Artiklen er bragt i Ræson, 17.07.2018.

NATO-topmødet i Bruxelles i sidste uge bekræftede USA’s rolle som garant for alliancen og det transatlantiske forhold. Og det efterfølgende topmøde mellem Trump og Putin i Helsinki kan potentielt indlede diplomatiske processer, som kan bidrage til en tiltrængt stabilisering og afspænding både af det amerikansk-russiske forhold og af konfliktpunkter i både Europa, Mellemøsten og Asien.

Skal man tro det dominerende mediebillede og udtalelser fra politikere og kommentatorer, når man naturligvis nærmest frem til det modsatte indtryk. Men den medieskabte, melodramatiske virkelighed – med fokus på toplederne som personer – er ikke nødvendigvis det samme som den virkelige virkelighed.

På trods af al støj og bølgeskvulp, som skabes af Trumps egocentriske og ofte klodsede og/eller bevidst provokerende retorik – det meste rettet til hans egen vælgerbase i USA og for netop at skabe medieopmærksomhed – så er konstanterne i de internationale magtforhold stadig nok så fremtrædende. Ahistoriske, apokalyptiske øjebliksbilleder af den vestlige verdens mere eller mindre planlagte, snarlige opløsning som følge af en slags uhellig alliance mellem Putin og Trump skaber nok smarte journalistiske one liners og mange clicks, men giver ikke noget retvisende indtryk af, hvor verden bevæger sig hen.

Ahistoriske, apokalyptiske øjebliksbilleder af den vestlige verdens mere eller mindre planlagte, snarlige opløsning som følge af en slags uhellig alliance mellem Putin og Trump skaber nok smarte journalistiske one liners og mange clicks, men giver ikke noget retvisende indtryk af, hvor verden bevæger sig hen
_______

Det store billede: USA’s magt er for nedadgående
Set i et samtidshistorisk og i et internationalt konfliktløsningsperspektiv er de virkelige forandringer i international politik nemlig grundlæggende strukturelt betingede, og ikke forårsagede af hverken en Trump eller en Putin. I det omfang, den vestlige liberale verdensorden og dens multilaterale institutioner – Pax Americana efter 1945 – er under pres, skyldes det de sidste 20-30 års relative globale økonomisk-demografiske magtforskydninger, først og fremmest mellem USA/Vesteuropa og Kina/Asien:

USA og det øvrige Vesten kan ikke længere i samme omfang som tidligere ensidigt sætte dagsordenen og gennemtvinge sine politisk-økonomiske og strategiske interesser. Disse interesser blev under og efter den Kolde Krig ofte pakket ind i og søgt fremmet af en moralbaseret liberal-demokratisk dagsorden. Den fremmede i nogle tilfælde demokrati og menneskerettigheder (især i Europa og i Japan), men i mange andre tilfælde førte den USA ud i meningsløse, blodige og kontraproduktive krige, konflikter og støtte til statskup og manipulerede valg i Asien, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika.

Noget af det, USA gjorde, var en (over)reaktion på det daværende totalitære Sovjetunionens manipulation af politik og valg i Østeuropa lige efter Anden Verdenskrig (den Sovjetkommunistiske trussel mod Vesten blev, som George Kennan forgæves insisterede på, fejltolket som primært militær, fremfor socio-økonomisk). Men lige siden 1947/48 har USA været den magt, der uden sammenligning hyppigst og mest ihærdigt har blandet sig direkte og indirekte – åbent eller skjult – i andre landes indre politiske processer og valgkampe. Inklusiv massivt i Mellemøsten og ikke mindst i det post-kommunistiske Rusland, herunder i præsidentvalgene i 1996 og i 2012, samt i Georgien og i Ukraine.

Samtidig er der siden Murens fald sket en uophørlig udvidelse af NATOs medlemskreds og indflydelsessfære helt op til Ruslands grænser – på bekostning af dén al-europæiske sikkerhedsarkitektur, som alle europæiske lande og USA ellers forpligtede sig på at oprette ved den Kolde Krigs afslutning i 1990.

