Sådan skaber vi afspænding i Østersøregionen 

Ruslands og NATOs aktuelle militærøvelser omkring Østersøen kan bidrage til yderligere spænding i området. Der er brug for skridt i modsat retning – her er en række konkrete bud.

Af Jørn Boye Nielsen, Søren Riishøj, Poul Villaume & Clemens Stubbe Østergaard

Østersøen er i dag ved at blive et højspændingsområde i den eskalerende konflikt, der har raset mellem Vesten og Rusland siden det vestligt støttede magtskifte i Ukraine og den folkeretsstridige russiske annektering af Krim i 2014. Risikoen for yderligere eskalation var til stede her i september måned, hvor både NATO-styrker og russiske styrker afholdt de mest omfattende militærøvelser i mange år omkring Østersøen. Heldigvis løb de ikke ud af kontrol, og avisen ”The Independent” kunne forleden skrive, at Rusland var blevet offer for ”fake news” fra vestlige medier, som havde gjort et stort nummer ud af truslen mod de baltiske lande i forbindelse med den russiske øvelse. Alligevel er der gode grunde til at være ekstra på vagt over for faren for yderligere – tilsigtet eller utilsigtet – optrapning af konflikten mellem NATO og Rusland.

Alle Moskvas tidligere Warszawapagt-allierede i Øst- og Centraleuropa under Den Kolde Krig er i dag medlemmer af NATO. På Balkan er Ruslands indflydelse begrænset, selv om Rusland prøver at udnytte de muligheder for indflydelse, der opstår. I Syrien forekommer udsigterne til fred at være langt ude i horisonten, men det erkendes i stigende grad, at Ruslands og også regionens stormagter, Saudi Arabien, Iran og Tyrkiet, nødvendigvis skal inddrages. USA har som dominerende ekstern stormagt i Mellemøsten i årtier ikke formået alene at skabe stabilitet i regionen – snarere tværtimod.

Under Den Kolde Krig var Vest- og Østtyskland og Centraleuropa særlig udsatte med atomvåben og store troppekoncentrationer opmarcheret på begge sider. Norden og Østersøregionen var derimod forholdsvis afspændte. Sverige og Finland var neutrale, Danmark og Norge havde ikke atomvåben og fremmede NATO-tropper fast stationeret. Kort sagt herskede der her en særlig ”nordisk balance” med relativ lavspænding.

Den balance og lavspænding er i dag under hastig afvikling. Østersøregionen kendetegnes snarere ved det, der i bedste fald kan kaldes ”kontrolleret eskalation” og med voksende risiko for, at situationen løber ud af kontrol. ”Høgene” i de politiske partier og i ekspertmiljøet herhjemme agerer tilsyneladende ud fra, at Rusland handler rationelt og tilbageholdende, når det gælder krig og brug af atomvåben. Derfor kommer det ikke så vidt, tror man. Men som meget rigtigt påpeget for nylig af Maksim Trudoljubov i Politiken (23.8.17), raser der en betændt og surrealistisk politisk debat i USA, hvor Rusland som fjendtlig magt fylder mere end på noget tidspunkt siden McCarthyismen i 1950erne. Meget bedre forholder det sig bestemt ikke i Danmark. Og i Ruslands statskontrollerede medier bliver Vesten omvendt hudflettet dagligt.

