Søren Riishøj, lektor, medlem af RIKO

 

Visegrad-landene, som står for de fire centraleuropæiske lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, volder for tiden landene i det ”gamle” EU en del problemer. Men det sker på forskellig vis. Polen driver aktiv historiepolitik, har netop indført en ny kontroversiel ”historie-blasfemi” lov. Slovakiet er med i euroen og fører derfor en moderat EU-politik, tjekkerne er blevet mere ”nationalt selvbevidste og euroskeptiske, og Polen og Ungarn møder skarp kritik på grund af bevægelsen over mod det illiberale demokrati og den benhårde linje i flygtningespørgsmålet. EU’s sagsanlæg mod Polen nærmer sig den afgørende fase, og Polen, Tjekkiet og Ungarn risikerer også bøder for at afvise tvungne EU-kvoter for flygtninge. Rusland skiller også vandene. Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn ser anderledes på truslen fra Rusland end Polen og de andre lande omkring Østersøen. Deres mere pragmatiske tilgang til Rusland har ført til kritik fra ”høgene” i EU. Men trods kritik har Visegrad-landene i høj grad evnet at præge den europæiske dagsorden. Faktisk er deres position blevet styrket. Herhjemme har fx Dansk Folkepartis Søren Espersen ligefrem udtrykt ønske om et tættere samarbejde med Visegrad-landene. Ungarns Viktor Orbán er populær i brede kredse især i Tyskland, hvor kravet om en hårdere flygtningepolitik har været voksende. Orbán var for nylig på endnu et besøg i den tyske delstat Bayern og tog her del i CSU’s kongres. Og han blev her hjerteligt modtaget. Da Orbán besøgte Bayern tilbage i 2015 sagde han meget rammende på det fælles pressemøde med Horst Seehofer, Bayerns CDU-leder: ” I dag vogtes Bayerns grænse af Ungarn”, det gælder i høj grad også i dag. Også i Bayern er der udbredt skepsis over for sanktionerne mod Rusland.

Tre emner tåler særlig omtale: historiepolitikken, forholdene for demokratiet samt synet på Rusland.

Historie-politikken

Historie er ikke kun fortid, bestemt også nutid. Tysklands forhold til de fire lande har historisk været forskelligt og i flere tilfælde kompliceret, for at sige det mildt. Minderne om det gamle Østrig-Ungarn er anderledes. De historiske traumer har ikke været (og er stadig ikke) lette at overvinde, især når det gælder Tysklands forhold til Polen. I februar udbrød der således en regulær ”historiekrig”, da det polske parlament vedtog en kontroversiel lov, iflg. hvilken det bliver strafbart at kalde koncentrationslejre under 2. verdenskrig ”polske”, og, måske vigtigere, erklæres det også for strafbart at erklære polakker ”medskyldige” i Holocaust. Den lov skabte en krise i Polens forhold til Israel, USA og EU og dermed også Tyskland. Det var ellers forinden lykkedes den ny regering at få dæmpet uenigheden med Berlin om tyske krigsskadeserstatninger. Historien er også ømtåligt for Ungarn. Under 2. verdenskrig var landet reelt blandt Hitler-Tysklands allierede. Ungarn har derudover den opfattelse, at landets grænser er ”uretfærdige”. Ved fredsslutningen efter 2. verdenskrig mistede Ungarn store territorier, Slovakiet, Transsylvanien og Burgenland. Slovakiet har det også svært med 2. verdenskrig, hvor landet erklærede sig selvstændigt, men hurtigt kom under et kleriko-fascistisk styre, der allierede sig med Hitler-Tyskland og tog del i jødeudryddelserne.

Politik: ustabilitet eller illiberalt demokrati?

Demokratiet i Ungarn er illiberalt, men stabilt. Orbán vinder formentlig valget i Ungarn den 8. april, det kommer vi til at leve med. Stabilitet præger derimod ikke Tjekkiet og Slovakiet. Tjekkiet har i månedsvis været uden regering, og nyvalg er stadig en mulighed. Forretningsmanden Andrei Babis har forsøgt sig med en mindretalsregering, men den har svært ved at finde støttepartier. Ved præsidentvalget sejrede den siddende præsident Milos Zeman, der er EU-skeptisk og går ind for en meget hård politik, når det fælder flygtninge og immigranter. Slovakiet har en ustabil regering, bestående af fire meget forskellige partier. Den regering var en nødløsning pga. den sammensætning, parlamentet fik efter valget i 2016, hvor to ekstremt populistiske partier, det ene med fascistiske egenskaber, kom i parlamentet. At regeringen holder sammen, skyldes kun frygt for nyvalg.

