Af Erling Dessau og Niels Hahn

Vi nærmer os slutspillet på mere end 13 års militær intervention i Afghanistan. Danmark har fulgt USA i denne krig, som har kostet Danmark mere end 18 milliarder kroner, finansieret af danske skatteydere. Det samlede beløb for USA, NATO, FN m.fl. er formentlig over 1000 milliarder dollars.

Nogle af de spørgsmål som rejser sig i forbindelse med en evaluering af indsatsen i Afghanistan er bl.a., hvad var informationsgrundlaget, da det danske Folketing besluttede at gå i krig i Afghanistan sammen med USA, og blev informationsgrundlaget løbende opdateret efter 2001 i forbindelse med udvidelserne af indsatsen i Afghanistan? Hvor kom informationen fra, og var der tilstrækkeligt med kritiske analyser?

Derudover må der spørges om interventionen har øget eller reduceret risikoen for terrorangreb? Hvordan er den nuværende situation i Afghanistan, politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt? Er store dele af den Afghanske befolkningen bedre stillet nu end før interventionen?

En evaluering vil formentlig kunne fremlægge en række svar på de mange spørgsmål, men svarene vil afhænge af, hvem der står bag evalueringerne, og hvad der bliver spurgt om.

Det måske mest grundlæggede spørgsmål til at starte med er: Hvorfor angreb USA og deres allierede Afghanistan i 2001?

Mange vil måske mene at det spørgsmål er afklaret, og svare at krigen var på grund af terrorangrebet på World Trade Center i New York, og hovedmanden bag dette angreb, Osama Ben Laden, havde fået ”tålt” ophold i af Taliban i Kandhahar.

Men der er mange andre analyser og vinkler på det spørgsmål. Nogle analytikere påpeger, at de diplomatiske muligheder for at få Ben Laden udleveret slet ikke var udtømte, men at angrebet på World Trade Centeret åbnede en mulighed for, at USA kunne rykke ind i Afghanistan. Derfor skal krigen forstås i et større politisk og økonomisk sammenhæng, specielt med fokus på Kina, Rusland, Iran, Irak og Syrien.

Mange af disse analyser er desværre marginaliseret i den danske debat, men de er vigtige fordi mange af dem kommer fra kinesiske politikere og akademikere som ser krigen i Afghanistan som en del af den amerikanske ”containment» (indkredsning) politik af Kina. For at forstå disse analyser bør Danmarks indsats i Afghanistan analyseres i et historisk sammenhæng, og med et større geopolitisk perspektiv, som delvist drejer sig om mere end 60 års spændinger mellem USA og Kina.

USAs lange engagement i Afghanistan

Siden anden verdenskrig har USA være engageret i Afghanistan, hvor den amerikanske regering har støttet anti-socialistiske bevægelser, ofte ved at fremme stærkt højreorienterede fundamentalistiske religiøse bevægelser. I forbindelse med den nuværende situation i Afghanistan, er det derfor vigtigt, som Hilary Clinton har udtalt, at være opmærksom på at de ekstremistiske religiøse grupper i Afghanistan, var organiseret og trænet af den amerikanske regering i 1980erne. På museet i New York City, hvor World Trade Centeret stod, er historien om CIA’s involvering i styrkelsen af fundamentalistiske krigere også vel dokumenteret. Dette dog på en måde hvoraf det fremgår, at da USA delvist har skabt problemet, har de også et ansvar for at gøre noget ved det.

Men der kan stadig spørges om hvilken viden man havde om dette i det danske Udenrigsministerium og i Forsvarsministerie i 2001. Var der forståelse for hvor omfattende USA’s støtte havde været til den pakistanske militærdiktator Zia-ul- Haq, og hvilken rolle CIA og det Pakistanske efterretningsvæsen, ISI, har spillet ved at organiserer og bevæbne de afghanske fundamentalistiske bevægelser. Denne støtte stoppede ikke ved tilbagetrækningen af de Sovjetiske styrker i 1989, men omfattede også opbygningen af Taliban gennem Koranskolerne i de afghanske flygtningelejre ledet af Mullaher. Taliban overtog efter 1989 gradvis flere dele af Afghanistan, og i 1996 erobrede de Kabul. Derefter var store dele af landet under Taliban, bortset fra nogle enkelte dele som i det nordlige Afghanistan hvor den Nordlige Alliance gjorde modstand mod Taliban.

