af Leif Dierks, Risskov 13.9.2013. På billedet øverst ses Leif Dierks med Talebanere omkring år 2000. 

På NATO`s officer akademier anvender de kineseren Sun Tzu´s : The Art of War. I denne berømte klassiske skildring af krigen fra det 5 årh. fk. angiver Sun Tzu en af forudsætningerne for en succesfuld krig: Kend din fjende!

I hvilket omfang har de militære ledere og politikerne i relation til Afghanistan så efterlevet Sun Tzu?

Et væsentligt og vigtigt bidrag i så henseende er den skotske journalist og forfatter James Fergusson´s bog: Taliban: The Unknown Enemy

Taliban -The Unknown EnemyBogen udkom i 2010 og en dansk oversættelse allerede i 2011. Det er jo lidt sent, for siden 2002 har vi været i krig i Afghanistan. Inden jeg kommenterer bogen, hvor jeg støtter mig til den engelske udgave, så tillad mig som historiker at gribe lidt tilbage for at sætte bogen ind i et perspektiv.

Den 7. oktober 2001 satte USA sit angreb, operation ” Enduring Freedom”  ind i Afghanistan. Det legitime grundlag for operationen var Sikkerhedsrådets resolution 1368, der fastslog, at international terrorisme er en trussel mod international fred og sikkerhed, og tillader selvforsvar og kollektivt selvforsvar. Den resolution blev siden fulgt op af resolution 1373.

Præsident Bush formulerede USA´s målsætning og en tidsramme for operationen således: ” We have a strategic interest and I believe a moral interest in a prosperous and peaceful Afghanistan, and no matter how long it takes, we will help the people of Afghanistan succeed”. Formuleringen var noget ændret i forhold til hans første reaktion, hvor det hed “ We are not into nation building, we are focused on justice.”  En folketingsbeslutning fra d. 11. Januar 2002 åbnede op for at Danmark deltog i NATO styrken, ” International Security Assistance Force” (ISAF).  Danmarks målsætning blev senere formuleret i en debat i Folketinget d. 21. november 2003 af udenrigsminister Per Stig Møller, ” Det er jo dét det hele drejer sig om: at sikre den afghanske befolkning en fremtid, at sikre børnene en morgendag.” Siden uddybede Per Stig Møller og udviklingsminister Ulla Tørnæs det i en kronik i Politiken i januar 2008. Nu hed det ” Målet er at stabilisere Afghanistan, at sikre, at den demokratisk valgte regering er herre i eget hus, og at sikre bedre levevilkår, menneskerettigheder og demokrati for den afghanske befolkning”.

I udenrigsministeriets brochure fra april 2010 står der ” Den danske støtte er også en hjælp til selvhjælp. Vi forebygger, at terror skal ramme vores land. Talibanstyret tillod, at terrorgrupper havde træningslejre i Afghanistan, og det var her, terroristerne trænede forud for angrebene i USA d. 11.september 2001 og i London i 2005. Fred og udvikling skal være med til at forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister.” Logikken er, at hvis talibanerne vinder, så vil Afghanistan igen blive en base for terrorister, som ønsker at dræbe så mange som muligt.  Dette argument er blevet gentaget igen og igen, uden at der egentlig er nogen der har forsøgt at analysere det.

I 1990érne gav talibanerne husly til Al  Qaida, men følte sig forrådt af dem, fordi de ikke holdt aftalen om ikke af udsende opflammende erklæringer, eller tilskynde til voldshandlinger andre steder. Så sponsorerede Al Qaida  ”9/11”, som talibanerne intet havde at gøre med, men det førte til, at talibanerne blev væltet fra magten i Afghanistan. Talibanerne har aldrig vist nogen større interesse udenfor Afghanistan eller udenfor regionen, så hvis de kom til magten igen, ville de næppe lægge hus til Al Qaida, hvis aktioner jo kunne føre til et angreb imod dem selv, og hvis det kom til en sejr for Talibanerne, så skulle Al Qaida  jo til stadighed operere i en form for belejringssituation, som i de safe havens de har i Pakistan. Men har de egentlig brug for en geografisk base? De operationer de udfører udføres af ganske få folk, som mere har behov for kommunikation, penge og planlægning, men ikke for en større beskyttet base. At det forholder sig sådan støttes af, at 9/11 blev udført af en celle i Hamburg, Madrid af en celle i Marokko, og London af en celle i en forstad til London. Der er intet bevis for, at en Al Qaida central har gennemført nogen operation siden 9/11, det har alt sammen været sympatisører, folk der associerede sig med Al Qaida.