Rusland er håbløst underlegen i forhold til NATO, når det gælder militærudgifter og omfanget af konventionelle styrker. Det samlede russiske forsvarsbudget for 2017 er på 48 mia. dollars, mens det samlede NATO-budget er på 915 mia. dollars, heraf USAs alene på 616 mia. dollars. Men Rusland er USA og NATO jævnbyrdig, når det gælder atomvåben. Og i netop Østersøregionen vil NATO pga. geografien og logistikken have problemer i tilfælde af udbrud af åbne krigshandlinger.. Det véd Rusland naturligvis godt. Baltikum og Østersøregionen kan derfor blive den gnist, der antænder en regulær krig mellem NATO og Rusland, måske efter mønstret kendt fra månederne op til udbruddet af 1. verdenskrig. Forstærkes oprustning, cyberkrige, propagandakrige, sanktionskrige og hybridkrige yderligere, så kan vi reelt komme tæt på katastrofen, om ikke andet ved et uheld eller en fejlkalkulation af modpartens hensigter. Skellet mellem krig og fred bliver udvisket, ”krigene” udkæmpes i stedet på flere fronter, i høj grad kendetegnet ved såkaldt ”mutual disruption” (gensidig nedrivning).

Nogle i Vest ønsker og tror måske på, at Rusland bliver ”vestligt”, hvis Putin væltes. Men som påpeget af den russiske analytiker Dmitri Trenin, er situationen i Rusland i dag markant anderledes, end da Sovjetunionen gik under i 1991. Fjernes Putin fra magten står Vesten, modsat i 1991, med meget få venner i Rusland og i Kreml. Ustabilitet og kaos og yderligere drejning i nationalistisk retning vil være den sandsynlige udgang på et kollaps, på en ny ”oktoberrevolution” her 100 år efter den første i 1917. Det er næppe ønskeligt hverken for det russiske folk eller for os i Vesten.

Rusland er som sagt underlegen, når det gælder konventionelle våben, og derfor satser et Rusland under pres på de andre former for krigsførelse, cyberkrig, propagandakrig og hybridkrig. Den russiske økonomi har det ikke for godt, mest på grund af mangel på dybe reformer af økonomien. Russisk økonomi er fortsat i alt for høj grad olie- og gasbaseret. Rusland har dog iflg. Den Internationale Valutafond fortsat en beskeden økonomisk vækst. De vestlige økonomiske sanktioner virker, men de lave oliepriser har klart størst betydning.

I betragtning af de trusselsbilleder, der er fremherskende politisk og i mainstream- ekspertmiljøet herhjemme og i landene omkring Østersøen, er det en kamp op ad bakke at få vendt udviklingen og seriøst få diskuteret alternativer. Længere nede i Europa er det langt lettere at diskutere alternativer til den eskalerende NATO-Rusland-konflikt, fordi trusselsbilledet her typisk er anderledes. Hvor landene omkring Østersøregionen, måske med undtagelse af Finland, er domineret af ”høge”, finder vi i Centraleuropa og i Italien, og også i Frankrig og Tyskland, mange flere ”duer” eller ”ugler”, der i langt højere grad handler ud fra strategier om mægling, afspænding og konfliktløsning. I flere lande, fx Østrig, er det en arv fra Den Kolde Krig. Kulturelle og historiske forhold, ”sammenstød mellem civilisationer”, spiller også en rolle. Rusland er i de herskende diskurser i Vesten (som har set bort fra egen rolle og historie) ofte blevet anset for at være aggressivt, ekspansionistisk, imperialt og økonomisk og kulturelt tilbagestående. Det er holdninger, som har været kendt i århundreder, og de er ikke lette at ændre. Rusland har igennem historien skiftevis været ude og inde.

Skal vi lade os lede af den form for tænkning? Efter vores opfattelse afgjort nej. Men ændringer forudsætter nytænkning og selvkritik, og netop den slags har svære vilkår lige nu herhjemme, for at sige det mildt. Det er en svær kamp at få vendt de fremherskende holdninger og få skabt forandring, men det er nødvendigt. Afgørende er det at få sat mægling, afspænding og konfliktløsning højt på den politiske dagsorden frem for yderligere generel militær oprustning.

