De Forenede Nationers hovedrolle er ifølge FN-pagten at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed. FN’s fredsbevarende aktiviteter er derfor blevet særdeles væsentlig for organisationen. Det er interessant, at de militært fredsbevarende ’blue barets’ ikke er direkte nævnt i FN-pagten, hvorimod initiativet hertil først blev taget af Dag Hammarskjöld i 1956 efter Suez-krisen. I koldkrigsårene mellem 1956 og 1989 var der på grund af den manglende enighed i Sikkerhedsrådet kun få militære FN-interventioner. Men dette har ændret sig efter 1989, og der er f.eks. alene i dag over 100.000 aktive ‘blue barets’ fordelt på tolv igangværende fredsbevarende operationer.

Den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, som for nylig fungerede som FN og Den Arabiske Ligas særlige udsending til Syrien, har netop udgivet sine memoirer. Bogen er væsentlig, især fordi den giver en god indsigt i de omfattende problemer og udfordringer, som FN og organisationens generalsekretærer bliver konfronteret med. Derudover giver bogen også et godt billede af Kofi Annans baggrund i Ghana og hans 50 år lange karriere i de Forenede Nationer. Men bogen er især betydningsfuld, fordi den i detaljer beskriver verdensbegivenhederne og FN’s rolle heri fra hans tid som generalsekretær fra 1997 til 2006.

Bogen giver også en god beskrivelse af FN’s betydningsfulde rolle i fredsbevarende aktiviteter, der som nævnt er blevet stærkt udvidet efter afslutningen på den kolde krig. Det er en beskrivelse af FN’s formåen og uformåen, muligheder og begrænsninger. Hvor og hvordan har FN kunnet yde noget til at løse verdens mangfoldige problemer? Dette spørgsmål er især relevant i en tid, der drives af globalisering og derfor viser et øget behov for internationalt samarbejde, men hvor FN’s 193 medlemmer samtidig forsvarer suverænitet, egeninteresser og ideologier med stor ildhu, på bekostning af global fred og samarbejde.

Generalsekretæren er øverste chef for FN-systemet, der foruden FN’s hovedkvarter i New York omfatter større kontorer i Geneve, Wien og Nairobi, regionale kommissioner, mere end 100 programmer og fonde samt atten særorganisationer, såsom WHO, UNESCO, ILO m.fl. Problemet med FN’s generalsekretær er, at der ikke eksisterer en egentlig jobbeskrivelse. Er han ’sekretær’, ’general’ eller begge dele? Mange lande, især USA og Rusland, var ikke glade for, at Kofi Annan måske handlede mere som en general, der aktivt tog initiativer mens han tilgodeså og forsvarede både FN’s og medlemslandenes interesser. FN forventes at være ledende i at opbygge og sikre fred i hele verden, men samtidig har organisationen meget få handlingsmuligheder og midler til at indfri disse forventninger.

Kofi Annan har været tilknyttet FN i næsten 50 år, men hans største betydning var først som undergeneralsekretær for de fredsbevarende aktiviteter (peacekeeping) i begyndelsen af 1990’erne og derefter fra 1997 som generalsekretær. Annan beskriver på de første sider sin barndom og opvækst i Ghana, men ellers fokuserer bogen på de mange store konflikter som han og FN har været involveret i siden begyndelsen af 1990’erne. Her kommer Kofi Annan ind på FN’s beklagelige mangel på handlekraft ved folkedrabet på måske én million tutsier i Rwanda i 1994 og den svigtende beskyttelse af befolkningen i Srebenica under den jugoslaviske borgerkrig i 1995. Skylden for disse svigt kan dog ikke placeres hos selve FN-systemet, da de i høj grad opstod fordi nogle af de ledende medlemslande foretrak, at FN ikke skulle foretage sig noget.

