AMERIKANSKE DRONEBOMBNINGER; tysk militært isenkram til kurderne; dansk Hercules-transportfly; og senest en vestlig kernekoalition. Vestlige initiativer til at løse sikkerhedsproblemet ’Islamisk Stat’ er der nok af. Men er dette den rette strategi? Ikke hvis man spørger seniorforsker på DIIS og medlem af RIKO-Rådet Lars Erslev Andersen.

Af Kristian Skovsted

Med halshugningen af endnu en amerikansk journalist vokser det folkelige krav i vesten om et aktivt og effektivt engagement i bekæmpelsen af Islamisk Stat (IS). Et enstemmigt Folketing står bag deployeringen af et dansk militærfly; den franske præsident, François Hollande, nævner muligheden for, at franske soldater skal gennemføre en operation mod IS; Barack Obama sender yderligere 350 amerikanske soldater til Bagdad; Anders Fogh Rasmussen åbner for nyt NATO-engagement i Irak; Bashar al-Assad nævnes som en del af løsningen af blandt andre forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller; og senest har den amerikanske udenrigsminister John Kerry anmodet Danmark og otte andre allierede om at indgå i en kernekoalition, der skal bekæmpe IS. Men er en vestlig-ledet operation mod IS den rette strategi, hvis IS skal bekæmpes ikke blot militært men også politisk?

Kontraproduktivt

Ikke ifølge Lars Erslev Andersen, der vurderer, at denne strategi til bekæmpelse af IS i Syrien og Irak meget vel kan vise sig kontraproduktiv. Ifølge Lars Erslev skyldes det de bagvedliggende årsager til IS’s succes og tiltrækningskraft, som man bliver nødt til at tage højde for, hvis IS skal bekæmpes.

Rekrutteringsmekanismerne IS benytter sig af, og som har vist sig yderst effektive, bunder i en sekterisk, fundamentalistisk og militant verdensanskuelse. Modsat Bin Laden, der prædikede fælles muslimsk front mod vesten, følger IS en ideologi, hvis argumentation bygger på forestillingen om, at kurdere, shia-muslimer, alawitter og vesten alle har sunni-muslimer som deres hovedfjende.

Netop derfor bør vesten træde varsomt og nøje overveje hvem de allierer sig med og i hvor høj grad vesten selv skal engagere sig, da dette engagement vil blive brugt direkte i IS’s propaganda- og rekrutteringsmaskine og yderligere legitimere deres ’friheds’kamp.

Hvem skal bekæmpe IS?

Ifølge Lars Erslev bør det militære engagement gå hånd i hånd med det politiske og IS bør bekæmpes parallelt i både Irak og Syrien. I begge lande vurderer Lars Erslev, at den eneste farbare vej er, at IS bekæmpes af andre sunni-grupperinger:

Det er ikke vesten, det er ikke USA, og det er slet ikke Anders Fogh og NATO (…) det er aktører i Mellemøsten selv. Vi bliver nødt til at støtte et sunni-muslimsk oprør mod Islamisk Stat. Det er den eneste vej”.

I Syrien vil det konkret betyde, at man bliver nødt til at støtte oppositionen:

Vi [vesten] må acceptere at den moderate opposition [i Syrien] ikke alene er moderat, men også radikal og indeholder grupper som Jabhat al-Nusra og Islamisk Front.

IS er ikke et irakisk problem alene, men i høj grad også et syrisk. Netop derfor, understreger Lars Erslev, er det centralt, at Bashar al-Assad ikke bliver en del af løsningen, da han og det syriske regime er en af hovedårsagerne til konflikten og til IS’s opståen og popularitet.

Inklusion og delegitimation

Forudsætningen for at et sunni-oprør vil kunne opstå er, at centralregeringen i Bagdad, med den nye premierminister Haider al-Abadi, som lovet, bliver reelt inkluderende over for Iraks sunnier, kurderne og andre mindretal. Men dette løfte har Iraks sunnier hørt før. I 2007 indgik flere af Iraks sunni-stammeledere en alliance (den såkaldte Sahwa) med vesten og al-Malikis shia-regering. Alliancen gik ud på, at stammelederne skulle hjælpe til med at bekæmpe al-Qaeda i Irak mod til gengæld at blive inkluderet i centralregeringen i Bagdad. Som den nuværende konflikt så tragisk er et bevis på, skete denne inklusion ikke. Lars Erslev vurderer, at Haider al-Abadi bliver nødt til at give nogle garantier til sunni-stammelederne om fremtidig politisk indflydelse, hvis disse for alvor skal vende sig mod IS.

Kerrys kernekoalition

I dette lys virker forestillingen om, at en amerikansk-ledet koalition skulle kunne løse problemet naiv. Denne strategi kan sandsynligvis på kort sigt bekæmpe IS militært, men politisk vil den blot øge IS’s legitimitet og globale tiltrækningskraft.

Ifølge Lars Erslev er IS en oprørsgruppe mere end en terrorgruppe, hvilket implicerer, at andre strategier skal tages i brug. Obamas anti-terror strategi synes at have virket i anti-terroroperationen mod al-Qaeda, men vil vise sig utilstrækkelig i en anti-oprørsoperation mod IS.

Du kan ikke bruge counter-terrorism strategier til counter-insurgency og det er det han [Obama] gør og det tror jeg er en strategisk brøler”.

Lars Erslev tilføjer, at et sunni-stammeoprør først og fremmest skal bakkes op af ledende sunni-stater i regionen som Saudi Arabien og Jordan (ikke Iran og vesten), da det vil delegitimere IS og indgå som første led i en politisk bekæmpelsen af IS.

Kristian Skovsted er kandidatstuderende på Global Studies ved Roskilde Universitet