Af Mathias Foged

Efter det oprindelige forsøg på en fredsaftale mellem præsident Juan Santos’ regering og oprørsgruppen FARC blev afvist af et flertal fra den colombianske befolkning, har kongressen vedtaget en revurderet aftale, i håbet om at sætte punktum for mere end 52 års blodig konflikt. Cristian Delgado giver, som ansvarlig for menneskerettigheder i den sociale organisation Marcha Patriótica i Colombia, et indblik i en udfordrende proces.

Siden landets oprindelse, har Colombias historie spundet en blodig tråd af interne konflikter og vedvarende ustabilitet. Oftest har disse haft rod i dybe politiske kontraster. Krigen med FARC har efterladt 220.000 døde og tvunget knap 7 millioner fra deres hjem, over et forløb på et halvt århundrede. Konflikten har dermed efterladt dybe spor i de fleste colombianeres bevidsthed.

På den internationale scene har krigen længe stået som et eksempel på en af klodens mest apatiske konflikter. Men ifølge Cristian Delgado, udgør den vedtagne aftale et nyt håb om en endelig konklusion på en stædig konflikt. Årsagen ligger i en nyligt adopteret tilgang til den konfliktløsende process:

“Forskellen mellem disse fredsforhandlinger, i forhold til tidligere, er at Santos og FARC har taget en beslutning om at arbejde med denne process som en strategi og ikke som en taktik. Vi ser nu en strategi for at opnå fred og ikke bare kortsigtede taktikker for at opnå magt.”

Dette skift har trods betydelig modstand, formået at skabe en hidtil uset folkelig mobilisering i Colombia. Civilsamfundet og brede folkeskarer har vist passioneret opbakning til Santos’ forsøg på politisk og social forsoning.

Ifølge Delgado har der længe eksisteret en parole om, at fredsforhandlingerne blot stod som en politisk arena, hvori der kunne opnås magtpositioner hos de respektive sider. Han argumenterer nu for at der hersker enighed om at processen kræver en langsigtet ordning. Først og fremmest med fokus på dialog frem for antagonisering:

“Den største forskel ligger i, at der for første gang foreligger en anerkendelse af en egentlig konflikt, med en socialt bevidst sag liggende bag. At det ikke bare er en trussel fra terrorister, udelukkende bestående af tyve og voldsmænd. Det er et skift i den politiske ideologi, som skaber denne politiske dialog, mellem parter der nu opfatter hinanden som ligeværdige.”

Dette forandrede perspektiv på den årelange konflikt, er ifølge Delgado hvad der stadfæster fredsaftalen som det første skridt på vejen modplan for bæredygtig fred i Colombia. Han uddyber at aftalen indebærer mere end en enighed om fred. Den udgør en fundamental forandring i det colombianske samfund. Større fokus på sociale problematikker, menneskerettigheder, samt mulighederne for politisk deltagelse. En sådan løsning inkluderer naturligvis en betydelig mængde kompromisser. Kontroverser er en naturlig følge heraf. Processen har dermed vist sig at udgøre en betydelig udfordring for det colombianske samfund.

Aftalen, der i første omgang blev nedstemt ved en folkeafstemning d.2 oktober, har skabt dyb splittelse i Colombias befolkning, såvel som i dets politiske sfære. Med højrefløjen og tidligere præsident Uribe i spidsen, har modstandere af aftalen protesteret mod hvad der opfattes som en forkrøblet straf for FARC.

Frit lejde for visse lavt rangerende medlemmer, anerkendelsen af organisationen som politisk parti, samt vedtagelsen af flere af dens politiske punkter, ses stadig som en uacceptabel løsning blandt store dele af befolkningen.

Flere opfatter stadig FARC som en terrorgruppe der har forårsaget adskillige års død og ødelæggelse. For mange er det at underskrive aftalen, lig med at støtte FARC’s ambitioner om revolution, og banneret for dette synspunkt bliver ofte båret af højrefløjen:

“Man taler om hvordan en organisation der har skabt så stor ødelæggelse, kan tillades at få 26 pladser i den offentlige administration? Dette er nej-sidens retorik”, udtaler Delgado, som længe har stået fast på at aftalen er til landets fordel.

På trods af at højrefløjens opråb om manglende retfærdighed har klinget rent hos mange colombianere, mener han dog at ofrenes ønske om fred, opvejer deres ønske om et eventuelt hævntogt.

“Folk der aldrig har oplevet volden kan ikke forstå de reelle ofre. Det er nemt at sidde og kritisere, hvis man ikke har været en del af det på daglig basis. Ofrene ved hvad de taler om, og det er præcis derfor de tror på alternative løsninger. Mange områder der var imod aftalen var uberørte af krigen. De påvirkede stemte primært for fred”.

Denne kontrovers har delt landet i to. I den forbindelse har voldelige sammenstød været hyppige. Delgado fortæller om mordene på tre af hans kollegaer, begået af brandstiftere som led i modstanden mod aftalen. Han udtrykker sin opfattelse af disse som et eksempel på de diametralt modsatte tilgange til løsningen af konflikten. “Her kan man se forskellen mellem de to perspektiver. Du kan løse tingene med vold og hård militærbrug, eller man kan løse dem gennem dialog. Jeg tror på det sidste.“

Aftalen repræsenterer et kreativt bud på at etablere varig fred, et forsøg på at håndtere roden til konflikter gennem forståelse, frem for udelukkende at hengive sig til symptombehandling. Delgado understreger dog at aftalen under ingen omstændigheder er enden på landets udfordringer:

Folk bliver nødt til at kende og forstå aftalen. De må forstå at den vil skabe en utrolig vigtig transformation af landet. I Colombia har der altid været det problem at du kunne blive dræbt for at sige hvad du mener. Hvis man kan ændre det, kan man ændre samfundet.”

Ved spørgsmålet om udsigten for den fremtidige udvikling i landet, forholder han sig forsigtigt optimistisk: “Der kommer ikke til at være en fred, som den aftalen fantaserer om. Men det er en grundlæggende sten. Herfra kan vi selv arbejde og konstruere resten. Det er et første skridt, men det er et nødvendigt skridt.”

Mathias Foged læser globale studier og kommunikation på RUC og er en del af RIKOs mediegruppe