Jørn Boye: Afghanistan som kampplads for stormagter

Befolkningerne i de fleste af koalitionens lande (ISAF) er krigstrætte – i USA viser den sidste måling at 58% er modstandere af Afghanistan interventionen, altså et flertal; 2 af 3 briter er modstandere. Regeringskoalitioner knager eller brækker over som i Holland (februar, 2010) pga krigen. Og politikerne er bevidste om at de skal genvælges og opnå regeringsmagten. Så på mellemlangt og lang sigt må Afghanistans hær tage over med en vis støtte fra ISAF.

To lokale stormagter på den afghanske scene.

Andre aktører på den Afghanske kampplads udgøres af de to lokale stormagter og a-våbenmagter Indien og Pakistan, der kæmper – ikke særligt synligt i den vestlige offentlighed – en blodig kamp om Kashmir. Denne kamp og rivalisering finder også sted i Afghanistan.

FAKTA: Kashmir konflikten

• Kashmir ligger i det vestlige Himalaya mellem Indien og Pakistan
• Efter delingen i 1947 og den første Pakistansk-indiske krig 1948-49 bliver Kashmir delt.  Pakistan får ca. en tredjedel af området – et meget tyndbefolket område, der er helt muslimsk. Indien får knap 2/3, og i indisk Kashmir er der en befolkning, hvor 95% er muslimer. Kina får et meget lille område af Kashmir. Der er altså 3 interessenter i relation til området: Indien, Pakistan og Kina, alle 3 atommagter.
• Der er i befolkningen i indisk Kashmir stærke bevægelser for at området skal tilbagegives til det muslimske Pakistan. Nogle af bevægelserne støttes af Pakistan.
• Ved delingen blev det besluttet at der skulle holdes en folkeafstemning om Indisk Kashmirs tilhørsforhold pga det store antal muslimer. En sådan afstemning har Indien ikke afholdt. Resultatet ville helt givet blive et flertal for Pakistan.
• Konflikten har resulteret i 3 krige1948-49; 1965 og 1999. De seneste 2 krige har ikke resulteret i ændringer.
• Indien bedriver en undertrykkelsespolitik og manipulation af den politiske proces over for den muslimske majoritetsbefolkning.
• Pakistan støttede og støtter grupper der har lavet voldelige aktioner i området. Den seneste aktion var Mumbai aktionen 26 november 2008 foretaget af en Pakistanske gruppe Lashkar-e – Taiba, der er baseret i Pakistan. 173 blev dræbt og 308 blev såret ved denne aktion. I flere måneder benægtede Pakistan at pakistanere var involveret, men måtte til sidst krybe til korset. Denne aktion var dog foretaget af en ekstremistisk organisation uden kontakt til den pakistanske regering.
• Efter Mumbai aktionen er de diplomatiske forbindelser mellem de to lande nedkølet.
• Både det pakistanske og det indiske militær er gearet til at bekæmpe hinanden.

Denne blodige konflikt, som for længst burde have været løst, får de to lande til at forsøge at inddrage nabostaterne, således også Afghanistan.

Pakistan i Afghanistan

Pakistan ser Afghanistan som sit bagland. Pakistan var et af de få lande der støttede både Afghansk Talibans oprettelse og beståen som regeringsmagt i perioden 1996 – 2001. Under Taliban tiden var styret kun anerkendt diplomatisk af Pakistan, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Kun 3 lande i verden..

Især de pakistanske efterretningstjenester og militæret har historisk støttet afghansk Taliban, dog ikke på det seneste pakistansk Taliban.

I et meget interessant interview på Aljazeera med den nu pensionerede leder af den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, Hamid Gul, http://english.aljazeera.net/programmes/talktojazeera/2010/02/201021817300796969.html

og printed interview http://english.aljazeera.net/focus/2010/02/20102176529736333.html. kommer tankegangen i militære kredse i Pakistan klart frem.