Tragedien for Afghanistan har været, at hvor en genopbygning af landet i 2001 ville have været relativ let, i en situation hvor praktisk taget hele befolkningen ville have støttet den midlertidige regering, og at et sådant program ville have skabt troværdighed for overgangsregeringen, så viste det internationale samfund sig ude af stand til at skabe en koordineret indsats.

Og vores strategi lige siden har været domineret af en militær tankegang snarere end af en civil. Vi fortsætter med at misforstå vores modstander. For Talibanerne er lige så meget repræsentanter for en ideologi som for et militært oprør. Vi skal argumentere med dem ikke blot kæmpe med dem. Men det kræver, at vi forstår dem.

Men hvem er så disse talibanere, og i hvilken udstrækning har vores beslutningstagere givet udtryk for deres viden om dem? I en temaudsendelse i dansk TV med overskriften ” Afghanistan. Succes eller Fiasko ” i foråret 2009 sammenlignede Per Stig Møller talibanerne med nazisterne, og den udtalelse og den grad af forståelse, som den viser er desværre symptomatisk for langt de fleste politikeres, militær folks og mediers fuldstændige stereotype opfattelse af talibanerne. Og her kan Fergussons bog være et nyttigt redskab til oplysning og forståelse.

Fergussons bog ” Taliban. The unknown enemy” falder i 2 dele.

I den første del fremstiller han taliban bevægelsens oprindelse i 1994, som en reaktion på det kaos og den borgerkrig, der var opstået efter Sovjetunionens tilbagetrækning i 1989. Målsætningen var at skabe ro og orden i 2 provinser. En eksplosiv tilslutning ikke mindst fra koranskolerne i det vestlige Pakistan, et spil af tilfældigheder, held og ikke at forglemme Pakistans opbakning og militære støtte, gjorde at de pludselig 2 år efter indtog Kabul og stod som landets regering. Deres målsætning var ro og orden, fred, og bekæmpelse af korruptionen. Alt i alt idealistisk. De baserede deres handlinger, på ønsket om et samfund der hvilede på Sharia, og på det punkt ligger de sikkert tæt op af de fleste afghanere, dengang som nu. Men deres forudsætninger for at styre landet var meget begrænsede, de var reelt set politiske amatører, og der manglede i høj grad styr på bevægelsen. I deres iver kom de til at foretage overgreb; overgreb som de vestlige medier svælgede i, bl.a. de offentlige henrettelser og amputationer. Fergusson undskylder ikke disse forhold, men fortæller korrekt at deres antal var begrænsede og for sammenligningens skyld nævner han så, at man i Texas fra 1982 har henrettet 477 personer. Misforståelserne har været utallige. Eks. forbuddet imod drageflyvning. Som primært var for at forhindre, at man fra tagene kunne se ind i naboens gård, hvor der måske var utilslørede kvinder. I Mazar i–Sharif hvor jeg boede, blev mine vinduer dækket af store træplader af netop den grund.

Én af vestens afgørende misforståelser, hvad angår Talibanerne, var den manglende evne til at se at talibanernes konservatisme ikke adskilte sig fra resten af landets, hvad angår dens natur, kun hvad angår graden. De fleste vestlige så kun det de ønskede at se, og lige fra starten fejlfortolkede de talibanerne.

Fergusson er velbevandret i Afghanistans historie, kultur og religion, og han har ikke mindst et grundigt kendskab til pastunwali, afghanernes stammeskik, der helt ned i detailjen regulerer pastunernes adfærd både på det private og på det sociale område. Han fremstiller det bl.a. krydret med gengivelse af samtaler med talibanere, og han gør det i et let og flydende sprog.

