Alene i verden? Moammar Gaddafi besøger FN's hovedkvarter i New York. UN Photo (via Flickr)

Har vi med R2P-indgrebet i Libyen og støtten til Det Arabiske Forårs oprør bevæget os i retning af en mere konsekvent humanitær politik mod undertrykkelse og overgreb globalt? Er Vesten – herunder Danmark – med andre ord på vej mod noget, man kunne kalde en decideret diktatorpolitik? Der er et godt  stykke vej endnu.

“Verdenssamfundet er på vej tilbage på sporet,” skrev Politiken i marts på baggrund af luftinterventionen i Libyen. “Særligt for de europæiske lande er det et gennembrud, at vi nu ser ud til at evne – i modsætninger til tidligere tragedier – at værne om de humanitære principper i vores nærområde,” forsatte avisens leder.

Luftinterventionen i Libyen tog udgangspunkt i FN’s princip ‘Responsibility to Protect’ (R2P) fra 2005 og i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1973, der 17. marts i år autoriserede en håndhævelse af et flyveforbud over landet. De fleste danske politikere – lige fra den daværende udenrigsminister til den nuværende – var begejstrede for dette nybrud, og mange delte Politikens vurdering.

R2P: Hvornår og hvorfor?

I maj talte daværende udenrigsminister Lene Espersen (K) ved en dansk R2P-konference varmt om, hvordan denne internationale norm fremover ville “styrke den globale indsats” mod “det erklærede danske mål at beskytte civile mod overgreb.” Espersen var ikke bekymret for, at R2P-princippet kun ville blive selektivt anvendt. Det, at man ikke kan gribe ind altid, bør nemlig ikke betyde, at man aldrig skal gribe ind, sagde hun. For at understøtte dette synspunkt citerede udenrigsministeren journalisten Nicholas Kristof for disse ord i New York Times: “Isn’t it better to inconsistently save some lives than to consistently save none?

Udenrigsministeren udelod dog at citere Kristofs forudgående sætning, hvor han uden videre omsvøb medgiver den helt essentielle pointe, at vi i Vesten “allowed Rwandans [and] Darfuris to be massacred.” Udeladelsen er meget sigende om problemstillingen og rejser en række spørgsmål, såsom: Hvorfor gribe ind mod undertrykkelse og overgreb i visse tilfælde, men ikke i andre? Hvor trækkes grænsen, hvordan, og af hvem?

R2P som folkeretligt princip blev vedtaget blandt FN’s medlemslande i 2005. Princippet rummer tre komponenter: 1) Den enkelte stat har den primære forpligtelse til at beskytte sine borgere mod folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. 2) Det internationale samfund har en pligt til at hjælpe staten med dette. 3) Det internationale samfund må bruge passende diplomatiske, humanitære og andre fredelige midler til at forhindre disse forbrydelser. Hvis den enkelte stat ikke lever op til sin forpligtelse, må det internationale samfund være parat til at tage stærkere midler i brug, i sidste instans anvendelsen af kollektiv magt autoriseret af FN’s Sikkerhedsråd.

Bekymringerne for, at R2P-princippet kun ville blive selektivt anvendt blev ved samme konference på Christiansborg udtrykt af gruppen International Coalition for the Responsibility to Protect’s repræsentant, Marion Arnaud. Der er brug for gennemskuelighed og konsekvens, hvad angår princippets anvendelse, fastslog Arnaud.

Man må nemlig huske, at beslutninger i det internationale rum ikke træffes udelukkende på basis af sund fornuft og objektive vurderinger, og især hvad indgår militære indgreb heller ikke altid med megen skelen til folkeretten. En beslutning om at gribe ind i en suveræn stat er altså på godt og ondt resultatet af en politisk vurdering. Én som desværre langt fra altid er gennemskuelig, hverken for det indgribende eller det berørte lands befolkninger.

Gode og dårlige diktatorer?

Er alt dette i virkeligheden bare akademisk snik-snak, vil kritiske røster måske spørge. Vi kender vel en ond og undertrykkende diktator, der skal stoppes i sine udfoldelser, når vi ser én? Sådan syntes f.eks. den daværende danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at se på tingene. Efter invasionen af Irak og afsættelsen af Saddam Hussein havde han i august 2003 de følgende ord til sine kritikere:

“Vil de hellere have Saddam tilbage? Nej, det vil de vel ikke… Og jeg spørger igen: Dem, der nu går så højt op i grundlaget for at få Saddam væk, ønsker de Saddam tilbage? Det retoriske spørgsmål er jeg nødt til at stille.”

Svaret mente han selv at kende. For hvad var alternativet til invasionen af Irak da? En ond diktator var fjernet fra magten, og man kunne i stedet opbygge et nyt, demokratisk samfund. “Det tegner da en bedre fremtid for Mellemøsten end status quo,” vurderede statsministeren.

Om Saddam Hussein reelt havde udgjort den sikkerhedsrisiko, som det var blevet hævdet, var altså ikke det væsentligste. “Verden er et bedre sted at leve, når man er en diktator mindre, så enkelt er det,” slog Fogh Rasmussen fast i maj 2003.

På dette tidspunkt kunne man altså forledes til at tro, at Danmark nu var på vej mod en idealistisk kollisionskurs mod alverdens undertrykkende diktatorer. Men idealismen rakte ikke langt udover de irakiske grænser, og nogen konsekvent dansk eller vestlig politik over for de autoritære herskere i Mellemøsten eller andetsteds blev det aldrig til.

