10 råd om hvordan man starter fredsprocesser i internationale konflikter

Artikel i serien om International Konfliktløsning: Principperne bag international konfliktløsning som disciplin“, af Jørn Boye Nielsen, formand for Rådet i tænketanken RIKO.

1. Alle parter (af tilstrækkelig størrelse) i en voldelig konflikt, der bekæmper hinanden, skal med i en fredsproces. Det gælder også dem, som nogen synes er ”the bad guys”. Der er f.eks. i den syriske borgerkrig  parter på oprørssiden, som er fundamentalistiske eller jihadistiske, som man må invitere med i en fredsproces, hvis den skal lykkes. I den mellemøstlige konflikt mellem israelere og palæstinensere kan ingen varig fredsaftale opnås medmindre også Hamas er med. Man skal holde op med at lave kategorier af ”good and bad guys” – bad guys kaldes ofte for terrorister i nutidens negative newsspeak – det hjælper ikke fredsprocesser. De nuværende forhandlinger mellem PKK og den Tyrkiske regering, og forhandlingerne mellem FARC og Colombias regering foregår i øjeblikket, selv om både PKK og FARC er opført på terrorlister. De fleste terrorlister (der kun burde bruges om de universalistiske bevægelser som Al-Queda og relaterede grupper) bør revideres i de tilfælde, hvor grupper er opstået som resultat af brutal undertrykkelse af menneskerettigheder af eksisterende stater. FN har ikke nogen terror definition – medlemslandene kan ikke blive enige om det. USA har sine lister; EU sine lister; De fleste grupper man kalder terrorgrupper bør man gøre alt for at få med ind i det politiske system, så de kan nøjes med at slås med ord. Historien er fyldt med eksempler på grupper opstået i frustration og gået i voldelig kamp mod undertrykkende regimer. En stor del af de grupper og bevægelser, der gennem tiden er blevet  kaldt terrorgrupper, sidder nu i regeringer eller valgte magtpositioner – f.eks. ANC (nu i regering i SA), SWAPO (regering i Namibia), FRELIMO (nu i reg. i Mozambique), og IRA (nu i regering i Belfast). Det vil ikke kunne lykkes i alle tilfælde, men skal forsøges. I Afghanistan er der nu bestræbelser på af få en aftale i stand med Taliban og andre grupper i Afghanistan efter 12 års forgæves krig. Man må sige: Det var også på tide!

2. Fredsforhandlinger må undertiden starte, selv om ikke alle har nedlagt våbnene. “Spoilers” (parter der vil ødelægge forhandlinger) må ikke få lov at sætte dagsordenen. På et tidspunkt vil parterne i Syrien sætte sig sammen, men næppe få alle de små grupper af jihadister med på oprørssiden

3. Parter i konflikter bør ikke kunne stille krav om ændringer hos den anden part som betingelse for at gå med, hvis fredsprocessen skal lykkes. Det er f.eks. uacceptabelt at oprørssiden i Syrien kræver at den syriske præsident skal gå af før man starter fredsforhandlinger – det virker som en begrundelse for ikke at gå med. Parter i fredsforhandlinger vælger selv sin delegation.

4. Fredsforhandlinger kræver kompromisser og indrømmelser fra begge parter. Fredsforhandlinger eller mæglingsforsøg gennem FN bør helst foregå hemmeligt og skjult og borte fra den internationale presse. Parterne i konflikten har ofte store problemer med sit bagland.

5. Det er ikke nogen god ide at line op bag en af parterne i en borgerkrig, hvis man vil arbejde for en fredsaftale. Den danske regering har taget parti for en del (SNC) af den ene part, oprørssiden, i den syriske  konflikt. Set ud fra en fredsvinkel er det ikke  nogen god ide. Den danske regering burde holde kontakten åben til dels regeringen i Damascus og dens støtter, såvel som SNC, den frie syriske hær og de mere fundamentalistiske grupper. Selv om de fleste vil mene at der er mange ”bad guys” i Syrien, så får man ikke fred uden at have kontakt og kommunikation mellem de parter, der er i konflikt med hinanden. Det er også derfor at der i mæglerrollen indgår at man er neutral; har kommunikation med alle parter; deler information; undgår nedgørende påstande. Det samme gælder, hvis man vil spille en rolle i fredsforhandlinger.

