Af Søren Riishøj, lektor, medlem af RIKO.

Dækningen af Rusland i de danske medier er overordnet karakteriseret ved klare, underforstået negative tendenser og et ekskluderende ”dem og os”, men der har også været talrige tilfælde af det modsatte, af nuanceringer, værdifulde baggrunde og anderledes stemmer. Det er konklusionen i Lars Kabel’s interessante rapport om danske mediers dækning af Rusland. Rapporten og undersøgelserne er hovedsageligt lavet af Lars Kabel selv på opdrag fra Nordisk Journalistcenter, støttet af Nordisk Ministerråd og med bidrag fra kolleger og andre, som har gennemlæst manuskriptet.

Rapporten gennemgår blandt andet den hidtidige danske og internationale forskning i Rusland og mediernes Ruslandsdækning. Et særligt afsnit er helliget ”framing” af nyheder om Rusland, de forskellige grundopfattelser af Rusland, dækning af ganske bestemte begivenheder, tekstanalytisk læsning af et stort antal artikler skrevet om Rusland i bestemte perioder, ligesom der er interviews med danske Rusland-korrespondenter og redaktionschefer. Fremstillingen har undervejs figurer og opstillinger og opsummeringer, der giver et godt overblik og gør rapporten læsevenlig. Kort sagt, selve den metode der er benyttet, lever efter min bedste overbevisning op til de standarder, der kræves. Forfatteren har også et fint overblik over den hidtidige forskning og de vigtigste aktører, når det gælder nyheder om Rusland. Fagligt og metodisk har jeg svært ved at påpege svagheder i rapporten.

I rapporten tages der udgangspunkt i Elias Götz’ opdeling af synspunkter på Rusland i tre kategorier:

For det første ”revisionist Russia” tilgangen, hvorefter Rusland har til hensigt at omstøde den orden, der blev skabt efter den kolde krig og går efter dominans og ekspansion. Den gruppe kan også betegnes som ”høgene”. Den anden tilgang er ”Victim Russia”, iflg. hvilken Rusland ikke udgør en trussel mod de tidligere sovjet-stater og ikke ønsker at omstøde den europæiske orden, men er status-quo og defensivt orienteret. Til den gruppe hører dem, der også bliver kaldt ”Russland-Verstehere” og ”duer” og som mener, at Vesten selv bidraget til den ny ”kolde krig”. Og endelig har vi ”troublemaker Russsia” tilgangen, hvorefter eliten i Kreml agerer ved at fremkalde problemer udenlands for at bevare magten hjemme i Moskva. Mange herfra, at Putins regime på et eller tidspunkt vil blive væltet, og at en hård linje fra NATO (militært) og EU-side (sanktioner) bidrager til det.

Meningerne i den danske debat om Rusland har været forskellige, men rapporten når frem til tendensen er, at nyhedsdækningen er mere kritisk indstillet over for Rusland end forskernes, dvs. i højere grad befinder sig i kategorierne ”revisionist Russia” og ”troublemaker Russia”. Korrespondenterne selv genkender at dømme efter interview’ene ikke den hovedsagelig negative tone og vinklingen af stoffet præget af vestlige værdier. Men rapporten når frem til, at både eksplicit og implicit har dækningen af Rusland og mediebillederne af russerne været klart kritiske, ligesom de mediebilleder der blev skabt – via det markante fokus på krig, konflikt og magt, samt journalistikkens ”blinde plet” i forhold til hele Rusland og dets store befolkning – vanskeliggør en dybere forståelse af motiver bag og bevæggrunde for Ruslands handlinger. Rusland er meget mere end den autokratiske præsident, og det bør medierne i højere grad afspejle (rapporten, side 9). Interviewene med Rusland-korrespondenterne viser, at korrespondenterne selv ikke ser en større skævvridning i Rusland-dækningen i retning af den ”kulturelle ubalance”, som mange, bl.a. Erik Albæk og Morten Lysbech Hansen, er nået frem til i tidligere analyser af udenrigsdækningen mere generelt i danske medier. Det ændrer ikke ved, at udenrigsdækningen kan være så kulturelt forblændet, at man overser meget relevante ting i virkeligheden. Emnevalget bliver for let magt, magthavere, politik, krige og outrerede udtalelser, personificering med risiko for stereotyp ”neo-sovjetisme”.

Men ”kulturel forblænding” er efter min overbevisning i høj grad også ideologisk. Ideologi er en del af den kulturelle skævvridning og kunne måske være fremhævet tydeligere i rapporten. Ungarn, Polen og USA er som bekendt alle NATO-lande. En analyse af samme kvalitet som rapport om Rusland vil sikkert nå frem til, at ”framingen” af ”Kaczynski’smen” (Polen), Orbánismen (Ungarn) og Trump’ismen (USA) har været (og stadig er) negativ og personificeret præget af det liberale establishments frygt for populisme og udfordringerne for det liberale demokrati. Kritik og ”dæmonisering” af Putin skal også ses som udtryk for frygt for den etablerede liberale ordens fremtid.

Rapporten om Rusland er bestemt værd at anskaffe. Analyser af nyhedsdækningen og ”framing” af nyheder, er generelt en meget vigtig disciplin inden for journalistikken. Gennemføres de videnskabelig korrekt, bidrager denne type analyser og undersøgelser til selvrefleksion og til at højne kvaliteten i nyhedsdækningen. Det er der behov for, også når det gælder dækningen af Rusland.

Lars Kabel:

”Danske mediers dækning af Rusland, om medieskabte billeder og deres konsekvenser”, forlaget Ajour, 1. udgave december 2016.