Danmark kan bidrage mere relevant med ikke-militære midler til konfliktløsning i Mali og til international terrorbekæmpelse

Folketingets beslutning d. 15. januar om aktiv dansk deltagelse i den fransk anførte, vestlige militære intervention i Mali siden 11. januar er forhastet og truffet på et tvivlsomt grundlag. Den vestlige intervention kan derfor komme til at skabe flere problemer end den vil løse, såvel regionalt i Vestafrika som uden for. Det blodige gidseldrama i Algeriet kan vise sig at være en forsmag herpå.

Mere end 11 års problematisk dansk deltagelse i den USA-anførte såkaldte ”krig mod terror” burde i 2013 mane regeringen og folketingsflertallet til større refleksion og tilbageholdenhed. Det er en misforståelse at tro, at Danmarks internationale indflydelse og sikkerhed forøges ved, hvad der under alle omstændigheder er rent symbolske danske militære bidrag til de interventioner rundt om i verden, som vore store NATO-allierede måtte finde det nødvendigt at foretage. Danmark kan med ikke-militære midler yde et langt mere relevant og effektivt bidrag til konfliktløsning i Mali og Vestafrika og til bekæmpelsen af international terror.

I de bemærkninger, som ligger til grund for Folketingets hastevedtagelse om at deltage i interventionen i Mali, hedder det bl.a.:

Det nordlige Mali har igennem længere tid været uden for regeringens kontrol og har været base for oprørs- og separatistbevægelser og et arnested for organiseret kriminalitet. I forlængelse af et militærkup i marts 2012 udnyttede oprørsgrupper, herunder islamistiske grupperinger, magttomrummet til at sikre sig kontrol over mere end halvdelen af Malis territorium. Det nordlige Mali er således nu kontrolleret af en række forskellige oprørs- og terrorgrupperinger, og der er flere steder indført Sharia-lovgivning.

Dette er i sig selv ikke forkert, men vigtige aspekter er udeladt.. For det første er der tale om, at Tuareg-nomadefolket, der bebor flere Sahel-lande og udgør flertalsbefolkningen i det nordlige Mali, igennem længere tid – stort set siden Malis uafhængighed i 1960 -har kæmpet for øget ligestilling og autonomi inden for de grænser, der i sin tid blev trukket vilkårligt af den  franske kolonimagt. For det andet har styret i Mali været præget af ustabilitet og korruption igennem de seneste år med flere militærkup til følge. Begge dele har bidraget til nu akutte humanitære problemer for befolkningen i landet.

Her som i andre skrøbelige stater har islamistiske grupperinger med eller uden tilknytning til Al Qaeda udnyttet situationen til at etablere sig, men dette har været muliggjort af de etniske/regionale konflikter og interne konflikter inden for den herskende elite. En vestlig militær intervention som den, der nu er påbegyndt, bidrager ikke til at løse sådanne problemer, men vil – især hvis den bliver langvarig – snarere forværre dem,  da krigens logik tilsiger, at lokal etnisk-social konfliktløsning vil blive overtrumfet af den militære eskalation og den politiske polarisering, der følger hermed.

Udviklingen siden 2001 har med al tydelighed bekræftet, at islamistisk ekstremisme og Al Qaeda-inspirerede terrorgrupper netop trives, spredes og tiltrækkes af de steder, hvor dét, der kan fremstilles og opfattes lokalt som vestlig ”korstogs”-intervention i muslimske lande finder sted. Vestlige styrkers tilstedeværelse bliver således hurtigt til en del af problemet, frem for en del af løsningen.

De danske erfaringer med deltagelse i militære interventioner i både Kosovo, Irak, Afghanistan og Libyen har til fælles, at de er blevet langvarige og omkostningsfyldte, og at de har ført til andre og mere problematiske resultater end de mål, man gik i krig for at opnå. Det skyldes i høj grad, at interventionerne har bygget på overfladiske analyser af de lokale forhold, og med for énsidigt fokus på militær konflikthåndtering.

I den offentlige debat er skepsis mod dansk deltagelse i vestlige stormagtsinterventioner typisk blevet imødegået af skiftende regeringer med et falsk argument om, at alternativet til den militariserede – såkaldt ”aktivistiske” – danske udenrigspolitik vil være at sidde med hænderne i skødet og lade ekstremisme og terrorisme få frit spil internationalt og i værste fald også herhjemme. Således også i den aktuelle situation omkring Mali.

Argumentet ignorerer blandt andet: 1) at vestlige regeringers efterretningstjenester – også den danske – gang på gang selv konkluderer, at danske og vestlige militære interventioner i muslimske lande kan bidrage til at forøge terrortruslen nationalt og internationalt, og 2) at bekæmpelse af ekstremisme og terror først og sidst er et spørgsmål om effektivt politimæssigt efterretningsarbejde.

Frem for endnu en gang at spille på terrorfrygten som trumfkort for at vinde folkelig opbakning bag militære interventioner, der primært har det – misforståede – mål at øge Danmarks anseelse blandt de vestlige allierede stormagter, burde regering og folketingsflertal fokusere på de områder, hvor dansk udenrigspolitik har gode erfaringer og historisk set har gjort reel forskel: Humanitær bistand til nødlidende og flygtninge, samt mægling og ikke-militær konfliktløsning.

I den aktuelle situation i og omkring Mali kunne en konstruktiv, aktiv dansk udenrigspolitisk indsats, foruden en massiv humanitær intervention, omfatte intensiv hjælp til, i samarbejde med andre nordiske og EU-lande, at fremme:

  1. Indsættelsen af en (vest)afrikansk sammensat, robust militærstyrke, organiseret af den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS i tæt, reelt samarbejde med den Afrikanske Union og FN, som en hurtig erstatning for den fransk anførte militærstyrke i Mali, som – med rette eller urette – kan beskyldes for primært at pleje nationale franske neo-kolonialistiske interesser. Den afrikanske militærstyrkes mandat bør være defensivt, dvs. trække en streg i sandet over for oprørsgrupperingernes fremmarch mod den sydlige del af landet, med henblik på snarlig etablering af en FN-overvåget våbenhvile og genoptagelse af de forhandlinger mellem de stridende maliske parter, som først for nylig blev afbrudt.
  2. En forhandlingsløsning mellem centralregeringen i Bamako og tuaregernes organisationer, som må indebære indrømmelser til tuaregernes berettigede krav om bl.a. øget selvstyre og ligeberettigelse, mod at tuaregerne til bryder med og bidrager til at isolere Al Qaeda-relaterede ekstremistiske grupperinger.
  3. Etablering af en legitim og repræsentativ centralregering i Mali frem for den nuværende regering, hvilket de regionale organisationer ECOWAS og den Afrikanske Union, allerede har været i gang med i et stykke tid.

BestyrelsenRådet for International Konfliktløsning (RIKO), 18. januar 2013.