Blogindlæg af Dr Niels Hahn. Forsker og lektor i krig, konflikt og udvikling på University of London

Sammenhængen mellem krigen i Syrien og Irans olieressourcer og industrialisering er blevet marginaliseret i den danske debat.

Årsagen er delvist de liberalistisk inspirerede teorier, som dominerer de akademiske analyser. Disse analyser får vestlige interesser til at fremstå som ønsker om fred og stabilitet i Mellemøsten, hvilket delvist kan opnås via militære interventioner, udviklingsbistand, og implementering af demokrati, menneskerettigheder og fri markedsøkonomi.

Men fra et realpolitisk perspektiv, som bygger på klassisk realisme i international politisk teori, tegner der sig et helt andet billede.[i] Den positive retorik om at fremme menneskerettigheder, demokrati og udvikling i Mellemøsten kan ses som propaganda til at dække over bagvedliggende interesser. I virkeligheden handler det om, at private multinationale virksomheder skal have adgang til markeder og naturressourcer, specielt olie.

En stat som udvikler en avanceret industri vil kunne øge sin militære kapacitet og beskytte sine nationale interesser. Dette ændrer den regionale og internationale magtbalance, og derfor har mange stærke stater en interesse i at forhindre svagere stater i at udvikle en industriel base, og i stedet gøre dem afhængige af bistand og militærbeskyttelse.

Iran i historisk perspektiv

Krigen i Syrien skal ses i et historisk perspektiv, som hænger tæt sammen med Irans industrialiseringspolitik og olie ressourcer.

I 1951 valgte den Iranske befolkning Mohammad Mossadegh som premiereminister. På det tidspunkt var det hovedsageligt British Petroleum (BP) som kontrollerede Irans olieressourcer. Da Mossadeghs regering begyndte at bringe olieressourcerne under statslig kontrol støttede de amerikanske og britiske regeringer et statskup i 1953, som fjernede Mossadeghs regering.[ii] Magten blev overført til kongen (shahen), og olieressourcerne kom under amerikansk og britisk kontrol.[iii]

Efter kuppet i 1953 begyndte de venstreorienterede og religiøse kræfter at planlægge en revolution, som blev gennemført i 1979, hvor Shahen blev væltet.[iv] Mange Iranere betragtede den amerikanske ambassade som en ’spionrede’,  i lighed med hvad der var tilfældet med den britiske ambassade i 2011.[v] En gruppe Iranske studerende besatte ambassaden og holdt mere end 50 amerikanere som gidsler i 444 dage. Dette blandt andet for at undgå en modrevolution organiseret med hjælp fra den amerikanske regering.[vi]

Under den nye iranske regering blev de venstreorienterede kræfter marginaliseret til fordel for de religiøse, men Irans olie kom igen under statslig kontrol, og de store banker og industrier blev nationaliserede.[vii]

Kort tid efter udbrød der krig mellem Irak og Iran. USA og deres allierede støttede den Irakiske regering, som var ledet af daværende Præsident Saddam Hussein. Irak fik leveret kemiske våben fra Vesten, som i stort omfang blev brugt mod den Iranske befolkning, uden større opmærksomhed fra de vestlige medier.[viii]

Siden krigens afslutning i 1988 har den amerikanske regering og deres allierede fortsat  søgt at svække den Iranske regering, blandt andet via økonomiske sanktioner.[ix] Disse sanktioner kan blive betragtet som økonomisk krigsførelse, som tilsigter at svække et land før et muligt militært angreb, som i tilfældet med Irak.

Irans atomteknologi

Sanktionerne mod Iran har ikke forhindret den iranske regering i at implementere en omfattende industrialiseringspolitik, men de har forlænget og kompliceret processen. I dag har Iran en forholdsvis avanceret industri, og som en del af sin teknologiske udvikling har Iran også brug for beriget uran, for eksempel til medicinsk brug.[x]

Med støtte fra Rusland og Kina forbeholder Iran sig retten til at berige uran til fredelige formål.[xi] Spørgsmålet er om Iran på længere sigt vil udvikle atomvåben. Den Iranske regering siger, at det vil de ikke, bl.a. fordi masseødelæggelsesvåben er uislamiske.[xii] Derimod påstår den amerikanske regering og mange af deres allierede, specielt den israelske regering, at Iran er ved at udvikle atomvåben.[xiii]

