Erfaringsopsamlingsrapporten om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan blev præsenteret på en offentlig konference i Folketinget den 9. juni. Rapporten består af tre dele, der evaluerer Danmarks indsats i Afghanistan i årene 2001-2014 med fokus på civil-militær sammentænkning og udviklingsbistand. Nogle dage forinden præsenterede Norge sin yderst kritiske og mere detaljerede evalueringsrapport om Norges indsats i krigen. Tre eksperter, som gennem mange år offentligt har kritiseret Danmarks og NATOs indsats i Afghanistan, giver her deres kommentarer til både den danske og den norske rapport og forklarer de fejltagelser, Danmark har begået i Afghanistan.

– Af Merete Koefoed-Johnsen, cand.mag. i Mellemøststudier fra Lund Universitet

Billede til artikel om Afghanistan

Danmark kritiseres af eksperter for at have fulgt de store NATO-staters strategi blindt i krigen i Afghanistan modsat Norge, der gennem sit fredsdiplomati søgte forhandlinger med Taliban. Yderligere har ideen med såkaldt civil-militær samtænkning stort set vist sig at være en fiasko. Varig fred skabes via politiske løsninger og ikke gennem kortsigtet militær intervention, konkluderer eksperterne.

Den kritiske vinkel på den civil-militære samtænkning

”Varig fred skabes gennem politiske processer, ikke ved hjælp af forskellige kombinationer af udviklingsbistand og militære midler”[1], står der i den danske rapport fra DIIS. ”Det er den centrale sætning for alle tre rapporter, den allervigtigste pointe i kritikken”, siger Poul Villaume, dr.phil., professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet.

De stater, der deltog i ISAF (International Security Assistance Force, den internationale militære styrke under NATO-kommando i Afghanistan), udviklede forskellige nationale tilgange til det, der på dansk kaldes samtænkning. Anført af Storbritannien var ambitionen for blandt andet Danmark, at etablere permanente strukturer, der kunne bane vejen for en mere integreret tilgang til civil-militært samarbejde både på hovedkvartersniveau og i felten i Afghanistan.

Søren Schmidt, lektor i udvikling og internationale studier ved Aalborg Universitet, forholder sig kritisk til ideen om samtænkning af det civile og militære og siger: ”Den militære indsats og den civile var overhovedet ikke sammenordnet. Det var to separate spor, og mekanismerne der kunne samordne dem var ikke til stede – heller ikke viljen. Udenrigsministeriet kørte med den sædvanlige tæppebombning om menneskerettigheder, kvinder, uddannelse og så videre, og det havde ingen som helst relation til den situation militæret stod i”.

Poul Villaume peger på, at det fremhæves i rapporterne, at formålet med at integrere den civile og den militære del har været noget anderledes end det almindelige indtryk i offentligheden. ”Formålet med den civile del er egentlig ikke at sikre udvikling eller stabilisering; den fundamentale funktion for den civil-militære samtænkning er at understøtte den militære indsats, eller sagt med andre ord, et forsøg på at gøre de militære styrker mindre upopulære blandt lokalbefolkningen. De danske erfaringsrapporter stiller kraftigt spørgsmålstegn ved, om dette overhovedet er muligt. De påpeger, at der er en masse eksempler på, at det har fungeret ekstremt dårligt, og i nogle tilfælde har de civile projekter virket decideret destabiliserende, fordi de for eksempel har favoriseret en part i lokalsamfundet, måske blot en familie, hvilket har ført til utilfredshed hos andre og været konfliktskabende. Derudover søgte man at skabe opbakning i befolkningen til centralregeringen i Kabul som var bundkorrupt, hvilket var noget befolkningen selvfølgelig godt kunne gennemskue”, siger Poul Villaume.

Poul Villaume tilføjer at ”lande som Danmark, Holland, Storbritannien og Canada havde en civil-militær samtænknings-indsats, hvorimod andre NATO-lande såsom Norge og Tyskland valgte en anden vej. De afstod fra at arbejde med civile projekter i områder hvor deres soldater opererede. De troede simpelthen ikke på ideen om samtænkning af det civil-militære, der reelt har været en fiasko for Danmark.