I den forbindelse vil vi derfor anbefale:

  • at vi langt bedre sætter os ind i og forstår den udenrigs- og sikkerhedspolitiske tænkning i Rusland. Som Henry Kissinger har formuleret det, er Putin hverken Hitler eller Stalin, men snarere en ny russisk ”czar”. Angela Merkel mener, at ”Putin lever i en anden verden”, hvilket er rigtigt. Det er ikke den vestlige idealistiske med tro på unipolaritet og spredning (med eller uden militære midler) af vestlige liberale værdier, men snarere støtte til den realistiske magtbalance-tankegang: Rusland erkender Vestens førende position, men accepterer ikke Vestens dominans.
  • Unipolaritet og den liberale ordens verdensomspændende sejr troede mange i Vesten på lige efter 1989. Men i dag må vi indstille os på en variant af multipolaritet, uanset at det er svært for mange også herhjemme. Vi får næppe, som i 1800-tallet, et europæisk ”stormagts-koncert”-system, hvor Rusland er ligestillet. Men Rusland er ikke alene om at gå imod den unipolære orden, men støttes af stærke lande i verden, og frem for alt Kina. Den barriere er umulig at overvinde for et Vesten, der taber i styrke.
  • Multipolaritet og anerkendelse af legitime russiske sikkerhedskrav fordrer, at NATO standser alle planer om yderligere udvidelse op til Ruslands grænse, dvs. med Georgien og Ukraine, og at der i langt højere grad satses på at styrke institutioner som FN, OSCE og Europarådet. I forvejen har NATO det jo heller ikke for godt lige nu, hvor der er krise i forholdet mellem USA og Europa, og hvor Tyrkiet reelt står uden for NATO. Diplomatiet skal have bedre vilkår, nedskæringerne i udenrigstjenesten herhjemme og i andre vestlige lande skal standses, og mægling og konfliktløsning i højsædet.
  • Samarbejdet og dialogen med Rusland – og andre SNG-lande – på civilsamfundsområdet skal styrkes markant. Berlinmurens fald og Den Kolde Krigs ophør skyldtes i meget høj grad netop den øgede kommunikation mellem Øst og Vest på ikke-regeringsniveau, som var en af frugterne af den pan-europæiske afspændingsproces i 1970erne og derefter.
  • Vesten og Rusland må på regeringsplan diskutere problemerne omkring cyberkrig, hacking og propaganda, og hvordan problemerne i tilknytning hertil kan begrænses hurtigst muligt. Det forudsætter frem for alt mere tillid mellem Rusland og Vesten, og der må gøres indrømmelser også fra russisk side.
  • Sanktionskrigen med Rusland bør ophøre. Ganske som under Den Kolde Krigs afspændingsperiode er ”Wandel durch Handel” værd at satse på. Målt i dollars og euro viser beregninger, at Vesten taber mere på sanktionskrigen end Rusland, ca. 80 mia. over fem år. Kort sagt står vi lige nu i en ”tab-tab” situation, hvor vi skyder os selv i foden, mens Rusland blot bliver mere trodsigt, nationalistisk og autoritært. Sanktioner er reelt udtryk for symbolpolitik, men en meget dyr en af slagsen.
  • Europas NATO- og EU-lande må agere selvstændigt og ikke bøje sig for diktater fra USA og Kongressen, hvor ”høgene” har fået rigtig godt fat. Der er alvorlig fare for, at de lovfæstede amerikanske sanktioner mod Rusland af rent indenrigspolitiske årsager og ud fra princippet om ”America first” ikke bliver ophævet i overskuelig fremtid. Dertil kommer, at EU-sanktioner vil give amerikanske virksomheder, fx på energiområdet, nye muligheder på det europæiske marked, og det fremmer i sig selv lysten i USA til at fastholde sanktionerne. Sanktionerne koster ikke USA ret meget. Men Europa taber hundredetusinder af arbejdspladser. Modstanden mod sanktioner er derfor klart størst i Europa, særligt i erhvervslivet.