Mujahideen ledere såsom Ahmad Massoud (kendt som the Lion of Panshir Valley), Gulbuddin Hekmatyar, Abdul Dostum og Ismail Khan og mange flere havde alle kæmpet mod Sovjets invasionen og flere af dem fortsatte så med at kæmpe mod Taliban. Og de var oprindelig finansieret af CIA og Pakistan/ISI.

Interventionen efter 9/11

Lande som Kina og Iran var bekymrede for udviklingen i Afghanistan, da deres regeringer frygtede at Afghanistan kunne blive et center for religiøse fundamentalister som kunne bruges af USA til at destabiliserer deres lande. Derfor udtrykte både Kina og Iran en vis interesse i at Taliban blev fjernet ved den USA-ledet interventionen i slutningen af 2001.

Det er dog væsentlig at nævne at næsten alle hovedaktørerne i 9/11 angrebet var fra Saudi Arabien. Afghanistan og Taliban havde ikke spillet nogen direkte rolle i 9/11, selvom det er sandsynligt at Mullah Omar og andre ledende Taliban medlemmer var bekendt med planlægningen af denne Terror handling. Men Afghanistan og herunder den afghanske befolkning havde ikke spillet nogen rolle i 9/11.

Taliban blev hurtig fordrevet fra Kabul og andre central steder i Afghanistan efter den massive militære intervention i 2001. Men efter en omstrukturering begyndte Taliban at bekæmpe med guerillataktik, hvad de så som besættelsesstyrker i Afghanistan.

En stor del af krigen har derfor handlet om at vinde lokalbefolkningens hjerte og sind, og i den forbindelse blev den militære strategi sammentænkt med den humanitære nødhjælp. Mange vestlige NGO’er og humanitære organisations gik på kompromis med de humanitære princippet om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed, og begyndte at samarbejdet tæt med koalitionsstyrkerne.

Konsekvensen har været at oppositionen til koalitionsstyrkerne i stigende grad betragter NGO’er og humanitære organisationer som en del af den vestlige militære strategi. Den forhenværende amerikanske Forsvarsminister Colin Powell udtrykte det meget tydeligt, da han udtalte at NGO’erne i Afghanistan var en del af den samlede amerikanske militære indsats.

En anden del af den militære strategi har været at fokuserer på informationskrigsførelse. Dette har medført at de fleste udenlandske journalister og forskere fra Vesten har været ‘embedded’ i koalitionsstyrkerne. Militæret har i stort grade kontrolleret adgang til informationer, og kun ganske få journalister og forskere har haft mulighed for at lave uafhængig journalistik og forskning i Afghanistan.

Det må derfor antages af vigtige informationer og kritiske analyser ikke er nået frem til de danske folkevalgte politikere og borgere. Den danske debat har derfor hovedsagelig fokuseret positivt på Danmarks indsats i Afghanistan, og det var først de den danske regering besluttede at trække sig ud af Afghanistan at de mere kritiske analyser er kommet frem.

Men på trods af at tonen nok er blevet lidt skarpere i debatten om Afghanistan, så bliver nogle af de måske vigtigste perspektiver og analyser stadig ignoreret eller marginaliseret, og det handler om Kinas interesser i regionen.

