, idet man kunne udvide til 300 divisioner en måned efter et krigsudbrud.[10][10][10]

Fremmaningen af denne formidable trussel var nok velegnet til at svejse NATO-landene sammen om den enorme konventionelle og atomare oprustningsindsats, som faktisk fandt sted i disse år. NATO er ligefrem blevet kaldt hoveddrivkraften – med amerikansk opmuntring – for vesteuropæisk integration i den tidlige kolde krig. USA’s udenrigsminister John Foster Dulles talte i 1955 ikke uden grund om den ”cementblanding af frygt og en følelse af moralsk overlegenhed”, som hidtil havde bundet NATO sammen.[11][11][11] Men Gehlens data om de sovjetiske militære styrker var ofte både stærkt overdrevne, forkerte og forældede. Midt i 1950erne var stadig klarere indikationer herom begyndt at hobe sig op, men da var tallet 175 sovjetiske divisioner for længst slået fast og urokkeligt gentaget som den konventionelle visdom, og derfor kunne det meget vanskeligt fraviges, uden at NATOs troværdighed ville lide alvorlig skade.[12][12][12]

Problemet var, at det oppustede trusselsbillede i nogen grad blev en selvopfyldende profeti. For at opveje den angiveligt enorme sovjetiske landmilitære overlegenhed vedtog NATO-landene i 1952 en storstilet plan om at opstille knap 100 NATO-divisioner i løbet af et par år. Da dette snart viste sig politisk og finansielt ugennemførligt, tyede NATO fra 1953-54 og frem med USA som stærkt pådrivende kraft til en massiv oprustning af de europæiske NATO-lande med (amerikanske) taktiske atomvåben, fra 1957-58 også placeret på kortrækkende raketter. Fra december 1954 blev det alliancens doktrin (MC-48) at anvende atomvåben fra en militær Øst-Vest-konfrontations aller første stund, også selv om fjenden kun brugte konventionelle (ikke-atomare) våben.[13][13][13]Østblokken, som lige efter Vesttysklands optagelse i NATO i 1955 havde organiseret sig i Warszawapagten, fulgte på sin side gradvis efter med en tilsvarende atomar oprustning, og fra slutningen af 1950erne og frem blev det europæiske kontinent en masseophobningsplads for tusinder af taktiske atomvåben på begge sider af Øst-Vest-skellet. Forskere i NATOs historie har med henvisning til denne udvikling kaldt NATO-beslutningen i 1953-54 om at atombevæbne alliancen for ”en undgåelig fejltagelse”.[14][14][14]

Ud over det politisk-psykologiske rygstød for vesteuropæerne, som NATO utvivlsomt udgjorde i disse år, bidrog alliancens dannelse og massive militære oprustning i årene omkring 1950 og derefter så i sig selv til, at Stalin afholdt sig fra at overveje at angribe Vesteuropa? Det kan ikke udelukkes. Der findes dog ingen klare indikationer herpå i det i dag tilgængelige sovjetiske kildemateriale. Det er nærliggende at antage, at Stalins spion-net i især Storbritannien i disse år, som rakte højt op i NATO-organerne, var med til at overbevise Kreml om, at et angreb fra de ’imperialistiske’ NATO-lande i det mindste ikke var umiddelbart forestående. Stalin var dermed ikke tilskyndet til et snarligt præventivt angreb mod Vesteuropa, mens et sådant måske endnu var muligt med en vis udsigt til sejr, men snarere til at udsætte eventuelle planer om et angreb på ubestemt tid. På den måde var de især britiske top-spioner for Sovjetunionen i disse år snarest ’en velsignelse i forklædning’, som historikeren Vojtech Mastny har påpeget.[15][15][15]

Stalins død (1953) og hans mindre stejle efterfølgere i Kreml, især Nikita Khrustjov, betød under alle omstændigheder en vis mildning i koldkrigsklimaet i Europa. Alligevel véd vi i dag, at Khrustjov så med stor bekymring på, at USA fra 1958 leverede atomvåben til det vesttyske NATO-forsvar; stadig under indtryk af krigserfaringerne stolede den sovjetiske leder simpelthen ikke på, at amerikanerne ville eller kunne kontrollere et atombevæbnet Tyskland, hvis eller når ’revanchisterne’ kom til magten. Den sovjetiske fremprovokering af Berlin-krisen i 1958, da Moskva søgte at lukke for de vestlige adgangsveje til Vestberlin, skal især ses som et forsøg på at sætte tommelskuer på Vesten for derved blokere for vesttysk atombevæbning.[16][16][16] Men forsøget var kontraproduktivt, da det kun satte yderligere skub i de flygtningestrømme fra Øst- til Vestberlin, som i 1961 fik den trængte østtyske ledelse til med Kremls accept at bygge Berlinmuren. Dette symbol på det østlige samfundssystems diktatoriske karakter var i høj grad med til at sikre fortsat folkelig tilslutning til NATO i de vesteuropæiske medlemslande op gennem 1960erne.

Resultatet var for så vidt paradoksalt, idet opførelsen af Berlinmuren banede vej for en vis neddæmpning af spændingsniveauet i det delte Europa. Ved 1960ernes begyndelse stod det også klart for NATOs ledelse, at en militær magtbalance i Europa mellem Øst og Vest var etableret – og formentlig endda tilnærmelsesvist havde eksisteret hele tiden: Præsident Kennedys forsvarsminister McNamara og hans embedsmænd kunne ved brug af nye analysemetoder bekræfte, at de sovjetiske konventionelle hærstyrker var langt mindre og svagere, end NATO hidtil havde kalkuleret med: De famøse 175 sovjetiske hærdivisioner svandt ind til reelt kun ca. 50 kampklare divisioner. Samtidig havde USA/NATO på dette tidspunkt mellem 8 og 17 gange flere operative taktiske og de strategiske atomvåben end Sovjetblokken.[17][17][17]

NATO-magter ’out of area’: kolonikrige og interventioner (1953-1978)

Fokuspunkterne for Den Kolde Krig flyttede efter 1961 i højere grad uden for Europa, hvor Øst og Vest typisk repræsenteret ved de to supermagter konfronterede hinanden via stedfortræder, jf. f.eks. Cubakrisen (1962), Vietnamkrigen (1964-75) og kolonikrigene i det sydlige Afrika i 1960erne og 1970erne. Allerede i 1950erne var flere NATO-magter dog direkte involveret i oversøiske (koloni)krige og konflikter, som påvirkede hele alliancen politisk og militært. Frankrigs krig mod det nationalistisk og kommunistisk-orienterede oprør mod det franske kolonistyre i Indokina fik således udtrykkelig moralsk støtte fra NATOs ministerråd i årene 1952-54. Og i sidste halvdel af 1950erne accepterede alliancen, at Frankrig udstationerede to af sine europæiske hærdivisioner i Algeriet for at bekæmpe det antikoloniale opgør dér.[18][18][18]

En del af baggrunden herfor var bekymring for, at den pan-arabiske nationalisme, som Egyptens autoritære leder Nasser var en fremtrædende repræsentant for, skulle vinde frem i det for især Vesteuropa strategisk vigtige, olierige mellemøstlige område og dermed i værste fald bane vej for sovjetisk indflydelse i Middelhavsregionen. Af samme grund var NATOs sydøstlige flanke i 1951 blevet styrket med indlemmelsen af Grækenland og Tyrkiet i alliancen, og ud fra samme hensyn væltede USA og Storbritannien ved hjælp af CIA i 1953 den demokratisk valgte konservative nationalist Mossadeqs regering i Iran, da den nationaliserede det britiske olieselskab i landet. Da Nasser i 1956 nationaliserede det britisk-franske Suezkanal-selskab, konspirerede Storbritannien, Frankrig og Israel om et militært angreb på Egypten i et forsøg på at vælte Nasser. Forsøget mislykkedes, og da USA’s regering under præsident Eisenhower ikke på forhånd var informeret om angrebet, udviklede der sig en kortvarig transatlantisk krise i NATO. Washington anså dog reelt Nasser for at være lige så farlig, som London og Paris gjorde, og et par måneder senere var krisen glattet ud.

Samtidig fremlagde den norske, den canadiske og den italienske udenrigsminister en tidligere bestilt rapport om fremme af NATOs ikke-militære samarbejde og om styrkelse af de allieredes konsultationer på alle felter, herunder de såkaldte ”out-of-area”-aktiviteter uden for NATOs geografiske område. Rapporten afspejlede nok især de mindre medlemslandes bekymring for den retning, stormagterne i NATO kunne føre alliancen i. USA’s udenrigsminister Dulles gjorde det imidlertid i december 1956 klart, at USA havde et globalt ansvar, som ville hindre USA i at reagere på en krise uden for NATOs traktatområde, hvis man skulle vente på en konsultation med de øvrige NATO-allierede. USA forbeholdt sig med andre ord ret til at handle på egen hånd, når det greb militært ind i områder uden for traktatområdet.[19][19][19]

Kort efter, i januar 1957, fik Eisenhower af den amerikanske Kongres’ frie hænder til at anvende USA’s militær i Mellemøsten til at hjælpe nationer, som var udsat for væbnet aggression fra ”den internationale kommunisme”. Denne doktrin blev grundlaget for USA’s Mellemøsten-politik i de følgende mange år og blev første gang blev taget i brug i 1958, da 14.000 soldater fra det amerikanske marinekorps invaderede Libanon. Umiddelbart efter intervenerede Storbritannien i øvrigt militært i Jordan med amerikansk støtte. I begge tilfælde gav man som begrundelse sikring af stabiliteten i regionen, dvs. understøttelse af vestligt orienterede regimer imod radikal arabisk nationalisme – som mistænktes for direkte eller indirekte at ville gå i Moskvas tjeneste.

