Som transitland for migration er udviklingen i Libyen fundamental for at forstå flygtningestrømmene og den politiske krises opståen i Europa i dag. RIKO har interviewet Martin Lemberg-Pedersen, adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet, der betoner hvordan statsstøttede europæiske virksomheder har tjent stort på den boomende grænsekontrolsindustri i Libyen. Ifølge Martin Lemberg-Pedersen har man med europæisk migrationspolitik vendt det blinde øje til totalitære, repressive politiske tendenser og været villig til at give køb på alle principper om demokrati og rettigheder i jagten på effektiv grænsekontrol.

I februar 2011 indledes demonstrationerne i Libyens næststørste by, Benghazi, mod Muammar al-Gadaffi, der kom til magten i 1969 ved et militærkup. De fredelige demonstrationer tager inspiration fra opstandene i Tunesien og Egypten, men Gadaffis styre slår hårdt ned på oprøret og situationen udvikler sig til en væbnet konflikt. Natten til d. 19. marts 2011 vedtager det danske folketing, at Danmark skal deltage i den FN-sanktionerede militære aktion i Libyen. RIKO støtter i 2011 tiltaget for at beskytte Benghazis befolkning, men er stærkt kritiske overfor NATOs udvidede fortolkning af resolution 1973 til i praksis at omfatte regimeskifte i Tripoli.

Efter at Gadaffi er blevet dræbt og oppositionen har erobret Sirte erklærer Libyens Nationale Overgangsråd ”TNC” Libyen for frit. Da USA og NATO-landene vurderer at truslen om overgreb mod befolkningen er aftagende ophæver FN resolution 1973 d. 31. oktober 2011, og de danske kampfly vender hjem.

Gadaffi, en allieret grænsekontrolspartner

I dag nærmer vi os 5 års dagen for at Danmark trak sig ud af Libyen. Landet kæmper stadig med at navigere i en tumult transitions-periode karakteriseret ved dybe politiske splittelser, stigende usikkerhed og kampe mellem stærkt bevæbnede rivaliserende militser, ISIL og to stridende regeringer. Men inden 2011 så situationen anderledes ud. Før revolutionen var Libyen en af de største finansielle støtter for den Afrikanske Union, og Gadaffi formand for unionen i 2010. Op til 2011 kører Gadaffi kampagner syd for Sahara for at tiltrække arbejdskraft, og Libyen ser et stort boom af arbejdsmigration til landets fiskeri-, landbrugs-, konstruktions- og byggesektor.

Den stigende migration til Libyen har dog ikke kun betydning for Libyens økonomi og sydlige relationer. Med den længste kystlinje mod Middelhavet i Afrika og sine seks landegrænser er Libyen et geografisk brændpunkt, hvorfor Gadaffi i 00’erne bliver en vigtig allieret for Europa. Martin Lemberg-Pedersen forklarer, hvordan Gadaffi bruger migrationskampagnen til at true Europa, ”Kort sagt, må Europa betale Libyen for grænsekontrol for at undgå et stort antal migranter”.

Fra Europæisk side ser vi i samme periode i 00’erne derfor grundlæggende udviklingen af et eksternaliseret Europæisk grænsekontrolsregime og eksport af udstyr for at blokere for den flygtningeinvasion vi ellers vil se gennem Libyen. ”Det vil sige at de europæiske stater fører migrationskontrolpolitik ud over eget territorium med lejrer, patruljer, droner og så videre i Libyen. Også private statsstøttede aktører, for eksempel europæiske sikkerhedsfirmaer og våbenselskaber, får kontrakter med Gadaffis regime på udøvelse og håndhævelse af grænsekontrollen, samt infrastruktuelt i form af skibe og fly til Libyen”.

Infrastrukturen, der med hjælp fra Europa opbygges i Libyen omkring grænsekontrol, anvendes dog ikke kun til at kontrollere migrationen mod Europa. Martin Lemberg-Pedersen pointerer at mange af grænsekontrolskontrakterne har gået på overvågningsteknologier som ikke kan skelne, hvem der bliver ramt af dem.

De her teknologier er jo også blevet brugt af regimet overfor civilbefolkningen, dissidenter eller andre. I virkeligheden har EU, og mange europæiske lande, på det her plan været virkelig fremme i skoene med at opbygge en totalitær infrastruktur i Libyen og tjent kassen på det. Vi er i en kontekst hvor vi ser en europæisk våbenindustri, der har været i krise siden den kolde krig og som bruger grænsekontrollen som et nyt og spirende marked”.

