For første gang har FN afholdt topmøde om flygtninge- og migrationersproblematikkerne. Det er et vigtigt skridt i retning mod mere globalt samarbejde, men på samme tid kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor hurtigt et så kompleks organ som FN kan handle. Medlemsstaterne snakker om store, fælles værdier, men på den anden side ser vi også hvordan staterne følger egne veje på den nationale bane. RIKO giver her et overblik over topmødet.

Den 19. september 2016 afholdt FN historisk topmøde om flygtninge og migranter i New York. Tilstede var stats- og regeringschefer, ministre og ledere fra FN-systemet, civilsamfundet, den private sektor, internationale organisationer og akademikere. Det er første gang FN’s generalforsamling har indkaldt til topmøde på stats- og regeringschefernes niveau om flygtninge- og migrationsproblematikker.

FN’s generalforsamling om migranter og flygtninge kan være startskuddet på en længerevarende global løsning på det rekordhøje antal af flygtninge og migranter. Ifølge FN’s agentur for flygtninge var der i 2015 65,3 millioner fordrevne på verdensplan. 51% af disse er børn under 18 år. Indenfor de seneste fem år har der globalt været en stigning på over 50% af antallet af fordrevne. Det svarede i 2015 til, at der på verdensplan var 24 mennesker i minuttet der blev fordrevet fra deres hjem (UNHCR Global Trends Report 2015).

Til topmødet skulle New York-erklæringen for migranter og flygtninge lanceres. New York-erklæringen blev allerede i august indgået af Danmark og 192 andre medlemsstater. Erklæringen indeholder en række punkter, landene forpligter sig til. Blandt andet skal alle flygtninge og migranter have beskyttet menneskerettigheder, flygtninge- og migrantbørn skal sikres uddannelse hurtigt efter ankomst. Og lande som modtager et stort antal, skal understøttes (yderligere punkter fra erklæringen kan ses her).

Udfaldet af FN-topmødet

New York-erklæringen udgør kun en ramme for det fremadrettede globale samarbejde. Det er en ikke-bindende erklæring, som endnu ikke er ratificeret i de 193 medlemslande. Derudover udgav FN med generalsekretær Ban Ki-moon i spidsen forud for topmødet en rapport om den store bevægelse af flygtninge og migranter (UN General Assembly 21. april 2016). I rapporten bliver problematikken adresseret og man kalder på et globalt samarbejde og fælles løsning. I rapporten bliver årsagerne til fordrevne også uddybet og der er fokus på konfliktforebyggelse som redskab. Mere konkret bliver det i rapporten foreslået at sikre genbosættelse til 10% af verdens flygtninge.

Den ellers konkrete rapport er i løbet af topmødet blevet udvandet, og der nævnes ingen konkrete tidsrammer, milepæle eller konkrete mekanismer i New York erklæringen.

Det er blevet FN’s flygtningehøjkommissariats opgave at varetage forhandlingen for New York-erklæringen der skal være færdig i 2018. Selv om en forhandlingstid på 2 år i FN-regi ikke er lang tid, er det med den nuværende situation in mente og de politiske bevægelser, så virker 2 år som lang tid. Man kan frygte, at det i løbet af processen bliver for nemt at skyde skylden på FN hvis noget går galt. Alternativt kunne en løsning være, at ansvarlige for forhandlingerne i stedet var stærke koalitioner mellem stater. Så vil staterne selv have ejerskab over aftalen. Et ejerskab, stater nok desværre ikke føler de har i FN i dag.

Nationale interesser eller globalt samarbejde?

Som opfølgning på FN topmødet den 19. september var der den efterfølgende dag det såkaldte leder topmøde omhandlende flygtninge med Obama i spidsen. Her lovede USA en markant stigning af optag af kvoteflygtninge. Desuden har Rumænien, Portugal, Spanien, Tjekkiet, Italien, Frankrig og Luxembourg forpligtet sig til at genhuse eller tage imod mindst ti gange så mange som i 2015. Problemet med løfter er, at de kun er løfter. Hvis situationen ændrer sig så kan løftet også ændre sig, derfor er det ikke sikkert at disse lovninger nødvendigvis bliver implementeret.

”Staterne snakker om de her store værdier, men vi har jo set at flere stater som har underskrevet teksten siger et og gør noget andet. Danmark er et eksempel på, at man har kørt på i FN og samtidig har droppet kvoteflygtningeordningen på hjemmefronten,” udtaler adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen til RIKO.

Her henviser Martin Lemberg-Pedersen til, at Danmark to uger forinden topmødet har stoppet optaget af kvoteflygtninge (11. september 2016). Danmark har ellers siden 1978 modtaget kvoteflygtninge. Danmarks stop for kvoteflygtninge kort tid før et historisk topmøde er et meget konkret eksempel på, at lovninger netop kun er lovninger, indtil situationen ændrer sig. Martin Lemberg-Pedersen udtaler: ”Den stigende højre-nationalistiske drejning i de vestlige lande generelt, og i Europa også, går jo i mange tilfælde imod de forpligtelser som staterne allerede har anerkendt. På samme måde kan man frygte at denne aftale, som jo bl.a. snakker om at lejre bliver en undtagelse og at man sørger for børn og kvinders flugt, ikke bliver omsat til virkelighed. Der er ikke nogen tegn på at de europæiske lande tager konsekvensen af den eksisterende forpligtelse og sætter ind med omfordeling af de flygtninge, der f.eks. er strandet i Grækenland. Og det burde de gøre, hvis de tager konflikten alvorligt.”  Danmark giver på internationalt plan udtryk for at man støtter op om et globalt samarbejde, men når det så kommer til den indenrigspolitiske dagsorden, så ændrer situationen sig og dermed også Danmarks engagement internationalt.