I 1975 var der utallige konfliktpunkter mellem Øst og Vest, og den vestlige kritik af overgreb fra Østblokkens side var dagligdag. Men det forhindrede ikke en konstruktiv og realistisk dialog og samarbejde
_______

Dialog virker
Med Kinas, Ruslands og andre magters og magtkonstellationers genkomst eller opdukken som aktører på den internationale magtscene vil denne situation ikke længere kunne foregå uanfægtet. Erkendelsen heraf har været og er langsom og smertelig for mange i de traditionelt tænkende konservative og liberale eliter i Washington – og i Bruxelles. Det har, på godt og ondt, været væsentligt lettere for en pragmatisk indstillet forretningsmand som Donald Trump, der tilsyneladende er mere optaget af bilateral regulering af handelsover- og underskud mellem (de store) nationer end af multilaterale organisationer, internationalt diplomati og strategiske alliancer. Det er det, der forklarer raseriet fra Washingtons establishment efter de aktuelle topmøder imod Trumps ”forræderi” og ”appeasement” (”Trump har gjort sig til marionet for en totalitær diktator”, fik f.eks. én af USA’s fremtrædende senior-senatorer, Richard Blumenthal, svunget sig op til at udtale).

Før topmødet blev Trump af samme kredse ligefrem opfordret til at aflyse Helsinki-mødet med Putin. For præcis 43 år siden, i juli 1975, opfordrede konservative og liberale amerikanske politikere og aviser – herunder Wall Street Journal og New York Times – den daværende republikanske præsident Gerald Ford til at holde sig væk fra et andet topmøde i Helsinki, nemlig undertegnelsen af Slutakten fra Konferencen for Europæisk Sikkerhed og Samarbejde (CSCE). Kritikerne dengang mente, at Slutakten ville blåstemple den politiske undertrykkelse i Østblokken og dermed forråde kampen for menneskerettigheder og demokrati. I dag er der bred enighed blandt koldkrigshistorikere om, at Slutakten og den opfølgningsproces, der fulgte, var et væsentligt bidrag til europæisk afspænding og til, at den Kolde Krig 15 år senere kunne afsluttes så fredeligt, som tilfældet var.

I 1975 og derefter var der utallige konfliktpunkter mellem Øst og Vest, og den vestlige kritik af overgreb fra Østblokkens side var dagligdag. Men det forhindrede ikke en konstruktiv og realistisk dialog og samarbejde, herunder også øget samhandel. Grundlaget for den langsigtede, pragmatiske vestlige tilgang dengang var formlen: ”forandring gennem tilnærmelse”. Systematiseret dialog, diplomati og samarbejde kan fremme politisk optøning i autoritære lande, mens (militær) konfrontation typisk styrker de autoritære kræfters stilling. Disse historiske erfaringer har fået fornyet relevans i dag, også selv om den megen snak om ”en ny kold krig” er overdrevet og malplaceret.

Den moralistisk-liberale tilgang til international politik er problematisk i det omfang, den tenderer mod selvretfærdig over- eller enefokusering på modpartens overgreb og samtidig er totalblind for egne fejlgreb. Overmod og dobbeltmoral er en rigtig dårlig kombination, som mange kredse i Vesten, ligesom hardlinere i Rusland – beklageligvis dyrker i disse år. Og i den forstand KAN det på nogen måder minde om den tidlige periode af den Kolde Krig.

Overmod og dobbeltmoral er en rigtig dårlig kombination, som mange kredse i Vesten, ligesom hardlinere i Rusland – beklageligvis dyrker i disse år
_______

Konflikter har to sider – mindst
Historien om det post-kommunistiske Rusland og dets konfliktfyldte forhold til Vesten begyndte – naturligvis – ikke som et lynnedslag, da Kreml med sin illegitime selvtægthandling annekterede Krim i det tidlige forår 2014 og begyndte at støtte russisksindede oprørere i Østukraine. En konflikt har pr. definition (mindst) to sider. Begivenhederne omkring Ukraine var kulminationen på en lang udvikling siden begyndelsen af 1990erne:

I denne periode ignorerede USA og Vestmagterne de vedvarende protester fra ikke blot et stærkt svækket Rusland, men også fra stribevis af førende amerikanske sikkerhedspolitiske veteraner. I stedet ekspanderede de vestlige ledere NATOs jurisdiktion mod øst, de opsagde énsidigt ABM-antiraketforsvars-aftalen med Rusland, udførte offensive internationale militæroperationer og invasioner uden legitimitet i FN, og intervenerede i afgørende politiske processer i Rusland og dets vestlige nabolande, herunder Georgien og Ukraine.

Set i dét perspektiv er Ruslands udenrigspolitik i de senere år ikke nødvendigvis ”ekstremt aggressiv” eller ”stadigt mere aggressiv”, sådan som vi ellers dagligt – som en indiskutabel præmis – får at vide af medier og politikere over hele spektret. Snarere kan Ruslands linje ses som en defensiv – og især i tilfældet Krim en illegitim – reaktion på et vedvarende vestligt tryk.