Andre aktører såsom eksportkreditfirmaer, investeringsbanker og andre som ejer aktier i de samme våbenfirmaer har også en interesse i en boomende grænsekontrolspolitik. Martin Lemberg-Pedersen understreger således, hvordan grænsekontrolspolitikken er en del af en større økonomisk politik, ”Grænsens forgrening og boost som et spirende marked kan ikke kun forklares ved hjælp af nationalisme, men der er altså også nogle økonomiske interesser der bliver ved med at føde ind i det her.”

EU i vildrede efter Gadaffis fald

På grund af grænsekontrollen og den vigtige økonomiske relation til Gadaffi er EU i 2011 splittet i forhold til at intervenere i Libyen. Ifølge Martin Lemberg-Pedersen ser vi efter den internatonale militære indsats i Libyen en kontekst, hvor der i EU til at starte med er håb om at man straks kan få en ny regering i Libyen, og dermed nye grænsekontrolsaftaler. Men det sker ikke, i stedet bryder situationen ud i kaos. Fra EU’s side forsøger man i 2013 med en EU Border Assistance Mission at genoprette grænsekontrollen i Libyen, ”men sikkerhedssituationen er for farlig og med et utal af involverede militser, og en vestligt allieret regering uden adgang til kysterne, er det uvist hvem man skal tale med”. Man forsøger at uddanne libyere i grænsekontrol, men som Martin Lemberg-Pedersen forklarer så afsløres det at man ret hurtigt finder ud af ”at man er i gang med at uddanne paramilitære enheder, som altså har meget andet på tapetet end lige grænsekontrol”.

Ifølge Martin Lemberg-Pedersen har man med det Europæiske Grænseagentur Frontex samtidig i 00’erne skabt en fordrivelseseffekt fra den centrale middelhavsrute (Libyen-Italien) til den østlige (Tyrkiet-Grækenland). Da EU mister sin allierede partner Gadaffi åbner den centrale rute op igen, hvilket vi ser i 2014 og 2015. Martin Lemberg-Pedersen påpeger hvordan grænsekontrolsinfrastrukturen, der i 00’erne var under hårdt centralt pres styret af Gaddafi regimet, i dag er decentraliseret på grund af en fragmenteret suverænitet og en øget militarisering.

En direkte konsekvens af Gadaffis fald har været at smuglerne overtog meget af operationen og deraf kom der en stigning i antallet af bådflygtninge. Det betyder så at det nu er militser som kan italesætte sig selv og deres egen nødvendighed som værende bolværk mod migrationen fra Mali og de sydlige grænser. Det er helt givet at militser kan hive sig selv til forhandlingsbordet ved at tale de forstærkede migrationsprocesser op som en trussel”.

Hindrer EU’s migrationspolitik konfliktløsning i Libyen?

Martin Lemberg-Pedersen stiller sig kritisk overfor, hvordan EU med sine politiske ambitioner om eksternaliseret grænsekontrol presser på for en enhedsregering i Libyen, ”EU’s migrationspolitik påvirker fredsprocessen på en meget uforholdsmæssig og uheldig måde. Fra EU’s side har man et meget instrumentelt syn på hvad det er der sker i Libyen, og man er villig til at give køb på snart sagt alle principper om demokrati og rettigheder, så længe man kan få en samarbejdspartner ud fra de interesser som man selv har – som er olie og grænsekontrol først og fremmest. Så derfor ser vi EU tale en enhedsregering op, selvom der er alle mulige tegn på at den ikke rigtigt er der. Der er stadigvæk meget store problemer. Det er et meget skrøbeligt samfund som kunne bruge en periode til at bygge broer, og genopstå som samfund efter årtiers diktatur og konflikt, fremfor at man skal presses ind i det som er en EU aftale som faktisk er cart blanche til en militær intervention.”

Ifølge Martin Lemberg-Pedersen er en af grundene til at EU presser på for en samlingsregering at EU ønsker at gå militært ind i den eksisterende flådeoperation Sophia, der konfiskerer smuglerbåde ud for den libyske kyst. En sådan intervention er dog kontroversiel og vil kræve enten FN-mandat eller en invitation fra de libyske myndigheder. ”Det øjeblik der er en aftale så kan EU få et ja fra regeringen til at lave en militær intervention, dels for at stoppe flygtninge og måske også for at dæmme op for regionalisering af konflikten med IS”.  Martin Lemberg-Pedersen udtrykker sin bekymring på Libyens vegne i forhold til EU’s intervention i Libysk politik

det er rigtig tydeligt at der er nogle interesser og noget instrumentalisering der er mere vigtig for Europa end den libyske samfundsproces. Man har i alt for lang tid været villig til at se gennem fingre med totalitære repressive politiske tendenser og regimer i jagten på effektiv grænsekontrol.”