Allerede i 1954 havde NATO-medlemmet Tyrkiet underskrevet en militæraftale med Pakistan, som samtidig blev medlem af NATOs nye sydøstasiatiske ’søsterorganisation’ SEATO, der også havde USA, Storbritannien og Frankrig som medlemmer. I 1955 oprettede Tyrkiet og Irak desuden – med USA’s støtte – Bagdad-pagten, som også Pakistan og Iran tilsluttede sig (i 1959 omdøbt til CENTO). Selv om der ikke var noget formelt indbyrdes samarbejde, var NATO således fra midten af 1950erne reelt forbundet med Mellemøsten og hele det sydlige Asien (minus det alliancefri Indien) i en kæde af anti-kommunistiske militærpagter.

Fra sidst i 1950erne og gennem 1960erne og 1970erne var det som nævnt især i Afrika syd for Sahara, NATO-lande direkte eller indirekte var militært involverede i kolonialt relaterede konflikter eller krige. Belgien gav således (modvilligt) slip på Congo i 1960-61, mens det autoritært styrede Portugal samtidig optrappede krigen imod de nationale befrielsesbevægelser i sine kolonier Angola, Guinea og Mocambique. Med henvisning til præcedens fra 1950erne med overførslen af franske NATO-styrker fra Europa til krigen i Algeriet opnåede Portugal i 1961 NATO-Rådets accept af, at portugisiske divisioner, der var øremærkede til Europa, blev overført til Afrika. I 1963 udtalte den nytiltrådte NATO-øverstkommanderende (SACEUR) general Lyman Lemnitzer ligefrem sin beundring for de portugisiske tropper, som i Afrika kæmpede ikke blot for friheden, men også for råstoffer og baser, som var uundværlige for Vestens sikkerhed. I december 1974 indrømmede USAs udenrigsministerium, at portugisisk Afrika var blevet inkluderet i NATOs kriseplanlægning.[20][20][20]

På dette tidspunkt var mindre NATO-lande som Norge, Danmark og Holland begyndt at yde humanitær økonomisk bistand til de afrikanske befrielsesbevægelser, som bekæmpede Portugals kolonistyre. De små NATO-landes argument var, at disse bevægelsers kamp var retfærdig, og at Vesten ikke måtte drive dem i armene på Østblokken ved at afvise at yde dem bistand. De små NATO-landes bistand omfattede efterhånden også befrielsesbevægelserne i de hvide apartheid-regimer i det sydlige Afrika, som siden 1962 var underlagt en frivillig FN-embargo, der dog ikke fik tilslutning fra stormagter som USA, Storbritannien og Frankrig. NATO-magterne så fra 1968 og frem med voksende bekymring på sovjetiske flådeenheders opdukken i det Indiske Ocean og i Sydatlanten, hvor de iflg. NATOs planlæggere i en krigssituation ville kunne afbryde den vitale allierede skibsfart syd om Afrika. Det er fortsat noget uklart, i hvilket omfang NATOs militære organer inddrog Sydafrika i sin planlægning. Derimod er det sikkert, at den franske, amerikansk og belgisk støttede militære intervention i Zaire i 1978 fandt sted med brug af NATOs kommunikationskanaler og infrastruktur.[21][21][21] På dette tidspunkt havde betydelige cubanske troppestyrker i flere år kæmpet imod sydafrikansk, amerikansk og kinesisk støttede oprørsbevægelser i Angola, hvis post-koloniale regering (ligesom Mocambiques) blev støttet af Sovjetblokken.

Uanset Afrikas store strategiske, økonomiske og politiske betydning for NATO-landene siden 1950erne står det dog klart, at alliancen aldrig formelt har inddraget kontinentet som sådan i sin politisk-militære virksomhed.

Atomoprustning og europæisk afspænding (1963-1978)

Op gennem 1960erne satte Sovjetunionen alt ind på at indhente USA’s og NATOs enorme atomare forspring og sikre en nogenlunde kvantitativ strategisk ligevægt. Samtidig regnede de militære planlæggere i både NATO og Warszawapagten i 1960erne og 1970erne med – eller foregav i hvert fald at regne med – en sejr, om end en omkostningsfyldt sejr, i en evt. storkrig startet af modparten. NATO satsede på hurtig og massiv indsats af sine klart overlegne atomstyrker på alle niveauer, mens Warszawapagten stolede på succes for en hurtig, offensiv konventionel og atomar operation ind i Vesteuropa, kombineret med et teknisk overlegent sovjetisk forsvar mod NATOs missiler og fly og Vestens relativt større sårbarhed over for atomar ødelæggelse.[22][22][22] Realiteten var, at der internt i begge alliancer var meget stor usikkerhed og uklarhed om, hvordan en eventuel storkrig ville forløbe. I NATO kunne man dog bl.a. finde fortrøstning i, at alliancens taktiske flykapacitet iflg. dybt fortrolige Pentagon-analyser i 1966 både var 50 pct. større end Warszawapagtens og som helhed væsentlig mere effektiv end Østblokkens, som endda havde en stærk orientering mod luftforsvar og en begrænset offensiv kapacitet.[23][23][23]

Uanset det grundlæggende demokratiske værdifællesskab var de transatlantiske politisk-militære relationer mellem USA og dets vesteuropæiske NATO-allierede præget af visse spændinger. Nogle talte endda, især i 1960ere, om ”NATOs permanente krise”. Europæerne følte sig på én gang afhængige af og utilfredse med den amerikanske atomparaply, der var spændt ud over Vesteuropa, og politiske kræfter især i de store europæiske NATO-lande ønskede større europæisk med- og selvbestemmelse mht. det atomare forsvar. I Washington var der bekymring for, at nøglelande som Frankrig og Vesttyskland, hver for sig eller sammen, skulle indlede diplomatisk-økonomiske tilnærmelser til Sovjetunionen. Et amerikansk forslag i begyndelsen af 1960erne om en multinational, fælles vesteuropæisk NATO-atomstyrke (Multilateral Force, MLF), var således beregnet på at modvirke især vesttyskernes ønske om egne atomvåben og dermed samtidig modvirke andre europæiske landes ønske om det samme. MLF skulle samtidig imødekomme europæernes længe nærede ønske om en større, i det mindste formel, indflydelse på eventuel brug af NATOs atomvåben i en krisesituation.[24][24][24]

Det viste sig imidlertid, at når det kom til stykket, var hverken Storbritannien eller Frankrig interesseret i at opgive deres nationale atomstyrker, og at den eneste større europæiske allierede, der for alvor gik ind for et MLF, var Vesttyskland. Dét var i sig selv tilstrækkeligt til, at de øvrige europæiske lande så med voksende skepsis på MLF, og hertil kom, at de færreste allierede i virkeligheden anså det for hensigtsmæssigt eller betryggende med alt for mange fingre på NATOs atomknapper i en krise- eller krigssituation. MLF led derfor en stille død, og i stedet tildelte USA i 1964 NATO – under SACEUR’s kommando – fem Polaris-atomubåde som et symbol på USA’s engagement i Vesteuropas atomare forsvar. Skridtet blev et par år senere suppleret med dannelsen af et nyt permanent NATO-organ, Nuclear Planning Group (NPG), med USA, Storbritannien, Vesttyskland og Italien som faste medlemmer og fire øvrige NATO-lande som medlemmer på rotationsbasis. Formålet med NPG var at give alle de allierede lande medindflydelse på NATOs atomstrategi.

Frankrig ønskede ikke at være medlem af NPG. Præsident de Gaulle havde allerede i 1959 trukket Frankrig ud af dele af det militære NATO-samarbejde i protest mod ’amerikansk dominans’, og i foråret 1966 meddelte de Gaulle sine NATO-allierede, at Frankrig trak sig ud af alle NATOs militære kommandoer, og at NATOs hovedkvarter (i Paris), baser og anden infrastruktur skulle flyttes ud af Frankrig i 1967. De Gaulle lovede dog, at Frankrig ville komme de NATO-allierede til hjælp i krigstilfælde, og at man ville forblive i NATO, ”så længe det synes nødvendigt”. For de Gaulle var Frankrigs rolle at være den primære vesteuropæiske brobygger til et Sovjetunionen, som han ikke længere anså for at udgøre en overhængende militær trussel.

