Nok havde udenrigsminister Villy Søvndal inden mødet torsdag aften dansk tid med sin amerikanske kollega, Hillary Clinton, søgt at skrue forventningerne ned.
Men alligevel er det skuffende fra det usædvanligt lange pressemøde kun at høre om, at Danmark fortsat vil stå USA bi med at afholde de store militære udgifter i forbindelse med krigsførelsen i Afghanistan og Libyen, samt varme ønsker for klimaet og det arktiske område.
Nok blev menneskerettighederne nævnt, men der var intet konkret at komme efter, hverken nogen opfordring til, at præsident Obama snart indfrier sit løfte om at lukke Guantanamo eller til at de ansvarlige for tortur i Bush-tiden retsforfølges.
I det seneste årti har Villy Søvndals forgængere på udenrigsministerposten efterfølgende oplyst, at de under samtalerne med deres amerikanske kollegaer har kritiseret bl.a. USAs brud på internationale menneskerets-konventioner. I næsten alfabetisk rækkefølge kan man blandt disse brud nævne CIA-flys brug af dansk luftrum, brug af dødsstraf i USA, Guantanamo-fængslet, havretskonventionen, bindende klimamål, tortur. Endda – i overensstemmelse med en enig dansk folketingsbeslutning – er USA tidligere blevet opfordret til at ratificere Tillægsprotokollen til FNs konvention mod tortur.
I opremsningen af forglemmelserne denne gang bør også nævnes UNESCO, en FN-organisation, som USA nu lægger økonomisk pres på. Det kritikløse pressemøde reflekterede heller ikke dansk kritik af USA’s obstruktion af ethvert initiativ til støtte og anerkendelse af palæstinenserne.
Den fælles kamp mod terror blev nævnt, men ikke at danske menneskerettighedsaktører som Amnesty, FN-forbundet, Den Danske Helsinki-Komité, Institut for Menneskrettigheder, RCT og – ikke at forglemme – politiske partier som De Radikale, Enhedslisten og SF har opfordret regeringen til via FN og EU at arbejde for, at terrorlisterne bliver afskaffet. Terrorlisterne fører til mere krig og terror, og de ødelægger fredsmægling samt kriminaliserer støtte- og solidaritesarbejde med den tredje verden.
Dette er mere aktuelt end nogensinde og var også et spørgsmål, som burde været rejst overfor Hillary Clinton, som man må forvente er mere lydhør overfor en kritisk udenrigsminister fra Danmark, USA’s traditionelle allierede.
Tue Magnussen er medlem af bestyrelsen for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) og er bl.a. tidligere ansat ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).


