Af Stine Nørskov Hansen, cand.mag. i Mellemøststudier og skribent for RIKO.

På opfordring fra USA diskuteres det i disse dage i Udenrigspolitisk Nævn, hvorvidt der skal sendes danske specialstyrker til Syrien i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Forslaget om militær oprustning møder dog stor kritik fra flere sider. Forfatter Deniz Serinci kalder bl.a. forslaget om at sende danske specialstyrker til Syrien for et »vestligt selvmål«.

I kølvandet på terrorangrebene i Paris den 13. november 2015, sendte den franske præsident François Hollande 12 krigsfly til Syrien.

De i alt 20 bomber, der blev kastet ned over den syriske by Raqqa og bl.a. ramte dele af Islamisk Stats (IS) centrale kontrol- og kommandocentre, er de første franske angreb på syrisk grund siden terrorangrebene i Paris.

Luftangreb – som både Koalitionens og de franske – bliver dog kritiseret af flere for at være ineffektive. Militærhistorisk ved vi, at en krig sjældent vindes fra luften alene.

Hvis man vælger at gå ind med landtropper, som det f.eks. var tilfældet for amerikanerne i Afghanistan og Irak i 2001 og 2003, vil man have mulighed for at vælte de respektive regimer på relativt kort tid. I begge tilfælde gik der få måneder før regimerne var væltet, og det skyldes simpelthen, at landtropperne er mere effektive end luftbombardementer alene« siger Deniz Serinci, forfatter til bogen ‘Terrorens Kalifat – Et Indblik i Islamisk Stat’ (2015).

Dette er dog ikke ensbetydende med, at en indsættelse af danske specialstyrker på landjorden i Syrien vil være et effektivt tiltag i kampen mod IS, forklarer Deniz:

»Vestlige landtropper [i Syrien red.] vil være et selvmål, som IS vil kunne bruge til at kunne sige: se, de kommer dér som besættere«.

Den vestlig tilstedeværelse på landjorden kan med andre ord bruges aktivt af IS som et led i deres rekrutteringsstrategi og dermed styrke deres politiske projekt, siger Deniz.

Den franske journalist Nicolas Hénin er enig med Serinci. Henin, der i flere år har rapporteret fra Mellemøsten og senest siddet 10 måneder fanget hos IS som gidsel, retter også skarp kritik af den nuværende militære strategi mod terrororganisationen.

Luftbombardementer mod IS er en fælde. Hénins kritik går bl.a. på, at luftangrebene primært rammer civile mål, og ikke IS, som de oprindeligt var tiltænkt. Flugten fra bombernes ødelæggelser tvinger lokalbefolkningen til at søge beskyttelse i områder under ISs kontrol. Den militære strategi hælder således benzin på bålet, og styrker i stedet ISs fortælling om et dommedagsopgør med Vesten som den altoverskyggende fjende.

Set i lyset af de seneste års flygtningekrise påpeger Hénin, at Europas modtagelse af et stort antal flygtninge og åbne grænser er en torn i øjet på ISs propagandamaskineri, der ihærdigt forsøger at promovere idéen om et vestligt had mod muslimer. IS forventer bombeangreb og militære tiltag, men frygter på den anden side sammenhold og solidaritet på tværs af landegrænser. Det er hér, gennem politiske tiltag og sanktioner, at Hénin ser perspektiver i forhold til en potentiel afslutning på ISs eksistens. Det er derfor tydeligt, hvordan IS ønsker at provokere til modangreb i en sådan grad, at de vestlige reaktioner kan blive betragtet som både irrationelle og ineffektive, og dermed fremstå som en svag modstander.

Hénin påpeger, at det med andre ord hverken er politisk handlekraftighed – i form af bombeangreb – eller den nyeste og dyreste våbenteknologi, der vil vinde krigen mod IS. Der er i stedet brug for langsigtede politiske tiltag og et øget fokus på civilbefolkningen som en del af løsningen på denne væbnede konflikt.