Af Jørn Boye Nielsen, Søren Riishøj, Poul Villaume og Clemens Stubbe Østergaard

En Magnitsky-lov vil give mulighed for at indefryse russiske rigmænds værdier og vedtage indrejseforbud for navngivne russere som straf for menneskerettighedskrænkelser i Rusland. Øgede sanktioner mod Præsident Vladimir Putins inderkreds vil dog næppe have anden effekt end at svække et i forvejen svagt dialog-baseret forhold til Rusland.

 

For nylig afholdt Udenrigsudvalget høring om den såkaldte Magnitsky liste, og en mulig indførelse af en lov der efter amerikansk mønster skal sanktionere enkeltpersoner i Præsident Vladimir Putins inderkreds. Spørgsmålet er, om også Danmark skal melde sig på banen. Efter RIKOs opfattelse er svaret et klart nej.

Den amerikanske lov går tilbage til 2012. Hensigten er at sanktionere russere, der regnes for medskyldige i den russiske advokat Serigei Magnitskys død i russisk fængsel. Loven er aktivt søgt udbredt til andre lande, og det er lykkedes i fx de baltiske lande, Polen og Storbritannien. Sanktionerne i henhold til ”Magnitsky-act” kommer oven i en lang række andre sanktioner mod Rusland. USA har over årtier flittigt gjort brug af sanktionsvåbnet og i langt højere grad end de fleste lande i Europa. Undertiden har sanktionerne været rettet mod virksomheder og personer i NATO-lande.

Det er efter RIKOs opfattelse vigtigt at reagere skarpt over for grove overgreb mod retsvæsnet og medierne, uanset om de pågældende lande befinder sig i den ”vestlige” eller ”østlige” lejr. Drab på dommere, advokater og journalister er daglig kost, desværre. De skal tages op i internationale organisationer og NGOer. At indføre sanktioner a la dem i ”Magnitsky-act” afhjælper ikke problemet, tværtimod. De mange sanktioner der allerede er blevet gennemført mod Rusland, har været et tveægget sværd. Sanktionerne har mod hensigten styrket Vladimir Putin indadtil og på ingen måde fremmet ”rule of law” og mediefriheden i Rusland. At sanktionsramte oligarker skulle gøre oprør og vælte Putin og kræve en pro-vestlig udenrigspolitik er helt illusorisk. Sanktioner a la dem der følger med ”Magnitsky-act” er udtryk for vrede og harme, men de er uundgåeligt konfliktskabende.

Indførelsen af ”Magnitsky-act” rejser spørgsmålet om Vestens politik over for Rusland (og Kina) helt generelt. Det er jo ingen hemmelighed, at Vestens styrke globalt er stærkt for nedadgående, frem for alt på grund af Asiens og især Kinas voksende økonomiske styrke. Faren for regulær krig mellem det stadig stærkere Kina og det USA, der mere og mere mister sin dominerende rolle i Asien og Stillehavsregionen er vokset. Rusland har mistet sin supermagtsstatus, men agter ikke at indordne sig under vestlig dominans og slet ikke i sit eget nærområde. NATO er blevet ”NINO” (”NATO IN NAME ONLY”), sammenholdet i alliancen er lavt og ikke kun pga. Trump. Alligevel har toneangivende kredse herhjemme stadig i sig det ”unipolære gén” – troen på, at Vesten i kraft af overlegen magt kan gennemtvinge sin vilje.

Vejen frem er at styrke de internationale organisationer, skabe bedre vilkår for dialog og diplomatisk konfliktløsning. Selvkritik og erkendelse af egne begrænsninger er heller ikke en dårlig ting, heller ikke i vores egen andedam. Heldigvis er der lande og partier rundt om i Europa, der indser det. Putin har holdt møder med Macron og Merkel, hvor han uventet åbnede op for udstationering af FN-soldater i hele Østukraine. Putin har også været på besøg i Østrig. Bulgarien slår tilsyneladende ind på en mere balanceret politik i forhold til Rusland. Flere andre europæiske lande følger denne linje. Også EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker har fornuftigt talt om behovet for et mere dialog-præget forhold til Rusland.

Vejen til dialogbaseret konfliktløsning er lang, men den bliver kun endnu længere, hvis også Danmark indfører en ”Magnitsky-act”.