Når hele samfund taler unuanceret om andre, distancerer vi os selv så meget fra dem, at det ødelægger muligheden for dialog og forhandling. Når vi forestiller os andre grupper eller lande som irrationelle eller onde, skaber vi selv en fjendtlig Anden, som der kan handles voldeligt på. I denne artikel undersøger vi det antropologiske begreb ’den Anden’.

Af Louise Southwell

Fatale forestillinger

Det er i år tyve år siden, verdenssamfundet så passivt til, mens op mod 800.000 tutsier og moderate hutuer mistede livet under folkemordet i Rwanda i 1994. Verden var vidne til en dødelig menneskejagt på landets tutsier, hvor 80 procent af dem blev dræbt på tre blodige måneder. I årene op til, og særligt under selve folkemordet, skete der en radikalisering af ekstremistiske hutuers forestillinger om tutsierne som farlige for hutuerne. Især i propagandaen blev tutsierne fremstillet som en gruppe, der udgjorde en trussel mod Rwandas fremtid. De radikale fremstillinger af tutsierne mødte svag, officiel modstand fra befolkningen, og verdenssamfundet formåede ikke at reagere på de ekstremistiske udtalelser og holdninger, der tog til i landet. Med andre ord udeblev dialogen og nuanceringen af tutsierne som gruppe, hvilket styrkede de ekstremistiske hutuers fremstilling af dem. Og da de første forfølgelser og drab på tutsier forekom, var det for sent. Forestillingerne havde radikaliseret en diskurs om tutsierne som den interne fjende i landet, hutuerne måtte udrydde.

Aldrig igen! – mente vi det?

Vidneberetninger fra overlevende i Rwanda fik omverdenen til at ytre et enstemmigt ‘aldrig igen!’. Aldrig igen skal én gruppe lide under en anden gruppes forestillinger om dem. Noget tyder dog på, at vi ikke har været gode nok til at skabe en velinformeret, nuanceret debat omkring de forestillinger, der omgiver gamle og nye fjendebilleder. Fjendebillederne i konflikten om Palæstina består, Israel maler Iran som en gal stat, USA og Vesten tegner billeder af radikale, muslimske grupper som terrorister, muslimske grupper peger på USA som imperialister og konflikten i Ukraine har rusket op i gamle, koldkrigs-fjendskaber og -diskurser mellem Vesten og Rusland. Fælles ved alle disse skarpe billeder af den Anden er, at man kun kan møde hårdt mod hårdt, og dialog bliver set som unødvendigt og urealistisk: NATO vil opruste mod russisk aggression, USA bomber islamiske grupper, Israel vil isolere eller endda angribe Iran. Alle disse konflikter har kostet tusinder af civile liv, og man kan undre sig over, om vi virkelig mente det, da vi for 20 år siden igen blev enige om ’aldrig igen’.

Den Anden

I antropologien er en gruppes forestillinger om en anden gruppe begrebsliggjort gennem ideen om ’den Anden’. Det er en måde at få analytisk greb om, hvordan én gruppe taler om og derved skaber en modsætningsgruppe: ’Os’ overfor ’Dem’. Den Anden er altid en social konstruktion, der skabes i lyset af gruppers forestillinger om hinanden. Det er derfor et anvendeligt begreb i forståelsen af, hvordan ekstremistiske hutuers forestillinger skabte tutsierne som den radikale Anden. Forestillingerne var ikke en afspejling af virkeligheden, men det betød ikke, at forestillingerne ikke fik virkelige konsekvenser. Folkemordet på tutsierne i Rwanda er et blandt mange eksempler på, hvor virkelige konsekvenserne kan blive for den udnævnte, fjendtlige Anden. Det er derfor afgørende, at forestillinger om den Anden udfordres i konfliktsituationer. Det er en opgave, vi til stadighed ikke er gode nok til at fuldføre.