Afghanistan, Kina og den amerikanske omkredsningspolitik

Kina brød officielt relationerne med den USSR støttede Afghanske regering i 1979, og anerkendte heller ikke Taliban regering i 1990erne. Det var først i 2002 efter at Præsident Karzai besøgte Præsident Jiang Zemin i Kina, at relationerne mellem Afghanistan og Kina blev normaliseret. Siden har Kina gradvist øget den økonomiske støtte til Afghanistan, og i 2012 fik Afghanistan observatør status i Shanghai Cooperation Organisation (SCO), som mange analytikere mener vil udvikle sig til at modbalancerer NATO.

Afghanistan er rigt på naturressourcer som olie og gas, samt litium, guld, kobber, jernmalm og kul. Karzai har udtrykt dyb fascination af den Kinesiske økonomiske udviklingsmodel, og den Afghanske regering har indgået en kontrakt med Kinas statsejede selskab, China Metallurgical Group, på 4.4 milliarder dollars. Dette omfatter opførelse af hospitaler, skoler, uddannelsesprogrammer, industrianlæg, veje og jernbaner.

Nogle analytikere argumenterer, at invasionen delvist handler om adgang til Afghanistans naturressourcer. Dette er et vigtigt perspektiv, men det bør kædes sammen med det faktum at mange politikere og analytikere i Kina ser krigen i Afghanistan som værende en del af den USA ledede ‘containment policy’ af Kina. Denne politik skal, om ikke forhindre, så nedsætte hastigheden af Kinas vækst og globale indflydelse i fremtiden.

De kinesiske analyser bygger bl.a. på det faktum, at USA har en kæde af militærbaser i øhavene omkring Kinas østlige side, som starter fra Sydkorea og Japan og ned til Filippinerne, Malaysia og Singapore. Derudover bliver Taiwan ofte refereret til USAs største ikke-synkebare hangar. Det officielle antal af amerikanske soldater som er udstationeret omkring Kinas østlige side er over 80.000. I havene fra omkring grænsen mellem Pakistan og Indien til øerne i det nordlige Japan har USA den syvende flåde, som består af mindst 80 krigsskibe og 140 militærfly.

I den sydlige region fra Kina, forsøger USA at etablerer og opretholde alliancer med regeringer og politiske partier som er fjendtligt indstillet over for Kina. Det gælder lande som Vietnam, Laos, Thailand, Myanmar Bhutan, Nepal, Indien og Pakistan. Det er almindelig kendt at CIA har støttet løsrivelsesbevægelser i Tibet, og Kina ser den hær af vestlig finansierede NGOer som arbejder i grænselandene omkring Kina som en metode, hvorpå civilsamfundsgrupper organiseres og mobiliseres imod Kina. Sociale medier som Facebook og Twitter bliver set som tekniske redskaber som bruges til at mobilisere masse demonstrationer, som kan lægge pres på de regeringer som arbejder for tæt sammen med Kina, og der er frygt for at Hongkong kan bruges som brohoved hvorfra den amerikanske civilsamfundsstrategi kan sprede sig ind i resten af Kina.

I modsætning argumenterer den amerikanske regering, at den massive militære tilstedeværelse er for at beskytte mindre lande imod Kina, og støtten til NGOerne i nabolandene omkring Kina er for at fremme demokrati og menneskerettigheder.

Da USA har omkredset Kina på østsiden og sydsiden, er det fra et kinesiske synspunkt logisk at USA også omkredser Kina på sydsiden. I den forbindelse skal den langsigtede amerikanske strategi i Afghanistan ses som en del af ‘containment’ politikken.

Kinas nye silkerute

Afghanistan og Kina deler en grænse på næste 100 kilometer ved Wakhjir Passet. Som en del af Afghanistan-Kina relationerne, er der forhandlinger om infrastrukturprojekter som kan indgå i et større handelsnetværk, som ofte bliver ofte bliver omtalt som Kinas nye silkerute.

