Den nyligt offentliggjorte fangevideo fra Irak udgør kun én brik i et større puslespil. I Green Desert-efterspillet tegner der sig et klart billede af en forsvarsledelse, der har svigtet sit ansvar, og igen ser vi således konturerne af en dybt problematisk dansk fangepolitik i Irak og Afghanistan.

Den 25. november 2004 deltager op mod 1.000 irakiske og danske soldater i morgentimerne i operationen Green Desert i byen Az-Zubayr syd for Basra. På en anmodning fra irakiske sikkerhedsstyrker ransager soldaterne en række bygninger, som er under mistanke for at huse våben og sprængstoffer. Udbyttet af operation består af ca. 15 håndvåben med ammunition og diverse våbendele. Der anholdes på trods af den beskedne fangst 36 irakere og forsvaret roser operationen.

Den 18. oktober 2012 offentliggør tidl. efterretningsofficer Anders Kærgaard en hidtil hemmeligholdt video, der viser to irakiske fanger blive sparket og slået mens danske soldater ser på. Videoen er optaget under Green Desert. Afsløringerne mødes med stor interesse fra de danske nyhedsmedier, men denne retter sig dog snarere mod selve optagelserne end mod mishandlingen af de irakiske fanger: Hvem optog videoen, hvor havde den befundet sig og hvem kendte til den?

Det er her utroligt vigtigt ikke at overse alt det, vi allerede har lært om den danske fangepolitik i både Irak og Afghanistan de seneste otte år. Men lad os alligevel snævre blikket lidt ind. Et fokuseret kig på den danske mediedækning siden Green Desert viser nemlig, at Kærgaards afsløringer i og for sig ikke er nye. Lignende historier om fangemishandlinger og overdragelse til tortur har kunnet findes i de danske aviser helt tilbage til ugerne efter selve operationen i 2004.

Der er ikke tale om enkeltstående tilfælde. I flere år har det nu været kendt, at Forsvarets ledelse siden sommeren 2004 har været vidende om irakiske samarbejdspartneres systematiske mishandling af fanger, hvilket hemmeligstemplede rapporter senere har afsløret. Det danske medansvar er således åbenlyst. Fortielserne fra Forsvaret er heller ikke nye. De er tidligere kommet til udtryk gennem flere ministres undvigende og misvisende svar på spørgsmål om dansk fangepolitik og kendskab til fangemishandlinger.

De første mislyde

Hvis vi spoler båndet helt tilbage til ugerne efter Green Desert, optræder de første mislyde den 5. december 2004. Her fortæller tre irakere Basra-dagbladet Al-Manarah, at de er blevet “slået, sparket, ydmyget og udsat for elektrisk tortur” mens de var i dansk eller britisk varetægt (dette er uklart) efter operationen. Bataljonschef John Dalby afviser beskyldningerne med den begrundelse, at ingen danskere medvirkede ved tilbageholdelsen af irakiske fanger under operationen.

“Danskerne overvågede kun operationen fra deres pansrede køretøjer, alene derfor er beskyldningerne om dansk tortur absurde,” siger den danske bataljons presseofficer Peter Ernstved Rasmussen til Ritzau. Forsvarsminister Søren Gade (V) afviser anklagerne blankt. Også statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kalder på et pressemøde anklagerne “en fuldstændig grundløs påstand” og forudser flere irakiske “løgnehistorier”.*

Lad os igen spole båndet frem, denne gang til den 9. december 2010. Både et irakisk vidne og en dansk officer modsiger nu regeringens og Forsvarets afvisning af overgreb efter Green Desert. Den irakiske mand anklager i et vidneudsagn de danske styrker for at have assisteret det shia-dominerede irakiske politi i en sekterisk forfølgelse af sunnimuslimer, skriver Dagbladet Information. Manden forklarer, at han blev mishandlet under Green Desert mens danske soldater så passivt til. Ifølge Information siger han desuden, at han efterfølgende blev overdraget fra den dansk-britiske militærbase til et berygtet torturfængsel, hvor han blev mishandlet igennem en uge, indtil han ligesom samtlige de anholdte blev løsladt igen uden dom.

Den anonyme danske officer spørges af Informations journalister, om det er sandsynligt, at det irakiske politi bevidstegik efter sunnier. Han svarer: “Det er ikke bare sandsynligt. Det var sådan, det foregik. Når politiet havde mulighed for at tage ned sydpå og træde på nogle sunnimuslimer, så gjorde de det, men det er mit indtryk, at de aldrig fik fat i de rigtige. Problemet med mange af vores operationer var, at de var baseret på kilder, som var irakiske shiamuslimer, der bekæmpede sunnimuslimerne i området.”