Jeg har særlige forudsætninger for at bedømme de første 5 kapitler. Jeg arbejde i Afghanistan fra efteråret 1998 til efteråret 2001 for Internationalt Røde Kors. Mit ansvarsområde var det østlige og det nordlige Afghanistan. Hver måned besøgte jeg de 19 sundhedsklikker fordelt over hele området, som jeg skulle monitorere og forsyne med medicin. I hver eneste klinik var der en kvindelig læge og en kvindelig sygeplejerske. I hvert område havde jeg hver gang en samtale med den øverste ansvarlige, det være sig en militær eller en civil person.  Så jeg er sikkert den dansker, der har mødt fleste talibanere på forskellige beslutningsniveauer, og jeg kan genkende mange af Fergussons iagtagelser. Med langt de fleste havde jeg et udmærket samarbejde. De var lydhøre og indstillede på at gøre noget for befolkningen. I Kundus fik vi etableret en helt ny sundhedsklinik. Og i den nordlige del af Afghanistan fik vi søsat en uddannelse af kvinder i et mor/barn projekt betegnet Traditional Birth Attandance. Det blev senere udvidet til hele Afghanistan. Det faktum er endnu et eksempel på de fejl som udenrigsministeriets brochure er fyldt med.

Den del af afsnit 1 er meget læseværdig og lever helt op til bogens formål, at fortælle og udbrede kendskabet til ” The unknown Enemy”.

Skildringen af perioden efter 9/11 og frem til og med 2009 (kap. 6-7) står for mig som den svageste del af bogen. Jeg savner en mere tilbundsgående analyse, både at de regionale og af de geopolitiske aspekter, for slet ikke at tale om de katastrofale uenigheder indenfor ISAF. Forfatteren skildrer dog udmærket hvordan USA´s kombination af mængder af dollars til bestikkelse af diverse krigsherrer, Special Forces og flystøtte skabte det nødvendige resultat, Talibanernes sammenbrud. Og i forfølgelse af det mål lukkede USA øjnene for omfattende uhyrligheder, hvor tusindvis af Talibanere blev direkte likvideret. Eet af de vigtige mål, at fange mulla Omar og Osama bin Laden blev ikke opnået. Og det var ikke mindst her at USA satte ind de kommende par år.” We are not into Nation building” havde Bush sagt. Det store donormøde i Tokyo i foråret 2002 bevilgede 12,2 milliarder $ over 5 år, og det skabte eufori i Afghanistan, og hvis man havde udnyttet den chance kunne meget have set anderledes ud i dag. Men man undlod helt de dyre infrastruktur programmer. I 2003 fastslog Center on International Cooperation i New York at ud af de 2,9 milliarder, der var bevilget, var kun 110 millioner $ blevet brugt på egentlig rekonstruktion. Det kan sammenholdes med, at tænketanken RAND har kalkuleret at et minimum af 100 $ pr. capita er nødvendigt for at stabilisere et land, der er kommet ud af en konflikt. Bosnien modtog 679$, Øst Timor 233$ mens Afghanistan fik 57$ pr. capita. Og i 2003 gik USA ind i krigen i Iraq og krigen der, tog præcedens over Afghanistan. Forfatteren nævner hvordan de centrale beslutningstagere  i USA pralede af, at krigen i Afghanistan  indtil da, nok var den billigste krig, som USA havde ført. Kun én amerikaner var blevet dræbt, men man havde samtidig misset en enestående mulighed for at skabe et post- Taliban Afghanistan.

Den tidevandsbølge af goodwill der var opstået ebbede ud, i takt med at krigsherrerne bekæmpede hinanden, og volden og korruptionen steg betragteligt. Den internationale fredsbevarende styrke havde fået begrænset sit mandat til kun at gælde for Kabul. Talibanerne havde forbudt opiumsdyrkning. I 2002 blev 74 000 hektar beplantet, det var 10 gange mere end i 2001. USAID havde en plan om at hjælpe farmerne efter næsten 5 års tørke. Men Pentagon havde ingen interesse i kunstgødning og overrislingsanlæg. Også på det politiske område begik man mange fejl. Allerede i december 2001 var der blevet indkaldt til et møde i Bonn i Tyskland. Men delegaterne fra Afghanistan var langtfra repræsentative, og man havde hverken inviteret  lande fra regionen, eller talibanerne. Det var vores oprindelige fejl, som FN ´s udsending Lakhdar Brahimi senere sagde. Og den forfatning, der blev udarbejdet med hjælp fra vestlige eksperter, blev trukket ned over hovedet på afghanerne, og selv om præsident Karzai protesterede, var hans regering nødt til at respektere den.

Hele denne række af fejl var med til at skabe fornyet grobund for talibanerne.

