Bragt i Ræson 29.05.2019. Læs den oprindelige artikel her.

Iran og USA er på kollisionskurs. USA har trukket sig ud af atomaftalen med Iran og indledt økonomiske sanktioner, der ryster Iran i sin grundvold. En deeskalering kræver, at verden udenfor, herunder EU, bringer Iran og USA diplomatisk sammen. Der sker en krigsopbygning i øjeblikket, hvor en gnist kan antænde en voldelig konflikt.

Analyse af Jørn Boye Nielsen

Forholdet mellem Iran og USA har siden præstestyrets indførelse i 1979 været dårligt, og der har ikke været diplomatiske forbindelser mellem landene i alle årene efter 1979. I 2002 erklærer George W Bush Iran for en del af ”ondskabens akse” og i 2006 vedtages internationalt sanktioner, der rammer landet hårdt økonomisk som følge af landets atomprogram.

I 2015 vedtages imidlertid en international atomaftale med Iran, underskrevet af USA, Kina, Rusland, UK, Frankrig, Tyskland og EU, støttet af næsten hele det internationale samfund, forbød Iran at udvikle atomvåben og reducerede antallet af centrifuger til berigelse af uran fra 19.000 til 6.104. Endvidere fastsatte den, at den internationale atomenergiorganisation IAEA skulle overvåge og verificere Irans civile nukleare programmer. Iran har ifølge IAEA overholdt sine forpligtelser indtil nu.

Forholdet til Iran er imidlertid forværret mærkbart, siden Trump blev præsident i 2017, og især siden maj 2018, hvor USA opsagde atomaftalen. USA ønsker en genforhandling af aftalen, hvor også Irans missilprogram, landets involvering i Syrien og dets støtte til Hezbollah fra Libanon tages op. USA har en omfattende 12 punkts-plan, som de ønsker forhandlet og gennemført. Iran har afvist forhandlinger og henviser til den stadig eksisterende atomaftale. De øvrige stormagter støtter stadig aftalen trods USA’s udtræden.

For at tvinge Iran til forhandlinger har USA netop indført omfattende sanktioner mod bl.a. Irans olieeksport, som er en livsnerve for landet. Vestlige firmaer, der handler med Iran, vil som følge af sanktionerne blive afskåret fra samtidig at handle og have økonomiske relationer med USA. De ramte firmaer skal reelt gøre op med sig selv, om de vil handle med Iran eller USA. Og de fleste firmaer har valgt USA og dermed standset al økonomisk samkvem med Iran.

Sanktionerne har bevirket, at Iran befinder sig i en økonomisk krise. Den iranske rial mistede sidste år 60 pct. af sin værdi i forhold til dollaren, Irans økonomi sank med 3,9 pct. sidste år, og IMF forudser, at økonomien vil blive reduceret med 6 pct. i år. Denne økonomiske tilbagegang mærkes også af den iranske befolkning, som er utilfreds med situationen. Men fordi man også forstår baggrunden, har der ikke været afholdt større demonstrationer mod regimet.

For at understrege sit pres har USA på det seneste eskaleret militært ud for Irans kyst, hvortil man har sendt krigsskibet ”USS Arlington” og et batteri med jord-til-luft-missiler. Senest er også hangarskibet ”USS Abraham Lincoln” sendt til området. Krigsskibene indeholder marinesoldater, amfibiekøretøjer og konventionelle landgangsfartøjer og fly.

Den iranske regering kan imidlertid ikke acceptere sanktionerne. Indtil videre forfølger Iran en række spor for at ændre situationen. De indebærer:

1. En diplomatisk kampagne rettet især mod de stormagter, der har underskrevet atomaftalen for at opnå støtte.

2. I begyndelsen af maj i år sendte Iran et brev til lederne i de lande, der har underskrevet atomaftalen, hvor Iran meddelte, at landet trækker sig delvist fra aftalen. I brevet kræver Iran, at de underskrivende lande indfrier de løfter, de har givet Iran inden for olie- og banksektoren. Iran giver landene 60 dage indtil slutningen af juni i år, ellers vil Iran igen øge berigelsen af uran og nedskalere andre forpligtelser.

3. Mobilisering af Irans venner i regionen, herunder Irak. Der er dog tale om fattige lande, der ikke har særlig stor magt.

4. Militære aktioner, som vi dog ikke ved meget om. Der er fx sket sabotage i maj i år mod to store tankskibe i den Persiske Golf lastet med olie til USA. Iran benægter, at det er dem, der har gjort det. Der er desuden sket droneangreb på saudiske rørledninger også i maj i år. Houthi-oprørerne i Yemen, der er støttet af Iran, har taget ansvaret, men Saudi-Arabien beskylder Iran for aktionen.

5. Hvis USA angriber landet, lader Iran dem forstå, at de er i stand til at lukke Hormuz-strædet for enden af Den Persiske Golf, hvor 40 pct. af verdens olie sejler igennem. Truslen herom vil kunne medføre prisforhøjelser på olie.

Aktører der arbejder for væbnet konflikt
Nogle aktører arbejder decideret for en væbnet konflikt. Blandt disse er dele af den amerikanske administration. John Bolton, der er Trumps sikkerhedsrådgiver, og som også fungerede som rådgiver under George W. Bush, har en opfattelse af, at USA skal bruge sit stærke forsvar til at nå sine mål – ved trusler om eller gennem direkte intervention – også når det kommer til Iran. Udenrigsminister Pompeo er i vidt omfang på Boltons hold.

