Danske beslutningstagere og medier er stolte af at have opnået amerikansk anerkendelse som en pålidelig militær partner. Men de er langt mindre villige til at forholde sig til konsekvenserne af militær indgriben, både før og efter F16-flyene er sendt af sted. Libyen er seneste eksempel.

FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, præsenterede i november en statusrapport om situation i Libyen. Af FN-rapporten fremgik det, at 7.000 politiske fanger på daværende tidspunkt sad indespærret i improviserede libyske fængsler, de fleste under de tidligere oprøreres kontrol, uden adgang til retshjælp.

Det høje tal beskrev dog ikke omfanget af den forfølgelseskampagne, som de ca. to millioner sorte afrikanere bosat i Libyen har været udsat for siden (og muligvis før) det libyske oprørs begyndelse for godt et år siden. Allerede sidste forår rapporterede en lang række medier i regionen således om de libyske oprøreres omfattende anholdelser af sorte, i mange tilfælde førende til tortur og drab.

Den britiske avis The Independent citerede FN-rapporten for at skrive, at sorte afrikanere udgjorden en stor del af de tilbageholdte. Rapporten fortsatte med at beskrive, hvordan beboerne i Tawergha syd for Misrata – tidligere beboet hovedsageligt af sorte libyere, nu en spøgelsesby – var blevet systematisk fordrevne og desuden har været udsat for både bortførelser og hævndrab.

Man kunne på trods af FN-rapportens meget alvorlige fund betegne sprogbruget heri som diplomatisk: I september beskrev den britiske Telegraph-journalist Andrew Gilligan de fremrykkende oprøreres overgreb mod Tawerghas mange tusinde indbyggere som en decideret etnisk udrensning.

The Independent forklarede, at et stort antal sorte afrikanere siden det libyske oprør var blevet ikke kun anholdt, men derimod tortureret og dræbt, som straf for deres påståede støtte til Gaddafi-regimet. Anklagerne om Gaddafis omfattende brug af ’afrikanske lejesoldater’ florerede allerede før NATO’s indgriben i den libyske konflikt, bl.a. på Twitter, og de vestlige medier accepterede ofte disse ukritisk.

Ifølge uafhængige observatører var påstandene dog oftest fabrikerede. Sandheden var og er, at de tilbageholdte og mishandlede sorte for størstedelens vedkommende udgjordes af ‘indfødte’ libyere samt gæstearbejdere og flygtninge fra Libyens sydlige nabolande (f.eks. Tchad, Mali, Niger og Nigeria). Blandt disse lod nogle sig hverve som ‘lejesoldater’ (i samme forstand som andre libyske soldater) under Gaddafi-regimets banner.

I dag har mange af Libyens sorte indbyggere søgt tilflugt i flygtningelejre, hvor især kvinder og børn stadig er yderst sårbare overfor oprørernes fortsatte angreb.

Dansk opvågnen?

Et af de ukritiske medier var danske Berlingske. På det seneste har piben dog fået en lidt anderledes lyd. I forrige weekend bragte dagbladet på baggrund af et besøg i Tawergha et større tema om byens skæbne, måske ment som et slags forsinket mea culpa for den pauvre hidtidige dækning af problemstillingen. En problemstilling, som vel at mærke har været bredt anerkendt blandt større internationale aviser og nyhedsbureauer siden tidligt på efteråret – og dermed, må man antage, også blandt de danske dagblades redaktioner.

Med undtagelse af sparsom dækning af en rapport fra Amnesty International, som i september konkluderede, at både Gaddafis tropper og oprørsstyrkerne havde gjort sig skyldige i alvorlige brud på menneskerettighederne, har de danske mediers svar på den mildest talt bekymrende udvikling i Libyen nemlig været nærmest komplet tavshed.

Den 20. oktober præsterede TV 2 News et isnende eksempel på denne tavshed, da kanalen viede sendefladen til fejringen af Moammar Gaddafis død. Her kunne man på baggrundsbillederne fra Sirte, som kørte i et loop under kanalens nyhedsindslag, se en række tilfangetagne sorte afrikanere blive ført forbi kameraet af bevæbnede oprørere.

Det fremgik ikke, hvorfor mændene blev tilbageholdt, og der blev heller ikke spekuleret i deres videre skæbne. Men hvis redaktionen på TV 2 News havde holdt øje med rapporterne fra Libyen i ugerne forinden, havde de nok kunnet give et kvalificeret bud. Tre dage før havde nyhedsbureauet Reuters nemlig malende beskrevet udrensningen af Tawergha. Og i denne sammenhæng lige så bemærkelsesværdigt: Tre dage efter diktatorens død rapporterede Human Rights Watch, at 53 (senere kilder siger 65) såkaldte ‘Gaddafi-loyalister’ af uspecificeret etnicitet var fundet døde foran et hotel i Sirte.

Forsinket forargelse

Efter at Berlingske bragte sin forsinkede reportage om fordrivelserne i Tawergha, udtrykte både tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) og nuværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) over for avisen deres bestyrtelse over oplysningerne. Søvndal opfordrede dog samtidig til, at man viste en vis forståelse for, at den nye regering i Libyen behøver tid til at gøre op med fortiden [1].