Indsigtsfulde analytikere afviser i øvrigt blankt at trække paralleller mellem den særlige situation på det russisk-dominerede Krim og mulige tilsvarende scenarier i fx de baltiske lande.

Og i det omfang, der har været russisk (statslig) indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, kan den også bedst forstås som et forsøg på at lade USA ’smage sin egen medicin’. Når Trump spektakulært efter topmødet i Helsinki på pressemødet undlod at kritisere Putin og Kreml for indblanding, er forklaringen måske mere præsidentens stiltiende, pragmatiske erkendelse af USA’s egen (tidligere) rolle, end det er ønsket om at ’tækkes’ Putin.

I det omfang, der har været russisk (statslig) indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016, kan den også bedst forstås som et forsøg på at lade USA ’smage sin egen medicin’
_______

På vej mod en stabilisering af det vestlige sammenhold?
I hele mediestormen omkring de to topmøder – NATO-mødet i Bruxelles og Trump-Putin-mødet i går i Helsinki – ignoreres det, at Trump faktisk også har udtalt, at Rusland i nogle henseender faktisk er ”en fjende” af USA. Man overser, at Trump trods ”procent-slagsmålet” (naturligvis) underskrev den 23 sider lange erklæring fra NATO-topmødet, som bekræfter alle alliancens traditionelle værdier og strategiske målsætninger, herunder en væsentlig økonomisk og militær styrkelse af NATO. Det glemmes også, at under Trump er vestens militære bånd til ikke blot Ruslands tre baltiske nabolande men også til Finland blevet styrket mærkbart.

I øvrigt er Trumps offentlige udskamning af Tyskland for at ville købe gas for milliarder med Rusland (gennem Nord Stream II) naturligvis ikke blevet vel modtaget i Kreml – men derimod nok budt velkommen hos amerikanske gasleverandører til Europa. Fra russisk side har man da også anført, at Nord Stream II ikke skaber tysk afhængighed af Rusland, men derimod en gensidig afhængighed mellem de to lande, som vil gavne europæisk stabilitet.

Samtidig skal varslerne om den meget omtalte kommende handelskrig mellem USA og EU, igangsat af Trump, også tages med væsentlige forbehold. I globaliseringens epoke er (stor)magternes økonomier efter alt at dømme blevet så gensidigt afhængige, at de store transnationale selskaber, hvoraf de fleste stadig er amerikansk baserede, formentlig vil sætte foden umisforståeligt ned ved udsigt til en for alvor eskalerende handelskrig. Og selv om præsident Trump skulle kunne holde sig på præsidentposten helt frem mod midten af 2020’erne, vil han stadig være underlagt det amerikanske politiske systems checks-and balances og USA’s stærke militær-bureaukratiske institutioner.

Alt i alt er der derfor grund til at spise en hel del brød til, når profetierne om de vestlige alliancers og institutioners mulige sammenbrud udbasuneres med Trump – og Putin – som hovedskurke. Snarere vil det vestlige sammenhold kunne stabiliseres, hvis det umiddelbare resultat af Helsinki-topmødet realiseres – nemlig enigheden om, at embedsmænd fra USAs og Ruslands respektive nationale sikkerhedsråd i den kommende tid sætter sig sammen til en fælles drøftelse af alle de spørgsmål, som blev berørt mellem Trump og Putin i Helsinki. Herunder bl.a. nedtrapningen af krisen omkring Ukraine, freds- og helingsprocessen i Syrien, atomaftalerne med Iran og Nordkorea, samt ikke mindst aftalerne om strategiske atomvåben, mellemdistanceraketter og missilforsvar. Forhåbentlig omfatter emnerne også det russiske forslag – allerede fremsat i 2015 – om et fælles organ til drøftelse af cyber-sikkerhed, samt spørgsmålet om reaktivering af de gensidige tillidsskabende foranstaltninger ikke mindst i Østersøregionen med henblik på en nedtrapning af spændingsniveauet i området.

Alt dette vil også være den bedste måde at sikre de nervøse baltiske lande på. Kort sagt: Der er ingen grund til at aktivere flere af de gamle koldkrigsreflekser. Tværtimod.

Poul Villaume (1950) er dr.phil. og professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, og medlem af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). ILLUSTRATION: Pressemøde i Helsinki [foto: AFP/Yuri KADOBNOV/Scanpix].