Frankrigs afsked med NATOs formelle militære samarbejde bidrog på den anden side til, at USA omsider i 1967 kunne få NATO til at vedtage den nye ”flexible response”-atomstrategi. I stedet for den hidtidige strategi om (omgående) ’massiv gengældelse’ med atomvåben skulle NATOs svar på et (konventionelt) angreb nu afpasses ’fleksibelt’ til det niveau, angrebet var sket på, således at en utilsigtet gensidig optrapning hindredes. Men at denne strategi lige så vel kunne gøre eskalation til altomfattende atomkrig mere sandsynlig end det modsatte, fremgik med foruroligende tydelighed af alliancens tophemmelige strategidokumenter. F.eks. hed det i dokumentet MC 48/3, som blev vedtaget af NATO-Rådet i december 1969:

”Selv om muligheden for eskalation foreligger, kan en passende brug i tide af taktiske atomvåben muligvis stoppe aggressoren og således begrænse yderligere eskalation. Når først atomvåben er taget i brug, kan konflikten imidlertid blive meget vanskelig at kontrollere.”[25][25][25]

På dette tvetydige grundlag – denne strategiske knivsæg – trådte alliancen ind i 1970erne, som ellers så ud til at blive afspændingens årti.

Under indtryk af de første tendenser til en Øst-Vest-afspænding anerkendte NATO med vedtagelsen i december 1967 af den såkaldte Harmel-rapport, at militær afskrækkelse og diplomatisk afspænding var to principielt ligeværdige komponenter i alliancens konfrontation med Østblokken. Drivende kræfter bag Harmel-rapporten var små medlemslande som Belgien, Danmark og Norge, hvoraf især de to sidstnævnte helt tilbage fra 1950ernes begyndelse havde lagt vægt på, at NATO foruden det militære beredskab også burde have en vigtig rolle som politisk-diplomatisk (forhandlings)redskab, jf. den nordatlantiske traktatteksts artikel II om politisk-økonomisk samarbejde. Allerede i maj 1966 havde Danmark som det første medlemsland i NATO stillet forslag om, at alliancen tilsluttede sig det sovjetiske forslag fra 1950erne, nyligt relanceret af Warszawapagten, om indkaldelse af en al-europæisk sikkerhedskonference mellem Øst og Vest. Det danske forslag blev mødt med en kold skulder i NATO-Rådet, men især efter at socialdemokraten Willy Brandt blev kansler i Vesttyskland i slutningen af 1969 fik tanken medvind i NATO-kredsen.[26][26][26]

Brandt-regeringens ’Ostpolitik’ over for Østeuropa tog sigte på anerkendelse af de eksisterende grænser i Europa og en gensidig diplomatisk udsoningsproces mellem Vest- og Østtyskland og mellem på den ene side Vesttyskland og på den anden side Polen og Sovjetunionen. Kulminationen på denne såkaldte détente-proces mellem Øst og Vest blev nået med afholdelsen i Helsinki i 1975 af Conference on Security and Cooperation in Europe (CSCE), hvor samtlige 32 vest- og østeuropæiske lande (minus Albanien, og plus USA og Canada) underskrev den såkaldte Helsinki-Akt. Foruden forpligtelsen til at afstå fra med magt at ændre de eksisterende grænser i Europa (Kurv 1) indholdt Akten bestemmelser om økonomisk-teknisk Øst-Vest samarbejde (Kurv 2) samt en forpligtelse til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder, herunder ret til familiesammenføring på tværs af Øst-Vest-skillelinjen (Kurv 3). Især de sidstnævnte elementer i Helsinki-Akten skulle vise sig at få stor betydning for den kolde krigs sidste fase i Europa fra slutningen af 1970erne til slutningen af 1980erne.

Det havde dog ikke været så let at få NATOs førende magt, USA, til at deltage i denne europæiske détente-proces. Præsident Lyndon Johnson havde i midt-1960erne været relativt positivt indstillet over for afspænding i forhold til Sovjetunionen, men han blev gradvis suget så stærkt ind i problemerne med USAs voksende militære intervention i Vietnam, at der ikke var mange kræfter til overs til at ofre Europa eller NATO opmærksomhed. Bedre blev det ikke af, at de fleste NATO-allierede viste sig alt andet end begejstrede for USA’s krigsførelse i Vietnam.

Præsident Richard Nixon bebudede ganske vist ved sin tiltræden i 1969 en ny international ”fredsstruktur”, hvor den kolde krigs ”æra af konfrontation” skulle erstattes med en ”æra af forhandlinger”, også i Vietnam. Imidlertid var NATO efter Nixons og hans sikkerhedspolitiske rådgiver Henry Kissingers opfattelse slet ikke egnet som afspændingsinstrument. Især Kissinger var helt frem til 1974-75 bekymret for, at den europæiske détente-proces i bedste fald var nytte- og betydningsløs og i værste fald farlig, fordi Kremls mål fortsat var at isolere USA fra sine vesteuropæiske NATO-allierede, som Sovjetunionen herefter lettere ville kunne dominere. Kissinger var yderligere alarmeret af de spirende udsigter omkring midten af 1970erne til, at de – ganske vist angiveligt mere moderate – ’euro-kommunistiske’ partier i NATO-kernelande som Italien, Frankrig og Portugal skulle få del i regeringsmagten.

International afspænding var ifølge Nixon og Kissinger primært et anliggende for supermagterne. I 1972 foretog USA da også en spektakulær diplomatisk åbning til det kommunistiske Mao-Kina, som USA havde boykottet i 22 år, og samtidig undertegnede Washington den første SALT-aftale med Moskva om strategisk våbenkontrol (Strategic Arms Limitation Talks). Flere af de europæiske NATO-allierede fulgte dog SALT-processen med nogen bekymring. Ville den strategiske ligevægt mellem de to supermagter reducere eller helt neutralisere USA’s vilje til at bruge atomvåben til Vesteuropas forsvar? For at sikre den militære ’kobling’ over Atlanten betingede vesteuropæerne sig derfor, at USA’s fremskudte basesystemer i Europa med atombevæbnede fly og missiler ikke blev inddraget i SALT. Storbritannien og Frankrig afviste ud fra samme overvejelser at lade deres egne nationale atomstyrker inddrage i nogen SALT-aftale.[27][27][27] Den manglende inkludering af de sovjetiske og amerikanske ’euro-strategiske’ atomvåben på den europæiske slagmark skulle imidlertid få store konsekvenser. Disse våben blev en vigtig medvirkende årsag til den fornyede politisk-militære spænding mellem NATO og Warszawapagten i Europa fra slutningen af 1970erne til langt op i 1980erne, jf. nedenfor.

En anden årsag var, at SALT’s forudsætning om global strategisk ligevægt i realiteten var både tvivlsom og ustabil. Fra 1969 benyttede Pentagon en første version af det elektroniske internet, som gjorde det muligt for USA i langt højere grad end Sovjetunionen at decentralisere og sprede sine strategiske atomvåben og deres kommandosystemer, så de ikke alle ville kunne slås ud i et overraskelsesslag. Hertil kom, at USA langt op i 1970erne bevarede et forspring på to til én over for Sovjetunionen, hvad angik antallet af strategiske atomsprænglegemer. I 1972 havde USA over 30 – i neddykket tilstand usårlige – atomubåde, som hver med deres ’flerhovedede’ missiler kunne forårsage 160 atomeksplosioner af Hiroshima-størrelsen hvor som helst på det sovjetiske territorium. Den sovjetiske flådeopbygning på verdenshavene i 1970erne – som set i forhold til USA’s verdensflåde stadig var beskeden – samt andre sovjetiske militære initiativer i flere områder af Den tredje Verden i disse år må til dels ses som forsøg på at kompensere for den fortsatte strategiske underlegenhed i forhold til USA.

NATOs raketbeslutning og Reagans ’stjernekrig’ (1979-1983)

Ikke desto mindre vakte det, der af nogle i NATO og i USA blev set som en sovjetisk global offensiv i ly af détente-processen i Europa, voksende bekymring. Et almindeligt indtryk af Vestens svækkelse og ligefrem ydmygelse bredte sig især i USA efter Watergate-skandalen, som tvang Nixon til at træde tilbage i 1974, efter USA’s nederlag i Vietnam og Indokina i 1975, og efter afsløringerne samme år af en række overgreb begået under hemmelige CIA-operationer i Den Tredje Verden. Kritikken fra især den amerikanske højrefløj af de moralske kompromisser, som afspændingen mellem Øst og Vest hævdedes at indebære, blev allerede i 1976 så højlydt i USA, at præsident Gerald Ford forbød sin regering at bruge ordet under valgkampen. Dén blev dog vundet af den liberale Jimmy Carter, som især i de første par år af sin præsidentperiode lagde stærk vægt på respekten for menneskerettighederne. Dét gavnede i nogen grad dissidenterne i Østblokken, som påkaldte sig Helsinki-Akten, der som nævnt var underskrevet også af lederne i Øst.

Samtidig forhandlede Carter med Sovjetunionen den såkaldte SALT II-våbenkontrolaftale (1979), som imidlertid aldrig blev ratificeret af USA Kongres. På dette tidspunkt, ved indgangen til 1980erne, var afspændingsprocessen kommet i dyb krise, akut forværret både af NATOs raketstrid i Europa, af Sovjetunionens invasion af Afghanistan, samt af nye atomstrategiske signaler fra USA (begrænset atomkrig med sigte på sejr). Alvorligst i NATO-sammenhæng var kontroversen om raketbeslutningen i 1979. Siden 1974 havde USAs militær arbejdet med planer for modernisering af NATOs mellemdistance-atomraketter, dvs. våben med en rækkevidde begrænset til Europa. I efteråret 1976 opdagede amerikanske overvågningssatellitter, at Sovjetunionen var begyndt at udstationere eksperimental-versioner af nye mellemdistance-atomraketter, de såkaldte SS-20ere, til erstatning for gamle sovjetiske mellemdistance-atomraketter fra 1950erne. Stationeret i det vestlige Sovjetunionen ville de nye, mere præcise og længererækkende SS-20’ere kunne nå mål overalt i Vesteuropa.