Der findes mange forskellige kort og analyser over hvordan den nye silke rute skal forløbe, og der har været tale om veje og højhastighedstoge direkte igennem Afghanistan til Iran, videre til Irak, og op igennem Syrien til Europa. Men i en version publiceret af Xinhua i maj, 2014, går en af hovedruterne nord om Afghanistan, igennem de tidligere Sovjet lande, Tajikistan, Usbekistan og Turkmenistan til Iran og nord om Syrien. Dette er muligvis en alternativ plan da Afghanistan og Syrien er ramt af krig og er meget ustabile.

Officielt har den amerikanske regering sagt, at de støtte den ny silkerute, bl.a. med bidrag til renovering af vejnet og broer i Afghanistan, fordi det vil fremme handel, fred og stabilitet. Men mange analytikere i Kina mener, at Kinas nye silkerute er endnu en komponent som udfordrer USA’s globale dominans, og USA vil gøre hvad der er muligt for at forhindre eller forsinke udbygningen af dette handelsnetværk, som også medføre planer om olie og gasledninger fra den Iranske del af det Kaspiske bassin til Kina.

Kinesiske analytikere har også udtrykt, at da Kina er en atommagt, så er et direkte amerikansk militært angreb på Kina usandsynligt. Derfor forsøger USA at svække Kina ved at kontrollere nøglepunkter, som kan afskære Kina fra adgang til energiressource, specielt fra lande i Vestasien som Iran og Irak. Dette er en af årsagerne til at Kina fokuserer massivt på Afrika som en fremtidig storleverandør af olie og gas.

(Samtidig skulle USA, via deres støtte til NGOer og civil samfund, forsøge at mobiliserer den kinesiske befolkning imod det kinesiske kommunistiske parti, specielt via miljøbevægelser, da miljøet er et stort problem i Kina. Hvis det kan lykkedes at mobiliserer opstande i Kina og den kinesiske regering slår hård ned på demonstranterne som i 1989, så kan det bruges som anledning til at delegitimere den kinesiske regering og indføre økonomiske sanktioner mod Kina, og i den forbindelse er det vigtigt for USA at kontrollerer strategiske områder som Afghanistan, Suez kanalen og Malacca strædet. )

(Samtidig, frygtes det at nogle højreradikale religiøse bevægelser i Afghanistan stadig bliver støttet af USA, som i 1980’erne, så de kan opretholde netværk til oppositionsgrupper og terrorgrupper i den Kinesiske Xinjiang provins, hvor der løbende udføres terrorangreb mod den kinesiske civilbefolkning. Løsrivelsesbevægelserne i Tibet kan også styrkes og dermed udfordre den Kinesiske regering.)

Analysen om Kina bør inddrages i evalueringen

De større geopolitiske analyser af Afghanistan er omfattende og komplicerede, og nogle vil måske blankt afvise disse analyser, fordi de ikke passer ind i de etablerede analyser af den danske indsats i Afghanistan.

Men fra et kinesisk synspunkt stemmer det overens med den gamle kinesiske general Sun Tzus udsagn om at ‘al krigsførelse er baseret på bedrag’, og i et større historisk og geopolitisk perspektiv vil mange af disse analyser også fremgå som logiske.

Når man kigger på de militære ressources som USA tidligere har brugt i Vietnam, Korea, og Laos, samt de nuværende militære budgetter for det Sydkinesiske hav, så er krigen i Afghanistan en mindre brik i et større geopolitisk sammenhæng.

Det er derfor beklageligt at der blandt Folketingets partier endnu er uenighed om at få gennemført en omfattende evaluering af Danmarks indsats i Afghanistan, som kunne omfatte de større geopolitiske perspektiver og kritiske analyser. En evaluering kan give anledning til at inkluderer de analyser og perspektiver som kommer fra Kina, et land med en befolkning på over 1.3 milliard mennesker, og som med stor sandsynlighed bliver en supermagt inden for de næste 50 år.

Erling Dessau er tidligere De forenede Nationer og FN Koordinator for Afghanistan, og
Dr Niels Hahn er Ph.d. i Udviklings Studier ved University of London, og forsker i amerikanske militærstrategier. Arbejdet i Afghanistan i 2004.