“Jeg vil for eksempel mene at Erdogan ikke ville sidde på magten i Tyrkiet nu, hvis EU ikke havde faciliteret ham på de afgørende tidspunkter som man gjorde det –  fordi at man vidste han var vigtig for grænsekontrollen. Tilsvarende kan man argumentere for det samme med Gadaffi, Mubarak i Egypten, Ben Ali i Tunesien og det marrokanske kongedømme, der også er en politistat. Man snakker utroligt meget fra dansk side om menneskerettigheder og demokrati, men når det så kommer til stykket så ofrer man det hver gang på gang på gang. I forhold til konfliktforebyggelse, så har sådanne regimer det jo med at være centrum i konflikter, så hvis man vil undgå sådanne tenderser så bliver man nødt til, helt fundamental, at tage egen approach og tilgang op til genovervejelse”, tilføjer Martin Lemberg-Pedersen.

Vi må adressere faktorerne bag grænsen og revurdere vores udenrigspolitik

I forhold til langsigtede løsninger på den stigende migration understreger Martin Lemberg-Pedersen for det første, at der ikke findes noget quick fix. ”Der er en fejlbehæftet logik som siger, at sætter man ind overfor smuglerne så stopper man flugten. Men det er ikke tilfældet, så søger folk farligere ruter. Med den her fejlhæftede logik har man slet ikke set på de originale årsager. Der er en tendens i Europæisk, Australsk og Amerikansk politik til at fokusere utrolig meget på grænsen og glemme alt på hver sin side af den. Der kan vi jo se at Europa igennem 00’erne har fokuseret utroligt meget på ekstern grænsekontrol og eksternalisering, men man har på ingen måde opbygget noget bæredygtigt modtagelsessystem. Og det viser 2015 i høj grad – det hele krakelerede så snart folk faktisk kom til Europa.”

Ifølge Martin-Lemberg Pedersen må beslutningstagere anerkende den øgede mobilitet i verden i dag, og forholde sig til modtagelse og fordrivelse. ”Man bliver nødt til på europæisk plan at snakke om omfordeling og en form for fair byrdefordeling fordi det her spiller ikke. Fraværet af en europæisk infrastruktur er noget som får lande til at spekulere og gå i konflikt mod hinanden. Martin Lemberg-Pedersen påpeger at man med de langsigtede løsninger må tænke bredere end EU. ”En fælles infrastruktur må være global og skal helst involvere USA, som har taget imod forsvindende få syriske flygtninge, og de arabiske lande, som også har ligget i læ selvom de er utroligt aktive i de konflikter der er”. Ifølge Martin Lemberg-Pedersen er det bemærkelsesværdigt at EU har fået rollen som konfliktløser, han mener en løsning må være i FN regi.

Det er som om at EU er blevet kædeforbundet med en løsning på flygtningepolitikken, men historisk set har EU aldrig løst en flygtningepolitik – det har FN. Hvis det ikke er den syriske konflikt, som er så forfærdelig tragisk og som har varet så lang tid, så kommer der jo en anden. Den foreløbige måde man har gjort er bare brandslukning.

Ifølge Martin Lemberg-Pedersen er fordrivelsen den anden dimension, der skal adresseres, og han pointerer at ”Frontex’ mandat er på grænsen, faktorerne bag at folk søger mod grænsen kan Frontex ikke gøre noget ved”.
I forhold til at stoppe fordrivelsen understreger Martin Lemberg-Pedersen at man bliver nødt til at se på ens egen udenrigs-, handels- og militærpolitik, og peger på en sammenhæng mellem antallet af interventioner i EU’s nærområde de sidste 15 år, antallet af krige og antallet af flygtninge fra selv samme område mod EU.Den bredere, sværere vifte er handelspolitik. Det er jo den form for politik man har ført i årtier overfor afrikanske lande med at dumpe billige eksportvarer, og overfiskeri som også er en stor faktor. Der er selvfølgelig en hel masse interne konflikter og årsager som ikke nødvendigvis har noget med Europæiske lande at gøre i de her regioner, men det hjælper ikke på det at man samtidig kommer anstigende med sådanne politikker eller instrumentalisering”.

Udviklingen i Libyen er en hjørnesten i at forstå hvordan flygtningekrisen og den politiske krise kunne opstå i Europa i 2015 og i dag. Blot de sidste 36 timer har man revet 10.000 mennesker op af havet mellem Italien, Libyen og Egypten, så det er i høj grad stadig aktuelt.”

Interview af Emilie Schapira

Læs eller genlæs også:
Libyen – hvad nu?
RIKOVIEWS: Situationen i Libyen
Flygtningestrømmene er en boomerang

Foto credits: ”Welcome to Europe” by Oona Räisänen licensed under CC BY 2.0/ Desaturated from original