Den internationale fredsbevarende styrke var begrænset til Kabul, og USA var mest optaget af at finde Osama, og overlod i vid udstrækning opmærksomheden med talibanerne til Pakistan, der spillede et dobbeltspil. Talibanerne gennemførte en nyorganisering i Pakistan, hjulpet af den pakistanske organisation Jamiat Ulema-e-Islam (JUI), der kontrollerede i hundredevis af Deobandi madrasser i Pakistan´s vestlige provinser. (Deobandi er en retning indenfor Islam der kan minde om Wahabismen i Saudi Arabien. Mange af disse madrasser fik og havde tidligere fået betydelig økonomisk støtte fra netop Saudi Arabien, der som et udenrigspolitisk mål, netop havde udbredelse af wahabismen). Og Pakistan, ikke mindst dets efterretningsvæsen ISI, lukkede øjnene for denne genetablering, som i mange henseender var i Pakistans interesse. Sandheden er nok snarere, at de ikke blot lukkede øjnene, men snarere aktivt støttede talibanerne. Ikke én eneste Taliban leder blev overdraget til amerikanerne i perioden mellem 2002 og 2006. Den klassiske modsætning mellem Pakistan og Indien spillede ind her. Det bekymrede Pakistan at rapporter meddelte, at Indien havde fået fodfæste i Kabul ved omfattende rekonstruktions og træningsprogrammer.

Fra sommeren 2003 var angreb fra Taliban ind i Afghanistan nærmest en daglig foreteelse. Først i august 2003 overgik kommandoen over ISAF til NATO. Indtil da havde det været administrationen i Washington der stod for ledelsen, og de hævdede hårdnakket, at der ikke var tale om et oprør. Med den nye kommando struktur ville man langsomt udbrede kontrollen over Afghanistan. Men man begyndte med de mindst urolige områder, man startede i nord. Først i vinteren 2005 indsatte man tropper i Kandahar, talibanernes kerneområde, – og da var det for sent. Læg hertil at man satte for få tropper ind. Man var simpelthen ikke klar over omfanget af oprøret. I april 2006 udtalte den engelske forsvarsminister John Reid, ” We would be perfectly happy to leave in three years and without firing one shot”. En engelsk officer udtalte i 2006, da kampene startede I Helmand hvor også danske tropper blev sat ind.” We called everyone who resisted us ”Taliban”. But they really weren´t, necessarily. They were just the community´s warrior class who had always defended their community against outsiders, and were bound to do it again. The “Taliban” in that sense were an enemy of our own creation.” (p.176) Planen I Helmand var hvad man kaldte “ a comprehensive approach”, at bruge tropperne til at etablere udviklingscentre med skoler, jobs og rindende vand. Nyheden om disse centre skulle spredes blandt de lokale som en blækklat på trækpapir, og trække taknemmelige lokale ind, og dermed dræne talibanerne for tilslutning og mulige nye rekrutter. Men det virkede ikke, bla. fordi nogle af udviklingsorganisationerne, der skulle etablere den fornødne service, frygtede for deres medarbejderes sikkerhed, og derfor ikke kunne stille tilstrækkelige menneskelige ressourcer til rådighed.

Det var også fra 2006 at talibanerne begyndte at anvende en ny og meget kontroversiel taktik – selvmordsbombere. Muligvis kom  inspirationen fra Al Qaida, for der er ikke nogen tradition for martyrdøden blandt afghanerne. I 2005 var der blot 21 angreb, men 140 i 2006 med over 1100 døde. En rapport fra 2007 på baggrund af resterne af mere end 100 selvmordsbombere afslørede, at 80% af dem manglede lemmer før de sprængte sig selv i luften, eller de led af spedalskhed eller anden dødelig sygdom som eks. kræft. I 2006 var der 2000 IED (Improvished Explosives Device) som dræbte 78 koalitions soldater, hvilket var ca. 30% af alle der blev dræbt det år.  2009 var der 7.000 angreb som dræbte 275 soldater, hvilket var 61% af samtlige dræbte det år. Fergusson citerer en taliban leder som han mødte i vinteren 2007 for sat sige: We are against war. It creates nothing but widows and destruction. But jihad is different. It is our moral obligation to resist you foreigners.” (s. 187) Så målsætningen for talibanerne var ikke nødvendigvis at vinde, men at øve modstand. Og vestens strategi så mere og mere ud til at være en opskrift på en endeløs krig. Selv amerikanerne erkendte, at det ikke virkede. Støtten fra afghanerne var begrænset. Ifølge FN brugte afghanerne ca. 2,5 milliarder $ på bestikkelse i 2009, det var ca. 15% af landets officielle bruttonationalprodukt. Men i maj 2010 havde 1780 soldater givet deres liv i et forsøg på at styrke regimet. Intentionerne var gode, men metoderne var fejlagtige.

