Danmark bør støtte inddragelsen af alle involverede parter i den syriske borgerkrig – uden forhåndsbetingelser.

Af Annette Stubkjær, bachelor studerende på 3. år i Peace and Conflict Studies, Malmø University og Louise Martinussen, M.A. International Relations, New York University 

Efter en hæsblæsende periode, hvor en militær intervention uden et FN-mandat var truende nær som svar på det modbydelige giftgasangreb i Syrien den 21. august, er FN-sporet og diplomatiets gang for at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien pludselig igen en realitet – det må hilses velkommen. Ruslands og USAs diplomatiske relationer har lidt efter Snowden-skandalen, men Putins imødekommenhed for at opnå en diplomatisk løsning og dermed afværge en militær intervention i Syrien med USA i spidsen, har vist sig at være aldeles betydningsfuldt for styret i Damaskus. Obamas militære angreb i Syrien mødte isnende kulde. Omkring 90 % af NATO-landene og deres befolkninger var imod et militært angreb. Det betød, at Obama stod ekstremt isoleret og greb chancen for at slå ind på den diplomatiske vej som Rusland, Kina, Kofi Annan og Ibrahim Brahimi har anbefalet siden 2011/12: Drop ”Assad must go”–kravet som forhåndsbetingelse, og drop udelukkelsen af Iran. Obamas alt for sene opgivelser af disse to benspænd for forhandlinger fik sat skred i forhandlingsprocessen. Derfor må John Kerry’s udmelding om, at den eneste måde hvorpå Syrien kunne undgå en militær intervention, var ved at opgive alle deres kemiske våben, anses som planlagt. Tre dage efter Kerry’s udmelding havde Rusland og USA indgået en aftale, der slår fast, at Syrien skal skaffe sig af med alle deres kemiske våben inden den første halvdel af 2014.

Diplomatiet sejrede

Forhandlingerne i FN’s Sikkerhedsråd om en resolution der giver ret til magtanvendelse (FN Pagten, Kapitel VII), hvis ikke regimet i Damaskus overholder den russiske/amerikanske aftale om at destruere deres kemiske våben inden midten af 2014, var et vigtigt skridt for at nå til enighed i FNs Sikkerhedsråd. Fredag aften, den 27. september, vedtog Sikkerhedsrådet en resolution om Syrien. Resolutionen giver ikke ret til FN’s Kapitel VII (brugen af magt) og bekræfter heller ikke, hvem der er ansvarlig for giftgasangrebene. Alligevel er det en vigtig resolution. Det er første gang at FN’s Sikkerhedsråd er blevet enig om en resolution om Syrien, og det er første gang nogensinde at en resolution giver ret til at destruere en nation’s kemiske våben. Danmark har da også haft en rolle i processen. Ifølge Politiken den 20. september, har Danmark på vegne af lederen for den Syriske Nationale Koalition (SNC), Ahmad al-Jarba, fremsendt et brev til Sikkerhedsrådet. Ifølge udenrigsminister Villy Søvndal gør brevet opmærksom på behovet for at finde en politisk løsning på konflikten og forlanger at de ansvarlige for giftsangrebet skal retsforfølges ved den Internationale Straffedomstol (ICC), og samtidig fastholder SNC deres krav om at Præsident Bashar al-Assad skal gå af(i). Af grundene nævnt ovenfor, er det problematisk med disse forhåndskrav, hvilket USA har lært. Det er også vigtigt, at den største oppositionsgruppe forstår det, for ellers er det svært at nå til enighed i forhandlingsprocessen. Det er et positivt tegn, at se, at Danmark tager et aktivt skridt i at formidle oppositionens budskaber i international regi, men det er også vigtigt at Danmark anerkender flere oppositionsgrupper, da der er adskillige parter, der skal inkluderes i løsningen af konflikten.

Kan en våbenhvile blive en realitet

I en artikel i The Guardian fra fredag den 20. september udtaler den syriske Finansminister, Qadri Jamil, at hverken den syriske hær eller oppositionen er stærk nok til at vinde borgerkrigen(ii). Derfor håber han, at en snarlig våbenhvile kan blive forhandlet på plads. Oppositionens krav til det syriske regime taler dog langt fra, at der kan opnås enighed blandt parterne – krav som også den danske Udenrigsminister er enig i. For at stoppe blodsudgydelserne i Syrien, er det vigtigt, at sætte sig til forhandlingsbordet, hvor parterne kan blive enige om en politisk løsning. Præsident Assad har efter mere end to års borgerkrig vist, at han ikke går af så nemt. Så hvis kravet til ham er, at han skal gå af, vil han formodentligt ikke deltage i en eventuel Geneva II forhandlings process. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at Assad ikke kan betragtes som en legitim og demokratisk præsident. Dog er det vigtigt at huske på, at ingen af parterne i konflikten er pletfri. En rapport fra FN’s Menneskerettighedsråd den 11. September, slog fast at både den syriske regering og oppositions tropper har begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden(iiv). Så hvem er egentlig en legitim aktør og et forbillede for demokratiske værdier i Syrien? Begge aktørernes blodige fortid gør udsigterne til en våbenhvile og en løsning på konflikten til en utrolig kompleks proces, da begge parter påberåber sig magten og deres uskyldighed.

