Læs rapporten Hold vinduet åbent

De eskalerende spændinger mellem Vesten og Rusland har på det seneste frembragt paralleller til Den Kolde Krigs politiske landskab, med gensidig mistillid og fjendtliggørelse. RIKO har udarbejdet en rapport om de bagvedliggende tilstande der ligger til grund for konflikten og anbefaler en pragmatisk tilgang der tage højde for begge parters perspektiver og interesser. 

Sovjetunionens sammenbrud markerede for store dele af verden enden på en langvarig blokkonflikt, der i stedet blev erstattet af visioner om et samarbejde mellem Rusland og NATO. I november 1990 mødtes parterne for gennem Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE), at lægge fundamentet til et nyt Europa der understøttede fredelig sameksistens. På trods af at CSCE symbolsk er bestået og i dag har skiftet navn til OSCE, må dette betragtes i bedste fald som at være mislykkedes, hvilket blandt andet Putins tale ved sikkerhedskonferencen i München i 2007 tydeliggjorde. Heri kritiserede han NATO og i særdeleshed USA for at føre en egenrådig politik der gjorde verden mere usikker og marginaliserede Rusland. Siden har politiske sammenstød gjort sig klare, i form af uenigheder over internationale konflikter såsom kamphandlingerne mellem Georgien og Rusland, indsatsen i Libyen, revolutionen i Ukraine og senest krigen i Syrien. RIKO mener dog at disse kollisioner bør opfattes som symptomer på bagvedliggende udfordringer og strukturer som har frembragt den udvikling der tog sin begyndelse allerede ved Den Kolde Krigs afslutning.

 

Baggrund for Konflikten
I kølvandet på murens fald, opstod der en indenrigspolitisk tendens i Rusland der anført af et vestligt politisk forbillede, indførte et større demokratiserings og liberaliseringsprojekt. Dette resulterede i sammenhæng med den destabiliserende effekt af Sovjetunionens opbrud, en ustabil politisk og økonomisk situation i Rusland. Allerede her opstod der en folkelig modstand mod de nye vestlige principper der havde gjort indtog i den russiske politiske elite.

I kraft af at Rusland havde mistet sin tidligere status som supermagt både politisk og økonomisk, var der på trods af højlydte protester ikke meget landet kunne stille op da Nato efterfølgende begyndte at indføre kontroversielle udvidelser mod de tidligere østlande i form af optagelse i organisationen. Den russiske udenrigsminister Kozyrev advarede allerede i 1994 om at en sådan isolering af Rusland ville stimulere de nationalistiske strømninger i Rusland, men i kraft Ruslands manglende politiske gennemslagskraft, blev argumentet overhørt fra vestlig side. Denne nye Europæiske arkitektur, der efter russisk opfattelse tilsidesatte dets interesser, resulterede i en nyfunden skepsis for Vesten. Dette resulterede hurtigt i en indenrigspolitisk udvikling hvor nationalistiske følelser og ønsket om et mere økonomisk og politisk uafhængigt Rusland gjorde sig gældende.

Denne voksende mistillid tog hurtigt fart, i kraft af opsigelsen af missil-aftalen i 2002, der stod som en kerneaftale i den militære nedrustning mellem USA og Rusland som blevet opfostret under Den Kolde Krig. Denne beslutning bar yderligere tyngde i sammenhæng med at Rusland var overbevist om at USA var indblandet i revolutionerne i Georgien, Ukraine og Kirgisistan mellem 2003 og 2005, der udskiftede den politiske elite i de pågældende lande med russisk-kritiske ledere. For Rusland begyndte der at danne sig et billede af et Vesten der egenrådigt overskred klart optrukne linjer, og herved blev den gensidige fjendtliggørelse forstærket. Både blandt befolkningen og den politiske elite i Rusland, blev der skabt en fortælling om at Rusland var under politisk angreb fra Vesten. Denne udvikling har forstærket Ruslands opfattelse af at befinde sig i periferien af det internationale vestlige samfund, og har bidraget til landets yderligere distancering fra samarbejdet. Som Robert Gates, den tidligere forsvarsminister for USA har bemærket, har den daværende arrogante holdning fra vestlig  side ført til bitterhed i Rusland. I sammenhæng med Ruslands økonomiske og politiske udvikling i de senere år, har dette lagt fundamentet for en konfliktfyldt hverdag, hvor Rusland må betragtes som en seriøs aktør.

 

Konflikten i Dag
På trods af diverse forsøg fra begge sider om dialog, har den velintegrerede negative opfattelse af modparten ført til et letantændeligt klima. Forøgelsen af dette er kun eskaleret i kraft af de store uenigheder der har fulgt siden, med krigen i Irak, interventionen i Libyen, og i særdeleshed Maidan-revolutionen i Ukraine. En konflikt i grænselandet der har ført til stærkt modsatrettede opfattelser. Hvor Vesten har betragtet og støttet revolutionen med entusiasme, ser Rusland revolutionen som en illegitim afsættelse af en pro-russisk, demokratisk valgt leder. Den efterfølgende annektering af Krim halvøen står som den centrale gnist i de anspændte forhold. Fra vestlig side var annekteringen endnu et eksempel på aggressiv russisk adfærd, og reaktionerne har været massiv kritik og økonomiske sanktioner. Derudover har NATO skærpet sin militære tilstedeværelse mod øst, og svaret har ligeledes været lignende modreaktioner fra den russiske side, der så magtdemonstrationen som en nødvendighed for at bevare dets nationale interesser i landet. Skridt for skridt har både Rusland og de vestlige lande talt sig så langt fra hinanden at dialogen nærmest er gået i stå, hvilket blev eksemplificeret med sammenbruddet af forhandlingerne om Syrien.