Efter endnu en række alvorlige fund af FN’s Menneskerettighedsråd, offentliggjort 2. marts, fortsatte udenrigsministeren samme linje. I en ny udtalelse skrev han 5. marts til Berlingske: “Jeg vil gerne tage skarp afstand fra alle overgreb og indskærpe, at det selvfølgelig er de siddende myndigheders opgave at sætte en stopper for det.”

Der var dog et men: “Lige så klart er det, at Libyen lige er trådt ud af et grusomt diktatur. Det er et land helt uden demokratisk tradition. Så vi må være realistiske: De her ting tager tid. Selv i lande med demokratisk tradition foregår der jo grusomme ting i kølvandet på en krig, det så vi også i Europa efter 2. verdenskrig.” [2]

Tidl. udenrigsminister Per Stig Møller (K) kom 29. februar med denne udtalelse til Berlingske:

“Det er uhyggeligt, hvis det er sandt, og det var ikke det, vi satte F16-fly ind for at støtte. Jeg har haft et møde med den syriske opposition i dag, og de virkede konstruktive og fornuftige. Men det troede vi jo også, at libyerne var. Man bliver jo bange for, hvad det egentlig er, vi støtter.”

Libyens oprørere har ifølge FN’s Menneskerettighedsråd “begået alvorlige krænkelser, herunder krigsforbrydelser og overtrædelser af menneskerettighederne.” Og menneskerettighederne krænkes fortsat. Blandt forbrydelserne er drab, tilfældige anholdelser, tortur, kidnapninger og plyndringer. De er ifølge rapporten (som nævnt foroven) især gået efter de sorte indbyggere i Tawergha, hvor op mod 30.000 mennesker er blevet fordrevet (tidligere rapporter indeholdt tallet 10.000).

Svigtet ansvar

Per Stig Møllers udtalelse foroven er meget sigende om de danske beslutningstagere manglende informationsniveau både før og efter vigtige udenrigspolitiske beslutninger. De danske politikere vidste simpelthen ikke, hvem eller hvad de støttede, da de 19. marts 2011 besluttede at indsætte danske F16-fly over Libyen.

Måske endnu mere foruroligende er det, at de tilsyneladende ikke ønskede at vide det: Ingen stillede hverken opfølgende eller opklarende spørgsmål til situationen i Libyen under eller efter NATO’s bombeaktion, som FN’s mandat baseret i principperne om ‘Responsibility to Protect’ ellers kræver. Ansvarsfølelsen for egne beslutninger er således også svær at få øje på.

De danske medier har ligeledes været tavse. Nu havde Danmark igen truffet ‘den gode’ beslutning, og så måtte andre bekymre sig om konsekvenserne. Denne gang var debatten blot endnu fattigere end tidligere set, selvom man desværre må konstatere tørt, at de tilfangetagne, torturerede og dræbte libyere ikke har haft nogen som helst gavn af de humanitære og uselviske målsætninger, som de danske politikere og medier var enige om at tillægge central betydning.

Måske er det faren for såkaldt kognitiv dissonans (manglende evne til at skabe kobling mellem en gennemtrængende virkelighedsopfattelse og den faktiske virkelighed), der har gjort, at overgrebene i Libyen har modtaget så sølle en dækning i de danske medier. (I andre lande, f.eks. Storbritannien, har medierne i langt højere grad stillet sig kritiske over for Libyen-beslutningen og dens konsekvenser.) Måske er forklaringen en anden. Hvad end grunden er, så står det klart, at både danske medier og politikere her har svigtet deres ansvar.

Libyens overgangsregering har gentagne gange lovet forbedringer af menneskerettighedssituationen i landet, hvilket alt andet lige må betragtes som positivt, selvom forbedringerne lader vente på sig. Forhåbentlig er det endnu ikke for sent med en konkret dialog om national forsoning og et værdimæssigt opgør med de faktioner, som øjensynligt mener, at etnisk udrensning er vejen frem for Libyen. Men tiden løber ud, for hvert ‘hævnangreb’ skaber endnu tydeligere udsigt til flere interne kampe i fremtiden.

Herhjemme må vi kræve af vores beslutningstagere og af den ‘fjerde magt’, at de bidrager til en informeret og nuanceret debat om konsekvenserne af udenrigspolitiske beslutninger, både før og efter F16-flyene sendes af sted. I tilfældet Libyen har denne debat været fuldstændig fraværende, hvilket er yderst bekymrende – for danskerne, men i endnu højere grad for de berørte libyere.

Søren Friis er medlem af bestyrelsen i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.

Blogindlægget er delvist baseret på en tidligere kommentar, ‘Tavsheden om de sorte libyeres skæbne er lammende’, bragt i Dagbladet Information, 18. december 2011.

[1] ‘Politikere fordømmer libysk udrensning’, af Ole Damkjær, Anne Eisenberg og Bodil Jessen, Berlingske (s. 16), 29. februar 2012.

[2] ‘Danmark støttede krigsforbrydere i Libyen’, af Morten Birkedal Frich, Berlingske Nyhedsbureau, 5. marts 2012.