Af Julie Wetterslev & Simon Daniel Eiriksson

I Colombia har fredsaftalen mellem den colombianske regering og den tidligere oprørsbevægelse FARC været under implementering i lidt over et år. FARC har nedlagt våbnene og de tidligere guerilla-soldater er igang med en overgang til livet som civile borgere og politiske aktører uden våben. Men i en ny rapport udtrykker FN bekymring over regeringens manglende overholdelse af deres del af aftalen. I de områder som har været hårdest ramt af konflikten, er sikkerhedsforholdene således fortsat dårlige – både for de afvæbnede guerilla-soldater, for sociale ledere og for civilbefolkningen.

Fredsprocessen i Colombia har med rette været genstand for stor international opmærksomhed. Processen skaber mulighed for at afslutte en væbnet konflikt som har kostet mere end 250.000 colombianere livet, og som har gjort Colombia til ét af de lande i verden der har flest internt fordrevne. Konflikten har gjort massakrer, tvungne forsvindinger, politisk motiverede mord og andre menneskerettighedskrænkelser til hverdag gennem mere end fem årtier. Der var derfor optimisme at spore da Colombias præsident Juan Manuel Santos og FARCS øverstkommanderende Rodrigo Londoño underskrev fredsaftalen i November 2016 i Colón-teateret i det centrale Bogotá – også selvom aftalen først var blevet modificeret efter et symptomatisk Nej til aftale-teksten ved en folkeafstemning. Præsident Santos blev tildelt Nobels fredspris, udenlandske turister og investorer stod på spring for at komme ind på det colombianske marked og de tidligere guerilla-soldater i FARC begyndte at afvæbne.

FARC nedlagde som aftalt våbnene i første halvdel af 2017 i 29 særlige zoner og lejre fordelt rundt om i Colombia, i områder hvor guerillaen traditionelt har stået stærkt. Afvæbningen blev monitoreret og verificeret af en særlig FN-mission som overvåger fredsprocessen, og FN bekræftede i sommeren 2017 at afvæbningen var afsluttet og at 8.100 våben og 22.000 kilo sprængstoffer var blevet fjernet fra den colombianske jungle. Geværerne skal omsmeltes til tre monumenter for fred der skal stå i Bógota, i New York og i Havana (hvor fredsforhandlingerne foregik fra 2012 til 2016). FARC er nu omdannet til et lovligt politisk parti som stiller med kandidater til parlaments- og præsidentvalgene i Colombia i foråret 2018. Partiet indledte deres første officielle valgkampagne i starten af året.

FN-missionen overvåger nu den øvrige implementering af fredsaftalen, herunder udviklingen i de områder som FARC tidligere kontrollerede, reintegrationen af de tidligere guerilla-soldater og gennemførslen af en lang række politiske og sociale reformer som ifølge fredsaftalen skal bidrage til at skabe et fredeligt samfund efter afslutningen af den væbnede konflikt. Fredsaftalen indeholder blandt andet aftaler om en gennemgribende jord- og landbrugsreform, om substituering af illegale afgrøder, om øget politisk deltagelse for grupper der har været marginaliserede i colombiansk politik, og om et nyt retssystem der skal sikre retfærdighed, sandhed og forsoning for konfliktens mange ofre.

Men FARC var ikke den eneste væbnede aktør i konflikten i Colombia. De såkaldte paramilitære grupper har ofte forsvaret stærke økonomiske og politiske interesser, i et land hvor jorden er ekstremt ulige fordelt. En lille gruppe godsejere og virksomhedsejere kontrollerer størstedelen af jorden, og de har gennem landets historie benyttet sig af paramilitære grupper til at drive fattige småbønder væk fra deres jorde – ofte med militærets billigelse eller samarbejde. Det var også netop på grund af den ulige jordfordeling, den paramilitære og militære undertrykkelse og fordrivelse af bønderne i fattigere regioner i Colombia, at særligt mange unge besluttede sig for at tilslutte sig den marxistiske guerilla-bevægelse.