Hvor galt det stod til kan illustreres af den såkaldte ”Operation Moshtarak” i området omkring Marjah i Helmand provinsen, der fandt sted i foråret 2010. Denne operation er ikke omtalt i Fergussons bog , så jeg støtter mig til andet materiale. Op imod 15.000 amerikanske, britiske og også danske soldater samt afghanske tropper blev sat ind i den operation, den hidtil største i Afghanistan og omgivet af betydelig offentlighed. Målsætningen skulle være: At forbedre det afghanske folks generelle situation, sikkerhedsmæssigt og på det sociale og økonomiske område, og man understregede navnlig betydningen af at vinde ”hearts and minds”. Midlet skulle være en klassisk kontra-oprørs operation. I september 2010 holdt NATO´s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen en forelæsning på Københavns Universitet, hvor han i generelle vendinger betegnede udviklingen i Afghanistan og operationen som en succes. Hvordan oplevede afghanerne så operationen? Den London baserede uafhængige tænketank The International Council on Security and Development (ICOS) havde i marts samme år gennemført en større interview undersøgelse for at besvare det spørgsmål, men den var også rettet imod talibanernes oprør, NATO´s tilstedeværelse og den tvungne udryddelse af opiumsvalmuerne. Denne undersøgelse, gennemført på videnskabeligt niveau, viste et noget andet billede. Undersøgelsen viste, at Operation Moshtarak kraftigt havde forøget vreden hos den lokale afghaner. Hele 61% af de interviewede var nu mere negative overfor NATO styrkerne end før operationen, 91% mente af flere afghanerne havde tilsluttet sig Talibanerne end det følgende år. 97% af de interviewede udtalte, at operationen havde medført en ny bølge af internt fordrevne flygtninge, mens 59% mente at Talibanerne ville returnere til Marjah efter operationen. Alarmerende 67% støttede ikke NATO-ISAF´s tilstedeværelse og 71% gav udtryk for at NATO styrkerne skulle forlade Afghanistan, og 67% mente ikke at NATO og den afghanske regering ville vinde. Én af reportens konklusioner var: “The dynamics at the local level must be changed dramatically and in the very short term, in advance of the Kandahar operations.” Operationen skulle være en generalprøve for en operation imod Kandahar. Den er aldrig blevet gennemført. Men Anders Fogh Rasmussen og med ham samtlige civile og militære beslutningstagere samt repræsentanter for medierne havde haft adgang til denne rapport.

Den fortæller videre at offensiven skulle være ledet af afghanerne og af afghanske sikkerheds styrker, mens afghanske embedsmænd var på standby, en slags ”government in a box” parat til at rykke ind og overtage administrationen og tilbyde tjenesteydelser når distriktet var erobret. Undersøgelsen baserede sig på interview af 427 afghanske mænd fra Marjah, Lashkar Gah og Kandahar. Spørgsmålene rettede sig imod selve operationen, men også imod talibanernes oprør, NATO´s tilstedeværelse og den tvungne udryddelse af opiumsvalmuerne. Dens publicerede resultater gav et meget anderledes indtryk af operationens forløb og resultater end det som blev givet officielt, og gav et fuldgyldigt indtryk af den manipulation som politikere og dele af pressen udsatte offentligheden for.

   Hvor Fergusson i de første kapitler ikke mindst støtter sig til egne oplevelser og iagttagelser, hvad der er en klar styrke ved bogen, så er kapitlerne 6 og 7 i overvejende grad baseret på materiale fra andre kilder. For denne periodes vedkommende er man bedre hjulpet af Ahmed Rashids bog : Descent into Chaos,  og af Antonio Giustozzi´s  bog ” Decoding the new Taliban”, for ikke at tale om det omfattende materiale der er kommet fra The Afghan Analyst Network (AAN) en uafhængig tysk tænketank, og fra The International Council on Security and Development (ICOS). Men Fergusson hjælper læseren ved en god litteraturliste og et noteapparat, og kan jo retfærdiggøre sin disposition ved at hævde, at hans focus er på talibanerne, ” The unknown enemy”.