Bogen indledes med anekdote omkring Irak-krigen, hvor Colin Powell opsøger Kofi Annan kort efter at krigen er begyndt og fortæller: ”Kofi, du har gjort mig til en ærlig mand!! Man har fundet Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, men det vil ikke blive officielt annonceret endnu.” Som vi alle ved blev der ikke fundet nogen WMD i Irak. Alle som fulgte med i februar 2003, da Colin Powell i Sikkerhedsrådet præsenterede USA’s ”stærke” beviser for WMD i Irak, mente som beskrevet i bogen, at der kun var tale om nogle meget uklare fotos samt vildt gætteri.

Bogen beskriver den omfattende FN indsats i Somalia med UNISOM i årene 1993-96. Dette har denne forfatters personlige interesse, da jeg i de år var koordinator af FN’s humanitære aktiviteter i Somalia. USA udviste oprindeligt gode hensigter ved i 1992 at intervenere i den omfattende borgerkrig i landet – og forhindre de konstante væbnede overfald på madleverancerne fra f.eks. FN’s fødevareprogram – med en rimelig succes. Derefter begyndte USA desværre at blande sig i Somalias interne affærer og forsøgte at fange klanlederen Aideed. USA’s militære aktioner blev ikke koordineret med FN og førte så til Black Hawk Down-hændelsen den 3. oktober 1993, hvor tre amerikanske helikoptere blev skudt ned og atten soldater dræbt. Herefter besluttede USA at trække sig helt ud af Somalia og beskyldte senere FN for ikke at have ”forhindret” angrebet på de amerikanske helikoptere. Konsekvenserne var vidtrækkende, da USA derefter effektivt modsatte sig, at FN reagerede på folkedrabet i Rwanda i april 1994.

Kofi Annan beskriver også tragedien omkring drabene og ødelæggelserne i Srebenica, hvor den bosniske serbiske general Mladic den 11. juli 1995 angreb den muslimske befolkning og myrdede mellem 8.000 og 10.000 af dem, til trods for at FN havde garanteret sikkerheden i Srebenica. Det meget lille hollandske kontingent af FN-soldater, der havde som opgave at beskytte Srebenica, havde dog reelt hverken mandat eller muligheder for at forhindre drabene. Medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd havde ikke kunnet nå til en enighed om en udvidet mission for missionen i Bosnien (UNPROFOR).

Som vel beskrevet af Kofi Annan har FN dog også haft succes med dets fredsbevarende operationer, som f.eks. i Øst-Timor og Sierra Leone. Mange andre aspekter af FN’s værdifulde indsats bliver naturligvis også beskrevet i bogen. Foruden de fredsbevarende aktiviteter har FN haft en stor rolle i at støtte udviklingen i verdens fattigere lande. Som Kofi Annan fremhæver, hører fred og udvikling sammen: Ingen fred uden udvikling, og ingen udvikling uden fred.

Bogen er absolut et værdifuldt bidrag til en bedre forståelse af verdens mangfoldige problemer og FN’s mulige rolle i at løse problemerne. Men for at FN kan leve op til forventningerne, som de er udtrykt i FN-pagten fra 1945, må der en ændret global forståelse til af behovet for et udvidet samarbejde mellem landene og især mellem de ledende medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd.

I bogens fjerde kapitel skriver Kofi Annan følgende om ”A Peoples’ United Nations”:

What is the United Nations for? That is the question that I found myself asking more and more as I look at the range of crucial issues facing us and the world today. My years in peacekeeping have brought me face-to-face with the deepest tragedies suffered by men and women caught in conflicts. Too often they have looked to the United Nations for safety and found an organization unable to secure it. As I rethink our responsibility to our and the UN mission, I realize that we need to make clear whom we are fighting for.

An organization of member states jealously guarding their privileges, the United Nations has drifted toward becoming an institution focused, above all, on self-preservation. In so doing, we have in many ways lost our way, forgetting the very first words of the Charter: “We the Peoples”.

Meget mere kan og bør siges om Kofi Annans væsentlige bog, men forhåbentlig vil den finde mange læsere i Danmark og verden over.

Anmeldelsen er skrevet af Erling Dessau, medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) samt ‘Senior Advisor to the Humanitarian Futures Programme’ ved Kings College, London.