Danmark er af USA blevet bedt om at sende specialoperationsstyrker på mission (altså i krig) på landjorden i Syrien og dele af Irak imod Islamisk Stat.

Internationalt vil Danmark igen sende det signal, at vi altid er blandt de første til at gå med i militære operationer i luften eller til lands, når vores allierede USA kalder, og uanset om der foreligger realistiske strategier og målsætninger for indsatsen.

Der er realtiske alternativer til en udvidet dansk militær indsats i regionen, mener RIKO.

I krigs- og krisetider er der mange andre opgaver, som en gennemtænkt ikke-militært fokuseret sikkerhedspolitik kan løse.

Der er stadig massive flygtningestrømme, især forårsaget af tidligere og igangværende fejlslagne krige, som bl.a. Danmark har været aktiv deltager i. Der er terrorisme-problemer i Europa, der skal mobiliseres mod, og som til dels er fremmet af netop disse krige (den amerikanske professor Jeffrey Sachs taler om ”rekyl-terrorisme”). I løbet af de sidste mere end 15 års vestlig ”krig mod terror” er tilslutningen til islamistiske terrorbevægelser kun vokset.

Der er i Danmark og hos vore allierede kronisk underskud på indsigt i og evner til at bruge ikke-militær konfliktløsning, herunder præventivt diplomati, de-eskalering, mægling, forhandling og fredsinitiativer. Målrettet ulandsbistand er også sikkerhedspolitik – her har vi skåret drastisk ned. Danmark bør som småstat i stedet i langt højere grad gøre det, vi traditionelt har været bedst til, nemlig at prioritere de ikke-militære virkemidler i sikkerhedspolitikken højt.

Økonomisk er det danske forsvar på slankekur, og de planlagte jagerfly-indkøb vil belaste budgettet til bristepunktet. Det er ikke tiden til nye udgiftskrævende missioner, der let kan drage flere operationer med, når først vi er med via ”boots on the ground”.

I en tid med omfattende nedskæringer på kerneområder som undervisning, forskning, det sociale område og kulturen vil der i store dele af befolkningen næppe være større forståelse for, hvad der vil blive opfattet som nye militære aktiviteter i Mellemøsten.

Der er en række realistiske alternativer for Danmark at arbejde for:

Danmark skal aktivt fokusere på og bruge de ikke-militære og diplomatiske midler i den sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske værktøjskasse, som har været forsømte i de sidste 20-25 år.

  • Have en høj profil med at hjælpe ofrene for de mellemøstlige krige, ikke mindst i nærområderne, hvor der er sket helt uacceptable, drastiske nedskæringer i de økonomiske midler.
  • Hjælpe med hospitalsfaciliteter, f.eks. et hospitalsskib (som Danmark gjorde under Koreakrigen ).
  • Bidrage til en økonomisk-politisk inddæmningsstrategi over for IS. Der flyder stadig våben og modtages olie via illegale ruter fra IS området. Foranstaltninger til at standse denne trafik bør støttes, da den styrker IS. Økonomisk og humanitær støtte til den fastboende sunnimuslimske befolkning i Irak og Syrien. IS ledes af 20.000 – 30.000 jihadister (ifølge CIA) blandt en befolkning på 6-10 mill. hovedsagelig syriske og irakiske sunnimuslimer. Det er kun den lokale sunnimuslimske befolkning, der i sidste ende kan og må rejse sig og smide gruppen af IS-jihadister ud. Det skal de have støtte til,men indsatsen – som sikkert også vil have en militær komponent – kan kun gøres af befolkningen selv med støtte fra lande i regionen – og ikke kampsoldater fra Danmark og andre fremmede lande.
  • Aktiv støtte til indsættelse af FN-fredsbevarende styrker i området (primært fra muslimske lande i regionen) i forbindelse med en forhåbentlig snarlig stormagtsgaranteret våbenhvile og forhandlingsløsning i den syriske borgerkrig.