Samarbejde og fælles sikkerhed omkring Østersøen er ikke politisk naivt

JØRN BOYE NIELSEN, cand.scient.pol., SØREN RIISHØJ, lektor, POUL VILLAUME, professor
Medlemmer af Rådet for Internatonal Konfliktløsning (RIKO)

Den svenske regerings nylige udredning om krigsmobilisering har forståeligt nok fået stor omtale herhjemme. Vores forsvarsminister er forstående over for den svenske trusselsvurdering og planerne om forrådslagre og beskyttelsesrum og slår endnu engang på Ruslands-forskrækkelsen. Selv om udredningen også må ses som et partsindlæg i den standende debat i Sverige om NATO-medlemskab eller ej. Og selv om ingen åbenbart ulejliger sig med at spekulere lidt nærmere over, hvilket motiv Rusland overhovedet skulle have til at angribe (dele af) Sverige? Alle ædruelige analyser er jo enige om, at situationen omkring de baltiske lande er en fundamentalt anden end den omkring Krim og Ukraine.  I øvrigt er det jo i dag velkendt, at Sverige siden omkring 1950 (!) har været en slags ”hemmeligt medlem” af NATO med top-fortrolige militæraftaler med særligt USA.

Vi får at vide, at opbygning af NATOs og Vestens militære styrke i Østersøregionen er den eneste mulighed for senere nedtrapning og forhandlinger med Rusland; Putin har nemlig kun respekt for styrke. Ræsonnementet ser bort fra (1) at NATO allerede har så massiv militær overvægt generelt, at en eventuel marginal ”ubalance” regionalt er irrelevant; (2) at erfaringen (fra den kolde krig) er, at ”kun forhandling fra en styrkeposition” nærmest altid betyder slet ingen forhandling – bl.a. fordi den anden side sjovt nok typisk tænker på samme måde; (3) at man udelukkende ser på modpartens fejl og dårlige handlinger, mens man er totalblind for ens egne – og hvordan de bliver opfattet af modparten.

Det er yderst beklageligt, at den hjemlige debat om sikkerhedssituationen i Østersøregionen og forholdet til Rusland i den grad bliver pakket ind i en destruktiv og gold koldkrigsretorik – her op til forhandlingerne om nyt forsvarsforlig, og mens danske soldater er ankommet til Estland. Yderligere eskalering bringer os da blot endnu tættere på en regulær militær konfrontation. Mange andre lande, også vesteuropæiske, kan jo godt mødes med Lavrov og Putin og føre konstruktiv dialog.

Hvorfor dog ikke i det mindste forsøge at få indkaldt til et velforberedt Østersø-topmøde med konkrete forslag til, hvordan en deeskalering kan begynde og forhåbentlig intensiveres? I første omgang burde vi kunne opnå det, vi trods alt har omkring Arktis, en løbende dialog. Helt konkrete tillidsskabende forslag for fx bedre overvågning af luftrummet (som fx foreslået af Finland) og mindre propaganda-krig og cyberkrig og støtte til udvikling af folk-til folk-kontakter ville være særlig oplagt. Det burde ikke være umuligt eller stemples som politisk naivt at arbejde for Østersø-regionen som et område for samarbejde og fælles sikkerhed.