Forud for forhandlingerne er der uenighed mellem USA og Rusland om, hvem der skal deltage i forhandlingerne. USA vil have at det eneste oppositions parti, der skal være tilstede ved forhandlingsbordet, skal være the Syrian National Coalition (SNC) og dermed vil USA give SNC en ledende rolle i forhandlingerne. Rusland vil have, at tre oppositionsgrupper deltager. Det skal være the National Co-ordination Body for Democratic Change in Syria, SNC og en kombineret gruppe af kurdere. Endnu mangler man at se forhandlingsvillighed fra alle parterne. I borgerkrigens to-et-halvt års levetid, har man endnu ikke oplevet forhandlinger, hvor både den syriske opposition og regimet har været repræsenteret. En konference om Syrien i juni 2012 i Geneve varede kun én dag, og ingen fra Syrien var repræsenteret. Hvis det kan lade sig gøre at samle oppositionens tre grupper samt regimet i Damaskus, er der grund til at være fortrøstningsfulde, men det vil betyde at USA og Vesten skal give efter på sine idealer om, hvem af oppositionsgrupperne der skal inkluderes i forhandlingerne om en våbenhvile.

Vigtigheden af regionale aktører! Fokus på Iran

De regionale aktører har en afgørende betydning, hvis der skal opnås stabilitet i Syrien. Den nye verdensorden, bestående af et multipolært system med adskillige stormagter, gør det umuligt for et land som USA at handle alene. Ideen om USA, som verdens ‘politibetjent’, er ikke længere en realitet. Det er dermed altafgørende at man inddrager andre stormagter, hvis en fredsproces skal lykkes. Ole Wæver understreger i Deadline d. 15. september, at ét af de vigtigste skift i verdensordenen fremover er, at hvis der opstår en konflikt/krise, vil de regionale aktører være vigtigere end førhen. At USA ikke ville gå i dialog med Iran hindrede fremskridt i fredsprocessen, og USA har nu indset at Iran har en uundværlig rolle i en mulig fredsproces.

Iran er en stærk allieret af Bashar al-Assad og hans styre, og har gennem konflikten i Syrien bakket op om Bashar al-Assad som præsident. Syrien og Iran er to tætte allierede. Sammen har de tidligere stået stærkt imod USA og Israel. Igennem den sidste uges tid har Iran dog åbnet op for dialog med både FN og Barack Obama, og har tilbudt at være mægler i eventuelle forhandlinger mellem Syriens regering og oppositionen. Søndag den 15. september besøgte FN’s humanitære chef, Valerie Amos, den iranske regering med en forespørgelse om en forøget og intensiv støtte til de syriske borgere, der er i en kritisk situation og har hårdt brug for hjælp. En rapport fra den semi-officielle nyhedsorganisation ISNA (Iranian Students News Agency) citerer viceudenrigsminister Abbas Araghchi for at sige, at Iran nu er klar til et forøget og effektivt samarbejde med FN om at give humanitær nødhjælp til de civile i Syrien. Iran har gennem mange år givet teknisk og militær støtte til den syriske regering. The Guardian skrev i foråret 2011 da den syriske borgerkrig brød ud, at den iranske ‘Republican Guard’ intensiverede sin tekniske og militære støtte for at forstærke det syriske regimes chancer over for oprørerne(iv). Det er derfor en god nyhed, at Iran nu er klar til at samarbejde med FN, men den vækker også bekymring hos den syriske opposition. Man må håbe, at aftalen, som blev underskrevet af både Valerie Amos og Abbas Araghchi, bliver overholdt, og at Iran derved kan forbedre både sine internationale og regionale kontakter.

I et indlæg i Washington Post den 20. september præsenterede Irans præsident Hassan Rouhani hans lands nye udenrigspolitiske diskurs; ‘konstruktiv engagement’(v). Rouhani udtaler, at for at løse konflikter, er det altafgørende, at man får adresseret og bearbejdet de problemer, der ligger bag en konflikt. Rouhani foreslår to måder at komme videre i Syrien-konflikten på. Som det første siger Rouhani, ”Vi må arbejde konstruktivt sammen for at skabe en national dialog i Syrien såvel som Bahrain. Vi må skabe en stemning, så folk i regionen kan beslutte deres egen skæbne”. Rouhani tilbyder derfor hans regerings villighed til at facilitere en eventuel dialog mellem den syriske regering og oppositionen. For det andet understreger han behovet for at bearbejde de bredere overordnede uretfærdigheder og rivaliseringer, som giver brændstof til vold og spændinger. ”Et centralt aspekt af mit engagement til en konstruktiv dialog indebærer en oprigtig indsats til at kommunikere og engagere sig med vores naboer og andre nationer for at sikre at det bliver en ‘win-win solution’”.