Danmark fulgte USA blindt

Danmark var i Afghanistan en del af en koalition med store dominerende stater såsom USA og Storbritannien, og det var dem, der satte dagsordenen. Nagieb Khaja, journalist og filmdokumentarist, fortæller, at det har været utrolig problematisk, at Danmark ikke har bidraget med selvstændige beslutninger: ”Jeg synes, det er lidt hårdt at læse den norske rapport, fordi den siger jo det, som jeg for eksempel også har sagt igennem mange år. Det som vi har fået at vide gennem så mange år bliver bare understreget igen. Når den danske regering har sat sig for noget, så taler man for døve ører. Her taler jeg jo om adskillige konklusioner fra den norske rapport, blandt andet at en lille stat som Danmark er nødt til at tilpasse sin militære strategi efter en stor stat som USA eller Storbritannien inden for en stor ramme, som man ikke har nogen indflydelse på. Og det bliver et sisyfosarbejde, hvis man har en anden dagsorden, end det der er udstukket fra en stor stat som USA.

Søren Schmidt forklarer, hvordan Danmark blindt fulgte de stærke staters strategi uden at forsøge at påvirke dem i en anden retning og siger: ”Det var ikke gået op for folk herhjemme, at når du deltager i en koalition med store lande, så indordner du dig under en samlet strategi. Der blev lavet den ene plan efter den anden for Danmarks indsats i Afghanistan, men det var fuldstændig blålys, fordi når det kom til de konkrete aktiviteter i Afghanistan, så var vores militære indsats for eksempel i Helmand i høj grad ledet af briterne. Danmarks mulighed for at påvirke den overordnede strategi måtte gå gennem en påvirkning af vores alliancepartnere, og der var ikke den mindste ansats til, at vi tog det alvorligt. Vi gjorde bare, hvad der blev sagt og henviste til, at de store stater havde lagt strategien, og så kunne vi gemme os bag dem. Der synes jeg, vi har været meget uansvarlige – når man går ind i en alliance, så man må også bidrage konstruktivt til, om strategien er den rigtige.

Det norske fredsdiplomati

Den norske evalueringsrapport viser, hvordan nordmændene forsøgte at bidrage til at ændre strategien i Afghanistan gennem det, nordmændene kalder ”fredsdiplomati”, et begreb, der ”simpelthen ikke eksisterer i officiel dansk udenrigsministeriel sammenhæng”, forklarer Poul Villaume og fortsætter: ”Norske diplomater har siden 2007 gjort en række selvstændige forsøg på at etablere et forhandlingsspor i forhold til Taliban, trods amerikansk modvilje. Resultaterne har ikke været banebrydende, men de var i stand til at påvirke amerikanerne. I 2011 så lykkedes det faktisk at vinde forståelse i USA, da Hillary Clinton blev overbevist om, at USA burde støtte et forhandlingsinitiativ over for Taliban. Norge fik politisk indflydelse i Washington ved at indtage en anden position end USA. Det er en vigtig pointe, som fuldstændig bliver overset. Under den kolde krig vandt også Danmark indflydelse i Washington bl.a. ved tilbage i 1970erne at gå i spidsen for Øst-Vest-afspænding i Europa. Små allierede lande som Norge og Danmark får ikke nødvendigvis indflydelse i Washington ved at gøre præcis som amerikanerne, men kan netop vinde respekt og indflydelse ved på visse punkter at indtage selvstændige positioner. Det er det norske fredsdiplomati i Afghanistan et godt eksempel på”.

Den danske og den norske rapport kritiserer hele grundlaget for indsatsen

”Det tjener Norge til ære, at de har været i stand til at lave en ærlig rapport, ” fortæller Søren Schmidt og siger: ”Herhjemme har vi haft svært ved at have en ordentlig debat. Vores egne ministerier, udenrigsministeriet især, har været meget lukkede og ideologiske omkring krigen i Afghanistan. De har ikke været interesseret i nogen diskussion om, hvorvidt man nu greb det rigtigt an. ”

Poul Villaume mener, at de danske erfaringsopsamlingsrapporter faktisk er bemærkelsesværdigt kritiske, selvom de slet ikke er så omfattende som den norske: ”Hvis man nærlæser de tre danske rapporter og læser lidt mellem linjerne, så er det tydeligt, at de på en række punkter er kritiske over for den danske indsats og ikke kun over for det civil-militære samarbejde på trods af, at rapporterne kun skulle evaluere det civile element og udviklingsbistanden. Der er god grund til at kritisere, at den egentlige militære indsats ikke måtte evalueres, men jeg synes stadigvæk, det er værd at hæfte sig ved, at inden for de rammer, rapporterne har haft, fremføres en forsigtigt formuleret, men ret dybtgående kritik af hele grundlaget for den danske indsats i Afghanistan.