Bogens sidste halvdel, der dækker perioden fra katastrofe præsidentvalget i 2009 og fremad, er interessant, fordi han personligt kommer tæt på fremtrædende skikkelser i det talibanske netværk, og giver en et indtryk af, hvilke muligheder der evt. kan være for at komme frem til en forhandlingsløsning. Både Talibanerne og NATO var klar over, at det gjaldt om at vinde hearts and minds blandt afghanerne, og i mange henseender, til trods for talibanernes til tider voldsomme overgreb, og deres problemer med at disciplinere deres tropper, så kan man ikke være fri for at tro, at de har fat i den lange ende. Fergusson skjuler ikke, hvor han har sin sympati, men skildrer alligevel loyalt deres fejlslag. En del er rigide, de er konservative, de er dybt forankrede i islam (og i pasthunwali), men afspejler de ikke i mange henseender afghaneren? For mig at se ikke mindst afghaneren i de landdistrikter, som jeg kom igennem, og de mullaer og menige afghanere, som jeg talte med der. Og hvor forskellig er talibanernes samfundssyn og eks. syn på kvindens rolle i samfundet egentlig eks. fra wahhabismen i Saudi Arabien? Og er faren for terror og finansieringen af terror ikke større fra Saudi Arabien end fra talibanerne i Afghanistan, som ikke på noget tidspunkt har givet udtryk for, at deres samfundssyn skulle eksporteres til andre lande?

Fergussons samtaler med mulla Zaeef (Man kan få helt lyst til at læse hans bog ”My life with the Taliban”.) Rahmani, Hotak, Shinwari, og commander Abdullah giver et godt indblik i hvordan nogle talibanere og nogle fremtrædende af slagsen tænker, og hvilke forestillinger de har om en evt. forhandlingsløsning, og hvordan et nyt Afghanistan kunne se ud. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor repræsentative de er? Er de overvejende den veluddannede elite (de taler eks. engelsk)? Vil der blive lyttet til dem blandt ulema, for uden ulema bliver der ikke en fred i Afghanistan? Vil de ikke i sidste ende være bundet af deres loyalitet overfor mulla Omar? Man kan savne tilsvarende samtaler med nogle af de mest konservative og rigide eks. fra shuraen i Quetta, for at afbalancere indtrykket af, hvad udsigterne er for en forhandlingsløsning.

Men forhandlinger uden Mulla Omar´s autorisation vil være udelukket, og Talibanerne vil ikke forhandle før de fremmede soldater har forladt Afghanistan. Den tilbagetrækning skulle begynde i juli 2011 ifølge præsident Obama, og premierminister David Cameron havde fulgt trop ved at erklære at de engelske styrker skulle være ude af Afghanistan med 2014.

I løbet af 2010 begyndte Washington endelig at blødgøre sin position hvad angik exit strategiens anden søjle; en politisk aftale med oprørerne, bl.a. ved offentligt at støtte præsident Karzai´s forsøg på en dialog. Det såkaldte ”High Peace Council” blev indkaldt i oktober 2010 for at udforske mulighederne for en forsoning. Men der var en betydelig skepsis og mistro på begge sider. For mange amerikanere er bare tanken om at tale med talibanerne en svær kamel at sluge. Men blandt afghanerne er der nu hele 83 % der går ind for en forhandlingsløsning. Og som Fergusson slutter med at skrive ” Hvem vil ikke vælge kompromisset og chancen for fred frem for en fortsat krig, fattigdom og korruption? Alternativet er en krig der ikke ser ud til at kunne vindes, og en strategi der kunne lede både afghaneren og vesten ind i en krise der potentielt er  mere farefuld end den vi er i nu. Og hvis den almindelige afghaner er parat til at lade tvivlen komme  Talibanerne til gode, er det så ikke på tide at vesten gør det samme? ”

Men det bliver en svær og langvarig øvelse. En del af forklaringen på det skyldes, den dæmonisering der har været af Talibanerne.