Hamid Gul siger i interviewet med titlen “Taliban is the future “ (Taliban=afghansk Taliban): Det er nødvendigt at have et venligtsindet Afghanistan (”We want a friendly Afghanistan”) fordi Indien er ude på at ødelægge os (”We know India is playing havoc with us”). Han spørges også om: “Is the failure to stabilise Afghanistan adversely affecting Pakistan’s own security” – og svarer: “Yes indeed it is. The conflict is not just a derivative of the failures of the Kabul Government – that is a puppet government. The real cause of the conflict is the occupation of Afghanistan by the Americans. If they go out, and after such a time – post-US occupation, OIC (Organization of Islamic States) and the Muslim countries have to come in and play their part. Then Afghanistan can redeem itself.”

Indien i Afghanistan.

For Indien er den pakistanske vision om et muslimsk orienteret område det sidste man ønsker. Derfor har Indien støttet Karzai regeringen i Kabul og ISAF for dermed at svække Pakistan. Indien giver årligt 1.2 mia. dollars i udviklingsbistand til Afghanistan. Indien er det land i Asien der giver mest ulandsbistand til Afghanistan. Det er i kraft af indisk hjælp at elnettet fungerer nogenlunde i Kabul i dag. Indien har også bygget en 218 km. lang vej der forbinder Afghanistan i vest med en iransk havn, således at tilførsler til og fra Afghanistan kan gå uden om Pakistan.

Pga de projekter der mere tjener det formål at inddæmme Pakistan har Afghansk Taliban 2 gange angrebet den indiske ambassade i Kabul, senest 8 oktober 2009. Ved angrebet for nylig i Kabul d. 26. februar i år dræbtes 9 indere, da et gæstehus for indere blev angrebet.

En Talibanleder har for ikke længe siden udtalt at når Afghanistan var vundet kommer turen til Indien.

Den indiske regering er bekymret over den fremtidige situation i Afghanistan. Ifølge indernes analyse er USA på vej ud på mellemlangt og lang sigt, og Taliban er på vej ind enten delvist eller på lang sigt helt. Indien er bange for at Taliban på sigt vil virke attraktivt på muslimer ikke kun i Afghanistan og Pakistan, men også i Indien og Centralasien.

Historisk har der været tætte forbindelser mellem Indien og Afghanistan. I Mogultiden var den  inderste cirkel omkring de herskende indiske moguler 1526 – 1857 afghanere. Mogulerne var muslimer.

USA støtter begge sider

Det er dog paradoksalt at USA i den grad støtter et Pakistan, der huser Al Quida og Talibans ledere, og et Pakistan der helt eller delvist ønsker Taliban tilbage i Kabul.

USA har netop vedtaget at bevilge 7.5 mia. dollars over 5 år til Pakistan. USA har uden tvivl stillet sine betingelser bl.a. om udrensning af pakistansk Taliban og andre fundamentalistiske grupper i Swat dalen og Waziristan samt forsøge at udradere Al Quida. Den pakistanske regering vil gøre meget for at få penge i disse krisetider. Men den tankegang, som Hamid Gul repræsenterer, er uden tvivl den reelt eksisterende og den der vil sejre på sigt. Men til vestlige mikrofoner vil der naturligvis fra pakistansk side lyde fordømmelser af Taliban – der tales med to tunger i Islamabad.

For den pakistanske regering er der stor forskel på pakistansk Taliban, som den ikke støtter pga terroraktioner i Pakistan, og Afghansk Taliban, som den pga den anti-indiske strategi støtter, selv om den ikke siger det højt.

USA’s motiv til at støtte Pakistan så massivt må uden tvivl findes i en bekymring for at det Pakistanske samfund kollapser, og at fundamentalistiske og endnu mere rabiate anti-amerikanske kræfter tager over. Det regerende parti, PPP, Pakistan’s  People’s Party (hvis leder var den dræbte præsident Benazir Bhutto, nu hendes mand), og dets rank and file er stadig en sekulær kraft sammen med storbyernes middelklasse, og de ønsker at bekæmpe Taliban, som de opfatter som fundamentalistisk, nationalistisk og middelalderlig.

