Der er brug for at gøre op med hidtidige vestlige diplomatiske fejltrin og inddrage især Iran, Saudi-Arabien og Rusland-Kina, så parterne i den syriske borgerkrig kan bringes i dialog

af POUL VILLAUME, PROFESSOR, DR. PHIL.

Uanset udfaldet af de aktuelle overvejelser i USA og andre vestlige lande om en militær ’afstraffelse’ af Assad-regimet efter brugen af kemiske våben i den syriske borgerkrig, er der grund til at fremhæve en stort set ignoreret, men væsentlig faktor: Nemlig at de selvsamme lande ved deres diplomatiske strategi kan have været med at forlænge den blodige konflikt og dermed ufrivilligt bidraget til den radikalisering af dens parter, som nu har ført til brug af giftgas.

Vi hører dagligt kritikken af Ruslands og Kinas afvisning i FNs Sikkerhedsråd af ”indgreb” imod den syriske diktator. De to lande må naturligvis bære deres del af ansvaret for den nuværende situation, men de toneangivende vestmagter med USA i spidsen har i høj grad medansvar for den fastlåste forhandlingssituation.

For det første har USA og dets hovedallierede (herunder Danmark) hidtil blankt afvist at lade Iran indgå i de internationale Syrien-fredsforhandlinger i FN-regi, på trods af FN-mægleren Kofi Annans kritik heraf både i juni 2012 (Geneve I) og i juli 2013 (før den kommende Geneve II). Den iranske regering har givetvis større indflydelse på Assad-regimet end f.eks. Rusland, og udelukkelse af Teheran har derfor været et regulært benspænd for forhandlingssporet.

For det andet har USA og dets hovedallierede (igen inklusive Danmark) fra et tidligt tidspunkt insisteret på fjernelsen af Assad som betingelse for forhandlinger om en overgangsregering i Syrien. Ganske vist blev USA og Rusland i juni 2012 og igen i maj 2013 enige om at pålægge parterne i borgerkrigen at indlede fredsforhandlinger uden forhåndsbetingelser, men begge gange brød USA’s udenrigsminister (Hillary Clinton i 2012, John Kerry i 2013) umiddelbart efter den opnåede aftale ved på ny at kræve Assads afgang. Både Kofi Annan og hans efterfølger som FN-mægler, Lakhdar Brahimi, har klart beklaget også disse amerikanske blokeringer for fremskridt i forhandlingsprocessen.

For det tredje har det været skadeligt for samarbejdet i FNs Sikkerhedsråd, at de ledende vestlige stormagter – USA, Frankrig og England (og igen med aktiv dansk opbakning) – under Libyen-konflikten i 2011 forvred den FN-resolution, som lå til grund for den militære intervention. Rusland og Kina undlod at vetoe den, fordi den udtrykkeligt handlede om beskyttelse af civilbefolkningen i Benghazi som skridt på vejen til en forhandlet magtdelingsløsning mellem parterne i den libyske borgerkrig. I stedet valgte Vestmagterne (NATO) at (mis)bruge resolutionen til oprørsstøtte og regimeskifte. Det kan næppe overraske, at Ruslands og Kinas tillid til fremtidigt samarbejde med NATO-magterne i FNs Sikkerhedsråd blev væsentligt svækket.

Det dårlige diplomatiske håndværk, som toneangivende vestmagter med efterhånden rutinemæssig konsekvens har præsteret i de mellemøstlige konflikter, de har involveret sig i i de sidste mange år, modsvares af en tilsvarende overfokusering på det militære instrument.

I den aktuelle situation bliver der i Danmark (igen) opstillet falske historiske paralleller – f.eks. at der går en ”lige linje” fra 29. aug.1943 til 29. aug. 2013: Selv om Danmark måske ikke, hverken med modstandsbevægelsen mod Hitler eller med militært materiel imod Assad, kan gøre den store forskel rent militært, er det politisk-symbolsk vigtigt for landet at være med – at ”flaget deltager”. Og det på trods af, at det samtidig indrømmes, at en USA-anført militæraktion imod det syriske regime kan betyde en skærpelse af borgerkrigen og dermed endnu større lidelser for den syriske civilbefolkning.

At ”gøre noget” efter det kemiske angreb bliver altså et mål i sig selv. Ræsonnements spejlbillede er opstillingen af et alternativ, som er lige så falsk – at ”gøre ingenting”, hvis man afviser et militært angreb (med uoverskuelige konsekvenser). Men der er meget andet at gøre. Ud over at forpligte sig til at stille de ansvarlige for den internationale krigsforbryderdomstol, når der er tilvejebragt tungtvejende beviser, er der som påvist flere afgørende diplomatiske fejltrin at rette op på for Vestmagterne – jo før jo bedre.

Præcis her kunne den danske regering nu udnytte den betydelige goodwill, som det hævdes at Danmark har erhvervet sig i Washington, til – gerne sammen med f.eks. Norge og Sverige (som begge har afvist at deltage i en militær aktion) – at appellere til Obama-regeringen om at bruge den seneste eskalering af den syriske borgerkrig som anledning til at tænke sin diplomatiske tilgang til konflikten helt forfra. Der er hårdt brug for dristige amerikanske og europæiske forhandlingsinitiativer for at inddrage især Iran, Saudi-Arabien, Rusland og Kina i en diplomatisk offensiv for at bringe parterne i den syriske borgerkrig og deres respektive støtter i dialog med henblik på en snarlig våbenhvile og efterfølgende magtdelingsforhandlinger.

Historisk set har Danmark – under den kolde krig – som loyal NATO-allieret med USA kunnet øve konstruktiv indflydelse på Washington og andre allierede med selvstændige danske standpunkter fremført af dygtige diplomater – ved at vise en vilje i verden. De sidste mange års danske position, hvor skiftende regeringer i praksis synes at have deponeret deres sikkerhedspolitiske beslutningskraft i Det Hvide Hus, giver derimod kun ringe indflydelse og respekt.

Solide NATO-allierede som bl.a. Norge, Polen, Canada, Storbritannien, Tyskland og Italien har afvist at deltage i et USA-anført militært angreb på Syrien uden mandat fra FNs Sikkerhedsråd. Gør det disse lande til dårlige allierede? Eller har de tidligere og bedre end Danmark forstået, at Obama med sin aktuelle kurs i Syrien gør præcis det samme, som George Bush gjorde med sin kurs i Irak, nemlig på kryds og tværs at splitte det internationale samfund – FN, NATO- og EU-landene –, og at det på længere sigt er det mest skadelige for den internationale retsorden?