Nærområderne  

86% af verdens flygtninge bliver huset af udviklingslande, herunder gav de mindst udviklede lande asyl til 26% af verdens flygtninge. I 2014 var Tyrkiet det største værtsland for flygtninge, efterfulgt af Pakistan, Libanon, Iran, Etiopien og Jordan (UNHCR Global Trends Report 2015).

Det er altså allerede nærområderne der påtager sig det største ansvar. De vestlige lande har haft held til at skubbe, eller fastholde flygtninge i nærområderne i lav eller mellemindkomstlande ved en eksternalisering af europæisk grænsekontrol, læs også. Desuden har der været en container tilgang til flygtningeproblematikken. Det vil sige at, man har fastholdt flygtninge hvor de er, uden adgang til uddannelse eller mulighed for arbejde. Flygtninges liv bliver fastlåste og deres fremtid bliver udsigtsløs uden mulighed for genbosættelse. På sigt vil disse flygtninge forsøge at forlade nærområderne, fordi de ikke kan få deres basale behov opfyldt, hvor de er.

Ifølge Martin Lemberg-Pedersen betyder New York-erklæring for landene i de nærområder følgende: “Teksten er abstrakt, men den snakker om, at man skal støtte i nærområderne, man skal skabe jobs, børn og kvinder må ikke være udsatte, man skal genbosættes. Hvis udviklingslandene bare kigger på teksten så lyder det jo fint, men de er jo desværre vant til, at vestlige lande kommer med højtravende principper, men så ikke omsætter dem til praksis. Udviklingslandene vil kigge på om de her abstrakte mål realiseres, og de vil højst sandsynligt ikke bare kigge på det men prøve aktivt at presse på for det. De kan jo se andre lande f.eks. Tyrkiet, som satte handling bag ordene og lod en masse rejse fra vestkysten sidste år, og som lavede en aftale med EU. Det kan godt være at vi går ind i en periode, hvor udviklingslandene mere aktivt forsøger at presse på for vestlig støtte.”

I øjeblikket er der øgede stramninger og begrænsninger for modtagelsen af flygtninge fra de rige lande. Denne ageren begynder at påvirke andre lande. Vi ser, at lande der tidligere har modtaget mange flygtninge følger disse øgede stramninger for flygtninge.

Martin Lemberg-Pedersen henviser til ODI-rapporten som forklaring: ”ODI-rapporten påpeger med eksemplerne fra Pakistan og Kenya, at de lande har kigget op mod Europa og set at der både bliver skåret i støtten til nærområderne og overført midler til eget asylsystem, samtidig med man også lukker ned for at genbosætte flygtninge. Det betyder sammenlagt at de her lander begynder at sætte spørgsmålstegn ved om de skal blive ved med at tage så mange af verdens flygtninge. Vi kan jo se at Kenya har lukket flygtningelejren Dadaab og Pakistan er begyndt at deportere over en million afghanske flygtninge tilbage til Afghanistan fra slumlejre. Det er en rigtig afgørende udvikling. Det burde motivere de vestlige lande til at konstruere et bedre system end det nuværende.”
Det er derfor særligt problematisk, at de rige lande så tydeligt strammer deres asylpolitik, da det har en direkte virkning i de nærområder, de ellers stræber efter at styrke.

Danmark er også frontløber på dette område, bl.a. ved at gennemføre flere og hårdere asylstramning og senest ved det midlertidige stop af optag af kvoteflygtninge. Her er logikken, at har man styr på antallet af asylansøgere nationalt har man løst problemet. Men det er vigtigt at huske på det rekordhøje antal af flygtninge og migranter på verdensplan. Det betyder derfor, at blot fordi man har styr på antallet af flygtninge inden for landets grænser betyder det ikke at problemet er løst. Det er nødvendigt at tænke langsigtet og her bliver man nødt til at dykke ned i årsagen og roden til problem. Problemet er ikke et stigende antal af fordrevne, problemet er hvorfor der er et stigende antal af fordrevne.

Zoome ud i stedet for ind

For at forstå problemet på flygtninge- og migrationsområdet handler det om at zoome ud og ikke ind. Hvorfor er der et stigende antal af fordrevne? Det er der fordi der er flygtningeproducerende konflikter. Man burde derfor internationalt såvel som nationalt fokusere mere på konfliktforebyggelse, særligt når 2/3 dele af alle verdens flygtninge kommer fra 3 længerevarende konflikter; Somalia, Afghanistan og Syrien (UNHCR Global Trends Report 2015). Altså gribe fat ved problemets rod og forebygge flygtningeproducerende konflikter, i stedet for at symptombehandle efterfølgende. Dermed ikke sagt at FN topmødet om migranter og flygtninge ikke er et vigtigt skridt i den rigtige retning for et globalt samarbejde om den nuværende flygtninge- og migrations problematik, men det er også vigtigt at turde tænke langsigtet og ikke mindst forebyggende. Det er nødvendigt med en større politisk vilje til at sætte konfliktforebyggelse højere på den politiske dagsordenen, for i fremtiden at kunne forhindre krisesituationer.

UN General Assembly 21. april 2016

UNHCR – Global Trends Forced Displacement in 2015

UNRIC – Historisk første FN-topmøde om flygtninge og migrant