Udtalelse fra bestyrelsen i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO):

Danmark bør udnytte sin udenrigspolitiske indflydelse i Washington til at presse på for, at USA tager nye markante forhandlingsinitiativer, så voldsspiralen i Syrien bringes til ophør.

Giftgasangrebet med dets flere hundrede ofre i sidste uge har bragt voldsspiralen i den syriske borgerkrig til et nyt, ekstremt niveau. Uanset hvem der står bag brugen af kemiske våben, er der tale om et klart brud på international lov, som det internationale samfund er nødt til at reagere på.

Det er imidlertid højst tvivlsomt, om den begrænsede luftmilitære aktion, som USA og en koalition af villige lande, herunder formentlig også Danmark, i de kommende timer eller døgn ser ud til at planlægge imod Assad-regimet og dets militær, er det mest hensigtsmæssige svar. Dvs. om et USA-anført militært angreb vil bidrage til en beskyttelse af den syriske civilbefolkning mod yderligere angreb og massakrer, eller om det snarere vil gøre mere skade end gavn med henblik på at fremme den diplomatiske forhandlingsløsning, som er det eneste, der kan bringe en afslutning på den syriske civilbefolknings lidelser.

Både i krige og i borgerkrige er sandheden det første offer, bekræftet ved en række eksempler før og under de sidste mere end 20 års internationale militære interventioner i bl.a. Mellemøsten, og med eller uden FN-mandat. Selv om det kan virke irrationelt og selvmodarbejdende, at det syriske regime, der i de senere måneder har fået det militære overtag i kampen mod oprørerne, skulle have brugt kemiske våben i en forstad til Damaskus, netop som FNs våbeninspektører ankom til byen, kan det naturligvis ikke udelukkes, regimets velkendte brutalitet taget i betragtning. Baseret på erfaringerne fra andre massakrer i denne og tidligere konflikter er det mest sandsynlige, at det aldrig vil kunne fastslås med sikkerhed, hvem der har været de ansvarlige.

Tvivlen bør være en advarsel imod hurtige militære straffeaktioner mod én part i konflikten. Men tvivlen må ikke afholde verdenssamfundet fra at reagere. Det er positivt, at stormagterne ikke længere ser gennem fingre med krigsførendes brug af kemiske våben, således som bl.a. USA, Storbritannien og Frankrig skandaløst gjorde det under Iran-Irak-krigen i 1980erne. Siden 2005 har FN-konceptet om ”Responsibility to protect” (RTP) forpligtet FNs medlemmer til at gribe ind over for åbenlyse voldsovergreb mod civilbefolkninger. Det er imidlertid en misforståelse, at RTP-princippet alene, eller først og fremmest, indebærer automatisk brug af militær magt. De ledende vestlige stormagters – og visse mindre landes, herunder Danmarks –overfokusering på brugen af militær magt og væbnede interventioner har også i den syriske konflikt haft alvorlige konsekvenser, og har formentlig bidraget til både at udskyde afslutningen på borgerkrigen og til at radikalisere begge sider i den.

Således har det været et alvorligt anslag imod FNs bestræbelser på en diplomatisk løsning, at USA – på trods af FN-mægleren Kofi Annans udtrykkelige appel både i juni 2012 og i juli 2013 – har nægtet og nægter at lade Iran deltage i de internationale forhandlinger om en forhandlet løsning i Syrien. Den iranske regering har formentlig betydelig større indflydelse på Assad-regimet end f.eks. Rusland har, hvilket bør gøre Iran til en afgørende part i en kommende fredsslutning i Syrien.

Lige så ødelæggende for de diplomatiske løsningsmuligheder har det været, at USA, Frankrig og England i lang tid har insisteret på, at Assad skulle fjernes som en forudsætning for forhandlinger mellem parterne. Også dét er blevet stærkt beklaget af Kofi Annan, som også for længst har sat fingeren på et andet ømt punkt: Når Vestmagterne vedvarende kritiserer Rusland og Kina for med varsler om veto at blokere i FNs Sikkerhedsråd for, at der ’gribes ind’ imod det syriske regime, så glemmes det, at de selvsamme vestmagter – støttet af NATOs generalsekretær – samtidig har fastholdt, at der ikke kunne være tale om en egentlig, større (NATO-)militærintervention i Syrien.

Endelig var det skadeligt for FN-Sikkerhedsrådets fremtidige funktionsdygtighed, at de ledende vestlige stormagter under Libyen-konflikten i 2011 valgte at vride den tilgrundliggende Sikkerhedsråds-resolution, som Rusland og Kina undlod at nedlægge veto imod, i retning af direkte oprørsstøtte og regimeskifte i Libyen, selv om resolutionen sigtede på umiddelbar beskyttelse af civilbefolkningen som skridt på vejen til en forhandlingsløsning mellem parterne i den libyske borgerkrig.

I den aktuelle situation efter det kemiske angreb – præsident Obamas ”røde linje” – bliver der så igen fokuseret udelukkende på de militære muligheder. Selv om indsigtsfulde amerikanske militæreksperter vurderer, at et kortvarigt ’straffe’-angreb med krydsermissiler og evt. bombefly ikke vil ændre meget på den militære situation, men højst have en ’terapeutisk’ virkning indadtil i de vestlige lande. Til gengæld kan den humanitære situation let blive yderligere forværret for syrerne, hvis og når krigshandlingerne bliver yderligere optrappet, og måske breder sig til nogle af Syriens nabolande i regionen.

Det ser nu ud til, at Danmark endnu en gang automatisk vil følge efter ledende vestlige stormagter i en militær operation i den mellemøstlige region – uden om FNs Sikkerhedsråd – med højst uklare og usikre strategiske, langsigtede mål. Sporene burde skræmme.

I stedet bør regeringen udnytte den betydelige udenrigspolitiske indflydelse, som det hævdes, at Danmark har erhvervet sig i Washington, til at rette en indtrængende appel til USA om at bruge den seneste udvikling i Syrien som anledning til at nytænke sin diplomatiske tilgang til konflikten. Der er hårdt brug for dristige amerikanske og europæiske forhandlingsinitiativer for at inddrage især Iran, Saudi-Arabien, Rusland og Kina i en fornyet ikke-militær diplomatisk offensiv for at bringe parterne i den syriske borgerkrig og deres respektive internationale støtter i dialog med henblik på en hurtig våbenhvile og efterfølgende magtdelingsforhandlinger.

RIKOs bestyrelse

København, 27. august 2013.