I forsvarsministeriet sidder en styregruppe på 4 personer – 2 generaler, en departementchef og en kvindelig civilist Lone Lindsby (hentet fra DSB), der er leder af projektet Nyt Kampfly. Disse 4 skal komme med en vurdering af de 3 kampflytyper der er i spil til dansk forsvar – og skal anbefale en af de 3 typer.

Investeringen kan komme op i et leje på omkring 30 mia., dog afhængig af hvor mange fly der købes, samt et beløb på mellem 60-90 mia over de næste 30 år til vedligeholdelse og drift. Styringsgruppen og dens kontor koster hele 155 millioner – før der er taget en beslutning.

Disse udgifter betyder, at vigtige andre dele af den danske sikkerheds – og udenrigspolitik må nedprioriteres og den nuværende nedskæringspolitik blot vil fortsætte.

Sparsom og teknisk orienteret debat

Diskussionen har især gået på hvilken af de 3 typer – F-35 joint Strike Fighter (fra det amerikanske Lockheed Martin), Superhornet (amerikansk) og Eurofighter Typhoon (europæisk, hovedsagelig Tysk)- der skal peges på af politikerne, der skal foretage det endelige valg.

Favoritten er F-35. Danmark har allerede investereret 2 mia. i udviklingsomkostninger for dette fly, som stadig er under udvikling i USA med øget risiko for yderligere omkostninger og fejl.

Hvad vil vi med dansk sikkerheds- og udenrigspolitik?

Køb af f.eks. 30 F-35 fly vil udgøre så stort et dræn på andre dele af sikkerheds- og udenrigspolitikken at den nuværende nedskæringspolitik blot vil fortsætte. I stedet for at opbygge et forsvar, der ligner et stormagtsforsvar, må Danmark anerkende sin rolle som småstat i skandinavien og Europa med stærke sociale og humane traditioner og med behov for et forsvar, der kan suverænitetsbeskytte Danmark, Færøerne og Grønland. Et antal nye fly mellem 10-15 stk. mener RIKO er tilstrækkeligt for at imødekomme dette behov, og det er ikke nødvendigt at få de allernyeste og mest langrækkende flytyper.

Indkøb af nye kampfly til milliarder af kroner cementerer en fortsættelse af en aktivistisk, militariseret dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i mange år frem.

Skabelse af sikkerhed og fred kræver en ny værktøjskasse

RIKO anbefaler, at der udvikles en ny værktøjskasse af blødere virkemidler end krig og militære tiltag udover det allerede eksisterende i udenrigsministeriet og DANIDA:

International og regional Konfliktløsning: Fred og sikkerhed har ikke udviklet sig efter de krige Danmark har været med i (Irak, Afhanistan, Libyen) eller har undladt at gøre noget mens tid var (Syrien). Der bør derfor udvikles kompetencer og kapacitet i udenrigsministeriet/DANIDA til at benytte konfliktløsning i langt højere grad end i dag dvs kompetence til at mægle; få begge parter i konflikt med i forhandlede løsninger; sætte ind med konfliktforebyggelse, så konflikter ikke bryder ud i vold.

Tale med ”den anden side”: Danmark bør igen blive et land hvis diplomater og politikere kan tale med begge sider i en konflikt. Vi skal f.eks. kunne tale med Rusland; med Taliban; med begge parter i konflikten i Ukraine. At line op bag een side i en konflikt vil ofte gøre konflikten dybere.

Dansk udviklingsbistand øges til sit tidligere niveau: De humanitære sider af dansk bistand øges til ofre for igangværende konflikter. Der skæres ikke ned på FN og dets særorganisationer, der med sit universalistiske og internationale udgangspunkt er bedre egnet til konfliktløsning og konfliktforebyggelse.

De politiske partier i forsvarsforliget opfordres til at se på flyindkøbet og omkostningerne herved i en større ramme end valget af 3 flytyper.

Parter i forsvarsforligskredsen som SF og de radikale har her en vigtig rolle at spille ved at holde udgifterne til flyindkøbet nede og dermed sikre andre essentielle dele af den danske sikkerheds- og udenrigspolitik.

Se en oversigt over debatten her.