Det er ikke uforståeligt at politikere, medier og befolkninger på begge sider trækker paralleller til tiden under Den Kolde Krig, men kompleksiteten af denne periode kan ikke reduceres til én begivenhed, som man derved kan drage lighedstegn ved. Problemet med denne sammenligning, ligger i at ulmende stereotyper og tankemønstre potentielt bliver vækket til live igen . Essensen i den nuværende konflikt ligger i en asymmetrisk politisk arkitektur, hvis udvikling kan føres tilbage til murens fald. Dette har ført til en kultivering af sikkerhedspolitisk paranoia i Rusland og blandet med landets mindreværdskomplekser som stormagt, øget risikoen for overreaktioner.

Ud fra et konfliktløsningsperspektiv er det vigtigt ikke at ignorere den russiske vinkel, hvilket har været en tendens med Vestens umiddelbare følelse af overmagt. Det skal naturligvis anerkendes at den nuværende konflikt selvfølgelig er forbundet med den kolde krig, men at fastlåse situationen i disse rammer hæmmer muligheden for en egentlig analyse af konflikten og dermed en eventuel løsningsproces.

 

Hold Vinduet Åbent – Anbefalinger fra RIKO
RIKO anbefaler en genoptagelse og øget fokus på samarbejdet der havde sit udgangspunkt i CSCE-processen som i 1970’erne var med til at dæmpe spændingerne mellem de to stormagter. Et udgangspunkt er de lammende økonomiske sanktioner som begge parter på nuværende tidspunkt lider under. På trods af hård håndhævelse har disse ikke formået at ændre situationen, men blot tværtimod  styrket de nationalistiske følelser i Rusland. En åbning af et økonomisk incitament kan potentielt udnyttes som en trojansk hest til at muliggøre bredere, konstruktive forhandlinger og tillidsskabende skridt. Denne pragmatiske tilgang gør sig også gældende i forhold til at trække volden ud af Ukraine-krisen. Splittelsen mellem Vesten og Rusland gør rollen som mægler svær at indtage for EU. En opblødning af de gensidige sanktioner vil have større chance for at kunne føre til en kompetent aftale om fred mellem parterne i Ukraine. Som videre løsning anbefaler RIKO at Ukraine opnår permanent neutral status, med et økonomisk delt hjælpeprogram. Dette bør indbefatte både EU, IMF, Rusland og Kina. Derudover bør der fokuseres på øget støtte til Ukraines lokale selvstyre med en særlig status for Donbas-regionen. Dette vil muliggøre et ophør i sanktionskrigen hvilket kan fungere som isbryder for bredere politisk samarbejde og dialog.

Derudover må der for at nedtrappe frygten for utilsigtede væbnede sammenstød oprettes en mere effektiv militær-til-militær dialog og en genetablering af nogle af de afspændings-ventiler der muliggjorde en deeskalering under Den Kolde Krig. Tiltagende militære provokationer fra begge sider, samt begrænset kontakt mellem de militære institutioner har været et produkt af blandt andet en hard-line politik fra Vestens side. Dette har øget risikoen for uheld som konsekvens af fejlfortolkninger eller misforståelser af modpartens adfærd. Der bør derfor genoprettes et fokus på den militære kommunikation mellem NATO og Rusland, med accepten af de følgende interne stridigheder. Essensen er en gennemsigtighed der er fordelagtig for begge parter. Som grundlag for dette ville en større prioritering af det efterhånden skrinlagte OSCE-samarbejde udgøre en mulighed for at mindske den mistro til hinanden som parterne besidder.

En yderligere nødvendighed for videre dialog er en forøgelse af det politiske samarbejde og de mellemfolkelige bånd. På trods af historiske og kulturelle forskelle, må der gøres op med de forvrængede fremstillinger som begge parter producerer. Målet er ikke et homogent Europa, men som en begyndelse at opnå et stabilt politisk klima og fredelig sameksistens. Der eksisterer en gensidig afhængighed der i bedste fald kan føre til fordele og udvikling hos begge parter til at erstatte den nulsums opfattelse der finder sted i øjeblikket. Vesten må gøre op med forestillingen om at Rusland udelukkende står på spring til at udvide sine grænser mod vest, og den politiske elite i Rusland må nedtrappe den statsstøttede propaganda, der fremmer mistillid og antanogisering. Både medier og politikere i øst og vest må tilslutte sig denne proces.

Disse tiltag kan samles under hvad der kunne døbes en CSCE II proces, der opbygger et stærkt internationalt organ der involverer begge parter og potentielt kan danne rammen om et styrket samarbejde. Dette vil kunne udgøre en mulighed for en nedtrapning af den eskalerende konflikt der i værste fald kan ende ude af kontrol, hvilket efter alt at dømme ikke befinder sig inden for hverken Vestens eller Ruslands interesseområde.

Mathias Foged, stud.cand.soc. i global studies