Med forsvarsforliget opprioriteres militære-virkemidler af Danmark. Der er ikke et enten/eller mellem international konfliktløsning og at varetage sin egen sikkerhed. Ligesom der ikke er et enten/eller mellem investering i fred og at øge militærudgifter. Men hvis militæroprustning prioriteres i stedet for konflikt forebyggelse, fredsopbygning, diplomati og mægling, så nedprioriteres virkemidler, der kan sparre menneskeliv, bidrage til fred på lang sigt og som endda er omkostningseffektivt.

Det snævre fokus på bestemte sikkerhedstrusler er bekymrende for effekten af Danmarks forsvarspolitiske indsats. Militæroprustning overfor Rusland prioriteres, men hvordan det skal øge Danmarks sikkerhed er ikke klart.

Vi får at vide, at opbygning af NATOs og Vestens militære styrke i Østersøregionen er den eneste mulighed for senere nedtrapning og forhandlinger med Rusland, eftersom man mener Putin kun respekt for styrke. Dette ræsonnement ser dog bort fra at NATO allerede har så massiv militær overvægt generelt, at en eventuel marginal ubalance regionalt er irrelevant. For det andet at erfaringen fra den kolde krig er, at forhandling fra en styrkeposition, nærmest altid betyder slet ingen forhandling – bl.a. fordi den anden side typisk tænker på samme måde. Sidst skal nævnes at man udelukkende ser på modpartens fejl og dårlige handlinger, mens man er blind for ens egne – og hvordan de bliver opfattet af modparten.

Det er yderst beklageligt, at den hjemlige debat om sikkerhedssituationen i Østersøregionen og forholdet til Rusland bliver pakket ind i en destruktiv og gold koldkrigsretorik

Derudover er der mange sikkerhedstrusler, der slet ikke er med i forliget. International sikkerhed trues også af bl.a. langvarige konflikter, ulighed, behandling af mindretal og klimaforandringer. For slet ikke at tale om det geografiske fokus, hvor krige i Mellemøsten og langvarige konflikter i Afrika, synes glemt. Forsvarsforliget synes også at prioritere NATO over andre internationale aktører såsom EU, FN og OSCE. Er det virkelig en god sikkerhedspolitisk beslutning?

De vigtige spørgsmål for relationen til Rusland er, hvordan situationen kan nedtrappes og stabiliseres. Derudover så skal de langsigtede løsninger medtænkes. Beslutningen om at opruste overfor Rusland ser ikke ud til at have afsæt i de spørgsmål. Så nu må vi håbe, at måden hvorved der oprustes, altså implementeringen af de øgede militærudgifter, vil gøres løsningsorienteret.

Med løsningsorienteret mener vi, at oprustningen skal ske med øje for det bredere billede, det langsigtede perspektiv og sammenhæng med andre virkemidler såsom diplomati. En styrket militær tilstedeværelse i Baltikum kan potentielt stabilisere situationen i nogen grad, men den generelle oprustning overfor Rusland fører til en formålsløs oprustningsspiral. Trusselsvurderinger på baggrund af sammenligninger af Baltikum og Krim/Ukraine-situationen er dog uholdbare. Krim/Ukraine-situationen var og er unik, den kan ikke overføres til Baltikum. Forholdet til Rusland handler ikke kun om at stabilisere, det handler om at nedtrappe, og her skal vi tale om diplomati og dialog.

Hvorfor ikke i det mindste forsøge at få indkaldt til et velforberedt Østersø-topmøde med konkrete forslag til, hvordan en deeskalering kan begynde og forhåbentlig intensiveres? I første omgang burde vi kunne opnå det, vi trods alt har omkring Arktis, en løbende dialog. Helt konkrete tillidsskabende forslag for fx bedre overvågning af luftrummet (som fx foreslået af Finland) og mindre propaganda-krig og cyberkrig og støtte til udvikling af folk-til-folk kontakter ville være særlig oplagt. Det burde ikke være umuligt eller stemples som politisk naivt at arbejde for Østersø-regionen som et område for samarbejde og fælles sikkerhed.

Med forsvarsbudgetter på henholdsvis 48 mia. for Rusland og 915 mia. for NATO er der ingen tvivl om styrkeforholdet.  Prøv at overvej, hvad Danmark kunne have brugt disse ressourcer på, hvis de var investeret i fred.

Med forsvarsforliget savner vi i endnu større grad at se en reel prioritering af langsigtede, ikke-voldelige indsatser for fred. Også indsatser mod forebyggelse af voldelig konflikt og krig mangler. Det er konfliktforebyggelse, fredsopbygning og mægling, der kan sparre menneskeliv og penge – og det burde i højere grad prioriteres, når vi taler om sikkerhed.

Det bliver interessant at se hvordan forsvarsforligets øgede støtte til freds- og stabiliseringsfonden vil blive anvendt. Relativt set, er der dog ikke sat meget af til freds- og stabiliseringsfonden selvom fonden får mange flere midler.

Verden er blevet mere uforudsigelig på grund af Trump, Brexit og de vedvarende og tilbagevende, voldelige konflikter. Det er beklageligt, at et dansk forsvarsforlig ikke lægger op til at imødekomme den uforudsigelighed som vi ser i verden og i stedet satser snævert, og det blandt andet med en satsning på et bidrag til en formålsløs oprustningsspiral.