Uafhængige eksperter i USA, og i begyndelsen også ledende forsvarskredse i Carter-regeringen, afviste dog, at truslen mod Vesteuropa fra de nye SS-20ere var kvalitativt ny. Både den atomare ’kobling’ mellem USA og de europæiske NATO-lande og den atomare balance i Europa kunne opretholdes ved hjælp af bl.a. USA’s langtrækkende jagerbomberfly på dets hangarskibe nær Europa, af de britiske og de franske atomstyrker, samt af de førnævnte amerikanske strategiske atomubåde, som var tildelt den europæiske NATO-kommando. De fleste af disse atomvåbensystemer blev da også oprustet væsentligt af USA i årene 1977-79. Problemet med SS-20erne var altså ikke militært. Derimod kunne der, mente man i Washington allerede i 1975, være et politisk eller symbolsk betonet ”invisible problem”: USA/NATOs mest rationelle militære afbalancering af de nye SS-20ere ville være de nævnte søbaserede atomvåben, som jo imidlertid ville være usynlige for vesteuropæerne på kontinentet. Heraf voksede i 1978-79 det primært amerikanske ønske om også landbaserede nye NATO-mellemdistance-atomraketter i fire lande i Vesteuropa (Storbritannien, Vesttyskland, Holland og Italien), i form af 572 superpræcise Pershing II- og Cruise-missiler.[28][28][28]

Forinden havde Carter-regeringen dog måttet opgive et forsøg i 1977-78 på at få de europæiske NATO-allierede til at acceptere udstationeringen i Vesteuropa af den såkaldte neutronbombe. Den var tænkt som et bidrag til at løse problemet med den angiveligt store sovjetiske konventionelle overlegenhed i Europa: Neutronbomben kunne dræbe fjendtlige soldater i massivt antal med intensiv neutronstråling frem for med eksplosiv sprængkraft. Resultatet ville være minimal skade på bygninger og materiel, og maksimal skade på mennesker. Carter fik dog kolde fødder p.gr.a. den massive politiske modstand mod våbnet i NATO-Europa, og i foråret 1978 stillede han beslutningen om neutronbomben i bero på ubestemt tid.

Under indtryk af betydelig vesteuropæisk skepsis også over for nye mellemdistanceraketter enedes NATO herefter i december 1979 om den såkaldte ’dobbeltbeslutning’. Den indeholdt nok opstilling af de 572 NATO-raketter ved udgangen af 1983, men samtidig tilbød den Sovjetunionen forhandlinger om reduktion af mellemdistance-raketterne i både Øst og Vest. Trods sin tilsyneladende ’bløde’ form skulle dobbeltbeslutningen vise sig at blive en af de mest kontroversielle i NATOs historie. Den gav, sammen med den øvrige, massive atomare og konventionelle oprustning i begyndelsen af 1980erne, stødet til omfattende folkelige protestaktioner, demonstrationer og marcher i de vesteuropæiske NATO-lande og i USA. Kernen i disse bevægelsers krav var, at ophobning af endnu flere atomvåben ikke gjorde hverken Vest eller Øst mere sikker, men mindre sikker.

Bortset fra de sovjet-kommunistisk styrede ’fredsbevægelser’, som i de fleste NATO-lande ikke var politisk toneangivende, var 1980ernes anti-atomvåbenbevægelser ikke nødvendigvis modstandere af NATO, men primært modstandere af den (atom)strategi, alliancen byggede på. Fra officielt NATO-hold betragtedes bevægelserne derimod typisk under ét som potentielt undergravende for den vestlige solidaritet og dermed ’objektivt’ på den sovjetiske fjendes sides: Den sande fredsbevægelse var NATO, som på fjerde årti afskrækkede Sovjetblokken fra at angribe det demokratiske Vesteuropa.

USA’s nye præsident Ronald Reagan tiltrådte i 1981 på løfter om at genrejse både USAs og resten af Den Frie Verdens militære styrke og moralske selvagtelse, som iflg. Reagan og hans konservative bagland havde lidt alvorlig skade under afspændingsperioden; det sovjetiske ”onde imperium” (Reagan i 1983) havde blot udnyttet afspændingen til at ekspandere og opruste yderligere. Der var dog i disse år stærkt delte meninger blandt top-analytikere i Washington om Sovjetunionens reelle militære styrke og hensigter. I efteråret 1980 vurderede CIAs hovedansvarlige for analyser af Sovjetunionen, Robert Gates, således i et fortroligt memorandum, at Kreml-lederne så sig isolerede som supermagt, omgivet af fjendtlighed fra USA, Vesteuropa, Japan, Kina og endda med alvorlige problemer i Østeuropa, ustabilitet langs grænsen mod syd, samt i dybe økonomiske vanskeligheder. Gates’ konklusion var, at sovjetledernes internationale aggressivitet og energiske militære programmer havde til hensigt at sløre, at de reelt så sig selv som særdeles sårbare.[29][29][29]

I dag véd vi fra bl.a. de åbnede østlige arkiver, at den aldrende Kreml-ledelse i begyndelsen af 1980erne faktisk var særdeles nervøs for Reagan-regeringens og den vestlige alliances politik. Det var også meningen, i hvert fald fra Washingtons side: Reagan-regeringen erklærede, at den eneste måde at afskrække et sovjetisk angreb på, ikke længere som hidtil var ’den gensidigt sikre ødelæggelse’ eller et ’fleksibelt svar’, men at USA/NATO opnåede evnen til at udkæmpe og vinde en ”langvarig” atomkrig. I Reagan-regeringens første periode (1981-1985) blev USA’s forsvarsudgifter næsten fordoblet, flere nye strategiske atomvåbenprogrammer blev fremskyndet, og Reagan lancerede (1983) visionen om et ”Strategic Defense Initiative”, SDI (populært kaldet ’stjernekrigsprojektet’), som skulle spænde en beskyttende ’paraply’ ud over USA og dets allierede og gøre dem usårlige over for et sovjetisk missilangreb – altså en indirekte atomar afvæbning af Sovjetunionen. SDI blev da også af mange kritikere kaldt for et brud med tidligere indgåede våbenkontrolaftaler mellem supermagterne. Amerikanske militærøvelsesmønstre antog samtidig bevidst provokerende former – f.eks. foretog bombefly simulerede angrebsbølger tæt op ad de sovjetiske grænser. Formålet var at stresse Kreml-ledelsen og få den til at indse, at den måtte opgive sin aggressive ekspansionisme. NATO fulgte op med vedtagelsen i 1984 af nye, såkaldte deep strike-strategier, som lagde vægt på mobilt forsvar og angreb dybt inde bag fjendens forsvarslinjer.[30][30][30]

Problemet var, at de her nævnte vestlige strategier ikke blot skræmte mændene i Kreml, men også mange amerikanere og vesteuropæere. Bedre blev det ikke af, at Reagan i et interview i 1981 bekræftede mange kritikeres mistanke om, at USA reelt planlagde med henblik på en taktisk atomkrig, der var begrænset til Europa – altså at Washington var parat til at ofre Europa for at forhindre ødelæggelsen af det amerikanske hjemland. Reagans udtalelser blev straks officielt dementeret af Washington, men skaden var sket, og de vesteuropæiske anti-atomvåbenbevægelser fik yderligere vind i sejlene.[31][31][31]

Hvad der yderligere belastede de transatlantiske bånd i disse år var mange vesteuropæiske NATO-allieredes betænkelighed ved Reagan-regeringens systematiske forsøg på at udnytte Sovjetblokkens økonomiske svaghed til at underminere dens politiske struktur og militære styrke. F.eks. ved at (gen)indføre strenge handelsrestriktioner for bl.a. højteknologi til Østblokken som ’straf’ for bl.a. krigsretstilstanden i Polen i 1981 – restriktioner, som mindede om dem, USA anførte i begyndelsen af 1950erne (det såkaldte COCOM-samarbejde), og som i øvrigt også dengang førte til en del modvilje i Vesteuropa. For ikke at forværre Øst-Vest-spændingen og dermed krigsfaren yderligere foretrak mange europæiske NATO-lande at søge at modificere den sovjetiske adfærd ved – i CSCE- og Helsinki-aftalernes ånd – at forbedre Østblokkens udsigter til økonomisk samarbejde med Vesten.