Men Irans atomteknologi vil uden tvivl øge landets indflydelse i regionen. Hvis ikke som atomvåbenmagt, så i form af industriel kapacitet. På nuværende tidspunkt har Israel monopol på atomteknologi i regionen, og Israel har opretholdt dette monopol blandt andet ved at bombe den industrielle udvikling af atomkraft i nærliggende lande. For eksempel bombede Israel i 1981 et atomanlæg i Irak og udførte et lignede angreb på et anlæg i Syrien i 2007.[xiv] Et fremtidigt Israelsk angreb på Irans atomanlæg er derfor ikke usandsynligt.

En række indflydelsesrige amerikanske akademikere og politikere som Kenneth Waltz og Colin Powells forhenværende stabschef, Lawrence Wilkerson, frygter dog ikke Iran som en atomvåbenmagt, fordi det er usandsynligt at Iran vil bruge atomvåben, da Iran i så fald selv vil blive udslettet efter princippet om ‘gensidig sikret ødelæggelse’ ved atomkrig. Atomvåben virker bedst som forsvar mod angreb, og hvis Iran skulle få atomvåben vil det bliver meget svært for den amerikanske regering og deres allierede, specielt Israel, at angribe Iran militært.[xv]

Militært angreb på Iran

Et USA-ledet militært angreb på Iran vil først og fremmest handle om at få kontrol over de iransk kontrollerede oliefelter samt adgang til dele af det olieproducerende Kaspiske område. Dernæst vil internationale virksomheder kunne profitere på privatisering af iranske statsejede virksomheder, og få adgang til et marked på mere end 75 millioner mennesker.

I dag er Iran omgivet af amerikanske militærbaser, specielt omkring grænserne mod Afghanistan og Irak. Derudover har USA militærbaser i Bahrain, Kuwait og Tyrkiet, samt en række mindre baser i lande som Forende Arabiske Emirater, Saudi Arabien og Qatar.[xvi]

Et militært angreb på Iran vil på nuværende tidspunkt have store konsekvenser for stabiliteten i resten af Mellemøsten. For det første har den iranske regering gode relationer til Kina og Rusland som støtter Iran i FNs sikkerhedsråd, og under Geneve-forhandlingerne om Irans ret til at berige uran til fredeligt formål. Rusland har bl.a. interesser i at mindske USAs indflydelse i landene omkring Ruslands grænser, samt bevare deres militære tilstedeværelse i Syrien, heriblandt flådebasen i Tartus.

Kinas økonomi og fremtidige udvikling som global supermagt er delvis afhængig af olieimport, og de sikrer en del deres olie fra Iran. Kina har investeret i udviklingen af Irans olieinfrastruktur, og en række kinesiske analytikere mener at USA fører en general politik som forsøger at svække Kina ved at afskære det fra olieressourcerne i Mellemøsten. Det er blandt andet en af grundene til, at Kina nu satser mere på olieressourcer fra Afrika, hvad USA har responderet på ved at omstrukturere deres militære kommando for Afrika (AFRICOM). Der er også spekulationer om, at USA vil holde Kina afskåret fra Iran ved fortsat at have en markant amerikansk tilstedeværelse i Afghanistan efter 2014, hvad der blandt andet hænger samme med planer og forhandlinger om olie- og gasledninger. Grænsen mellem Afghanistan og Kina er 76 km, og et stabilt Afghanistan kan give Kina nye adgangsveje til en række markeder i regionen inklusive Iran. Kina har derfor store interesser i at afværge et muligt fremtidig USA-ledet militært angreb på Iran.[xvii]

Derudover har den iranske regering stærke relationer til den Syriske regering, hvorigennem Hezbollah modtager støtte.[xviii] Et angreb på Iran kan derfor udgøre en trussel mod Israel, og i den forbindelse har de kemiske våben i Syrien spillet en central rolle. Fra et militærstrategisk synspunkt er det derfor logisk, at Syrien skal ‘neutraliseres’. Hvis den amerikanske regering havde angrebet Syrien i September 2013, ville det have være med risiko for at de kemiske våben ville blive spredt i regionen med fare for, at de kunne blive brugt mod Israel. Det er derfor logisk at den amerikanske regering først får Syrien til at overlevere deres kemiske våben. Derefter kan krigen så intensiveres, efter princippet ‘afvæbn først, dernæst angrib”.