Ifølge fredsaftalen mellem FARC og den colombianske regering skal staten nu sørge for at optrævle de paramilitære gruppers aktiviteter og straffe de ansvarlige for deres forbrydelser. Men i de områder som FARC tidligere kontrollerede har staten endnu ikke været i stand til at udfylde det sikkerhedsmæssige tomrum som guerillaen har efterladt, og dette udnyttes nu af paramilitære grupper som indtager områderne. Disse grupper beskytter og promoverer produktionen af, og handlen og transporten med illegale afgrøder og produkter såsom koka og marijuahana. Ved at tvangsfjerne og skræmme lokalbefolkningerne, baner de også vejen for storskala-projekter indenfor minedrift, energiproduktion og stordriftslandbrug, som skaber gode indtægter for investorerne, men som de lokale befolkninger sjældent profiterer ved.

Den manglende statslige indsats overfor de paramilitære betyder, at de tidligere (og nu afvæbnede) guerilla-folk fra FARC lever livet farligt. Fra afvæbningen og reintegrationen begyndte og frem til i dag er mindst 49 medlemmer af FARC således blevet dræbt, på trods af at de har nedlagt våbnene som fredsaftalen foreskrev. Også 12 familemedlemmer til FARC’s medlemmer er blevet dræbt. De mange angreb fik i starten af februar FARCs parti til midlertidigt at indstille valgkampagnen til kongres- og præsidentvalg, indtil staten kan garantere kandidaternes liv og sikkerhed.

Situationen vækker minder fra 80´erne, hvor FARC ligeledes deltog i en fredsproces og hvor mange tidligere guerilla-soldater blev en del af partiet Unión Patriótica (UP) for at føre ubevæbnet politik. Mellem 3.000 og 5.000 aktivister fra partiet blev efterfølgende slået ihjel. Nu frygtes det i Colombia, at en lignende situation kan gentage sig gennem en massakre på medlemmerne fra og sympatisører med FARCs nye parti (las Fuerzas Alternativas Revolucionarias del Común).

FN-missionen i Colombia har via Generalsekretær Antonio Guterres netop afleveret en ny rapport om fredsprocesssen til Sikkerhedsrådet. Rapporten anerkender at det generelle voldsniveau i det colombianske samfund er dalet i takt med fredsprocessen, men udtrykker dyb bekymring over de mange drab på FARC medlemmer, deres familiemedlemmer og ledere fra de sociale organisationer.

Drabstallene for sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere er nemlig steget alarmerende i fredens første år i Colombia. De sociale organisationer anslår at op imod 170 sociale ledere er blevet dræbt siden underskrivelsen af fredsaftalen. Alene i januar 2018 er 27 sociale ledere blevet dræbt. På trods af disse alarmerende tal vil hverken forsvarsministeriet eller anklagemyndigheden anerkende at mordene på sociale ledere har systematisk karakter. Samtidigt er mange landsbysamfund lammede af frygt efter de mange trusler og mord på politiske ledere, som staten ikke formår at afværge, opklare efter retsforfølge.

Mindeceremoni for tre dræbte ledere i November 2017. Foto: Colprensa.

Sådan var det også under krigen i Colombia, som er det land i verden hvor flest fagforeningsledere er blevet myrdet i løbet af de sidste tredive år. Også journalister, menneskerettigheds-advokater og ledere fra basis-organisationer på landet og i byen arbejder med livet som indsats, hvilket vidner om at det dybest set er økonomiske interesser der har holdt konflikten igang. Et sidste nyligt eksempel på dette er mordet på den afro-colombianske leder Temistocles Machado fra havnebyen Buenaventura. Machado arbejdede hele sit liv for at skabe bedre lønninger og forhold for havnearbejderne som producerer stor rigdom i transportsektoren for colombianske og udenlandske investorer, men selv lever under dårlige kår. Han var kendt for at repræsentere arbejdernes interesser i store arbejdskonflikter med multinationale selskaber og med regeringen i Bogotá – og blev dræbt af ukendte gerningsmænd d. 27. januar 2018.

Efter indgåelsen af fredsaftalen sidste år har også bondeledere bogstaveligt talt stået for skud, ofte i forbindelse med den planlagte overgang fra koka-produktion til andre afgrøder. Ifølge fredsaftalen skulle denne substituering foregå efter klare retningslinjer og gennem frivillige aftaler med lokalsamfundene, som skulle gives garantier for sikkerhed og muligheder for at producere andre typer afgrøder.