6. I fredsordninger må der være helt klare aftaler om, hvordan sikkerhedsstyrker og paramilitære grupper kan reintegreres i samfundet. Det er der desværre ikke sket i f.eks. Libyen, hvor man nu slås med en situation med mange militser og bevæbnede grupper, der er ved at drive landet ud i en ny borgerkrig. Den vestlige – arabiske koalition, der bombede regimeændringen igennem og så forlod kamppladsen, tænkte ikke særligt langt. Og nu slår hele den militariserede situation fra dengang som en boomerang tilbage.

7. En fredsproces er mere end fravær af vold og voldshandlinger. Fred er også udvikling og statsopbygning efter den voldelige konflikt. Hvis en fred kun omfatter forhandlinger mellem eliter og udenlandske regeringer om forfatning og juriske regler, er der ikke sikret freden gode forudsætninger. Der må også være elementer, der berører folks liv – være økomiske og udviklingsmæssige tiltag. Store økonomiske forskelle og ulige udvikling kan lede til nye fordelingsmæssige konflikter, der kan ende i vold.

8. Fred og retfærdighed sker ikke altid på samme tid. Det vil ofte være nødvendigt at fokusere på at standse blodsudgydelser; få en våbenhvile; forhandle med ”the bad guys” med blod på hænderne for at komme nogen vegne. På et senere tidspunkt kan der så opbygges demokratiske strukturer, domstole kan opstartes; forsoningsprocesser igangsættes. Dette sidste er svært, når kuglerne flyver omkring ørerne på folk, så er våbenhvile og fredsbevarelse det vigtigste.

9. Fravær af krig er ikke fred. Mange voldelige konflikter er afsluttede og våbenhvile indført; og ofte er FN s fredsbevarende styrker på plads, men resultatetet er en ”ikke krig, ikke fred” situation med spændinger på overfladen, og uløste og fastfrosne konflikter.  Der er fredsbevarende missioner i Kashmir siden 1948; på Cypern siden 1964; på Golanhøjderne siden 1974; i Vestsahara siden 1991 – og listen af uløste og fastfrosne konflikter er meget længere.  Alle disse nævnte steder venter man på fredsskabelse, fredsopbygning og forsoning.

10. Folkeretten, herunder FN og FN-pagten, er det legitime og retlige grundlag for løsningen af internationale konflikter. Derfor var det lidt af en overraskelse da statsminister Helle Thorning Schmidt var villig til at støtte en militær aktion mod Syrien uden FN mandat. Ligeledes må det undre at udenrigsminister Villy Søvndal har foreslået 3 betingelser efter hvilke Danmark kan deltage i militære aktioner uden FN mandat, dvs i strid med folkeretten – FN pagten er en integreret del af folkeretten. Ifølge udenrigsministerens forslag er første betingelse at de politiske muligheder er udtømte i FN. Den anden betingelse er at det militære indgreb skal være proportionalt med det problem man vil løse – og det skal åbenbart besluttes af de, der iværksætter aktionen. Den tredje betingelse er at de lande der deltager ikke har nogen selvstændige interesser i de lande, der interveneres i  – en betingelse det ville være svært at opfylde for stormagterne.

Se, for yderligere analyse af de danske positioner, Lave Brock, formand for FN forbundets Freds- og konfliktløsningsudvalg, i Information 24.10.2013: Danmark skal tilbage på FN-Sporet, og kronik af Jacques Hartmann, ph.D, University of Dundee, Skotland, i Politiken 24.10.2013: Retten til angreb uden om FN er i spil.

Forslag til litteratur om international konfliktløsning:

Oliver Ramsbotham m.fl.” Contemporary Conflict Resolution. 2011. 3 udg.

Peter Wallensteen: “Understanding Conflict Resolution”. 2012. 3 udg.

Feargal Cochrane: ”Ending Wars”. 2008