Islamisk Stat har mange soldater, mange støtter, mange penge og meget land. Men hvem støtter dem, når alle fra USA til Iran og fra Danmark til Saudi Arabien bekæmper dem, og hvad betyder det for den fortsatte kamp mod terrorgruppen?

Af Anders Seneca Bang

Terrorgruppen Islamisk Stat, der også er kendt som ISIS og ISIL, samt Daesh/Daash på arabisk, har på kort tid udhugget et selvudråbt islamisk kalifat på enorme landområder i Syrien og Irak. Både vestlige og regionale kræfter har kaldt til kamp mod gruppen, der har overtaget Al-Qaedas rolle som den store stygge ulv – selvom Islamisk Stat da også er mere ubehagelig, en Al-Qaeda nogensinde har været. Amerikanske, europæiske (herunder danske) og arabiske bombefly er i øjeblikket i gang med at sprænge gruppens fodsoldater i luften, ligesom den irakiske hær og Vestens fjender, Al-Assad og Iran, også kæmper mod kalifatet. Alle er altså mere eller mindre enige om, at Islamisk Stat skal bekæmpes. Men det er en enorm organisation, med op mod 30.000 soldater og forholdsvis bred støtte blandt sunnimuslimer i regionen. Samtidig kalder det amerikanske finansministerium Islamisk Stat den bedst finansierede terrororganisation nogensinde. Amerikanerne har bombet gruppen i mere end to måneder i Irak, og nu også i Syrien, uden at det har betydet mere end taktiske sejre, eksempelvis ved at bryde belejringen af den kurdiske by Amerli, på samme måde som koalitionen tæppebomber kalifatet omkring Kobani. Det virker altså oplagt at koncentrere kampen mod Islamisk Stats forsyningslinjer og støtteveje: Den folkelige opbakning, finansieringen og adgangsvejene for tililende terrorister. ISIL infograf

Kampen mod kalifatets oliesalg

Det er anslået at kalifatet råder over formuer på mere end to milliarder dollars. Det gør gruppen til den bedst finansierede terrororganisation nogensinde. De mange penge kommer fra et væld af kilder: Skatter og afpresning fra de erobrede områder i Syrien og Irak, konfiskationer fra banker og virksomheder, salg af olie fra oliekilder og –raffinaderier, som Islamisk Stat har erobret (der giver islamisterne mellem en og tre millioner dollars – om dagen), løsesummer for gruppens omfattende gidseltagervirksomhed samt donationer fra privatpersoner og grupper især i den arabiske verden. Det er altså donationer og illegalt oliesalg, man skal angribe, hvis man vil ramme kalifatet på pengepungen. Koalitionen mod Islamisk Stat har i længere tid bombet olieraffinaderier og –depoter for at ramme den økonomiske infrastruktur. USA kvier sig ved at gå direkte efter olierørledninger, da det kan have omfattende miljømæssige konsekvenser i en region, der i forvejen er alt for presset, selvom muligheden stadig bliver overvejet. Samtidig arbejder det amerikanske finansministerium hårdt på at ramme alle, der er med i gruppens oliesalg på det sorte marked i især irakisk Kurdistan og Tyrkiet, med økonomiske sanktioner: Alt fra transportselskaber, mellemmænd, opkøbere og banker, som David Cohen, der leder finansministeriets afdeling mod terrorfinansiering, har truet med at afskære fra den globale økonomi. Det virker også til, at kampen mod oliesalget begynder at virke. Det Internationale Energi Agentur anslår, at gruppens daglige olieproduktion er faldet fra 70.000 til 20.000 tønder.

Terrorsympatisører og Assad-hadere donorer penge

 