Regeringens tilgang til koka-substituering har desværre været præget mere af tvang og forceret udryddelse end af forhandlede aftaler og holdbare løsninger, og det har skabt modstand og uro blandt de mange aktører i de koka-producerende områder. Illegale banders kamp om kontrollen med markedet er også fortsat, og de mange konflikter har ført til tvangsforflyttelse af hele landsby-samfund, på samme måde som man har set det under den væbnede konflikt.

Ifølge FNs generalsekretær fandt én af de voldsomste episoder i det forgangne år således sted i Tumaco i det sydvestlige Colombia, hvor syv personer blev dræbt af militæret d. 5. oktober 2017 og 20 øvrige personer blev såret under en aktion i forbindelse med substitueringen af koka til andre afgrøder. I det hele taget er det slet ikke gået godt med substitueringen af koka i det første år efter fredsaftalen, hvor produktionen af koka snarere er øget end formindsket. FNs rapport udtrykker også bekymring over fredsaftalernes haltende implementering på en række andre punkter; herunder manglende jord- og landbrugsreformer samt politiske og sociale reformer. Endelig kritiserer rapporten at mange lovede udviklingsprojekter og alternativer til koka-dyrkning i de tidligere FARC-kontrollede områder heller ikke er blevet sat i gang – og at det halter med at få igangsat programmer for reintegration af tidligere FARC guerillamedlemmer.

Grædende bønder ved massakren i Tumaco i Oktober 2017. Foto: Ukendt.

Fra fredsprocesserne i Mellemamerika ved man, hvor vigtigt det er at tidligere kombattanter får mulighed for at finde ordentligt lønnet arbejde, deltage i det politiske og sociale liv og forbedre levestandarden for dem selv og deres familier. Hvis ikke det lykkes, kan nye kriminelle og væbnede netværk opstå, og freden kan give afsæt til øget bandekriminalitet og vold. De manglende sikkerhedsgarantier, utilfredsheden med en manglende implementering af fredsaftalen, fortsatte koka-konflikter og manglende reintegration af eks-kombattanter kan gå hen og blive en eksplosiv cocktail i Colombias fattige landområder.

Desuden havde den væbnede konflikt i Colombia sit afsæt i en social og politisk konflikt, og Colombia bevæger sig nu ind i et år med afgørende valghandlinger med både valg til parlamentet (d. 11. marts) og præsidentvalg (d. 27. maj). Disse første valg efter fredsaftalen vil vise om Colombias demokrati er klar til at rumme den politiske konflikt – og om de grupper der tidligere har været ekskluderet i det politiske liv i landet får mulighed for at deltage og opnå valg. Hvis venstrefløjens kandidater fortsat myrdes ustraffet og hvis valghandlingerne præges af vold og trusler kan frustrationen øges.

De første tegn på manglende vilje til at øge den politiske deltagelse for marginaliserede grupper har allerede vist sig. Ifølge fredsaftalen skulle der nemlig oprettes 16 særlige ´Valgdistrikter for Fred´ i de områder der har været hårdest ramt af konflikten, og her skulle det ikke være repræsentanter fra de traditionelle politiske partier, men derimod repræsentanter for konfliktens ofre og fra de sociale bevægelser, som skulle opstilles til parlamentet. Men senatet i Colombia stemte om den nye valglov i December, og da nedstemte 52 ud af 102 medlemmer de særlige valgdistrikter for fred. Ikke desto mindre var 3 af senatets medlemmer suspenderede for korruption, og derfor anfægter Santos og hans regering nu gyldigheden af denne afstemning.

En særlig Freds- og Forsoningsdomstol skal desuden behandle og straffe de mange forbrydelser begået under mere end 60 års borgerkrig. Både tidligere guerilla-soldater, soldater i det colombianske militær og civile der har finansieret eller fremmet kriminalitet i forbindelese med konflikten skulle ifølge fredsaftalens bestemmelser stilles til ansvar for deres handlinger. Indrømmelser og bidrag til at opklare mindre forbrydelser skulle kunne belønnes med amnesti eller udmåles i straffe der bestod i socialt arbejde fremfor i frihedsberøvelse, mens grovere forbrydelser ville medføre fængselsstraf i et colombiansk fængsel.

