Da vores virksomhedspraktikant stopper d. 8/12 søger vi snarest derefter en erstatning. Som virksomhedspraktikant hos RIKO får du mulighed for at udvikle dine faglige kompetencer indenfor organisatorisk arbejde med fokus på international politik og brugen af konfliktløsning i internationale konflikter.

*For at kvalificere til virksomhedspraktikantordningen skal du være dagpengeberettiget.

Er du interesseret i at bidrage til at skabe opmærksomhed på brugen af ikke-voldelige metoder i konflikter og krige? Har du interesse i det frivillige, organisatoriske arbejde, der lægger bag den daglige drift af en tænketank? Og trives du godt med en alsidig hverdag med mange forskellige arbejdsopgaver?

Hvem er vi?

RIKO, Rådet for International Konfliktløsning, er en dansk tænketank, som har eksisteret siden 2009 med det formål at fremme ikke-voldelige løsninger på internationale konflikter. RIKO søger at bidrage til et velinformeret beslutningsgrundlag for dansk udenrigspolitik samt en kvalificeret offentlig debat herom. RIKO mener, at dansk udenrigspolitik siden Den Kolde Krigs afslutning har udviklet sig i en retning, hvor militær magt fylder for meget. Uden større offentlig debat er der sket en gradvis militarisering af dansk udenrigspolitik, som hverken gavner dansk udenrigspolitiske eller sikkerhedspolitiske interesser i løsningen af de internationale konflikter, som Danmark deltager i. RIKO ønsker i stedet, at Danmark først og fremmest optræder som formidler og mægler mellem parterne i internationale konflikter.

RIKO består af et Råd på omkring 40 personer, en bestyrelse på 7 personer og 13 frivillige i en nyhedsgruppe og oplægsgruppe.

Vi søger:

Du har en relevant akademisk baggrund og brænder for at arbejde med konfliktløsning. Om du er nyuddannet eller har erfaring er ikke så vigtigt, så længe du er interesseret, har et stort gåpåmod og formår at arbejde selvstændigt.

Som virksomhedspraktikant vil du fungere som ”sekretariat” og bindeled mellem bestyrelsen, de frivillige og Rådet. Derfor er det vigtigt, at du er god til at bevare overblikket, da der ofte er mange forskellige informationer, der skal forbi dig.

Arbejdsopgaver omfatter desuden den daglige drift, opdatering af diverse medier som RIKOs hjemmeside, Facebook og Twitter med formidling af relevante nyheder fra ind- og udland fra interne og eksterne kilder, deltage i diverse konfliktløsningsevents samt hjælpe med fundraising til diverse aktiviteter. Der lægges vægt på gensidig fleksibilitet, da det er en frivillig tænketank, hvor der kan forekomme aktiviteter, der lægger ud over normal arbejdstid.

Derudover er der mulighed for, at du kan bidrage med dine personlige interesser ved fx at skrive artikler for nyhedsgruppen, holde oplæg om konfliktløsning med oplægsgruppen, hjælpe med at oversætte artikler til engelsk, lave grafiske modeller til hjemmesiden og sociale medier eller hvad du selv synes, du kan bidrage med.

Arbejdet foregår i København.

Hvad får du ud af det?

Som virksomhedspraktikant i RIKO vil du blive en del af et stort netværk af folk, som alle er interesseret i en mere fredelig tilgang til løsning af internationale konflikter. Du vil få mulighed for at udvikle og styrke dine kompetencer og profil indenfor organisatorisk arbejde, kommunikation, formidling, fundraising, marketing via forskellige medier samt faglighed indenfor konfliktløsningsdisciplinen.

Send CV og en motiveret ansøgning til riko@riko.nu inden d. 15/12.

For mere information kontakt RIKO på riko@riko.nu.