Dagen efter beskriver Information anholdelsen af den irakiske mand ‘G’ under Green Desert. Da manden kommer ud fra morgenbøn i den sunnimuslimske Al-Barrak-moské i Az-Zubayr, har danske og irakiske styrker omringet moskeen. En irakisk inspektør stopper ham uden for moskeen og vil se hans ID-kort. Der står, at han er sunni. Da politiinspektøren ser det, tilbageholder han ham. Manden ser det samme ske for ca. ti andre sunnier. Fangerne bliver ført til en plads nogle gader væk, hvor de bliver lagt i håndjern med hænderne på ryggen. De irakiske politibetjente råber sekteriske bandeord efter dem og begynder så at tæske dem. Imens kigger de danske soldater på. Derefter begynder også danskerne at tage billeder af fangerne.

Den anonyme danske officer fortæller Information: “Historien om selve anholdelsen lyder meget som det, der foregik. Mange af fangerne blev taget om morgenen, og mange af dem blev taget uden for deres moskeer. Jeg husker, at nogle af soldaterne bagefter talte om, at nogle af fangerne fik nogle ordentlige tæsk. At det irakiske politi og den irakiske hær slog dem foran danskerne.”

Sent i 2011 dukker en hidtil hemmeligholdt rapport fra den 29. november 2004 dukker op. Den dokumenterer i modstrid med tidligere forklaringer, at de danske soldater faktisk deltog direkte i Green Desert, hvor de blev “involveret i selve ransagnings- og arrestationsfasen.” Rapporten er forfattet af John Dalby. Den 8. januar 2012 står to danske soldater, Morten Jansen og Masoud Vahedi, frem med navn i Politiken og bekræfter netop dette. Samtidig retter de to soldater en skarp kritik mod fangehåndteringen under operationen.

Anders Kærgaard fremlægger efter afsløringerne i oktober 2012 en række mere detaljerede kritikpunkter mod de yderst tvivlsomme efterretninger bag Green Desert. Den danske kaptajn støttes af en fortrolig rapport, som viser, at aktionen var baseret på “sparsomme efterretninger”, nærmere bestemt én enkelt irakisk kilde, hvis troværdighed danskerne ikke kunne bedømme.

Det forlyder samme måned, at ‘G’ ikke er en af fangerne, der ses på Kærgaard-videoen, men at han derimod er én af de elleve irakere, der i mellemtiden har krævet erstatning af det danske forsvar for dets medvirken til mishandlingerne. Irakernes advokat, Christian Harlang, politianmelder Forsvarsministeriet med det mål at få frigivet optagelserne fra det såkaldte ‘Zyan 1’, stedet hvor ‘G’ og de ti andre fanger blev anholdt.

Berøringsangst og politisk svigt

Lad os igen spole lidt tilbage. I december 2010 kaster et lækket dokument yderligere lys over den danske fangepolitik. Der er tale om den danske Irak-bataljons ‘Rules of Engagement’ fra 2006. I dette regelsæt fremgår det, at de danske soldater i Irak har pligt til at forsvare “enhver, som udsættes for en alvorlig, voldelig forbrydelse, der kan forventes at føre til tab af menneskeliv eller alvorlig personskade,” såfremt det ikke bringer soldaterne selv i fare.

Reglerne indeholder dog en vigtig undtagelse: Selv om danske soldater skulle komme til at overvære irakisk politi mishandle fanger, findes der ikke noget krav om, at de skal forsøge at standse mishandlingen. I stedet kan de blot vælge at henvende sig til den ansvarlige irakiske officer og forsøge at få ham til at standse den. Militærjuristen Kurt Borgkvist, selv udsendt til Irak frem til sommeren 2004, finder reglerne uklare og mangelfulde. De danske soldater er blevet ladt i stikken af forsvarets ledelse, mener han.

I september 2011 stævnes det danske forsvar for første gang af en tidligere irakisk fange. Den sunnimuslimske bonde Qais J. Khaled Brak kræver erstatning af den danske stat for den behandling, han blev udsat for i forbindelse med Green Desert. Stævningen beskriver, hvordan Brak samtidig med ti andre sunnier blev arresteret af danske og irakiske styrker, da han tidligt om morgenen kom ud fra sin moské. Ifølge stævningen blev Brak under de efterfølgende forhør beskyldt for at være imod shiamuslimer, slået med en stok og pisket med et kabel. Han blev også hængt op i en krog fra loftet, hvilket fik hans skuldre til at gå af led, og tortureret med elektriske stød ””navnlig på bryst og genitalier”.

I løbet af det næste år stævner yderligere ti irakere den danske stat for medvirken til tortur i forbindelse med Green Desert. Adskillige af irakerne (hvis ikke alle) undersøges af en dansk retsmediciner, Jørgen Lange Thomsen, som konkluderer, at de med meget stor sandsynlighed er blevet udsat for tortur.

Den 16. december 2011 kommer det frem, at de danske soldater i Irak tog mere end dobbelt så mange krigsfanger som hidtil oplyst. Mindst 500 irakere blev reelt tilbageholdt af danskerne i Irak fra 2003 til 2007, erkender forsvarschef Knud Bartels i et brev, hvori han samtidig indstiller m inisteriets interne undersøgelse af den danske fangepolitik i Irak. I “et mindre antal tilfælde” blev fangerne ulovligt udleveret til irakiske myndigheder, ligesom man i vid udstrækning lod britiske soldater stå for selve anholdelserne, så de danske styrker selv slap for fangeansvaret.