På NATO-topmødet i Wales i september besluttede flere medlemslande at gå i krig mod Islamisk Stat, herunder også at stoppe gruppens finansiering. Igen er det det amerikanske finansministerium, der leder kampen, der især fokuserer på at stoppe de mange donationer, som sunnimuslimer både i og udenfor regionen sender til oprørsgrupper mod Al-Assad, herunder kalifatet. For at forstå de mange pengestrømme fra sympatisører, må man dog gå et par skridt tilbage i tiden i den syriske borgerkrig. Siden borgerkrigen brød ud i 2011, er der blevet postet enorme summer penge fra både privatpersoner, grupper og stater i kampen mod Bashar Al-Assad. Ingen stater støtter Islamisk Stat med penge, men tidligere har både Saudi Arabien, Bahrain, UAE, Kuwait og Qatar doneret store summer til oprørsgrupper, der senere har sluttet sig til både det Al-Qaeda-allierede Al-Nusra og Islamisk Stat. Qatar, en stenrig miniputstat med kun 300.000 indbyggere, har de senere år prøvet at blive en større udenrigspolitisk spiller i Mellemøsten. Når man kombinerer udenrigspolitiske ambitioner med oliemilliarder og en meget lille befolkning, betyder det, at man skal influere gennem proxygrupper – og Qatar har da også finansieret alt fra det Muslimske Broderskab i Egypten, Hamas i Palæstina, oprørsgrupper i Libyen, salafister i Kuwait og anti-Assad-grupper i Syrien. Da borgerkrigen i Syrien startede, var der meget få etablerede oprørsgrupper, skriver den amerikanske journalist Elizabeth Dickinson, hvilket betød, at Qatar kanaliserede penge gennem mere eller mindre tilfældige qatariske og kuwaitiske forretningsmænd og salafister med kontakter i Syrien. Samtidig samlede private organisationer og muslimske velgørenhedsgrupper også penge ind til kampen mod Bashar Al-Assad. Det resulterede i et væld af smågrupper i Syrien, der ikke var underlagt en større koordinering. Den kaotiske støtte, korruption blandt mellemmændende, interne kampe mellem oprørsgrupperne samt den stigende brutalitet i krigen har radikaliseret tidligere ”moderate” oprørsgrupper og fået dem til at kaste sit lod ind med Islamisk Stat – og taget deres fyldte pengekasser med. I Kuwait har regeringen først og fremmest fokuseret på at donere penge til humanitære opgaver, men der er et enormt netværk af private organisationer, rige enkeltpersoner, stammer og muslimske velgørenhedsorganisationer, der effektivt har samlet penge ind til den syriske opposition. Salafister, der ikke skjuler deres modstand mod shiamuslimer, har organiseret større indsamlinger på sociale medier, og støtte til syriske oprørere blev en måde at vise sig frem på – rige islamister har vist billeder af donerede smykker og luksusbiler, der bliver auktioneret væk til fordel for grupper i Syrien, på sociale medier. USA prøver hårdt på at presse Kuwait og Qatar, der er nære amerikanske allierede i regionen, til at stramme deres lovgivning om finansiel terrorstøtte. David Cohen fra det amerikanske finansministerium har rost Saudi Arabien og Bahrain for at slå ned på finansiel støtte til islamister i Syrien og Irak, men har også været ude med en forbavsende offentlig kritik af Kuwait og Qatar, selvom begge lande i de seneste måneder er begyndt at stramme lovgivningen. Kuwait har vedtaget en ny lov, der ulovliggør støtte til terror, og Qatar har oprettet en taskforce med medlemmer fra en lang række ministerier og centralbanken, der skal modvirke hvidvaskning af penge og terrorstøtte. Det er bare ikke nok, mener anti-ISIS-koalitionen. Den private støtte bliver af mange muslimer set som islamistisk velgørenhedsarbejde og er som sådan svær at gøre meget ved for regeringerne i Kuwait og Qatar af politisk-religiøse grunde. I Kuwait, hvor den private donorstøtte er stor, er det svært at forbyde støtten. Den politiske opposition, der består af stammegrupperinger og islamister, vil protestere voldsomt og kalde det et shiamuslimsk komplot med Iran mod de syriske sunnimuslimer, da det shiamuslimske mindretal (på omkring en million, en tredjedel af befolkningen) arbejder tæt sammen med regeringen og fik fordoblet deres pladser i parlamentet ved sidste valg i 2012.