Med et svækket Syrien, Libanon, og Hezbollah, vil et angreb på Iran blive mere realistisk. Indtil da kan der afholdes forhandlingsmøder, som i tilfældet med Geneve- forhandlingerne, men dette vil sandsynligvis ikke ændre meget på USAs langsigtede interesser. En af funktionerne med møderne er, at medierne fokuserer på konflikten, hvilket giver mulighed for at forme den offentlige holdning. Dette gøres bl.a. ved at frembringe intellektuelle overbevisninger og appellere til folks etiske og moralske værdier. ‘Eksperter’, ofte i form af ‘embedded’ akademikere, fremlægger forklaringer på årsagerne til konflikterne, samt udpeger hvem der er ‘onde’, hvem der er ‘gode’, og hvem der er ‘ofre’. Dette underbygges af rapporter og billeder af de grusomheder, som krigen medfører.

Strategierne om hvordan den amerikanske regering intervenerer indirekte i lande som Syrien, bl.a. ved at få andre lande i regionen til at støtte og væbne religiøse fundamentalistiske grupperinger, er beskrevet detaljeret i amerikanske militærmanualer. Mange af disse manualer er offentligt tilgængelige på Internettet, og de beskriver også retningslinjer for hvordan den generelle offentlige holdning i Vesten kan formes, under koncepter som psykologisk krigsførelse og informationskrigsførelse.[xix]

Krigspropaganda er ikke nyt, og udtalelsen fra General Sun Tzu om at “al krigsførelse er baseret på bedrag” er stadig relevant i dag.[xx] Men efterhånden som folk er blevet bedre uddannet, bliver propaganda mere sofistikeret.  Kun meget få kender til de langsigtede krigsplaner i Mellemøsten, og ved hvad der foregår bag de lukkede døre i de forskellene ministerier. Akademikere og journalister bør ikke tage parti i konflikterne, men forsøge at indhente informationer og levere kritiske analyser.

Mange vestlige akademikere, journalister og politikere nedtoner de synspunkter og analyser, som fremhæver de mulige bagvedliggende storpolitiske og økonomiske interesser. Men da konflikterne i Mellemøsten har store konsekvenser for millioner af mennesker, er der en etisk og moralsk forpligtelse til at levere mere kritiske og objektive analyser af årsagerne til konflikterne. Dette er fundamentalt for en bredere debat, som dermed kan øge muligheden for en mere fredelig fremtid.

Kort over amerikanske militærbaser omkring Iran (Kilde: Warwick University)

Kort over amerikanske militærbaser omkring Iran (Kilde: Warwick University)


Referencer:

[i] Se for eksempel: Carr, E. H. 2001 The Twenty Years’ Crisis 1919-1939. New York: Palgrave, 2001, Morgenthau, Hans J. 2006. Politics among Nations: The Struggle for Power and Peace. Seventh ed. New York: McGraw-Hill.

[ii] CNN. 2014. In declassified document, CIA acknowledges role in ’53 Iran coup  2013. Available from http://edition.cnn.com/2013/08/19/politics/cia-iran-1953-coup/.

[iii] Abrahamian, Ervand. 2013. The Coup. 1953, The CIA and the Roots of Modern U.S. – Iranian Relations. New York and London: The New Press.

[iv] ibid

[v] Burns, John F. 2014. As Britain Closes Embassies, Iran’s Isolation Could Complicate Nuclear Issue. The New York Times 2014. Available from http://www.nytimes.com/2011/12/01/world/middleeast/british-embassy-iran-diplomats-evacuated.html?pagewanted=all&_r=0.

[vi] Alavi, Seyed Ali. 2014. PhD Researcher. Iranian-Palestinian Relations and the broader Middle East Politics. Personal communication with Niels Hahn. January 24, 2014. London.

[vii] Alaolmolki, Nozar. 1987. The New Iranian Left. Middle East Journal 41 (2):218-233.

[viii] Harris, Shane, and Matthew M. Aid. 2014. Exclusive: CIA Files Prove America Helped Saddam as He Gassed Iran  2013. Available from http://www.foreignpolicy.com/articles/2013/08/25/secret_cia_files_prove_america_helped_sad       dam_as_he_gassed_iran.