Men hæren og efterretningstjenesten har øjnene stift rettet på Indien som den store fjende og ønsker at alliere sig med anti-indiske kræfter hvor de end findes. Det pakistanske samfund er splittet på mange ledder og kanter.

Afghanistan som borgerkrig

Søren Schmidt, Afghanistan forsker, anskuede i en kronik i Politiken for kort tid siden den Afghanske konflikt som en borgerkrig, hvor vi (DK) stillede os op bag den ene part i konflikten. http://politiken.dk/debat/kroniker/article906665.ece

En borgerkrig mellem Karzai regeringen og resterne af Nordalliancen (støttet af ISAF koalitionens 44 lande (herunder Danmark) + Indien) på den ene side og Taliban + afghanske grupper (støttet af bl.a. Pakistan, Saudi Arabien m fl.) på den anden side, og ironisk nok USA på begge sider, da USA er med i ISAF og samtidig støtter Pakistan med hjælp på 7.5 mia. dollars og ser Pakistan som lokal strategisk støtte.

International konfliktløsning i den afghanske borgerkrig.

Set fra et konfliktløsningsperspektiv må udgangspunktet være at der eksisterer en borgerkrig, som ingen part kan vinde; endvidere at der foreligger nabolande der har et sikkerhedsproblem, der ikke kan overses (Kashmir), og som spiller ind på hele regionen Afghanistan og omgivende lande.

Derfor må der lægges vægt på de-escalation og nedtrapning af krigshandlinger, og forhandlinger i flere fora. Karzai + støtter og Taliban + støtter i forhandlinger om national forsoning + tillidsskabende foranstaltninger. Et andet fora kunne være om Kashmir konflikten begyndende med tillidsskabende foranstaltninger og små skridt (ex optagelse af diplomatisk forbindelser)

Hvis alle lande og aktører blot stiller sig op bag en af parterne i borgerkrigen, hvem skal så bringe parterne samen; hvem skal mægle. Vi må begynde at se konflikten i fugleperspektiv, se helheden, se på konflikten i et perspektiv hvor man slår fornuften til og finder de værktøjer der skal bruges når man skal de-eskalere og nedtrappe en militære konflikt/krig og derpå starte forhandlinger blandt alle aktørerne på begge sider.

Som et forslag til en begyndelse kan følgende foreslås til indholdet af en fredsplan for nedtrapning af krigen til den danske regering og de danske partier:

• Alle parterne i konflikten anerkender hinanden og mødes i en international konference: Karzai – regeringen; ISAF landene (heriblandt især USA, UK, Tyskland, Frankrig, Canada); Afghansk Taliban; Indien, Pakistan; Iran; Kina, Rusland, centralasiatiske nabolande og evt. andre.
• Våbenhvile eller moratorium for kampene i en vis periode
• På dagsordenen: Bilæggelse af den afghanske konflikt. Dette er naturligvis hovedpunktet, der også indeholder forslag til tilbagetrækning, national forsoning, Talibans reintegration m.m.
• Også på dagsordenen: En bilæggelse af konflikten om  Kashmir mellem Indien og Pakistan  Tages op i en separat konference under FNs ledelse under kovedkonferencen..
• Og på dagsordenen: Der laves en struktur og organisation overvåget af FN med inspektører der garanterer at terrorisme aldrig nogensinde får lov at opstå på afghansk jord.
• Afghanistans uafhængighed og territoriale integritet garanteres af en international traktat, der indeholder regler for assistance i tilfælde af angreb.
• Afghanistan støttes økonomisk af FN, FN’s særorganisationer og det internationale samfund af nationalstater med en langsigtet plan, der indeholder forpligtende regler for bidrag.