Sverige anerkender Palæstina, skotterne har for nyligt været ved stemmeurnerne, catalanerne ønsker løsrivelse fra Spanien og et selvstændigt Kurdistan er tættere på end nogensinde. Anerkendelse af autonome områder og de facto selvstændige stater bliver ofte præsenteret som det moralsk rigtige og noget, vi for alt i verden bør efterstræbe. Folkenes selvbestemmelse er da også et bærende princip i FN-pagten, men det samme er staters suverænitet, der kommer til udtryk i dogmerne om territorial integritet og territorialhøjhed. Disse ukrænkelige principper er indbyrdes selvmodsigende, men måske er den fleksibilitet dette afstedkommer i praksis lige hvad vi har brug for?

Af Kristian Skovsted

Sveriges udenrigsminister Margot Wallström begrundede anerkendelsen af Palæstina med, at det ville være “et rygstød til de moderate kræfter” og dermed medvirke til at drive freds- og forsoningsprocessen fremad. I et konfliktløsningsperspektiv er dette interessant, da Sverige her direkte bruger anerkendelse af en de facto selvstændig stat som et konfliktløsningsredskab. Men er anerkendelse altid at foretrække? Lad os kigge nærmere på en aktuel og i forhold til Palæstina underbelyst case – Somaliland.

Somalia-konferencen på Hotel Crown Plaza i København, der løb af stablen den 19. og 20. november, har bekræftet, at der over de næste år forsat skal satses massivt på at etablere en stabil, duelig og økonomisk blomsterende føderal somalisk stat styret fra Mogadishu. Det internationale engagement kan der siges rigtig meget godt om, og det bliver der, men det virker underligt, at man atter en gang har bekræftet, at den føderale struktur er vejen til fred og stabilitet for det somaliske folk. Det er i hvert fald i direkte modstrid med ønskerne i den nordvestlige provins Somaliland, der siden den selverklærede selvstændighed i 1991, har fungeret som de facto selvstændig stat. Her ønsker befolkningen total løsrivelse fra Mogadishu, hvilket folkeafstemningen om Somalilands konstitution i 2001 bevidnede, hvor tæt på 100 % stemte for selvstændighed. Og det er egentligt ikke så svært at forstå. Minderne fra borgerkrigen, hvilket blandt andet omfattede massive luftbombardementer af de større byer, er ikke kun tydelige i folks hukommelser, men ses også i gadebilledet, hvor udbombede bygninger her to årtier efter stadig står tilbage. Folk ønsker altså selvstændighed, men er der andre gode argumenter?

Handel, turisme og forsoning

Helt konkret vil en anerkendelse gøre det nemmere for Somaliland at indgå diplomatiske relationer med omkringliggende stater, da disse ikke vil se sig nødsaget til at gå gennem Mogadishu. Noget, der blandt andet vil muliggøre international låntagning og føre øget handel med sig. Dertil vil turismen blive forøget, da et anerkendt Somaliland ikke på samme måde vil indgå i diverse staters rejsevejledninger som en del af det konflikthærgede Somalia, men som en selvstændig stat med egne sikkerhedsdynamikker, hvor klankonflikter håndteres langt bedre end i resten af Somalia. Det er dog også vigtigt ikke at underkende den symbolske betydning af anerkendelse. Foruden at det vil skabe øge national stolthed, vil det også repræsentere et nyt kapitel i Somalilands historie. Et kapitel, hvor man endegyldigt kan lægge borgerkrigens traumer bag sig og se frem ad.

Folkeretten

Hvorfor anerkender vesten så ikke Somaliland, når det her umiddelbart også forekommer som en handling, der med Margot Wallströms ord vil give “et rygstød til de moderate kræfter”? Folkeretligt opfylder Somaliland alle fire kriterier i Montevideo Konventionen fra 1934 til at blive internationalt anerkendt som selvstændig stat. Traktatens artikel I gør vitterligt, at i folkeretlig forstand skal en stat have en permanent befolkning, et velafgrænset territorium, en fungerende regering og kapacitet til at indgå diplomatiske relationer med andre stater. Ud fra disse kriterier kan det i langt højere grad argumenteres, at Somaliland, sammenlignet med en lang række anerkendte stater, anerkendes som selvstændig stat. Dertil har Somaliland i vid udstrækning administrativ og sikkerhedsmæssig kontrol over sit territorium, hvilket for eksempel ikke er tilfældet med anerkendte stater som Syrien, DR Congo, Pakistan, Libyen etc. og ja, Somalia. Naturligvis af meget forskellige årsager.

Regional og kontinental kaospotentiale

Årsagen til den manglende vestlige anerkendelse ligger først og fremmest i, at man fra vestens side vurderer, at det er den Afrikanske Union (AU), der skal tage initiativet og gå forrest i en eventuel anerkendelsesproces. Om dette skyldes, at en anerkendelse af Somaliland for vesten samtidig vil være en erkendelse af, at det føderale projekt, som vesten stadig støtter massivt, har været en fiasko eller om det rent faktisk skyldes en oprigtig tro på, at mantraet ’afrikanske løsninger på afrikanske problemer’ og dermed et stærkt AU, er vejen til fred i Somalia og Afrika, er svært at sige. I begge tilfælde vil AU skulle tage initiativet, men hvorfor gør AU så ikke det?

Hovedårsagen må ligge gemt i en frygt for, at vold og konflikt andre steder i sub-Sahara Afrika vil opstå og sprede sig, hvis Somaliland bliver anerkendt – AU frygter med rette, at andre separatistbevægelser og oprørsgrupper på kontinentet vil se en anerkendelse af Somaliland som et klart signal om, at man gennem væbnet oprør og efterfølgende selverklæret selvstændighed kan regne med AUs opbakning. En anerkendelse af Somaliland kan altså potentielt fungere som en opfordring til fortsat væbnet kamp i diverse konfliktzoner og i konkrete tilfælde måske endda øge den lokale tilslutning og rekrutteringen til disse grupper. Dertil kan man forestille sig, at en total løsrivelse af Somaliland vil få de semi-autonome og pro-føderalistiske regioner Puntland og Jubbaland til også at ønske selvstændighed, hvilke fortalerne for føderationen mener vil skabe yderligere konflikt.

Den nuværende situation i Sydsudan har bestemt ikke øget AUs lyst til at ændre deres tilbageholdene tilgang til anerkendelse som konfliktløsningsredskab. AU bruger størstedelen af sit budget på sikkerhedsrelaterede operationer, selvom der fra begyndelsen har været et ønske om at fokus skulle være på økonomisk og social fremgang. Og det er nok i dette lys tilbageholdenheden skal forstås. Med de relative fredelige tilstande i Somaliland og med både økonomisk og social fremgang at spore, ønsker AU nok mest af alt at lade Somalialand fortsætte sin stille tilværelse og samle sine knappe ressourcer om konflikter højere oppe på Freds- og Sikkerhedsrådets dagsorden, f.eks. al-Shabaab i det sydlige og centrale Somalia.

Hvis en anerkendelse af Somaliland kan medvirke til konfliktoptrapning andre steder på kontinentet, kan AUs tilbageholdenhed godt forsvares. På den måde bliver Somaliland et kuriøst eksempel på, at folkenes ret til selvbestemmelse bør ses i en større sammenhæng end blot det enkelte folk. At AU på nuværende tidspunkt ikke anerkender Somaliland kan derfor paradokssalt siges at være af hensyn til de afrikanske folk generelt, men på bekostning af Somaliland.

Kristian Skovsted er kandidatstuderende på Global Studies ved Roskilde Universitet