  • Kontrollen med luftrummet i Østersø-området skal styrkes markant, så en åben militær konfrontation ikke opstår ved fejl eller mistolkninger. Visse NATO-landes blokering af dialog med Rusland herom må overvindes; forslag fra bl.a. Finland om bedre kontrol bør tages alvorligt.
  • Ukraine-krisen skal deeskaleres. Minsk II-aftalen skal overholdes af alle parter, af Rusland, separatisterne, de ukrainske militser og af regeringen i Kiev, og aftalen skal kontrolleres langt bedre. I den forbindelse skal OSCEs kontrolmuligheder styrkes og have en endnu mere central rolle. Våbenhvilen skal overholdes af alle parter i konflikten, Rusland skal standse våbenleverancerne til Østukraine, og Kiev-regeringen må til gengæld presses af Vesten til at acceptere regionalt selvstyre i øst, amnesti og mindretalsrettigheder, også for russere.
  • Krim forbliver indtil videre en fastfrossen konflikt. Fastfrosne konflikter kender vi allerede fra Korea, Transdnestr, Nagorno Karabach, Vestbredden/Israel og på Cypern. Deeskaleres konflikten med Rusland og skabes der større gensidig tillid kunne man, som foreslået af nu afdøde Zbigniew Brzezinski, forestille sig et kompromis omkring Ukraine, uanset at Krims tilbagevenden til Ukraine forekommer umulig, så langt øjet rækker. Det kan ske med fokus på menneskerettigheder, ikke mindst rettighederne for Krim-tartarerne, evt. med oprettelse af en økonomisk frizone på Krim og økonomisk kompensation til Ukraine. Østukraine kan ligesom Krim meget vel også blive en fastfrossen konflikt. Det vil koste regeringen i Kiev milliarder af dollars at genopbygge regionen efter krigen, og Ukraine har brug for økonomisk støtte hertil udefra.
  • Spændingen mellem de tre baltiske lande og Rusland må nedtrappes ad politisk-diplomatisk vej. De baltiske regeringer må gøre meget mere for at integrere de russiske mindretal og sikre deres rettigheder, så mindretallene ikke kan udnyttes i russisk-nationalistisk propaganda. Alle parter må acceptere skærpet OSCE-kontrol og -tilstedeværelse i grænseområderne mellem Baltikum og Rusland.
  • Rusland er ikke en global supermagt, men en vigtig aktør i bl.a. Syrien. Som påpeget af Herbert Pundik er de amerikanske og russiske synspunkter her, fx når det gælder Assad-regimets fremtid, ret sammenfaldende. Vigtigt er det at få både Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien med i en samlet fredsløsning, hvilket kun kan ske ved et fælles pres fra især USA og Rusland.
  • Rusland er også en nødvendig partner i kampen mod islamistisk terror og er selv blevet ramt af terror.

En ny dansk – og europæisk – politik efter disse retningslinjer er ikke udtryk for ”eftergivenhed” og svaghed. Det er sund fornuft og villighed til kompromis gennem systematisk satsning på mægling, diplomatisk konfliktløsning og formaliseret dialog. Willy Brandts formel fra Den Kolde Krigs vellykkede afspændingsproces gælder stadig: ”Forandring gennem tilnærmelse”. Dengang gik Danmark som ”stifinder” under visionære udenrigsministre som Per Hækkerup, Poul Hartling og K.B. Andersen ofte proaktivt i spidsen i NATO for sådanne synspunkter. Det skabte respekt for Danmark blandt vore allierede.

Det bliver sikkert svært i dag at rokke ved den nye, efterhånden fastlåste danske ”høge-politik”. Men sker ændringen ikke oppefra, må der komme et pres nedefra, via civilsamfundet og gennem en mere alsidig offentlig debat.

 

Jørn Boye Nielsen er cand.scient.pol. og højskolelærer, Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved SDU, Poul Villaume er professor i samtidshistorie ved KU, Clemens Stubbe Østergaard er lektor i statskundskab ved AU. De er alle medlemmer af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).