Af Stig Marker Hansen
Her i august 2011 er der flere faktorer i udviklingen i Afghanistan, der fortjener overvejelser. Den første fase af den internationale troppetilbagetrækning er begyndt med overdragelse af sikkerhedsansvaret i den fredelige Bamyan provins til afghanske myndigheder. Det er Bamyan provinsen, der siden det femte århundrede har huset to kæmpe Buddha-statuer, indtil Taliban i 2001 fældede de historiske kolosser.
Mens det har været Talibans erklærede mål at udrydde historiske vidnesbyrd i landet, at bekæmpe den nationale regering og kæmpe mod international tilstedeværelse, har et tilsyneladende strategiskifte hos Taliban skabt bekymringer omkring det nationale sikkerhedsarrangement.
Juli måned blev vidne til flere Taliban-orkestrerede angreb, som i særlig grad har tiltrukket sig opmærksomhed. Taliban har haft held til at angribe betydende steder og personer, såsom Hotel InterContinental, et stort hospital og forsvarsministeriet, alle placeret i det centrale Kabul. Derudover er senest præsident Karzai’s bror, Ahmad Wali Karzai, dræbt af hans egen betroede sikkerhedsvagt gennem mange år og præsidentens betroede rådgiver, Jan Mohammad Khan, som var tidligere guvernør i Uruzgan provinsen er dræbt.
Mens Wali Karzai længe har været en kontroversiel person, var han samtidig en af de mest indflydelsesrige politiske figurer. Som chef for provinsrådet i Kandahar og den største regeringsstøtte i syd, var han også en dominerende forretningsmand, beskyldt for at have kerneinteresser i international narkohandel, i politisk svindel og i halvmilitære forretningsområder. Men det var også Wali Karzai, der i marts måned offentligt talte imod de såkaldte “Provincial Reconstruction Teams (PRT)”, idet han fremhævede at PRT-systemet, som har været anvendt til at kanalisere omfattende international bistand til regionerne, har anvendt dobbeltstandarder og ikke koordineret bistandsprogrammerne med de politisk ansvarlige lokale regeringer. En tirade, som i øvrigt blev bakket op af præsidenten, men som stadig ikke har ændret meget.
For landets befolkning oversættes disse højprofilerede terrorhandlinger til øget bekymring for egen sikkerhed og stiller spørgsmålet om, hvorvidt de afghanske sikkerhedsstyrkers er i stand til at varetage deres primære opgave. Første halvdel af 2011 har set en markant stigning i terroraktiviteter, en statistik der kun styrker den generelle bekymring omkring de afghanske sikkerhedsstyrkers professionalisme. Et massivt problem i denne forbindelse er manglen på uddannelse hos de rekrutterede. 30 års krig har omtrent ødelagt nationens uddannelsessystem og hærens og politiets styrketal opfyldes med hensyn til antal mere end til grundlæggende kvalifikationer. Bl.a. derfor er de afghanske sikkerhedsstyrker stadig afhængige af de internationale styrkers ledelse og samarbejde, når det kommer til at udføre større operationer. De afghanske styrkers anseelse står ganske enkelt for skud.
Samtidig ser den nationale regering ikke ud til at kunne håndtere sikkerhedssituationen. De igangværende fredstiltag, som invitationen til en freds- og forsoningsdagsorden, går i tomgang. Den politiske platform, der nu engang skal komplementere og erstatte militære operationer, er langt fra i sigte. Når noget går galt er Taliban kvik til at tage ansvaret, men mange andre grupperinger, også kriminelle, synes at bidrage til det stigende antal terrorhandlinger. Dette medvirker langt fra til en konfliktløsning via forhandling, for hvem er egentlig forhandlingspartneren?
Uden tvivl vil reduktionen af de internationale styrker medføre et ændret sikkerhedsbillede, måske til det bedre, idet et erklæret Taliban-mål ganske enkelt forsvinder.
Men i tillæg til de nationale sikkerhedsstyrkers forsvarlige håndtering af opgaven, kræver det politisk mobilisering af befolkningen til at imødegå de stigende terrorhandlinger, en mobilisering, der kun kan finde sted, hvis befolkningens tillid til regeringen sikres. Denne tillid er indtil videre voldsomt undermineret af en generel formodning om eller ligefrem møde med korruption, fraværet af basale serviceydelser og manglende politisk interesse i befolkningens velfærd.
Uagtet de afghanske sikkerhedsstyrkers professionelle niveau, terror, mord og et umodent politisk miljø, er reduktionen af de internationale sikkerhedsstyrker begyndt. At drabene på Wali Karzai og Jan Mohammad Khan fandt sted på samme tid som overdragelse af sikkerhedsansvaret i Bamyan kan være en tilfældighed. Men drabene viser tydeligt, at personer med onde hensigter stadig har held til at slå til mod hvem de vil, og hvor de vil. Selv mod højt profilerede personer i potent beskyttede centre som Kabul og Kandahar. Mange andre politiske personligheder har i de seneste måneder mistet livet, og fælles for dem alle er, at de offentligt har talt mod Taliban og andre militante grupper. Derfor viser disse målrettede henrettelser eller drab, at Taliban og andre militante grupper er i stand til at forstyrre eller ligefrem forhindre formationen og konsolideringen af politiske anti-Taliban blokke i det man kunne kalde post-transition Afghanistan.
I et brutalt militariseret miljø som Afghanistan kan man ikke forvente, at sikkerhedsstyrkerne kan forhindre alle terroranslag. Men befolkningen forventer, at sikkerhedsstyrkernes opgaver udføres med maksimal styrke for så vidt angår effektivitet og kvalifikationer. Dilemmaet omkring styrketal og kvalitet og i videste omfang bekymringen omkring en fredsmodel for landet, finder formodentlig kun en løsning, hvis der tages et udgangspunkt i kompetent politisk ledelse, der ikke negligerer befolkningen, men tværtimod har den ambition at vise partshavere i konflikten, at det er i hele nationens interesse at stoppe voldshandlingerne.
Græsrodsmobilisering mod volds- og terrorhandlingerne og regeringens fallitter er indtil videre uprøvet terræn. Befolkningen har hidtil indtaget en tildelt passiv rolle. Men angreb på grupper af stammeældre og lokale ledere viser tydeligt, at drab på personer udstyret med lokal autoritet også vidner om en dagsorden, der synes at sigte mod etnisk polarisering i retning af større pashtunsk dominans på bekostning af regionale kulturelle identiteter i områder befolket med turkmenere, usbekere, tadsjikker, hazarier osv. Kun befolkningen kan stoppe denne dagsorden.
Stig Marker Hansen er rådgiver og leder af landbrugsudviklingsprogram i Afghanistan. Stig Marker Hansen har tidligere arbejdet med udviklingsopgaver i Asien, Afrika og Mellemøsten og har deltaget i de fredsskabende operationer på Balkan som dansk officer.