Det er første gang, at Iran tilbyder sin assistance som mægler i fredsforhandlinger. På den ene side er Rouhanis udmelding en stor mulighed for et forstærket samarbejde mellem de vestlige stormagter og Iran, og derfor en mulighed der bør tages imod med åbne arme af både FN og USA. På den anden side vækker forslaget bekymring blandt Syrian National Coalition (SNC), som ser Iran som en del af problemet. De mener, at Irans tilbud er useriøst, og at det mangler politisk troværdighed. Oppositionen er skeptiske over, at en så stærk Bashar al-Assad allieret skal være mægleren. De mener i stedet, at det iranske lederskab skal trække deres militær eksperter og krigere ud af Syrien. Fredag den 29. september havde Barack Obama og Hassan Rouhani deres første direkte kontakt. I deres samtale forsikrede de hinanden om, at der med sikkerhed kan findes en fredelig løsning på Irans atomvåbenprogram. En sådan venskabelig kommunikation mellem Irans politiske ledelse og USA har ikke fundet sted siden den islamiske revolution i 1979(vi). Israel er ikke begejstret for USAs imødekommenhed overfor Iran. Israels premierminister frygter, at hvis USA dæmper sine økonomiske sanktioner og fjerner de militære trusler imod Iran, vil det give Iran mulighed for at udvikle videre på deres atomprogram med henblik på udviklingen af atomvåben(vii). Men det afgørende spørgsmål lige nu er, hvilke konkrete indrømmelser Iran og USA er klar til og bør give hinanden, og hvilke konsekvenser denne måske ‘nye alliance’ har i den multipolære verdensorden? Siden Rouhani og Obamas telefonsamtale i fredags har der været megen skepsis at finde blandt de regionale aktører som Saudi Arabien og andre golf stater(iix). De ser Iran som et af de mest aggressive lande i verdenen, og mener at Iran er det modsatte af freds-søgende. Denne skeptiske og meget negative respons – fra især Israel og Saudi Arabien – antyder, at Obama og Rouhanis nye kurs kan ændre ved magt-balancen i den internationale orden. Det står i hvert fald klart, at Israels premiereminister, Netanyahu, i hans tale i FN på tirsdag vil slå fast, at han ikke tror på Irans udmelding om en afskaffelse af sit atomvåben program.

Danmarks rolle i Syriens fredsproces

Danmarks rolle i Syriens konflikt har udviklet sig gennem de seneste uger. Udover at have bakket op om en militær intervention i Syrien uden et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd og et løfte om øget humanitær støtte, har Danmarks egen flygtninge politik også ændret sig. Flygtningenævnet vurderer nu at situationen i Syrien er så kritisk, at de, for første gang siden borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, har lempet på reglerne vedrørende de syriske flygtninge. Fra nu af kan alle flygtninge fra de hårdest ramte områder i Syrien få direkte adgang til at søge asyl i Danmark. Det viser gode takter i forhold til Danmarks humanitære rolle i det internationale samfund. Danmarks fremtidige rolle i fredsforhandlingerne i Syrien har på baggrund af to begivenheder dog formet sig til at være partisk:

1. Da Danmark gav sin støtte til en militær intervention i Syrien uden et FN-mandat.

2. Ved at formidle SNC’s brev til FN’s Sikkerhedsråd. Det er ikke nødvendigvis en dårlig beslutning, men ikke desto mindre vil Danmark ikke blive betragtet som en neutral aktør af det nuværende syriske regime.

Hvad den danske regering bør gøre

Fremfor at tage parti, må Danmark anerkende de andre oppositionspartier. Borgerkrigen i Syrien er i stigende grad blevet sekterisk, og det er derfor vigtigt at forholde sig til de mange oppositionsgrupper. Mange af dem har fra konfliktens start – med rette – henledt opmærksomhed på det syriske regimes urimelige behandling af dets egen befolkning. En løsning på borgerkrigen og en vedvarende fred i Syrien kan kun opnås ved at involvere alle konfliktens parter samt de regionale aktører. Der findes ingen militær løsning til en varig fred i Syrien. I stedet er det nødvendigt at nå til enighed om en robust fredsbevarende styrke under et FN-mandat, der kan observere implementeringen af en kommende våbenhvile. Kun dette kan tage hensigtsmæssige skridt på vejen til en forhandlet magtdelingsløsning og efterfølgende varig fred i Syrien.