En artikel i Politiken den 13.august 2013  af historikeren Poul Villaume, har overskriften ” Dæmoniseringen af Taleban har blokeret for en fredsproces”, og han tager netop fat i det forhold, og de  mange myter som både politikere, militærfolk og medier har kolporteret om talibanerne. Han relaterer til en rapport fra den meget ansete engelske tænketank Chatham House fra juli 2013, der retter en sønderlemmende kritik af det engelske militære engagement siden 2006. Og de danske styrker var jo underlagt briterne. Rapporten betegner NATO´s fokus på en militær bekæmpelse af Taleban, som domineret af blank uvidenhed om talibanerne og den komplicerede  kontekst som krigen blev gennemført i, og fastslår, at de titusindvis af civile ofre for krigsførelsen blot har fremmedgjort lokalbefolkningen for NATO styrkerne.

SE OGSÅ: DEBAT – ERFARINGERNE FRA 12 ÅRS KRIG I AFGHANISTAN

Og netop dæmoniseringen og myterne om talibanerne kunne skygge for, hvordan vi for eks. ville opfatte Talibanernes forhandlingsposition, som den bl.a. kom til udtryk i mulla Omars hilsen:  ”til vore fromme folk” i forbindelse med de nyligt afholdte festligheder, Eid a Fitr,  ved afslutningen af ramadanen.

Mulla Omar´s hilsen er sendt ud på engelsk på nettet. Den begynder meget pompøst med

” I, mulla Omar”.  Ingen skal være i tvivl om, at det er de troendes hærfører ” Amir ul-Muminen”,  der henvender sig til de troende, men også til de vestlige styrker og til regeringen. Han forkaster  alle væsentlige elementer i overgangsprocessen, såvel de politiske som de militære. Næste års præsidentvalg karakteriseres som ” a deceiving drama” som afghaneren ikke bør beskæftige sig med, en indirekte opfordring til boykot. Og han prøver at underminere opbygningen af Afghan National Security Force (ANSF) ved at opfordre soldater og politifolk til, i stedet at vende deres geværer imod de vantro besættelsestropper og deres allierede, og han forkaster enhver permanent base fra besættelsesmagterne (Analytikere har her påpeget, at han ikke her specifikt nævner hvilken, og at det måske kunne være et smuthul). Til trods for nylige oplysninger om at Kabul har været i stand til at re-etablere kontakter med Talibanerne i Qatar og andre steder, efterlader budskabet ikke megen tiltro til, at der er meget som Talibanerne og den afghanske regering kan mødes om. Budskabet siger ja til ” contacts and talks” med USA, ”the invaders” ,men det skal være igennem kontoret i Qatar, (der har for nylig været problemer netop om oprettelsen af det kontor) og det skal kun dreje sig en afslutningen af besættelsen af Afghanistan. Mulige samtaler om Afghanistans politiske fremtid kan kun finde sted efter 2014 og skal kun være for afghanere. Budskabet fastslår, at der ikke vil blive ” any illigitimate compromise or unlawful deal” og det kunne antyde, at man afviser en magtdeling med regeringen i Kabul. En interessant udtalelse er flg:” we do not intend to harm anyone, nor we allow anyone to harm others from our soil” Den vending kan måske tolkes som om, at talibanerne vil opfylde det centrale og gentagne krav fra USA og den afghanske regering, at de distancerer sig fra Al Qaida.

Et vigtigt element i budskabet er dets kommentar til FN´s beskyldninger om tiltagne drab på civile. Man betegner beskyldningerne som politisk motiverede, skræddersyede til at varetage USA`s interesser, når FN betegner ”killed enemies” som ”killed civilians”. Vore handlinger har resulteret i ” killed enemies”, at betegne dem som ”killed civilians” er FN´s  udlægning. Vi har ikke ” in a single incident” aktioneret imod civile. Mulla Omar´s budskab fortsætter med at beordre talibanerne til  at ” increase efforts for (the) prevention of civilian casualities and help the newly-founded  office of the Islamic Emirate which has been established to prevent casualties.” FN´s krav  har været og er stadig “ Comply with international humanitarian law, uphold the principles of distinction, proportionality, and precautionary measures, and apply a definition of “civilian” that is consistent with international humanitarian law.”.

Gad vide hvad mulla Omar tænker, når han erindrer sig, hvordan USA fandt begrundelse for at internere fanger på Guantanamo. For begge parters vedkommende kan man sige,” Et er ord, noget andet er handlinger” og man kunne ønske for dem begge, at de ville ” Walk the talk!”

Leif Dierks er fhv. Røde Kors-medarbejder (og fhv. gymnasielærer). Han arbejdede i Afghanistan ca. 1998-2001/2002.