10 lange år

af Stig Marker Hansen, konsulent, udstationeret i Afghanistan

Den 7. oktober 2011 markerede 10 års dagen for det internationale samfunds militære kampagne mod Taliban-regimet i Afghanistan, en kampagne der blev indledt med henvisning til at  det havde givet tilflugtssteder til al-Qaida.

Over disse 10 år har Afghanistan undergået megen forandring, både positiv og negativ. En af de største fejltagelser er måske den manglende evne eller vilje til at ændre Afghanistans sociale kontrakt mellem regering og befolkning ved at transformere de traditionelle relationer i både samfund og politik.

De traditionelle patriarkalske relationer mellem regering og befolkning har ikke bidraget positivt til at give mere magt eller beføjelser til borgere og lokale samfund. Der er heller ikke bragt ændringer, der definerer staten og regeringen i forhold til befolkningen. Tværtimod synes befolkningsflertallet at betragte regeringen som korrupt, ineffektiv og langt fra som en autoritet, man kan regne med eller søge beskyttelse fra.

Ansvaret for den manglende vilje eller evne til at reformere ikke kun den politiske kultur, men også selve regeringsstrukturen er placeret hos den afghanske politiske elite. Grupper af rådgivere, religiøse personligheder, regionale ledere og warlords bevæger sig i tætte cirkler omkring præsidenten, og det er blandt disse netværk man tildeler hinanden alliancer, indflydelse og økonomisk godbidder. En praksis, der ligger langt fra de demokratiske idealer, som håndhæves af Afghanistans allierede.

Men først og fremmest markerer 10 års jubilæet en milepæl for det internationale samfunds militære tilstedeværelse og en sikkerhedsdagsorden, der synes klemt. De seneste måneder har været vidne til adskillige højprofilerede angreb, som alle minder om at Afghanistan stadig er langt fra at være et fredeligt sted. Sådan har det været i adskillige årtier og derfor har nyere generationer kun kendt til en hverdag med væbnet konflikt.

Men hvordan ser et fredeligt Afghanistan egentlig ud? Ikke mange husker det, men for at komme i nærheden af konfliktløsning, må en klar prioritet være at transformere den omfattende undergrundsøkonomi, så økonomien bliver en drivkraft i fredsbestræbelserne.  At integrere kombattanter ind i en produktiv og  transparent samfundsøkonomi vil kræve hidtil usete politiske ændringer, inklusive udviklingsplaner for de oversete og krigshærgede provinser samt integration af økonomiske faktorer i sikkerhedsdagsordenen.

Den afghanske regering er fortsat trængt på sikkerheden. Tidligere præsident Rabbani blev i september dræbt i sit eget hjem, og drabet skaber endnu engang tvivl om regeringens evne til at garantere sikkerheden i landet. Symbolsk nok ledede Rabbani præsident Karzais fredsinitiativ i sin egenskab af leder af High Peace Council, som virker for at fremme en politisk løsning med Taliban. Drabet betyder formentlig, at præsident Karzais freds- og forsoningsinitiativ er blevet kølhalet, en konklusion som er politisk modnet i ugerne efter overfaldet. Men yderligere skaber drabet formenlig nye spændinger i regeringen, idet Rabbani var etnisk tadsjiker og tidligere Mujahideen-leder med støttebase i det nordlige Afghanistan. Selv som leder af præsidentens fredsinitiativ har han offentligt udtalt sig meget kritiisk overfor det pashtunske Talibans vilje til at indgå i en forhandlet løsning og flertallet i Rabbanis støttebase ser ikke fredsprocessen gå gennem en forsoningspolitik overfor Taliban. Mordet på Rabbani risikerer at skærpe disse regionale forskelle og vanskeliggør potentielt det nationale politiske sikkerhedsprojekt.

En uge tidligere i september gennemførte Taliban et 20 timer langt angreb i samme velbeskyttede område, som Rabbani boede i, og hvor også den amerikanske ambassade ligger. Disse højprofilerede angreb, som kommer i kølvandet på talrige andre angreb understreger en  indgroet opposition til landets skrøbelige stabilitet og underminerer de mange små skridt mod fred. Men angrebene demonstrerer igen, at regeringens fjender er i stand til at nå langt ind bag hovedstadens mest sikre bastioner for der at udføre et stigende antal nøje udvalgte overfald og snigmyrde efter behag.

I tiden umiddelbart efter mordet på Rabbani udtalte præsident Karzai offentligt, at uden et loyalt og ærligt pakistansk engagement i fredsprocessen kommer man ingen  vegne.  Men det samme kan siges om det afghanske engagement, for det er afghanerne der i sidste ende nødvendigvis må stole så meget på hinanden, at de sammen kan beslutte hvorledes magten fordeles. Det er denne forhandlede konfliktløsning, der har lidt omfattende skade ved disse angreb.

10 års jubilæet er også vidne til en  voksende bølge af anti-amerikansk stemning i både Afghanistan og Pakistan, mest fordi 10 års anstrengelser for at bringe fred og udvikling til Afghanistan ikke har båret forventet frugt.

Strategiske partnerskaber er for nylig underskrevet mellem Afghanistan og Indien og er ved at blive afsluttet med USA. Disse partnerskaber  er på kort sigt en større sten i skoen for samvirket med naboerne Pakistan og Iran og komplicerer den afghanske ambition om regional sikkerhed, politisk integration og økonomisk stabilitet.

Især Pakistans indflydelse på sikkerheden i Afghanistan er kommet i fokus efter at det afghanske nationale Directorate of Security har udtalt, at mordet på Rabbani har været planlagt i Pakistan. Karzai har skiftet kurs overfor Pakistan med udtalelsen om, at freds- og forsoningsforhandlingerne skulle føres med Pakistan og ikke Taliban. Yderlimere har Karzai udtalt, at Pakistan, mod forventning, ikke har være særlig hjælpsom i bestræbelserne på at bringe fred til Afghanistan. Videre siger han, at terrorisme er en ulykke for begge nationer, og at fredsprocessen nu må foregå direkte mellem de to nationer.

I et interview med BBC i anledning af 10-års jubilæet nævner Karzai, at terrorelementer ikke findes i de afghanske landsbyer, men i grænseområderne på Pakistansk side. Flere politikere udtaler klart, at Pakistan er uærlig og ikke  til at stole på, idet Pakistan støtter terrornetværk, som tager på missioner i Afghanistan.

September måneds terroranslag har fået Karzai til at udtale, at fred kun kan etableres og forhandles med grupper som tror på det. Præsidentens nye strategi  går ud på, at man kun kan overbevise terrorgrupper om at nedlægge våbnene, hvis pakistansk militær støtter initiativet. Men samtidig siges det, at Pakistans efterretningsvæsen antager Afghanistan for at være en ny provins i Pakistan; Talibans ledelse gemmer sig i Pakistan og terrornetværk tilbyder beskyttelse i grænseområderne, hvorfra også de fleste selvmordsbombere kommer fra.  Pakistan benægter selvfølgelig.

Sikkerhedssagaen fortsætter.