Samme mønster genfandtes, hvad angik politikken over for Den Tredje Verden. Reagan-regeringen ville knuse de marxistisk inspirerede guerillabevægelser i specielt Mellemamerika og Afrika, som Washington betragtede som faktiske eller potentielle redskaber for den sovjetiske offensiv i Den Tredje Verden. Mange vesteuropæiske NATO-allierede – Storbritannien, Portugal, Italien, Vesttyskland, Tyrkiet og (fra dets indtræden i 1982) Spanien – stillede nok basestøttefaciliteter til rådighed for den amerikanske flåde- og luftvåbens udstationering af styrker i Mellemøsten og det nordøstlige Afrika. Men de afviste generelt langsigtede forpligtelser til at stille støttefaciliteter til rådighed for USAs militæroperationer uden for NATO-området, primært fordi de mente, at noget sådant ville binde dem til en amerikansk politik, som de ikke brød sig om. De europæiske NATO-allierede så i modsætning til USA ikke sig selv som globale magter, og i modsætning til Reagan-regeringen anså de ikke détente-processen for udelelig: De ønskede ikke at uddybe Øst-Vest-spændingen i Europa ved at øge koldkrigsspændingerne i Den Tredje Verden, hvor europæerne i øvrigt også ofte mere så interne socio-økonomiske årsager til konflikter og ustabilitet, og ikke primært ’marxistisk indblanding’ udefra.[32][32][32]

Nye toner fra USA – vandt NATO den kolde krig? (1984-1990)

Reagan-regeringen var ikke upåvirket af de NATO-allieredes skepsis, eller af de efterhånden massive og bredt funderede protester både i Vesteuropa og i USA selv imod den accelererende atomoprustning. Omkring årsskiftet 1983-84 begyndte præsident Reagan at sende mere forsonlige signaler til både ven og fjende, formentlig dels fordi han nu mente at have styrket USA tilstrækkeligt militært og moralsk, dels fordi han selv var begyndt at blive betænkelig ved dele af den hidtidige kurs over for Sovjetunionen. Hans konservative britiske kollega og personlige ven, premierminister Margaret Thatcher, trak ham i samme retning, også fordi hun efter sit første personlige møde med den vigtigste repræsentant for den yngre generation af sovjetiske topledere, Mikhail Gorbatjov, fortalte Reagan, at der faktisk var kræfter i det ”onde imperium”, som man kunne tale seriøst med.

Efter Gorbatjovs overtagelse af ledelsen i Kreml i marts 1985 kom det da også hurtigt til en vis forståelse mellem lederne af de to supermagter. På det andet topmøde mellem Reagan og Gorbatjov i Reykjavik i oktober 1986 blev de således til forbløffelse for de fleste – inklusive deres egne toprådgivere! – enige om et globalt loft på 100 atomladninger til hver parts mellemdistance-raketter, som vel at mærke kun måtte opstilles uden for Europa (dvs. i hhv. USA og den asiatiske del af Sovjetunionen). Reagan og Gorbatjov blev også enige om fælles kontrolmekanismer og om gensidig fastfrysning af kortrækkende missiler.

Selv om Reykjavik-aftalerne midlertidigt faldt på gulvet p.gr.a. fortsat uenighed om Reagans missilforsvarsprojekt, som Gorbatjov insisterede på, at USA skulle stille i bero, var isen brudt. Reagan havde med sin principaftale med Gorbatjov om en slags ’nul-løsning’ for mellemdistanceraketter i Europa reelt ikke blot undermineret NATOs ’dobbeltbeslutning’ fra 1979, men også hele NATOs atomstrategi. Det førte til en del løftede øjenbryn især i militære NATO-kredse i Europa. Men politikerne følte vægten fra den vesteuropæiske offentlige opinion, som var stærk tilhænger af fjernelsen af mellemdistancevåbnene, og én efter én tilsluttede de europæiske NATO-landes regeringer sig nul-løsningen. Året efter, i 1987, indgik de to supermagter den endelige aftale om mellemdistancevåben, efterfulgt i 1988-89 af yderligere våbenkontrolaftaler mellem USA og Sovjetunionen.

I det hele taget var NATO som alliance mest henvist til rollen som passiv tilskuer til de dramatiske politisk-diplomatiske og omvæltende sociale processer, som udspillede sig mellem de to supermagter og internt i Europa, og selvsagt ikke mindst i Østeuropa, i sidste halvdel af 1980erne, og som endte med Berlinmurens fald i november 1989 og den kolde krigs afslutning. Disse begivenheder og processer skal derfor ikke følges nærmere her.

Koldkrigs-historikere diskuterer fortsat intensivt, og vil formentlig længe endnu diskutere, årsagerne til den kolde krigs afslutning omkring 1990. Historikerne er i øvrigt heller ikke færdige med at diskutere hverken årsagerne til den kolde krigs opståen i 1940erne eller hovedforklaringerne på dens konkrete forløb i de mellemliggende tiår. Som alle skelsættende historiske begivenheder og processer må den kolde krigs afslutning forklares ud fra et komplekst sæt af årsager og sammenhænge. De fleste historikere er enige om, at personlige aktører som Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov spillede afgørende roller hver for sig og i pragmatisk samspil i de sidste år. Derimod er der langt fra enighed om, hvilken rolle USA’s og NATOs militære oprustningsoffensiv fra omkring 1980 og frem – eller for den sags skyld den amerikanske og allierede politik og strategi i de tidligere årtier af den kolde krig – spillede for udfaldet af Øst-Vest-konflikten. Nogle mener, at den vestlige alliances politisk-militære linje gennem hele den kolde krig, og i særdeleshed Reagan-regeringens ’sejrsstrategi’, ikke blot i alt væsentligt var den eneste rigtige, men også den eneste mulige, og at Vesten vandt den kolde krig dermed[33][33][33].

Andre er mere i tvivl. Et eksempel på det sidste er den amerikanske diplomat og historiker George F. Kennan, der som nævnt i slutningen af 1940erne var ophavsmanden til USAs inddæmningsstrategi over for Sovjetunionen og kommunismen. Allerede tidligt i 1950erne blev Kennan en vedholdende kritiker af dén overdrevne militarisering af den kolde krig, som han fandt, at NATO, sekunderet af Sovjetunionen og Warszawapagten, stod for. I 1992 gik den da 88-årige Kennan i en artikel i ”The New York Times” skarpt i rette med den opfattelse, at det var den hårde linje i det Republikanske Parti i USA (især under Ronald Reagan), som ’vandt den kolde krig’. Kennan kaldte dette for en ”virkelig dum” og ”barnlig” påstand. ”Ingen – intet land, intet parti, ingen person – ’vandt’ den kolde krig”, som ”på begge sider blev næret af uvirkelige og overdrevne vurderinger af den anden sides hensigter og styrke”, skrev Kennan, som også anklagede ”koldkrigs-ekstremisme” på amerikansk side for at have fået Kremls parti- og politiorganer til at stramme grebet og bremse regimets liberalisering og dermed forsinke snarere end fremskynde de store forandringer i Østblokken i slutningen af 1980erne.[34][34][34]

Uanset om man er enig i Kennans analyse eller ej, peger nyere forskning baseret på bl.a. nyåbnede østlige arkiver på, at NATOs største styrke under den kolde krigs konfrontation i virkeligheden ikke så meget var dens militære styrke – hverken den konventionelle eller den atomare. Dén blev mere eller mindre matchet af Sovjetblokken. Hvad Warszawapagten derimod ikke besad var det, der er blevet kaldt Vestens og NATOs ”soft power”, dvs. dén demokratiske frivillighed og – i hvert fald i princippet – mulighed for åben modsigelse og diskussion, som karakteriserede den nordatlantiske alliance, på godt og ondt understøttet af markedsøkonomiens relative fordele. Som nævnt var Atlantpagten/NATOs vigtigste funktion formentlig også oprindelig, dvs. i årene omkring 1950, dens politisk-psykologiske rolle for de vesteuropæiske befolkninger.

Det mulige rum for demokratisk uenighed gjorde NATO stærk, i modsætning til den regimenterede og påtvungne ’enighed’, som den Moskva-dikterede Warszawapagt var eksistentielt afhængig af, og som for alvor viste sin hulhed, da regimerne i Øst i hastig rækkefølge smuldrede sidst i 1980erne – ikke primært som følge af (militært) tryk udefra, men især under deres egen vægt og efter pres nedefra, fra deres egne befolkninger. Et pres, som der var blevet langt større spillerum for i kraft af den ’bløde magt’, som Helsinki-Aktens bestemmelser om respekt for de grundlæggende menneskerettigheder havde givet de oppositionelle kræfter i Østblokken i hænde efter 1975, og som blev understøttet af vestlige transnationale bevægelser og andre NGOer, hvis ideer også påvirkede Gorbatjov og hans rådgiverkreds.[35][35][35]

NATOs transformation og udvidelse (1990-2009)

Med Berlinmurens fald og den østtyske stats (DDR) politiske sammenbrud stod Tysklands genforening naturligt på dagsordenen i 1990. Ingen af Tysklands nabolande hverken i øst eller i vest var dog begejstrede for tanken. Gorbatjov foreslog indkaldelse til et al-europæisk ”Helsinki II”-topmøde med henblik på både NATOs og Warszawapagtens optagelse i et nyt al-europæisk sikkerhedssystem baseret på det eksisterende CSCE fra 1975. Bl.a. det post-kommunistiske Tjekkoslovakiets første præsident og første udenrigsminister, de tidligere fængslede dissidenter Vaclav Havel og Jiri Dienstbier, argumenterede i foråret 1990 for samme vision. Men da der hverken var større vestlig eller tysk – eller anden østeuropæisk – interesse for tanken, accepterede Gorbatjov tøvende Tysklands genforening, dog kun som neutralt land.