Benzin på et brændende bål

I sidste måneds nyhedsbrev fra RIKO fremhævede formand Jørn Boye Nielsen, at ”Der er en stærk tendens til i tiden, at man liner op bag en af parterne i en konflikt og kun ser den ene side i konflikten.”. Dette er ikke kun problematisk for fredelige konfliktløsninger som forhandling og dialog. Det blokerer også for en nuancerende, upartisk debat om, hvilke forestillinger stridende parter har om hinanden. Det er derfor yderst problematisk, at udenforstående parter vælger at se én side i en konflikt, idet man risikerer at deltage i den dæmonisering af ’dem’, der er imod ’os’, der ofte forekommer i konflikter. Når man vælger side i en konflikt og undlader at konfrontere de forestillinger, der omgiver fjenden, kaster man benzin på et brændende bål. Udfordrer man ikke forestillingerne, er man på sin vis med til at legitimere dem. Det er derfor fuldstændigt afgørende for konfliktløsningen, at særligt udenforstående parter deltager i identificering og udfordringen af stridende parters forestillinger om hinanden.

Den Anden i konfliktløsning

I stedet for at vælge side, bør tredjeparter i konflikter søge at skabe en velinformeret og nuanceret debat om de forestillinger, der ofte radikaliserer og fæstner konfliktgrupperne. Dette vil skabe en reel forståelse for stridende parters handlings- og meningsgrundlag. Vi må gøre op med at dele parter op i gode og onde, rationelle og irrationelle og forstå, at alle parter handler ud fra et meningsgivende grundlag – også selvom dette grundlag kan være ødelæggende for andre menneskers eksistens. Vi skal gøre op med forestillinger som, at den Anden handler ud af ren ‘ondskab’, for at skabe en meningsgivende debat og træffe velinformerede udenrigspolitiske beslutninger. Danske medier og dansk forskning i internationale konflikter skal være med til at skabe disse nuancerede debatter og udfordre polariseringen af fjendebilleder. Dette skal være med til at sikre, at vores politikere træffer udenrigspolitiske beslutninger på et oplyst og upartisk grundlag.

Islamisk Stat – vores egen Anden?

Vi må ikke lade forestillinger om den Anden være udgangspunktet for vores handlinger, som før set i historien. Opgøret med disse forestillinger skal tage udgangspunkt i en velinformeret debat herhjemme, hvor vi først og fremmest gør op med at dæmonisere dem, der ikke er på samme side som os. Den ekstreme vold, som IS udøver i Syrien og Irak, er en af tidens største udfordringer i opgøret med forestillingerne om vores egen umiddelbare Anden: Terroristen. Man skal i sandhed anstrenge sig meget for ikke at forklare Islamisk Stats handlinger med ord som ‘ondskab’ og ‘meningsløshed’. Begrænser vi os til disse forklaringer, bliver vores eneste løsning en voldelig reaktion, der går med på deres voldelige præmis: Et præmis vi i høj grad gik med på, da vi vedtog at sende F-16-fly til Irak i en koalition mod IS. For at Danmark kan spille en afgørende rolle i en langsigtet løsning på konflikten, må vi adskille IS’ handlings- og meningsgrundlag fra vores egne forestillinger om dem som meningsløse. Handler vi imod IS på et uinformeret, forestillet grundlag, får vi ikke det korrekte greb om konflikten, hvilket blot vil forværre den. En ting er i hvert fald sikkert: Ved at dele verden op i god og ond går vi glip af de nuancer, der er altafgørende for en langvarig, fredelig løsning. Vi skal udfordre vores egne og andres forestillinger om den Anden, for at få klarere greb om den verden, der i forvejen er så kompleks.

Louise Southwell har en BA i antropologi. Hendes bachelor omhandlede folkemordet i Rwanda med fokus på ”den fjendtlige anden”, opdelingen i ”os” og ”dem” og hvordan frygt kan samle og adskille mennesker.