Men under en behandling af lovene om det særlige retssystem for fred afgjorde Colombias forfatningsdomstol i November, at civile (erhvervsfolk og top-politikere) alligevel ikke skal efterforskes og dømmes ved Freds- og Forsoningsdomstolen. Det er et problem fordi de egentlige bagmænd bag mange alvorlige forbrydelser således stadigt vil skulle dømmes i det ordinære retssystem i Colombia, som er præget af korruption og som sjældent har fulgt sager relateret til konfliktens forbrydelser til dørs. Dermed øges risikoen for straffrihed i sager om alvorlige brud på menneskerettighederne.

Fred, retfærdighed og udvikling – vægmaleri på en husgavl hos bondeorganisationen ASCSUCOR. Foto: Julie Wetterslev.

Endelig besluttede de juridiske myndigheder at ændre på fredsaftalens bestemmelser i den endelige lovgivning, således at amnesti-lovgivningen blev udhulet – og der er nu lagt op til at medlemmer af FARC fra mellem- og topledere kan gives hårdere straffe ved en militær domstol og endda udleveres til retsforfølgelse i USA (hvilket FARC konsekvent modsatte sig under fredsforhandlingerne i Havana).

Samtidigt er fredsforhandlingerne mellem den colombianske regering og den anden store guerilla-gruppe i landet, ELN, gået igang. Men den midlertidige våbenhvile mellem disse to parter udløb i begyndelsen af januar,og det er tvivlsomt om ELN vil indgå en ny våbenhvile med mindre det står klart at regeringen er seriøse omkring overholdelsen af fredsaftalen med FARC. En faretruende påmindelse om hvor let freden kan blæses i stykker blev således givet sidst i januar i Barranquilla, hvor terrorangreb mod to politistationer kostede syv politibetjente livet og sårede 43 personer. Forbrydelsen er endnu ikke opklaret, men ELN-s by-militser anklages for at stå bag attentaterne med det formål at lægge pres på den colombianske regering i fredsforhandlingerne.

Som gengældelse for angrebene har det colombianske militær bombarderet landsbyer i regionen Chocó, hvor de mistænker ELN for at have aktive kombattanter, men hvor civilbefolkningen i de ramte landsbyer nægter at have noget med guerillaen at gøre.

Fredprocessens fremtid afhænger med andre ord af, om ELN og regeringen også indgår en fredsaftale. Indtil videre er det ELN der beder regeringen om at forny våbenhvilen, men hvis dette trækker ud, hvis det ikke snart går bedre med FARC-processen og hvis de mange mord og trusler på civile og politiske ledere i landområderne fortsætter, er det sandsynligt at ELN trækker sig helt fra fredsforhandlingerne og går tilbage til tidligere strategier.

Hvis freds- og forsoningsdomstolen samtidigt ender med at blive udmøntet som en ren afstraffelse af den tidligere guerilla med mange hårde straffe og udleveringer til USA, og hvis drabene på de tidligere og afvæbnede guerilla-folk og deres politiske allierede fortsætter er der også en stor risiko for, at tidligere medlemmer af det nu legaliserede FARC vil gå under jorden og tilslutte sig ELN i stedet.

Endelig er mange af fredsaftalens langsigtede mål afhængige af en fredelig udvikling i landet, som kan skabe rammerne for en positiv og ligevægtig økonomisk udvikling. Udgifter til udvikling af landdistrikterne, højere lønninger og bedre arbejdsforhold for fattige arbejdere i byerne samt mere velfungerende uddannelse og sundhedssystemer er afhængige af økonomisk vækst, øget skattegrundlag og øget deltagelse fra landbefolkningen i de politiske processer, hvilket kun kan sikres ved en varig fred.

Fredsprocessen har således mere end nogensinde brug for det internationale samfunds opmærksomhed og støtte.

 

Julie Wetterslev er Ph.D. studerende i International Ret ved det Europæiske Universitets Institut i Firenze. Hun er specialist i konflikter og menneskerettigheder i Latinamerika.

Simon Daniel Eiriksson er antropolog. Han har arbejdet med fredsprocessen i Colombia i en årrække og lavede feltarbejde under FARCs våbennedlæggelse i 2017.