Kalifatets mange soldater og de åbne grænser

I midten af september estimerede CIA, at Islamisk Stat havde op til tre gange flere soldater end anslået bare et par måneder tidligere – op mod 31.000 – primært på grund af de militære sejre, udviskningen af grænsen mellem Syrien og Irak og udråbelsen af det Islamiske Kalifat. Siden de amerikanske bombninger begyndte, er endnu flere frivillige strømmet til. De fleste er selvfølgelig irakere og syrere, men der er også mange udenlandske krigere, især jordanesere, saudier, tyrkere og tunesere i gruppen. De vestlige tilrejsende, der ikke kan tale arabisk og ikke er kampvante, er først og fremmest vigtige i propagandasammenhæng, hvor ”martyrer” der udøver selvmordsangreb er en vigtig taktik. Samtidig består Islamisk Stat af et sammenrend af radikale islamister, tidligere Baath’ister der røg af magten i Irak efter krigen i 2003, tidligere irakiske soldater, forvirrede og rodløse unge fra Vesten samt noget der minder om lokale lejesoldater, da kalifatet betaler godt. Mange er kommet ind over grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Tyrkerne, der hader Al-Assad, har set Islamisk Stat som en vigtig modstander mod den syriske regering, og har ikke gjort meget for at stoppe strømmen af udenlandske krigere. Det tyrkiske parlament har godt nok givet tilladelse til at Tyrkiet kan iværksætte luftangreb mod Islamisk Stat i både Irak og Syrien, men endnu har Tyrkiet ikke bombet terrorgruppen, da man ikke vil støtte kurderne, der bekæmper kalifatet. Det er en skam at se, at selvom Tyrkiet har ladet grænsen til Syrien stå forholdsvis åben for nye frivillige til Islamisk Stat, så blev grænsen ind til den syriske, kurdiske by Kobani længe holdt lukket for irakiske og tyrkiske kurdere, der ville ind og forsvare byen, der bliver belejret af Islamisk Stat. Amerikanerne er ikke tilfredse med Tyrkiets indsats, og vicepræsident Joe Biden kom til at tale over sig, da han for godt en måneds tid siden i skarpe vendinger offentligt kritiserede Tyrkiet for at lade grænsen til den syriske borgerkrig være åben (selvom det Hvide Hus har sagt, at Biden kom til at udtale sig forkert, og Biden selv har undskyldt til Tyrkiets Erdogan). Samtidig er vicepræsidentens kritik unægtelig sand (ligesom hans kritik i samme omgang af Saudi Arabien og De Arabiske Emirater for at støtte oprørsgrupper med terroristkontakter også er rigtig), og amerikanske og europæiske diplomater arbejder på at få Tyrkiet til at stramme grænseovergangene.

Hvad betyder alt dette for kampen mod Islamisk Stat?

Især amerikanerne er godt i gang med at ødelægge infrastrukturen bag Islamisk Stat, selvom det ikke fylder så meget i medierne som bombetogter. Resten af den vestlige del af koalitionen burde fokusere mere på at presse de arabiske lande i koalitionen til at stoppe støtten og finansiering til kalifatet og deres allierede oprørsgrupper, end selv at sende bombefly afsted. Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard har også rost FNs Sikkerhedsråds resolution, der forbyder terrorfinansiering til gruppen, men det er ikke nok i forhold til de enkelte arabiske lande, der har svært ved at stoppe ”muslimske velgørenhedsdonationer”, der ender i lommerne på kalifatet. Bombefly hjælper ikke den ideologiske og finansielle støtte til organisationen. Der skal et større diplomatisk pres på landene i regionen på at stoppe adgangen for nye krigere og penge. Diplomatisk pres mod den nye irakiske regering, der stadig diskriminerer sunnimuslimer – og hvis hær desværre stadig begår overgreb på sunnier, selvom den til gengæld er begyndt at gå mere aktivt imod Islamisk Stat – for at stoppe yderligere sekterisk vold. Overgreb og politisk diskrimination af sunnier begået af shiamuslimer og alawitter i Syrien og Irak, har været med til at give kalifatet så stor grobund.

Indled dialog med dele af kalifatet

Endelig burde koalitionen debattere med sig selv, om ikke man skulle forhandle eller indlede en dialog med dele af Islamisk Stat. USA forhandler kategorisk ikke med terrorister, og Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl blev nærmest buhet ud, da han foreslog dialog, men for det første har USA tidligere forhandlet (blandt andet gennem Qatar) med Taleban, på trods af at forhandliger før var totalt off-limits, og for det andet kan man godt forhandle med Islamisk Stat, der blandt andet har løsladt 49 tyrkiske gidsler efter forhandlinger. Det kan godt være, at man ikke kan forhandle med religiøse fanatikere, der drømmer om et verdensompændende kalifat, men dele af Islamisk Stat er som sagt tidligere sekulære, irakiske soldater og officerer, der mistede deres levebrød efter den irakiske hær og Baath-partiet blev opløst i 2003 – dem kunne man eksempelvis prøve at få i tale, hvis man kan overbevise dem om, at der er reelle alternativer til Islamisk Stat. Der er allerede meldinger om, at højtstående irakiske Islamisk Stat-medlemmer er forsvundet og deserteret fra bevægelsen i de irakiske byer Tikrit og Mosul, blandt andet fordi flere ledere er blevet snigmyrdet af anti-kalifat-grupper. Indleder man hemmelige forhandlinger eller dialog med ledere, er der mulighed for at splitte kalifatet op. I stedet for kategorisk at afvise dialog og pr. automatik sende bombefly afsted, burde man tage alle muligheder i betragtning. Anders Seneca Bang er kandidat i Journalistik og Internationale Udviklingsstudier