Folketinget besluttede onsdag med et næsten enigt Folketing, at Danmark skal bidrage militært til bekæmpelsen af terrorgruppen Islamisk Stat (ISIL). Og ja, der er ikke nogen tvivl om, at vi skal gribe ind imod ISILs grusomme handlinger og fremfærd, men er det Danmarks opgave at gribe ind militært?

Skrevet af: Annette Stubkjær

Retorikken var hård i Folketingssalen, da forslaget om øget dansk militært bidrag blev diskuteret. ”Hvis vi ikke gør noget, så skaber vi et monster”, lød det fra Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, og fra Socialdemokratiets forsvarsordfører Morten Bødskov var budskabet: ”Ondskaben skal stoppes”. Men vil luftangrebet stoppe ISIL og skabelsen af det monster, som er i fuld udvikling? Har vi i Danmark haft en tilstrækkeligt dybdegående debat om endnu en dansk krigsindsats, til at kunne træffe en beslutning nu?

Det var næsten helt surrealistisk at sidde som tilskuer i folketingssalen i går og høre på debatten om en ny dansk krigsindsats. Folketingssalen var næsten tom. Der var ikke mange politikere tilstede i salen udover de obligatoriske forsvarsordførere fra hvert parti, samt en ansat i Folketinget, som vimsede rundt og sørgede for at stille vand klar til ordførerne. Enhedslisten, som, sammen med Uffe Elbæk, var det eneste parti, der stemte imod regeringens forslag, prøvede desperat at stille kritiske og opklarende spørgsmål, men det lykkedes dem ikke at komme igennem. Det var tydeligt at mærke, at beslutningen allerede var taget i fredags, da vores statsminister modtog et opkald fra Washington.

Naiv pacifisme?

Jeg er blevet spurgt, om jeg er en naiv pacifist. Med det spørgsmål skal det understreges, at militære midler ikke altid kan undgås i voldelige konflikter – i nødsituationer kan det blive nødvendigt at bruge hurtige militære midler og indgreb, som ved belejringen af den kurdiske by Erbil, hvor amerikanske bombetogter var med til at sikre, at byen ikke blev løbet over ende af Islamisk Stat. Men militært bidrag kan aldrig stå alene, og det er ikke løsningen på voldelige konflikter. Derfor er vi nødt til at spørge os selv, om det er Danmarks opgave at sende soldater og kampfly til Irak? Svaret må klart være nej. Opgaven ligger hos landene i den konfliktramte region, og i dette tilfælde ville det bedste være, hvis sunnimuslimske grupper og regeringer selv tager den militære kamp op mod ISIL. Danmark har i stedet et vigtigt ansvar i at bakke alle befolkningsgrupperne op, der kæmper imod ISIL, sende humanitært støtte til de mange civile, der lider stor nød, samt fokusere på kapacitetsudvikling af det lokale politi, sikkerhedsstyrker, militær og politikere. Dette var heldigvis også en del af forslaget i går, men det har der desværre ikke været fokus på. Det eneste parti, som har stillet kritiske spørgsmål i debatten omkring Danmarks krigsdeltagelse, er Enhedslisten. Kan det være rigtigt, at man kun kan finde kritiske synspunkter hos Danmarks mest venstreorienterede parti? Hvor er den brede krigsmodstand, eller i det mindste kritiske debat? Spørgsmålet til danskerne er derfor: Er Danmark blevet en krigsnation, hvor kun de ydergående venstreorienterede politikere stiller spørgsmålstegn ved at løbe hovedløst ind i endnu en krig?

Militærfly vil fra Danmark skaber flere terrorister

De krigsglade forsvarsordførere havde to overordnede pointer: For det første er skal Danmark hurtigt med i kampen mod Islamisk Stat – der er ikke tid til at sidde på hænderne. For det andet vil luftangreb mod terrorgruppen beskytte os selv mod fremtidig terror i Danmark. Men vil et militært angreb på ISIL ikke have den modsatte effekt? Vi ved, at ISIL benytter sig af sofistikerede rekrutteringsstrategier med klar retorik, ekstremt voldelige videoer og billeder igennem blandt andet de sociale medier, og hvis vi bomber gruppen i Irak, giver vi ISIL hårde billeder af civile tab og ødelæggelser, som de vil bruge i deres propaganda og rekrutteringskampagner. Det vil øge tilstrømningen til ISIL, og samtidig gøre hadet til Vesten – nu også Danmark – større og øge risikoen for terror i vores land. Siden USA begyndte at bombe terrorgruppen i forsvaret af kurderne i Irak, har Islamisk Stat fået flere tusinde nye rekrutter. Er vi virkelig så dumme at gå med på ISILs spil og give dem næring til at gro større?

Hvor blev den brede krigsmodstand af?

Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved danskernes interesse og nysgerrighed angående dansk udenrigspolitik de seneste par dage. Både Ole Wæver, professor på CRIC, og Vibeke Schou Tjalve, forsker på DIIS, mener at den danske befolkning har mistet interessen for dansk deltagelse i krig. Det er i Danmark nærmest blevet en naturlig del af vores hverdag, at vi har danske soldater udstationeret i skarpe missioner rundt ude i Verden. Selvom jeg nødig vil indrømme det, så er min opfattelse desværre den samme. De mange voldelige konflikter og krige i verdenen omkring os har gjort danskerne ligeglade, og konfliktløsning/alternative løsningsforslag har været negligeret i debatten.

Udenrigsminister Martin Lidegaard og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen skriver i et indlæg i Politikken den 27. august 2014: ”Når vi driver udenrigspolitik er det i bund og grund også et spørgsmål om, hvilken Verden vi ønsker. Det kræver et aktivt og engageret Danmark i Verden.” De har ret. Det er et spørgsmål om, hvilken Verden vi ønsker.

Jeg ønsker ikke en Verden, hvor hurtige, kortsigtede militære løsninger står i stedet for de fredelige, langsigtede konfliktløsningsorienterede løsninger.

Jeg ønsker ikke en Verden, hvor politikere bliver bedømt på deres evne til at levere hurtige militære løsninger uden større offentlig debat.

Jeg ønsker ikke en Verden, hvor vold og militær magt er blevet en standardløsning og automatsvaret på at bekæmpe ekstremister.

Jeg ønsker i stedet et velinformeret og reflekteret Danmark, hvor et engageret civilsamfund deltager i den udenrigspolitiske debat og forlanger opklarende, dybdegående spørgsmål – og hvor Folketinget, tør lade eftertænksomheden komme dem til gode. Så kære dansker, hvilken Verden ønsker du?

Skrevet af Annette Stubkjær, medlem af RIKOs bestyrelse og BA i Peace and Conflict Studies