Da også dette blev afvist af Vesten, accepterede Gorbatjov at deltage i de såkaldte ”fire plus to-forhandlinger” (de fire fhv. besættelsesmagter og de to Tysklande) om Tysklands fremtid. USA’s præsident George Bush Sr. forsikrede under disse forhandlinger i 1990 bl.a. Gorbatjov, at hvis Sovjetunionen ville tillade Tysklands genforening, ville NATOs militære styrker ikke blive stationeret på det tidligere DDRs territorium, samt at CSCE-maskineriet i Europa ville blive styrket. USAs udenrigsminister James Baker satte trumf på ved at love Gorbatjov, at der ikke ville blive tale om at udvide NATOs myndighed så meget som en tomme østpå. Med disse forsikringer og løfter indvilligede Gorbatjov i Tysklands genforening inden for NATO, idet han erkendte, at dette trods alt var at foretrække frem for et genforenet Tyskland, der handlede på egen hånd. Bushs og Bakers løfter til Gorbatjov blev imidlertid ignoreret af præsident Bill Clinton få år senere – da Sovjetunionen ganske vist ikke længere eksisterede.[36][36][36]

Men løfterne blev ikke glemt i Moskva, hvor det post-kommunistiske Ruslands første leder, Boris Jeltsin, i 1992-93 fastholdt russisk modstand imod NATOs eventuelle udvidelse mod øst. Spørgsmålet var dog endnu ikke på dagsordenen i begyndelsen af 1990erne. Umiddelbart gjaldt det for NATO som organisation om at finde en ny rolle – en ny eksistensberettigelse -, efter at den oprindelige, officielle begrundelse for alliancens oprettelse, institutioner og praksis, altså den kommunistiske blok i Europa med Sovjetunionen i spidsen, var definitivt forsvundet ved udgangen af 1991. Imidlertid havde NATO allerede fra begyndelsen reelt tre opgaver i Europa, nemlig – med alliancens første generalsekretær Lord Ismays kendte (spids)formulering fra først i 1950erne – ’at holde russerne ude, amerikanerne inde, og tyskerne nede’: Med Vesttysklands integration i NATO og de flere hundrede tusinde amerikanske soldater fordelt på baser i alle europæiske NATO-lande (minus Danmark og Norge) var den sovjetiske Røde Hær således effektivt lukket ude af Vesteuropa under hele den kolde krig.

Men ser man på alliancens eget tankesæt og praksis i årene efter den kolde krig, synes de tre opgaver fortsat at være blevet tillagt en varierende grad af relevans. Det genforenede Tysklands integration i NATO-strukturerne er allerede nævnt; sammen med indbindingen af Tyskland i den Europæiske Union i 1992 må det gamle tysklandsproblem vel dermed siges at være trådt i baggrunden. NATO er fortsat rammen om USA’s militære tilstedeværelse i Europa, som dog er skåret ned med over to tredjedele efter den kolde krig. Dog har en af USA største militærbaser i Europa siden 1999 ligget i et ikke-NATO-land: Camp Bondsteel i Kosovo.

NATOs forhold til Rusland og dets tidligere klientstater i Øst- og Centraleuropa efter den kolde krigs afslutning har været mere komplekst. Allerede på NATO-topmødet i juli 1990 tilbød alliancen dialog og samarbejde med de tidligere modstandere. Der blev vedtaget militære kontaktprogrammer mellem fhv. Warszawapagt-officerer og NATO-officerer med henblik på tillidsskabelse, professionalisering og ikke mindst sikring af civil politisk kontrol med militæret. I forlængelse heraf vedtog NATO i november 1991 et nyt Strategisk Koncept, hvorefter NATOs mission skulle være at tage aktivt del i varetagelsen af post-koldkrigens europæiske sikkerhed ved at ’projicere stabilitet’ gennem krisestyring og dermed fremme ”udviklingen af strukturer for sikkerhedssamarbejde for et helt og frit Europa”.[37][37][37] Da Boris Jeltsin prompte måneden efter foreslog, at det nye Rusland blev optaget i NATO, afviste alliancen imidlertid at tage forslaget alvorligt; det smagte formentlig for meget af den CSCE-inspirerede al-europæiske sikkerhedsorganisation, som NATO-landene havde afvist i 1990, fordi den reelt ville have ført til NATOs opløsning.

Uanset Bush-regeringens løfter til Gorbatjov havde USA ikke interesse i på bekostning af NATO at styrke et CSCE, hvor Rusland havde vetoret. I begyndelsen af 1992 lækkede et hemmeligt planlægningsdirektiv fra USA’s Nationale Sikkerhedsråd og Pentagon til pressen. Dokumentet understregede, at NATOs fortsatte sammenhold med betydelig amerikansk tilstedeværelse forblev ”vital”, og at USA for at undgå konkurrence måtte ”prevent the emergency of security arrangements exclusively for Europeans, which would undermine NATO”. Lækagen vakte opsigt i Europa, hvor dokumentet blev set som udtryk for Washingtons modvilje mod udviklingen af en europæisk forsvars- og sikkerhedsdimension i EU-regi, og Bush-regeringen rykkede ud med passende dementier.[38][38][38] Der er dog ingen tvivl om, at USA også efter den kolde krig fortsat betragtede NATO som den altoverskyggende sikkerhedsorganisation i Europa, ikke mindst fordi alliancen var den bedste garant for fortsat stærk amerikansk indflydelse på kontinentets sikkerhed.

Derfor var det også kun naturligt, at det var på forslag fra USA, at NATO på sit topmøde i januar 1994 vedtog det såkaldte Partnership for Peace (PfP)-program, som tilbød tidligere Warszawapagt-lande og tidligere Sovjet-republikker tilknytning til NATO gennem praktisk militært samarbejde. PfP blev ikke præsenteret som et alternativ til NATO-medlemskab, men snarere som en fleksibel platform, der kunne føre et medlemskab på et senere tidspunkt. Signalet fra NATO-topmødet blev forstærket af efterfølgende udtalelser af USA’s præsident Clinton på et møde i Prag for central- og østeuropæiske ledere. Til sammen betød dette, at spørgsmålet om NATOs udvidelse mod øst pludselig kom øverst på NATOs dagsorden og i de følgende måneder og år nærmest blev omdrejningspunktet for alliancens aktiviteter – til trods for Moskvas fortsat stejle afvisning.

Den skelsættende NATO-beslutning om PfP blev formentlig fremmet af resultatet af det russiske parlamentsvalg i december 1993, som syntes at styrke den ultra-nationalistiske leder Sjirinovski betydeligt, hvilket igen blev brugt af nogle af de øst- og centraleuropæiske lande som argument for snarligt NATO-medlemskab. Kritikere pegede på risikoen for, at NATOs ekspansion mod øst kunne provokere og isolere Rusland unødigt, styrke de anti-vestlige kræfter i Rusland, og skabe nye konfrontatoriske øst-vest skillelinjer i Europa. NATO gik da også relativt forsigtigt, men målbevidst til værks. For at dæmpe den russiske kritik undertegnedes i 1997 The NATO-Russia Founding Act, som bl.a. indebar dannelsen af fællesorganer som The NATO-Russia Permanent Joint Council – som dog ikke gav Rusland nogen reel indflydelse på NATOs beslutningsprocesser. Der blev høfligt lyttet til russernes protester, men alliancen lod forstå, at den udstukne kurs lå ufravigeligt fast.

NATOs udvidelsesproces var dog, som den amerikanske forsker Ronald Asmus – én af de bedste kendere af forløbet – har konkluderet, hverken uundgåelig eller forudbestemt. Selv om projektets rødder lå i Central- og Østeuropa, blev det reelt et amerikansk projekt, efter at Clinton-regeringen i 1994 havde taget det til sig. Det fik topprioritet uanset vedvarende russisk modstand og tøvende og lunken vesteuropæisk støtte, fordi det var baseret på en amerikansk vision om et helt og frit Europa i permanent alliance med USA, dvs. også hinsides den kolde krig. Det var også i USA’s geopolitiske interesse at stabilisere demokratiet og udbrede stabilitet i Central- og Østeuropa. Processen blev understøttet af markante central- og østeuropæiske ledere som Vaclav Havel (nu NATO-tilhænger) og Polens Lech Welesa, men også den eskalerende borgerkrig i eks-Jugoslavien var en katalysator for den.[39][39][39]

Parallelt med udvidelsesprojektet udviklede NATO i 1990erne gradvis sine operationelle muligheder med henblik på øget fleksibilitet og mobilitet. På topmødet i 1994 blev det vedtaget at udnævne den ellers noget henslumrende Vesteuropæiske Union (WEU – oprindelig dannet i 1948 som en forløber for Atlantpagten) til den atlantiske alliances ”europæiske søjle”, samt at udvikle en såkaldt European Security and Defense Identity (ESDI). Tanken var, at NATO kunne udlåne materiel m.v. til WEU-operationer, også ’out-of-area’, som de nordamerikanske NATO-allierede ikke ønskede at deltage i. Og i 1996 vedtog NATO at danne såkaldte Combined Joint Task Forces (CJTF), primært til NATO-ledede fredsbevarende out-of-area-operationer, evt. med deltagelse af PfP-lande fra Øst- og Centraleuropa. Flere medlemslandes, ikke mindst Frankrigs, traditionelle modstand imod NATOs deltagelse i ’out-of-area’-operationer smuldrede efterhånden, i første omgang under forudsætning af, at NATO handlede som militær ’entreprenør’ for FNs Sikkerhedsråd, således som det skete med den fredsbevarende NATO-styrke i eks-Jugoslavien fra 1992 og frem.

