Søren Riishøj, lektor, medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)

I kampen for at holde Storbritannien i EU erklærede David Cameron, at Putin vil ”fryde sig”, hvis Storbritannien forlader EU. Flertallet valgte som bekendt ”Brexit”. Under den amerikanske valgkamp slog også Hillary Clinton på ”anti-putinisme” for at sikre sig vælgere, men lige meget hjalp det. Donald Trump vandt, det populistiske spøgelse fik for alvor et fodfæste også i USA. Ja, meningsmålinger under valgkampen viste, at Putin er mere populær end både Trump og Clinton. Helt nyt var det ikke. Allerede før præsidentvalgkampen i USA var tilliden til de politiske ledere lav. I Ungarn er Viktor Orbán beskyldt for at være populist og ”putinist”, alligevel figurerer han højt i meningsmålingerne. Ja, Orbán taler om ”åbning mod øst”, bort fra Europa og over mod Eurasien og Kina. Ja, kritik fra Bruxelles sammenlignes med den kritik og de påbud, Ungarn fik fra Moskva før 1989. Ved valget i Georgien vandt det Rusland-pragmatiske ”Georgiens Drøm” stort, Saakasvili’s parti, der er Rusland-”høg” tabte. Og ved præsidentvalgene i Moldova og Bulgarien den 13. november i år sejrede de to ”Rusland-positive” kandidater, Igor Dodon i Moldova og Rumen Radev i Bulgarien.

Jo, Putin er bestemt ikke utilfreds. Som beskrevet af Fjodor Lukasjenko i en analyse det tyske ”Russland-Analysen”, er ”figuren Putin” blevet middel for ”mainstream partierne” i både det ”gamle” Europa i Vest og det ”ny” Europa i øst til at skaffe sig flere vælgere ved valgene, men resultaterne udebliver. Omkring NATO-topmødet i Warszawa blev der talt om ”inddæmning” af Rusland, men flertallet af NATO-landene, siger Lukasjenko, forholdt sig i virkeligheden ”ligegyldigt” til truslen. Men 25 år uden regulær konfrontation mellem Vesten og Rusland var forbi. Måske det bliver ændret efter præsidentskiftet i USA. Det har Trump i hvert fald lagt op til.

Men hvorfor virker det ikke at trække det ”putinistiske kort” op af lommen. Givet er at ”truslen” fra øst har ikke samme effekt som, dengang vi havde jerntæppet og kommunismen. Bortset fra de baltiske lande er der ikke nogen stærk ”eksistentiel frygt” for ”putinismen”. Putins ideologi, eurasianismen, tjener primært til at bekæmpe den indre trussel i Rusland selv og styrke sig selv mest muligt i nabostaterne, der hvor der bor russere, og ikke meget længere end det. Kommunismen er død, et autoritært ”czar-styre” er kommet til, men det styre er langt svagere end det kommunistiske regime geografisk, økonomisk og militært og ideologisk. Så hvorfor være så bange for Putin? Henvisningerne til russisk misinformation og propaganda dækker vel reelt over egen svaghed, når det gælder om at kommunikere med vælgerne. Måske, siger kritikerne, er det at spille på frygt for Rusland og russisk propaganda et forsøg på at aflede befolkningernes opmærksomhed fra de mange uløste sociale og økonomiske problemer på hjemmefronten. Det fænomen kender vi som bekendt også i Rusland selv. Putin bruger hjemme i Rusland det ”dekadente Vesten” og sanktionerne som et skrækbillede og dermed til at styrke sig selv, og indtil nu har Putin haft held med det.

Det politiske indhold spiller også en rolle. Putinismens syn på indvandring og for islamisme har støtte på ikke alene på den yderste national-konservative højrefløj i Europa, men langt ind i europæiske ”mainstream” partier som fx CDU og CSU i Tyskland. Flere nye partier i og omkring Europa er ”firm-bussiness-partier”, finansieret og styret af rigmænd; i de kredse ses sanktioner mod Rusland som en boomerang, uden virkning på Putins adfærd, ja sanktioner gør Putin endnu mere ubøjelig.

Ideologi  har også betydning. Putin’s antiliberalisme og ”suveræne demokrati” har bred appel for de ganske mange, der forholder sig kritisk over for det etablerede liberale demokrati og det EU, som vi kender i dag. Også det svækker frygten for ”putinisme”. Legitimitet bedømmes i stigende grad efter ”performance”, efter borgernes følelse af social og fysisk sikkerhed. Valg, ”demokratisk” performance, er ikke tilstrækkeligt. Voksende økonomisk ulighed og EU’s afmagt i flygtningespørgsmålet spiller en rolle og gør det endnu vanskeligere at spille på det ”russiske kort” ved valgene. I 1990erne skabte sociale problemer en ”nostalgi” hos mange for den ”trygge” kommunistiske tid. I dag er kommunismen historie for stadig flere borgere i Europa og i Rusland. Men Putin er ikke historie, derfor vinder ”putinismen” en vis forståelse hos de mange, der føler sig svigtet.

Forståelsen for Putin har også nået regeringer i Europa. Péter Sjjihárto, Ungarns udenrigsminister, sagde det på det på udenrigsministermødet i EU for nylig på den måde, at Vesten bør respektere andre lande og landegruppers særlige historiske, kulturelle og politiske traditioner. Derfor har han hilst valget af Donald Trump velkommen. ”Hysteriet” der har ramt eliterne i Europa efter præsidentvalget i USA må standse, siger han lige ud. Orbán og Sjjihárto har det med at sige tingene direkte, tænk blot på de ungarske udmeldinger i flygtningespørgsmålet. Her har flere lande rykket tættere på de ungarske synspunkter. Måske det også vil ske, når det gælder holdningerne til Donald Trump. Men ikke kun på højrefløjen er der forståelse for de russiske synspunkter, men det har ikke baggrund i ideologi og frustrationer, snarere i sikkerhedspolitikken. I socialdemokratiske kredse og på venstrefløjen forstår mange i hvert fald godt den russiske modstand mod NATO-udvidelserne og mod den overdrevne tro på udbredelse af vestlige værdier, der blev skabt lige efter murens fald i 1989, og som stadig fænger inden for det politiske ”mainstream” i Europa. Med andre ord, et ”re-set” og en ”perestroika” i Rusland-politikken er uomgængelig. Den nuværende høge-politik fører ingen veje.

 

 

Læs også RIKOs rapport “Hold vinduet åbent”. RIKO har udarbejdet denne rapport om de bagvedliggende tilstande der ligger til grund for konflikten og de eskalerende spændinger mellem Vesten og Rusland. RIKO anbefaler en pragmatisk tilgang der tage højde for begge parters perspektiver og interesser.