Nagieb Khaja kan tydeligt genkende det billede, den norske rapport tegner og mener, der ikke blev lyttet til kritikken fra eksperter gennem mange år: ”Den norske rapport kommer med nogle konklusioner, der er i overensstemmelse med de erfaringer og betragtninger som den danske regering har fået løbende fra både eksperter og folk på jorden, det vil sige journalister og researchere, om at der overhovedet ikke var nogen overensstemmelse mellem krigen mod terror og genopbygningsindsatsen og stabilisering i Afghanistan. Det var fuldstændig modsatrettede dagsordner, der hæmmede hinanden”, siger han og tilføjer: ”Ovenikøbet har amerikanerne kørt den såkaldte ’krig mod terror’ i Afghanistan, som fuldstændig har undermineret de forsøg, der har været på at vinde goodwill fra befolkningen. I forhold til den militære indsats, har Danmark smidt en masse penge ned i et sort hul, og samtidig har man risikeret en masse menneskers liv, fordi man havde en interesse i at føje en amerikansk dagsorden. Både denne og den forrige regering har ikke udtrykt klare mål for, hvad det var man ville opnå i Afghanistan, og derfor har det været lettest at følge en andens dagsorden. Den danske rapport er overhovedet ikke så omfattende som den norske. Vi er så langt bagude, at vi ikke engang gider at forholde os til den virkelighed, der er. Det er danske officerer, det er forskere, det er journalister, der har skitseret det samme som den norske rapport er kommet frem til. Jeg synes der er rigtig lang vej.

Vi lærer ikke af vores fejl

”Når den danske deltagelse i Afghanistan blev kritiseret i den offentlige debat, lød forklaringen at det tager tid. Men jo længere tid vi var der, desto mere problematisk blev det, at vi var der, fordi det hele fik en karakter af besættelse, og den menige afghaner blev mere og mere harm over tilstedeværelsen, fortæller Søren Schmidt”.

Nagieb Khaja udtaler, nu vedrørende krigen mod Islamisk Stat, at vi ikke lærer af vores fejl – ”vi kører bare derudaf”, siger han og tilføjer: ”Nu gør vi det igen. Nu taler alle om den store succes med at indtage Falluja, som om at hvis man indtager Falluja, så er det slut med Islamisk Stat. Falluja er blevet indtaget før – af amerikanerne. Der var hårde kampe og en masse mennesker blev dræbt, Falluja blev indtaget og man begyndte at underminere de militære fremskridt der havde været, fordi man ikke havde lavet en langsigtet strategi. Militære løsninger kan kun løse en problemstilling i forhold til den umiddelbare fare, men man er nødt til at tænke langsigtet.

Poul Villaume påpeger, at det i den danske rapport fra DIIS bl.a. konkluderes, at det internationale samfund gennem ”krigen mod terror” bidrog til at styrke afghanske væbnede grupperinger og krigsherrer, som ikke havde interesse i at opbygge en sikker og legitim stat. Derudover konkluderer rapporterne, at ”der var for megen opmærksomhed på den form for sikkerhed, der betød noget for USA og NATO, og for lidt på den daglige sikkerhed, der betød noget for almindelige afghanere”[2]. ”Det er jo en temmelig fundamental kritik”, siger Poul Villaume.

 

[1] Andersen, Louise Riis. ”Afghanistan – Erfaringsopsamlinger 2001-2014 Del 1”. DIIS side 9

[2] Andersen, Louise Riis. ”Afghanistan – Erfaringsopsamlinger 2001-2014 Del 1”. DIIS side 73