USA/NATOs luftbombninger af de bosniske serberes stillinger i 1995 blev et vendepunkt i den bosniske borgerkrig, fordi de kunne støttes af de bosniske muslimers offensiv på landjorden. USA/NATO-luftoperationerne var også med til at genskabe den transatlantiske følelse af enhed og fællesmål og styrkede den opfattelse, at NATO måtte handle for at konsolidere stabiliteten uden for sine gamle grænser. De fredsbevarende IFOR/SFOR-styrker i Bosnien siden Dayton-aftalen i 1995 er under NATO-kommando, men med godkendelse fra FNs Sikkerhedsråd og – efter USA’s mellemkomst – med russisk deltagelse.[40][40][40]

Imidlertid brød NATO markant med hidtidig praksis, da alliancen i 1998-99 deltog i USA-anførte militære ’out-of-area’-aktioner imod Irak og Serbien, selv om de fandt sted uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd. Mest skelsættende af disse operationer var den formelt og reelt NATO-styrede, to en halv måneder lange bombekrig mod Serbien om Kosovo i 1999, Operation Allied Force. Den blev legitimeret som en humanitær intervention, som angiveligt skulle stoppe Serbiens etniske masseudrensning – folkemord – på Kosovos albanske befolkningsflertal. Hvad der i realiteten skete, var imidlertid det nærmest stik modsatte: Først da USA’s NATO-understøttede bombeoffensiv begyndte, svarede de serbiske styrker med den storstilede etniske udrensning af og massemyrderier på albanere i Kosovo gennem 11 uger.[41][41][41]

Både Balkan-specialister og anerkendte internationale figurer som f.eks. Henry Kissinger, Jimmy Carter og FNs generalsekretær Kofi Annan, kritiserede samtidig og efter krigen præsident Clinton og hans regering for håndteringen af Kosovo-krisen. Øverstkommanderende for NATO i Europa (SACEUR), general Wesley Clark, understregede imidlertid over for USA’s udenrigsminister Madeleine Albright umiddelbart inden bombningerne af Serbien blev påbegyndt, hvad der primært var på spil i Kosovo: NATOs fortsatte troværdighed og handlekraft, underforstået: ikke mindst i forhold til de nye og kommende medlemmer i Central- og Østeuropa. På NATO-topmødet i april 1999, som fejrede NATOs 50-års jubilæum, blev alliancens igangværende Kosovo-operation da også fremhævet som et eksempel på NATOs fortsatte relevans og troværdighed som garant for europæisk sikkerhed og stabilitet.[42][42][42] Efter Kosovo-operationens afslutning rykkede en NATO-ledet fredsbevarende styrke (KFOR) under mandat fra FNs Sikkerhedsråd ind i Kosovo.

På NATO-topmødet i 1999 blev alliancens Strategiske Koncept fra 1991 opdateret under indtryk af Kosovo. Krisestyring og fredsbevarelse uden for NATO-området blev kraftigere understreget, samtidig med at FNs Sikkerhedsråds forudgående godkendelse af sådanne NATO-operationer blev anset for en ønskværdig, men ikke en ufravigelig betingelse. Konceptet understregede også tydeligere, at alliancens sikkerhedsinteresser måtte ses både i en regional euro-atlantisk og i en global kontekst og ville kunne påvirkes af bredere risici så som etniske og religiøse konflikter, ikke-statslige aktører, territorialstridigheder, utilstrækkelige eller fejlslagne reformer, overgreb mod menneskerettighederne, opløste stater, terrorisme, sabotage, organiseret kriminalitet og ’afbrydelse af strømmen af vitale ressourcer’.[43][43][43]

Hermed lå det lige for, at den Nordatlantiske Traktats artikel 5 uden videre kunne aktiveres, da USA blev ramt af terrorangrebene d. 11. september 2001. Det var første gang i alliancens historie, at NATO-Rådet bragte denne artikel i anvendelse. Men paradoksalt nok ønskede Washington ikke, at USA’s første militære svar i den ”krig mod terror”, som præsident George Bush erklærede umiddelbart efter 11. september, skulle koordineres med de NATO-allierede – formentlig især p.gr.a. de koordinationsproblemer, NATO-operationen i Kosovo havde haft. USA angreb derfor d. 7. oktober 2001 Al-Qaeda-baser og Taleban-styret i Afghanistan med sine egne styrker i Operation Enduring Freedom. Efter at Taleban-styret var blevet væltet i december 2001, oprettedes på baggrund af en FN-resolution en international ’sikkerhedsstyrke’ under NATO-kommando, ISAF, som endnu i 2009 opererer parallelt med de amerikanske kampstyrker i Afghanistan. NATO har gentagne gange i de seneste år ladet forstå, at alliancens sejr over Taleban vil være afgørende for NATOs fremtid og politisk-militære troværdighed.

Efter at den USA-ledede ”koalition af villige” (herunder en række NATO-lande) havde invaderet Irak i foråret 2003 og væltet Saddam Hussein, dannedes i maj 2003 på FN-mandat en international stabiliseringsstyrke, som siden har opereret i Irak. NATO har ikke nogen direkte rolle i denne styrke, men på opfordring fra den nye regering i Bagdad vedtog NATO i 2004 at etablere en træningsmission i Irak, som leverer uddannelse, udstyr og teknisk assistance til det irakiske militær- og sikkerhedspersonel.

Udviklingen af NATOs såkaldte Middelhavsdialog siden midten af 1990erne må også ses i denne sammenhæng. Dialogen, som inddrager de arabiske middelhavslande og Israel, ændrede på Istanbul-mødet i 2005 karakter fra en ’snakkeklub’ til en form for partnerskabsprogram, herunder et samarbejdsinitiativ, som rækker helt til Pakistan.

Med NATOs nye strategiske koncepter efter den kolde krigs afslutning i 1990, med det ambitiøse program for udvidelse af NATOs medlemskreds mod øst, som i 2008 pegede helt til Kaukasus, og med den direkte og indirekte involvering i ”krigen mod terror” siden 2001, står det ved begyndelsen af 2009 klarere end måske på noget tidligere tidspunkt, hvor bemærkelsesværdig og på egne præmisser imponerende vellykket en transformation, alliancen har gennemgået fra den kolde krigs regionale forsvarsalliance (om end altid med en vigtig ’out of area’-dimension) til en globalt udfarende militær aktør.

Men NATOs store vanskeligheder i Afghanistan, som i 2008 erkendtes åbent af alliancens øverste militære chefer i landet; NATOs latente konflikter med et Rusland på oplevet tvungen retræte i forbindelse med alliancens udvidelsesprogram, som i 2008 bidrog til at udløse den kortvarige krig mellem Rusland og et vovelystent Georgien; samt de russiske gasblokader mod bl.a. Ukraine, som kredse i Washington i begyndelsen af 2009 anså for kunne blive en trussel mod NATOs sikkerhed – alt dette peger ved indgangen til NATOs 60 års jubilæumsår 2009 i retning af, at alliancen i den kommende tid måske må erkende, at prisen for den ambitiøse transformation kan blive højere, end mange hidtil har forventet.

*****

SELEKTIV LITTERATURLISTE:

Asmus, Ronald D. (2002): Opening NATO’s Door: How the Alliance Remade Itself for a New Era. (New York: Columbia Univ. Press).

Bange, Oliver & Gottfried Niedhart (eds.) (2008): Helsinki 1975 and the Transformation of Europe (New York: Berghahn Books).

Bacevich, Andrew J. (2002): American Empire. The Realities & Consequences of U.S. Diplomacy (Cambridge: Harvard Univ. Press).

Borring Olesen, Thorsten & Poul Villaume (2006): I blokopdelingens tegn. Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 5: 1945-1972 (Kbh.: Gyldendal).

Chomsky, Noam (1999): The New Military Humanism. Lessons from Kosovo (London: Pluto Press).

Coker, Christopher: ”NATO and Africa 1949-1989: An Overview”, i: Schmidt (ed.) (1999), vol. I, s. 153-171.

English, Robert (2000): Russia and the Idea of the West: Gorbachev, Intellectuals, and the End of the Cold War (New York: Columbia Univ. Press).

Enthoven, Alain & Wayne Smith (1971): How Much is Enough? Shaping the Defense Program, 1961-1969 (New York).

Evangelista, Matthew (1982): ”Stalin’s Post-War Army Reappraised, i: International Security, vol. 7, no. 2, Winter 1982-83, s. 110-138.

Evangelista, Matthew (1999): Unarmed Forces: The Transnational Movement to End the Cold War (Ithaca: Cornell Univ. Press).

