Af Anders Seneca Bang

Efter 34 års strid og et par fejlslagne forsøg på forhandlinger har USA og Iran endelig en foreløbig aftale om iranernes atomprogram. Men kan parterne overholde aftalen? Og bliver Iran nu en del af det gode selskab?

Aftalen har brudt afstanden mellem ærkefjenderne

Det er ikke hver dag, at en amerikansk udenrigsminister deler kram og kindkys med sin iranske kollega, men nu et det sket: P5+1 landene, med Kerry i spidsen, kunne sammen med den iranske udenrigsminister Mohammad Javad Zarif præsentere en spritny aftale om det iranske atomprogram. Gennem det næste halve år skal Irans lager af 20 procent beriget uran ’fortyndes’ ned til fem procent eller destrueres, og IAEA vil udføre (daglige) inspektioner af de iranske atomanlæg, herunder tungtvandsanlægget i Arak, der når det er færdigbygget vil kunne udvikle plutonium – Iran har dog lovet at bremse byggeriet til en vis grad. I modsvar får Iran fritstillet syv milliarder dollars, som har været indefrosset af USA, sanktioner på blandt andet Irans auto- og guldindustri bliver løftet, og, måske vigtigst af alt, iranerne føler nu, at de har fået anerkendt deres ret til at berige uran – dog kun til ufarlige, ’civile’ fem procent.

Centrifugerne kører, kritikerne raser

Fortalerne for aftalen håber nu, at man først og fremmest har fået tid og fred til at arbejde mod en permanent aftale om et halvt år. Mange håber desuden, at iran nu har muligheden for at blive aktør i Mellemøsten, som man kan ’regne med’, så Vesten fremover kan se Iran som en medspiller i andre internationale forhold – for eksempel omkring et forhandslingsbord om krigen i Syrien. Kritikere – først og fremmest Israel, Saudi-Arabien og både republikanere og demokrater i den amerikanske Kongres – frygter aftalen, fordi den iranske nukleare infrastruktur står urørt; atomanlæggene bliver stående, og centrifugerne kører, selvom der ikke må installeres flere under aftalen. Det betyder, frygter kritikerne, at Iran hurtigt kan sætte gang i produktionen af højtberiget uran igen, hvis Khamenei pludselig ændrer mening og bryder aftalen.

Der er helt sikkert grund til at være kritisk overfor aftalen de næste seks måneder: Der er et klart potentiale til at få, hvis ikke afsluttet, så i hvert fald kontrolleret striden omkring atomprogrammet, også efter det halve år. Omvendt er der ingen garanti for, at Iran ikke vil sætte skel op mellem sin atompolitik og sin udenrigspolitik – bare fordi Iran nu spiller med om atomforhandlingerne, ved vi endnu ikke, om Iran vil blive en medspiller om Syrien, Irak eller Libanon, ligesom der ikke er sikkerhed for, om hverken USA eller Iran holder aftalen.

Sådan skal præsidenterne overholde aftalen

Aftalen er ikke juridisk bindende, altså er det kun en aftale så længe, begge parter vælger at overholde den. For at atomaftalen kan blive en succes, skal den for det første altså respekteres fra begge sider.Det betyder, at Obama og Rouhani begge skal passe på, at de ikke underkender aftalen, når de skal forsvare den overfor deres respektive hjemlige høge.

Det betyder, at Obama må stå fast på sin præsidentielle vetoret, når dele af Kongressen truer med nye sanktioner mod Iran. På samme måde må Rouhani kæmpe imod presset fra konservative, antiamerikanske kræfter i Iran, der har ideologiske eller endda økonomiske grunde til at opretholde en konflikt med USA. Rouhani gik til valg på at få de tunge sanktioner løftet, så han har i hvert fald det iranske folks opbakning, hvilket skal være hans løftestang mod de iranske høge i medierne og Revolutionsgarden.

Ayatollah Khameini selv har både støttet forhandlingerne samtidig med, at han har kritiseret USA og Israel. Derved forsøger han at holde ryggen fri, hvad enten aftalen bliver en succes eller ej, men det ser ud til, at han støtter forsigtigt op om sin præsident, blandt andet ved at bede Revolutionsgarden om at holde sig ude af forhandlingerne.

Udover at begge præsidenter og deres udenrigsministre skal kæmpe for aftalen på de hjemlige slagmarker, er næste skridt mod en permanent aftale, at give diplomaterne plads og fred til at forhandle væk fra offentligheden. Især udenrigsminister Zarif har været forbeholden ved at lække oplysninger, før aftalen blev underskrevet; Man har mere politisk råderum til at prøve forskellige scenarier og aftaler af rundt om forhandlingsbordet – især muligheder der måske ikke er 100 procent ideologisk fine i kanten – hvis ikke en skrigende offentlighed eller politisk opposition dissekerer alle forhandlingsudspil. Men det tegner godt, at begge parter prøver at sælge aftalen som en sejr: USA siger, at de har mindsket risikoen for et atombevæbnet Iran, og Iran slår sig på, at deres (civile) atomprogram nu anerkendes af arvefjenden.

Et styrket Iran vil ikke nødvendigvis samarbejde om andre sager

Hvis det lykkes for Obama og Rouhani at holde sabelraslen hos deres hjemlige høge på et minimum, og diplomatiet får lov at arbejde i ubemærkethed, er der mulighed for, at parterne kan indgå en langvarig aftale. Derfor er denne aftale et første skridt for Obama for at trappe ned for amerikansk engagement i Mellemøsten og en mulighed for ham at vise, som han har sagt flere gange, at han vil arbejde for det politiske kompromis i modsætning til sin forgænger.
Samtidig føler Iran sin position i regionen styrket, da Obamas fokus på diplomati – og udeladelse af at bombe syrerne efter det kemiske angreb i august – mindsker risikoen for et muligt, fremtidigt amerikansk angreb på de iranske atominstallationer. Når både Hezbollahs Hassan Nasrallah og Syriens Bashar Al-Assad også hilser aftalen velkommen, ser det ud som om, at den gamle modstandsalliance har fået nyt hjerteblod. Det tyder måske på, at Iran ikke vil spille bold med Vesten om andre politiske sager udover sit atomprogram – men selvom Iran i fremtiden stadig ikke bliver en forhandlingspartner med Vesten i forhold til eksempelvis Syrien, er den foreløbige atomaftale stadig historisk og har stadig historisk potentiale.

Anders Seneca Bang studerer Internationale udviklingsstudier og Journalistisk