National Iranian Oil Company. Our History. National Iranian Oil Company [cited. Available from http://en.nioc.ir/Portal/Home/.

[ix] US Department of the Treasury. 2014. What you need to Know about U.S. Economic Sanctions. US Government 2014. Available from http://www.treasury.gov/resource-center/sanctions/Programs/Documents/iran.pdf.

[x] Shafaie, Shirin. 2014. PhD in International Politics. Research on Critical War Studies, Narrative    Theory, and Dialectical Theology/Interreligious Dialogue. Focus on contemporary Iranian war narratives (Iran-Iraq War, 1980-1988). Teaching at SOAS, Department of Politics, and the European University of St. Petersburg. Interview conducted by Niels Hahn on January 11, 2014, London.

[xi] CCTV. 2014. Iranian president meets Chinese state councilor on ties, nuclear issue. China Central Television 2013. Available from http://english.cntv.cn/20131209/100714.shtml.

[xii] CNN. 2014. Iran’s nuclear program: the riddle, the enigma and the mystery. CNN 2012. Available from http://edition.cnn.com/2012/03/08/world/meast/iran-nuclear-progam-analysis/.

[xiii] Netanyahu, Benjamin. 2014. Iran “closer and closer to the bomb,” Netanyahu says. CBS News 2013. Available from http://www.cbsnews.com/news/iran-closer-and-closer-to-the-bomb-netanyahu-says/.

[xiv] BBC. 2014. Israel bombs Baghdad nuclear reactor. BBC 1981. Available from http://news.bbc.co.uk/onthisday/hi/dates/stories/june/7/newsid_3014000/3014623.stm.

Follath, Erich, and Holger Stark. 2014. The Story of ‘Operation Orchard’: How Israel Destroyed Syria’s Al Kibar Nuclear Reactor. Der Spiegel 2009. Available from http://www.spiegel.de/international/world/the-story-of-operation-orchard-how-israel-destroyed-syria-s-al-kibar-nuclear-reactor-a-658663.html.

[xv] Waltz, Kenneth N. 2014. Iran and the Bomb. Foreign Affairs 2012. Available from http://www.foreignaffairs.com/author/kenneth-n-waltz.

Wilkerson, Lawrence. 2013. Former Chief of Staff to US Secretary of State, Colin Powell. Personal communication with Niels Hahn. Copenhagen, November 16, 2013.

[xvi] Lutz, Catherine. 2009. The Bases of Empire – The Global Struggle against U.S. Military Posts.      London: Pluto Press.

[xvii] Confidential Sources. 2013. Conversation on US foreign policy in the Middle East and Africa with three Chinese Diplomats in senior position at the Ministry of Foreign Affairs, Beijing, and two Chinese Professors working at Fudan University in Shanghai. Personal Communication with Niels Hahn in the period 12 to 22 December, 2013. Shanghai.

[xviii] Husseini, Rola El. 2010. Hezbollah and the Axis of Refusal: Hamas, Iran and Syria. Third World Quarterly 31 (5):803-815.

Gordon, Micheal R., and Steven Lee Myers. Iran and Hezbollah Support for Syria Complicates Peace-Talk Strategy New York Times 2013. Available from http://www.nytimes.com/2013/05/22/world/middleeast/iran-and-hezbollahs-support-for-syria-  omplicates-us-strategy-on-peace-talks.html.

[xix] Official-Department-of-the-Army-Publications-and-Forms. Doctrine and Training Publications. US Armed Forces. http://armypubs.army.mil/doctrine/Active_FM.html.

[xx] Sun, Tzu. 2005/ 600 BCE. The Art of War. Place Published: El Paso Norte Press. http://www.artofwarsuntzu.com/Art%20of%20War%20PDF.pdf

______

Dr Niels Hahn is a lecturer at the University of London, where he convene courses on war, conflict, and development. His research interest include issues such as; international relations, political economy of armed conflicts, covert and overt military interventions, neoliberalism, imperialism, humanitarianism, psychological warfare,  propaganda, and post-conflict. His research and teaching is based on experience from the humanitarian sector, which includes working in countries such as Afghanistan, Ethiopia/Ogaden, Liberia, Tanzania, Somalia, and Sudan/Darfur.