Den højre-nationale regering i Polen har lige nu gode meningsmålingstal. I januar 2018 fik Polen en mere moderat og mindre EU-fjendtlig regering. Orbán sidder tungt på magten i Ungarn og efter alt at dømme også efter parlamentsvalget den 8.april. Det er en ikke uvæsentlig ting i en tid, hvor omkring halvdelen af Europas lande enten ikke har en regering eller regeringssamarbejdet halter alvorligt.

Rusland-politikken: fobi eller pragmatisme?

Også i Visegradlandene finder vi forskellige holdninger til Rusland, men den russofobi der hersker herhjemme mindre udtalt. Der hersker dog i Rusland-spørgsmålet uenighed mellem på den ene side Polen og på den anden Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. De tre sidste lande er tættere på den østrigske politik. Østrig er som bekendt alliancefrit. Modstand mod NATO er ret udbredt i Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, at dømme efter meningsmålingerne. Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn har ikke, modsat Polen og de baltiske lande, ønsket NATO-tropper på eget territorium. Der råder her også udbredt skepsis over for brugen af sanktioner over for Rusland. Visegradlandene har bøjet sig for kravet om sanktioner, så længe EU’s største lande, Frankrig og Tyskland går ind for det, men flere regeringspartier og præsidenter i Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn åbent givet udtryk for deres modstand. Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Østrig har i øvrigt oprettet deres helt eget regionale samarbejde.

Anbefalinger

EU’s forhold til Visegrad-landene er langt fra harmonisk. Men det er vigtigt at holde hovedet koldt og finde frem en bæredygtig politik, der kan mindske konflikterne. I den forbindelse kan følgende anbefales:

  • Historiekonflikter skal tages alvorligt. En god udvej vil være historiker-kommissioner, hvor historiske problemer lande imellem diskuteres nøgternt og sagligt. Vi har haft gode erfaringer med at gå den vej. Men det kræver, at partier og politikere standser deres historie-misbrug.
  • EU og landene i det ”gamle Europa” skal behandle landene i øst som ligeværdige partnere. Det ”gamle” Europa har også deres egne problemer med medierne, retssystemet og med populisme. Stereotyper om det ”tilbagestående Øst” trives stadig i bedste velgående; det er et problem.
  • Alternativer til EU-sanktioner rettet mod Visegradlandene skal findes. Som i tilfældet med Rusland er sanktioner kontraproduktive og skaber kun mere EU-modstand. Systemet med tvungne kvoter for flygtninge fungerer heller ikke i det ”gamle Europa”. Så hvorfor kun straffe landene i øst? Hvorfor ikke finde en bedre ordning? Forholdene på retsområdet og på medieområdet er mindst lige så slemme, om ikke værre i andre EU-lande, især Rumænien og Bulgarien.
  • Den bedste vej er at arbejde nede fra, bidrage til bedre korruptionsbekæmpelse, styrke NGOere der bidrager hertil, fremme uddannelse og sikre en bedre aflønning af dommere og politi.
  • Når det gælder Rusland-politikken, bør vi i Danmark lytte til Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og også Østrig. Disse landes mere pragmatiske tilgang skyldes ikke nationalkonservatisme, den har også kendetegnet socialdemokratiske regeringer. Visegradlandene har vist, at der er alternativer til russofobi og militær optrapning. Miroslav Lajcak, Slovakiets tidligere udenrigsminister og i dag formand for FNs generalforsamling kunne være en god mægler og konfliktøser i den iskolde og særdeles farlige krig, der er en plage for landene omkring Østersøen.
  • Populisme og anti-elite holdninger er stigende i hele Europa. Løsningen er ikke status quo og foragt for ”folket”. Dårlig håndtering af finanskrisen i 2008-09 og flygtningekrisen, øget ulighed og marginalisering burde give teknokrater og mainstream partier stof til eftertanke.