Skal vi frygte Rusland?

– en boganmeldelse.

af Søren Riishøj, lektor, medlem af RIKO.

 

Direktøren for Carnegie Endowment i Moskva, Dmitri Trenin, er ikke hvem som helst, slet ikke når det drejer sig om analyser af forholdene i Rusland og af russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han har skrevet og talt om Putins Rusland i adskillige år, ikke alene via Carnegie, men også igennem meget læseværdige kommentarer i vestlige aviser og tidsskrifter. I 2016 udkom hans bog, ”Should we fear Russia?”. Her får vi på godt 100 sider et fyldigt sammendrag af Trenin’s synspunkter på den ny ”kolde krig” og en diskussion om Vestens og Ruslands ansvar for, at vi i dag, mere end 25 efter Sovjetunionens undergang, at forholdet mellem Rusland og Vesten er værre end under kommunismen. Året 2014 hvor forholdene i Ukraine løb løbsk og Rusland annekterede Krim var, siger Trenin, det farligste år siden 1983 og måske siden Kuba-krisen tilbage i 1962, og meget bedre blev det ikke i årene efter 2014. Som Trenin skriver, havde de vestlige ledere mere respekt for Stalin, Khrustjev og Bresjnev end vestlige ledere har for Vladimir Putin i dag, uanset at Rusland i dag ikke er en supermagt.

“I borgen fremfører han en skarp kritik af Europas og USA’s Rusland-politik”

Trenin tegner et dystert billede af den internationale situation lige nu og er ikke optimist. I bogen fremfører han en skarp kritik af Europas og USA’s Rusland-politik, men det er ikke ensbetydende med en ukritisk holdning over for Vladimir Putin og hans udenrigspolitiske kurs, tværtimod. Den grundlæggende fejl i EU’s og USA’s politik over for Rusland har frem for alt været mangel på viden om og indsigt i russisk sikkerhedspolitisk tænkning og russiske prioriteringer og reaktionsmønstre. Det gælder NATO-udvidelsen mod øst og EU’s naboskabspolitik med satsningen på et ”wider Europe” uden Rusland, og det gælder ikke mindst Ukraine. Rusland overtog Sovjetunionens plads i FNs Sikkerhedsråd, kom med i G7 og WTO og indgik partnerskabsaftaler med EU og NATO. Så at tale om et russisk ”Weimarkompleks” er at gå for langt. Rusland anerkender USA’s ”preeminence”, men bestemt ikke USA-”dominance” og unipolaritet. Målet for Rusland er, at skabe et fungerende kompetetivt multipolær system. Et ”koncertsystem” som i 1800-tallet er ikke muligt. Modstanden mod unipolaritet har skabt et strategisk samarbejde og ”detente” mellem Rusland og Kina. Rusland har simpelt hen ikke følt sig tilstrækkelig respekteret. Sagt med Angela Merkel ord, lever Putin ”i en anden verden”, som Trenin tilføjer i en realistisk. Efter NATOs indgriben på Balkan uden om Rusland talte også Boris Jeltsin om ”kold fred” mellem Rusland og Vesten. Trenin henviser i sin bog til tidligere CIA direktør og dennes påpegning af betydningen af Ruslands følelse af at være blevet ydmyget af Vesten, hvilket Gates bestemt ikke har været alene om. Følgen af ikke at være blevet hørt og taget med på råd er, at Rusland har reageret hurtigt og brutalt, når landets ledelse har følt sig tilsidesat, hvilketvi oplevede i Georgien i 2008, i Ukraine 2014 og i Syrien i 2016. Rusland, skriver Trenin, er på samme tid stærkt, svagt, autoritært og lovløst. Det gør det i sig selv svært for EU og NATO at udvikle en sammenhængende og konsistent politik over for Rusland. De forsøg der er gjort er bestemt ikke vellykkede. Det forhold at Rusland besidder atomvåben sætter grænser for, hvad Vesten kan gøre. Den vestlige strategi synes ikke at tage højde herfor, men antagelsen i Bruxelles og Washington er tilsyneladende, at Rusland modsat Iran og Nordkorea agerer rationelt, når det gælder brugen af atomvåben. Det skal i den forbindelse ikke glemmes, at Rusland er økonomisk svagt, landet står for blot 1 pct. af verdenshandelen. De økonomiske problemer svækker i høj grad udenrigspolitikken. Dertil kommer, at Rusland reelt ikke har nogen allierede.

“Godt nok er Rusland en dværg økonomisk og militært, men landet har dog vist en evne til at føre cyberkrig og hybridkrig”

Rusland er ikke som Kina en model for andre lande, systemet er autoritært, og det går som sagt for dårligt økonomisk. Rusland er tvunget til at arbejde tættere med Kina, men det har sine grænser. Godt nok er Rusland en dværg økonomisk og militært, men landet har dog vist en evne til at føre cyberkrig og hybridkrig. Hybridkrig, at kombinere militær, paramilitær og ikke-militær magt er ført med betydelig succes på Krim og over for Donbas, men har til gengæld ikke særlig gode udsigter i Polen og de baltiske lande. Trods tab af store landområder er Rusland stadig noget af en geografisk gigant, på samme tid europæisk og asiatisk, hvilket på samme tid er en styrke og en svaghed (sårbarheden). Strategien fra russisk side er at udvikle og så langt som muligt kontrollere det eurasiske rum. Trenin rejser spørgsmålet, om vi skal foretrække et økonomisk stærkt eller svagt Rusland. Og her er han ikke i tvivl. Et stærkere Rusland vil godt nok kunne være en udfordring for Vesten, men et svagt og endnu værre, et ”failing” og atombevæbnet Rusland vil være et ”formidable challenge”. Bryder Rusland sammen, vil Vesten, modsat i 1991, have meget få venner i Rusland og inden for den russiske elite. Forholdet mellem et stærkere Rusland og Vesten vil uundgåeligt være kompetetivt, men med gode muligheder for udvidet gensidigt fordelagtigt samarbejde, (”win-win”), forudsat at viljen er til stede på begge sider. Der er, siger Trenin, mange indtil nu uudnyttede muligheder for at samarbejde, eksempelvis når det gælder om at modvirke spredning af atomvåben, bekæmpe terrorisme og islamisk fundamentalisme og at deeskalere konflikterne omkring Nordkorea, Ukraine, Syrien og Iran. Det kræver, at Rusland opgiver ubegrundet fobi når det gælder vurderingerne af NATO og Vestens hensigter, og det kræver nytænkning og mere sammenhængende og konsistente Rusland-strategier i Bruxells og Washington. Sikkerhedsrådet, OSCE og Rusland-NATO Rådet er velegnede som ramme for konstruktiv dialog og konfliktsløsninger.

“Dimitri Trenins bog er bestemt værd at læse”

Kort sagt, Dmitri Trenins bog er bestemt værd at læse og er en inspiration for alle, der mener, at den ny ”kolde krig” er farlig og også unødvendig, og at Vesten har et medansvar for at vi kommer endnu tættere på en regulær krig. Der er muligheder for at vende ”kold krig” til et nyt og mere stabilt forhold til Rusland. Et partnerskab og en alliance har lange udsigter, mindre kan også gøre det. Bogen er skrevet før Trump kom til i USA og Macron i Frankrig, men opfølgning af bogen kan ske ved at læse Trenins artikler og synspunkter i medierne, hvor han heldigvis stadig er en hyppig gæst.   Dmitri Trenin, ”Should we fear Russia?”, Polity Press, 2016, 125 sider.