Kenneth Ø. Buhl, militærjurist i Irak 2004-2005, forklarer i bogen Et land i krig denne fangemodel med “ekstrem berøringsangst fra det politiske niveau over for at tilbageholde irakere.” Han fortsætter: “Det bevirkede, at tingene var meget lettere, hvis det var britisk militær eller irakiske sikkerhedsstyrker, der havde det formelle ansvar for fangerne. Så slap vi for at stå med det.” Jes Rynkeby Knudsen siger i samme bog, at modellen blev diskuteret i både Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet. Antageligt blev den også godkendt begge steder.

I december 2011 fremkommer også en intern rapport, som dokumenterer, at Forsvarsministeriet allerede i juli 2004 med sikkerhed vidste, at irakiske fanger risikerede mishandling (en Røde Kors-rapport havde ligeledes berettet om denne mishandling). På et tilsynsbesøg i Al Makil-fængsel i Basra i juni 2004 fik den danske bataljon nemlig indblik i de lokale betjentes brutale metoder. Otte fanger fortalte, at de var blevet mishandlet af politiet, og flere kunne fremvise objektive tegn på mishandling i form af ar, brændemærker og andre skader.

Oplysningerne om tortur blev fundet troværdige og indskrevet i en tilsynsrapport til Forsvarsministeriet. Men da Folketingets Forsvarsudvalg senere bad forsvarsminister Søren Gade udlevere rapporten, overstregede ministeriet alle oplysninger om mishandling. Begrundelsen var, at oplysningerne ville kunne skade det dansk-irakiske samarbejde.

Efter otte års mørklægning

Hvad står vi tilbage med i dag? De elleve irakeres erstatningssager er for det første undervejs. For det andet har forsvarsminister Nick Hækkerup (S) udtalt, at de nye afsløringer “bekræfter, hvor rigtigt og fornuftigt det er, at Irak-kommissionen er blevet nedsat, så vores engagement i Irak kan blive undersøgt.” Kommissionen har som bekendt først deadline i 2017. Forsvarets Auditørkorps har desuden genåbnet undersøgelsen af sagen. Til sidst har Hækkerup bedt forsvarschef Peter Bartram om at “kigge på spørgsmålet” om, hvorvidt flere videooptagelser skulle eksistere.

Et faktum står tilbage: Vi ved med sikkerhed, at irakiske fanger faktisk blev mishandlet og endda tortureret. Forsvaret vidste det allerede i 2004. Det vigtigste spørgsmål burde nu være: Hvem traf beslutningen om at fortsætte den danske fangepolitik, efter alt at dømme velvidende at denne politik førte til mishandling af uskyldige irakere?  Det næste spørgsmål: Tør vi placere et juridisk ansvar, både for selve mishandlingerne og for otte års mørklægninger?

Ved at spole båndet tilbage tegnes der et utvetydigt billede af en dansk fangepolitik, der er uhyre kritisabel både juridisk og etisk. På trods af de mange danske soldaters dygtige arbejde er den danske tilstedeværelse i Irak blevet skæmmet af en usund ledelseskultur, hvor man ved nærmest enhver lejlighed har forsøgt at afhænde ansvaret for krigsførelsen og skjule dens realiteter for den danske befolkning.

Tendensen har ikke kun været tydelig Irak, men også i Afghanistan, hvilket dokumentarfilmen Den hemmelige krig afslørede allerede i 2006. Den bagvedliggende politik lever stadig i bedste velgående. I oktober 2012 besluttede Forsvarsministeriet således, at Danmark ville genoptage overleveringen af fanger til de afghanske myndigheder. Dette på trods af, at den britiske tortursag, der førte til suspensionen af de danske overleveringer, endnu ikke er afgjort.

Green Desert-efterspillet viser ligesom den overordnede danske fangepolitik, at det danske forsvars militære og politiske ledelse gennem både hemmeligholdelser og uklare ordrer til de danske soldater har ageret i klar strid med de demokratiske retsstatsprincipper, som man netop har hævdet at ville fremme i lande som Irak og Afghanistan. Det må nu undersøges alvorligt, hvor ansvaret skal placeres for dette svigt, som er fortsat i mere end otte år.

Til sidst må det påpeges, at Danmark generelt har brug for en langt større sikkerheds- og forsvarspolitisk åbenhed. Vi har brug for en sådan åbenhed for at kunne træffe både informerede og principielle beslutninger om, hvorfor og hvordan de danske soldater skal udsendes i fremtiden. Derfor må vi gøre op med forsvarspolitikkens hemmelighedskultur.

Søren Friis er bestyrelsesformand i RIKO og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Dette indlæg er baseret på et tidligere indlæg hos Udenriget.dk.

*Se bogen Et land i krig af Lars Halskov og Jacob Svendsen, Politikens Forlag, 2012.