Gaddis, John Lewis (2008): Den kolde krig. (Kbh.: Gyldendal)

Garthoff, Raymond L. (1990): Détente and Confrontation: American-Soviet Relations from Nixon to Reagan(Washington,. D.C.: The Brookings Institution).

Gervasi, Tom (1986): The Myth of Soviet Military Supremacy (New York: Harper & Row).

Grant, Robert P. (2001): “Sustaining the US Commitment to NATO”, i: Schmidt (ed.) (2001), s. 43-61.

Kaplan, Lawrence S. (1988): NATO and the United States: The Enduring Alliance (Boston: Twayne Publishers)

Lebow, Ned & Janice Gross Stein (1994): We all lost the Cold War. (Princeton: Princeton Univ. Press).

Leffler, Melvyn P. (1992): A Preponderance of Power. National Security, the Truman Administration, and the Cold War (Stanford: Stanford Univ. Press).

Leffler, Melvyn P. (1996): “Inside Enemy Archives: The Cold War Reopened”, i: Foreign Affairs,vol. 78, no. 4, s. 120-135.

Leffler, Melvyn P. (2007): For the Soul of Mankind: The United States, the Soviet Union, and the Cold War (New York: Hill and Wang).

Mastny, Vojtech (1996): The Cold War and Soviet Insecurity: The Stalin Years (New York: Oxford Univ. Press).

Mastny, Vojtech (1999): “Did NATO Win the Cold War?”, i: Foreign Affairs, vol. 78, no. 3, s. 176-189.

Mastny, Vojtech (2002): “The New History of Cold War Alliances”, i: Journal of Cold War Studies, Vol. 4, No. 2, s. 55-84.

Matthias, Willard C. (2001): America’s Strategic Blunders: Intelligence Analysis and Natyional Security Policy, 1936-1991 (Univ. Park: Pennsylvania State Univ. Press)

Miscamble, Wilson D. (1992): George F. Kennan and the Making of American Foreign Policy, 1947-1950 (Princeton: Oxford Univ. Press).

Pedlow, Gregory W.: (ed.) (1997): NATO Strategy Documents 1949-1969 (Bruxelles: NATO)

Powaski, Ronald E. (1993): The Entangling Alliance: The United States and European Security, 1950-1993 (London: Greenwood Press).

Roberts, Geoffrey (2006): Stalin’s Wars: From World War II to Cold War, 1939-1953 (New Haven: Yale Univ. Press).

Schake, Kori (2001): “”Adapting NATO After the Cold War”, i: Schmidt (ed.), vol. 2, s. 29-42.

Schmidt, Gustav (ed.) (2001): A History of NATO – The First Fifty Years, vol. 1– 3 (Palgrave, London).

Thomas, Daniel C. (2001): The Helsinki Effect: International Norms, Human Rights, and the Demise of Communism(Princeton: Princeton Univ. Press).

Trachtenberg, Marc (1993): A Constructed Peace. The Making of the European Settlement, 1945-1963. (Princeton: Princeton Univ. Press).

Villaume, Poul (1995): Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 (Kbh.: Eirene).

Villaume, Poul (1999): ”Denmark and NATO through 50 Years”, i: Bertel Heurlin & Hans Moutrizen (eds.): Danish Foreign Policy Yearbook 1999 (Cph.: Danish Institute of International Affairs).

Villaume, Poul (2006): “USA og Europa – transatlantiske partnere eller modstandere”, i: Den Jyske Historiker, nr. 113-114, Okt. 2006, s. 25-43.

Villaume, Poul & Odd Arne Westad (eds.) (2009): Perforating the Iron Curtain: European Détente, Transatlantic Relations, and the Cold War, 1965-1985 (Copenhagen: Museum Tusculanum Press).

Zubok, Vladislav (2007): A Failed Empire: The Soviet Union in the Cold War from Stalin to Gorbachev (Chapel Hill: Univ. of North Carolina Press).

Trykte kilder og arkiver:

FRUS (Foreign Relations of the United States) 1950, vol. I.

FRUS 1955-57, vol. V

USNA (United States National Archives): diverse akter

[1] Leffler (1996); Leffler (2007); Zubok (2007); Gaddis (2008).

[2][2]

[2] Leffler (1992), s. 1-24.

[3][3]

[3] Mastny (1996); Roberts (2006), s. 296-371.

[4][4][4]

Leffler (1992), s. 7 f.

[5][5][5]

Mastny (1996), s. 27 ff.; Zubok (2007), s. 72 f.

[6][6][6] Miscamble (1992), s. 114-121; Leffler (1992), 204-212; Kaplan (1988), s. 16-23.

[7][7][7] Mastny (1996), s. 49 ff.

[8][8][8] Kaplan (1988), s. 36 f.

[9][9]

[9] FRUS 1950, vol. I, s. 332-338; Mastny (1996), s. 95-101; Zubok (2007), 80 f.

[10][10]

[10] Mastny (1999), s. 177 f.

[11][11]

[11] Mastny (2002), s. 62; FRUS 1955-1957, vol. V, 551 f.

[12][12][12] Mastny: (1999); se også Evangelista (1982)

[13][13]

[13] Trachtenberg (1993), s. 156-178.

[14][14]

[14] Mastny (2002), s. 64 f.

[15][15]

[15] Mastny (1999), s. 177.

[16][16]

[16] Mastny (1999); Trachtenberg (1993), 251-282.

[17][17]

[17] Garthoff (1990), 93-116; Enthoven & Smith (1971), 132-142; osv.; Gaddis (2008), 78.

[18][18][18] Se hertil Villaume (1995), s. 686-709.

[19][19][19] Kaplan (1988), 68 f.

[20][20][20] Coker (1999), s. 157 f.; de portugisiske kolonikrige krævede mindst 300.000 afrikanere livet.

[21][21]

[21] S.st., s. 160-166.

[22][22]

[22] Powaski (1993), s. 59-70.

[23][23]

[23] Rob. McNamara to Kai-Uwe von Hassel, 19.7.1966, Lot 67 D 496, box 4, State Dept. Files, United States National Archives (USNA).

[24][24]

[24] Kaplan (1988), s. 96-99; Powaski (1993), s. 73ff.; Lundestad (1997), s. 69f.

[25][25][25] Pedlow (1997), s. 377.

[26][26][26] Borring Olesen og Villaume (2006), s. 587-591.

[27][27][27] Powaski (1993), s. 98 f.

[28][28]

[28] Action Memo, Hartman to Sec, “Nuclear Balance Issues at NPG mtg”, 18. Oct. 1976, Fld. DEF 3 – NPG, Lot#81D286 (Records of Helmut Sonnenfeldt), Records of the Office of the Counselor, 1975-1977, box 11, RG, USNA; Briefing Memo Vest/Hartman to HS: “Tactical Nuclear Force Mod. In NATO”, 1. Oct. 1975, Fld. DEF 12C – Tactical Nuclear Weapons, s.st..; Powaski (1993), s. 118. Den vesttyske kansler Helmut Schmidt havde i 1977 offentligt ytret en vis bekymring for, om NATOs atomare afskrækkelsesstrategi kunne opretholdes i Europa i lyset af supermagternes SALT-aftaler. Schmidt udtalte dog ikke noget ønske om landbaserede atomraketter som evt. svar på de sovjetiske SS-20ere, og slet ikke i Vesttyskland. Gervasi (1986), 151 ff.

[29][29]

[29] Matthias (2001), s. 329.

[30][30]

[30] Powaski (1993), s. 133-138.

[31][31]

[31] S.st., s. 134 f.

[32][32][32] Powaski (1993), s. 137-140.

[33][33][33]

Et godt eksempel på denne tolkning findes i Gaddis (2008).

[34][34]

[34] George Kennan: ”The G.O.P. Won the Cold War? Ridiculous”, The New York Times, 28. okt. 1992; jf. også f.eks. Mastny (1996), Mastny (1999), og Lebow & Stein (1994).

[35][35]

[35] Thomas: (2001); Evangelista (1999); English (2000); Bange & Niedhart (eds.) (2008); Villaume & Westad (eds.) (2009).

[36][36]

[36] Asmus (2002), s. 11; Powaski (1993), s. 170 f.; Gaddis (2008), s. 321.

[37][37]

[37] Schake (2001), s. 31 ff.

[38][38]

[38] ”International Herald Tribune”, 12. marts 1992; Bacevich (2002), s. 43-46.

[39][39][39] Asmus (2002), s. 290 ff.

[40][40][40] S.st., s. 293. – De fleste NATO-lande deltog militært i den USA-ledede koalition, som i 1991 angreb Irak med henblik på at befri Kuwait fra den irakiske besættelse i 1990. Medlemslandenes krigsdeltagelse skete dog ikke i NATO-regi, men formelt på mandat fra FNs Sikkerhedsråd, ligesom det var tilfældet under Koreakrigen 1950-53.

[41][41][41] Bacevich (2002), s. 103 ff.; se også Chomsky (1999), s. 35 ff. De nye NATO-medlemmer Ungarn og Tjekkiet gav i øvrigt kun lunken støtte til NATOs Kosovo-operation.

[42][42][42] Bacevich (2002), s. 181-197; Grant (2001), s. 46 ff.; jf. også Villaume (2006), s. 35 f.

[43][43]

[43] Schake (2001), s. 31 f.; Villaume (1999), s. 53.