Russiske tropper har netop gennemført en række militærøvelser med den egyptiske hær i byen El-Alamein på Middelhavskysten. Det russisk-egyptiske samarbejde er motiveret af et fælles ønske om terrorbekæmpelse, der af Saudi Arabien ses som en stærk provokation.

Russiske medier beretter om et ønske fra Rusland om at genetablere en tidligere sovjetisk militærbase i Sidi Barrani i det vestlige Egypten på grænsen til Libyen, hvilket Egypten benægter. Hvis aftalen viser sig at være ægte og falder på plads, vil basen operere fra begyndelsen af 2019. Samarbejdet med Rusland varsler nye tider for egyptisk udenrigspolitik. Siden præsident Abdel Fattah el-Sisi tog magten ved et militærkup i 2013 har forholdet til USA været lettere anstrængt. Umiddelbart efter kuppet blev amerikansk finansiel støtte til Egypten suspenderet, og ved FNs 70. generalforsamling i 2015 nægtede Obama at mødes med præsident el-Sisi. Ligeledes har Egyptens tætte relationer til Saudi Arabien ændret karakter. Da el-Sisi tog magten i 2013, vandt han hurtigt Saudi Arabiens støtte i form af økonomisk bistand og et fælles ønske om at holde Det Muslimske Broderskab uden for magtens korridorer. Saudierne forventede til gengæld egyptiske militære bidrag i Yemen i deres krig mod de iransk-støttede houthier. Med den nye kong Salman bin Abdulaziz Al Saud på tronen i 2015, blev det egyptiske regime dog svært skuffet; fokusset på Det Muslimske Broderskab blev mindre skarpt, og den saudiske konges prioritet blev at inddæmme Irans indflydelse i regionen. Egypten så heller aldrig de 12,5 milliard dollars, de blev lovet af Saudi Arabien sidste år på en storstilet økonomisk konference orkestreret af præsident el-Sisi i badebyen Sharm el-Sheikh, med det formål at øge udenlandske investeringer til den hårdt trængte økonomi.

Egypten er en del af Irans og Saudi Arabiens magtspil

I et forsøg på at vise amerikanerne, at Egypten også har andre alliancepartnere og agerer ud for egen politiske interesse, om nødvendigt, har el-Sisi og hans regime bevæget sig nærmere Rusland, hvilket tydeligst kom til udtryk ved mødet i FNs sikkerhedsråd d. 8. oktober, hvor Egypten stemte for den russiske resolution. Egyptens ståsted i forhold til Syrien er defineret af et ønske om at nedkæmpe og inddæmme militante terrorister i regionen, men også en frygt for civilt oprør og ”revolutioner” som vi så det i 2011. Også ved Lausanne-mødet om Syrien tidligere i oktober viste Egypten sin støtte til Bashar al-Assad-styret. The Guardian skriver, at Iran specifikt havde bedt John Kerry om at invitere repræsentanter fra Egypten med til mødet, fordi det er vigtigt for Iran, at Saudi Arabien mister en så stor sunni-stat som Egypten i sunni-shia magtspillet, der udspilles i Syrien. Dette opfattede saudierne som en provokation, hvorefter de tilbageholdte tidligere lovede brændstofforsyninger til egypterne. De sekteriske termer er blevet stærkt politiserede i både Irak og Syrien og bruges til strategier af ”securitization”, eller sikkerhedsliggørelse af fjenden.

Krisen kradser i Egypten

Egyptens to største udfordringer er i øjeblikket at bekæmpe terrorisme og få styr på den økonomiske krise. Inflationen er ude af kontrol, der er meget lidt udenlandsk valuta i den formelle sektor, hvilket har skabt et kæmpe sort marked for amerikanske dollars, som er en yderst profitabel forretning for nogle. Egypten har været hårdt ramt økonomisk siden oprørene i 2011, men det er nu eskaleret til et niveau, hvor selv overklassen kan mærke det. De kan ikke længere betale for at sende deres børn i dyre privatskoler, hvis de ikke kan skaffe nok udenlandsk valuta til ”tuition fees”, som betales i dollars eller euro. Og de må vente meget længe på at få fingrene i luksusprodukter som dyre biler, fordi der ikke altid kan skaffes reservedele. Turismen er ligeledes hårdt ramt, i særdeleshed efter flystyrtet med russiske turister over Sinai i 2015 og Egyptair-flyet, der styrtede ned over middelhavet i marts måned. Yderligere var et forfejlet angreb, udført af det egyptiske militær, skyld i 8 mexicanske turisters død i september 2015. Helt basale varer er blevet dyrere, og der har været forlydender om, at ”de sultendes revolution” skulle være på vej i november. Da denne historie for nyligt gik i omløb i egyptiske medier svarede el-Sisi, at det egyptiske militær kunne være parat over hele landet i løbet af blot 6 timer, skulle et sådant oprør blive en realitet. Analyser peger på, at chancerne for en mobilisering af oprørere er meget lille. Militæret har desuden andre udfordringer især på Sinai, hvor de kæmper en utrættelig kamp mod terrorister, der har krævet mange ofre.

Merete Koefoed-Johnsen er cand.mag. i mellemøststudier