Diktatorer såsom Egyptens Hosni Mubarak og Tunesiens Ben Ali havde indtil kort før deres fald i 2011 Vestens fulde opbakning – og dermed et blindt NATO-øje rettet mod de berørte befolkningers demokratiske aspirationer. Ligeledes Libyens forstyrrede leder, den netop dræbte Moammar Gaddafi, som indtil tidligere i år var på sikker kurs mod en plads i det gode selskab hos de vestlige allierede, udtrykt bl.a. ved venskabelige besøg og sikkerhedsaftaler med den britiske premierminister Tony Blair. Netop sådanne tyranner var verden øjensynligt ikke bedre tjent foruden.

Den generelle tendens har været, at de raslende sabler især siden 11. september 2001 har været pakket langt væk angående nok så grove overtrædelser af menneskerettighederne blandt Vestens sikkerhedspolitiske allierede i Mellemøsten, Nordafrika og Centralasien. Der er jo også truslen fra terrorisme og fundamentalisme at huske på, og her er regionernes diktatorer nok at foretrække, har man oftest vurderet.

Vi må derfor først og fremmest erkende, at de godartede og velmenende målsætninger ikke altid har kendetegnet den vestlige udenrigspolitik, selvom eksempler herpå selvfølgelig eksisterer. Hvis vi holder dette for øje og tager udgangspunkt i den danske debat, må vi nok erkende, at der endnu er lang vej mod en konsekvent politik imod udemokratiske og undertrykkende regimer.

Vesten og de varme følelser

Sandheden er nok, at de vestlige regeringer i lige så høj grad som af humanitære grunde valgte at engagere sig i de arabiske oprør, herunder i Libyen, på baggrund af sammenfaldet mellem mediebevågenhed og opinionspres, det overskuelige og overkommelige i at gribe ind, samt truede økonomiske interesser.

Altså en “politik sammenføjet af øjeblikkets bekvemmelighed,” som Berlingskes Poul Høi i marts betegnede det under overskriften “De varme følelsers doktrin”. For hvor var Vesten, da det i foråret – for ikke at tale om i årtierne før – gjaldt om at lægge reelt diplomatisk og økonomisk pres på regimerne i Yemen, Syrien, Bahrain, Saudi-Arabien, Marokko osv.?

Det Arabiske Forårs lektion må være, at politiske omvæltninger kræver folkelig mobilisering, og at man langt fra altid kan regne med de vestlige lederes løfter om fremtidig støtte til demokrati og frihed. Især ikke når man husker på, hvor påfaldende sjældent denne har manifesteret sig hidtidigt.

Er der overhovedet behov for en vestlig diktatorpolitik? Måske ikke. Men der er brug for en politik, der konsekvent tilgodeser verdens befolkningers legitime krav og behov. Hverken i Vesten eller andre lande kan befolkningen være tjent med en “de varme følelsers doktrin”, hvor håndhævelse af folkeretten sker selektivt på baggrund af magthavernes egne interesser og politiske vurderinger.

R2P med konsekvens og klarhed

I det nye danske regeringsgrundlag kan man på side 39 læse følgende:

“I kampen for menneskerettigheder står FN og FN’s princip om Responsibility to Protect (R2P) centralt. Det er statens primære ansvar at beskytte sine egne borgere, men verdenssamfundet har en pligt til at reagere, hvis en stat ikke kan eller vil beskytte borgerne. Regeringen vil styrke indsatsen i FN for at operationalisere R2P-princippet.”

Til dette må man sige et kritisk og forsigtigt ‘ja tak’. For meget sigende fortsætter det danske regeringsgrundlag: “[H]vis Sikkerhedsrådet – i en situation med et entydigt og akut behov for humanitær begrundet militær intervention – er ude af stand til at handle, kan det undtagelsesvis være påkrævet og i overensstemmelse med folkeretten, at Danmark deltager i samarbejde med relevante organisationer som f.eks. NATO, EU eller andre regionale fora.”

Hvis vi føler for det, kan vi altså fortsætte med at handle som og når vi vil, synes man desværre at læse mellem linjerne. Bekymringerne for, at R2P-princippet kun vil blive anvendt selektivt eller helt misforstået, synes altså berettigede.

Umiddelbart kan R2P-princippet ligesom FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 ses som et vigtigt fremskridt i sig selv. Men dette er kun for alvor berettiget, hvis princippet faktisk fører til en øget beskyttelse af civilbefolkninger verden over, og hvis R2P ikke fejlanvendes som en beføjelse til militære indgreb uden FN-mandat.

Af denne grund må de vestlige befolkninger – herunder den danske – kræve af deres nationale beslutningstagere, at de fokuserer deres diplomatiske energi på at indføre klare og gennemskuelige FN-mekanismer og -retningslinjer, der skal sikre, at R2P-princippet anvendes konsekvent og korrekt. Mindre ville være uacceptabelt.

Søren Friis er bestyrelsesmedlem i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) og blogger desuden for Udenriget.dk.

Citater af Anders Fogh Rasmussen fra 1) “Hvad var alternativet? Vil modstanderne af krigen i Irak have Saddam Hussein tilbage?” Interview af Henrik Kaufholz og Jakob Nielsen, Politiken, 7. august 2003. 2) “Fogh forsvarer Irak-krig” af Flemming Rose og Klaus Justsen, Jyllands-Posten, 31. maj 2003.