Israel er også en af disse aktører. Netanyahu og hans regering arbejder for, at USA skal bruge sin militære magt til at ødelægge Irans militære kapacitet og tvinge Iran til en anden udenrigspolitik.
Israel har dog ikke direkte krævet krig, men har dog krævet en magtudøvelse, der kan ændre Irans udenrigspolitik.

En tredje aktør er Saudi-Arabien og golflande som De Forenede Arabiske Emirater. De siger, at de ikke ønsker en krig med ærkerivalen Iran, men at hvis Iran angriber, bør USA svare igen. I dette tilfælde vil Saudi-Arabien støtte USA, men der er ingen tvivl om, at det er USA, der skal gøre arbejdet.

Faktorer der arbejder for at hindre væbnet konflikt
Der er også forhold, der gør en væbnet konflikt mindre sandsynlig. Trump ønsker formentlig ikke selv en krig. Selvom han har udtrykt sig aggressivt og truet med at gøre en ende på Iran som stat, har han også sagt, at han ikke vil indlede en krig mod Iran. Han ønsker uden tvivl at lægge pres på landet via kanondiplomati for at få det til forhandlingsbordet, hvor han mener, at de kan presses til indrømmelser på en lang række områder. Men hans administration er altså langt mere indstillet på et militært opgør med Iran.

Et stort flertal af de amerikanske vælgere ønsker ikke landet ud i en ny krig. Det ved Trump. Og han har ført kampagne på, at USA skal ud af Mellemøsten. Han står samtidig overfor snart at skulle genvælges til præsident – og krige er ikke noget, man vinder valg på i USA.

Iran ønsker heller ikke en krig med amerikanerne. Herbert Pundik skriver i Politiken (19.5.2019): “Den iranske forsigtighed er værd at huske, når risikoen for en militær optrapning i Golfen vurderes”. Iranerne går til grænsen, men heller ikke længere end det. De ved godt, at en konfrontation med USA kan betyde, at præstestyret falder – og det vil man ikke risikere.

Når hverken USA’s præsident eller Iran ønsker krig, hvorfor er situationen så alligevel farlig? Det er den, fordi der som bekendt kun skal en misforståelse eller et uheld af en slags til, for at gnisten starter en større brand. Og begge parter forbereder sig synligt på krig i disse uger.

Man må heller ikke glemme, at kravene fra henholdsvis Iran og USA er meget forskellige. De går ikke væk af sig selv. USA ønsker som allerede nævnt, at atomaftalen bliver taget af bordet og bliver erstattet af en ny, der har skrappere krav til Iran. Iran ønsker derimod, at den nuværende atomaftale består, samtidig med at amerikanerne fjerner deres økonomiske sanktioner og accepterer Iran som en normal stat i det internationale samfund.

Findes der en løsning?
Hvordan kan en konflikt som den mellem USA og Iran deeskaleres? Det har jeg fire bud på.

1: Diplomati og tillidsskabelse
Både USA og Iran har dygtige diplomatiske apparater, der kunne mødes uden forudgående betingelser for at tale sammen – i første omgang for at forhindre krig og dernæst fortælle hinanden, hvad de mener. Det kan gøres, hvis viljen er der. Samtaler kan føre til en begyndende tillid, som er enormt vigtigt i al forbindelse mellem parter i en konflikt.

Hvis fx et land som Indien med gode relationer til både Iran og USA – og desuden et land med 1,3 mia. mennesker, verdens største demokrati og med en premierminister Modi, der lige har vundet et valg – tilbød sig som vært for hemmelige diplomatiske forhandlinger uden betingelser, ville parterne nok sige ja.

2: Venner taler med venner
Lande, der er venner af USA, og lande, der er venner af Iran, kan også gå på banen og mødes med de konfliktende parter. De skal fortælle dem, at de er på en farlig kurs, og de skal give dem nogle gode råd og presse dem til forhandlingsbordet. Der er ingen tvivl om, at Iran er den svageste part i konflikten. Atomaftalens lande – de europæiske lande og EU, Kina og Rusland – kunne mødes og udtænke økonomiske mekanismer, der kunne neutralisere USA’s sanktioner, som de i et vist omfang allerede har gjort.

3: Atomaftalen tages som udgangspunkt for nye forhandlinger
Irans præsident, Hassan Rouhani, har sagt, at Iran er villig til at forhandle om atomaftalen. Det vil formentlig være svært for USA at acceptere, fordi de har en anden dagsorden – amerikanerne ønsker udover atomaftalen også at ændre Iran udenrigspolitik.

Faren ved ikke at forhandle er, at Iran går ud af atomaftalen, hvilket formentlig vil starte et nyt atomkapløb i Mellemøsten, hvor også fx Saudi-Arabien ville erhverve disse våben. Trump ville næppe indlede en krig før et præsidentvalg, så forhandlinger for at undgå krig ville for USA være en mulighed.

4: Konflikthåndtering, dvs. prøve på at leve med konflikten uden at løse den
Iran accepterer situationen – med sanktioner fra USA – for en tid, indtil der kommer bedre tider. Ligesom Rusland har overlevet Vestens sanktioner i flere år. Iran kunne samarbejde med Rusland, Kina, shiamuslimske lande som Irak, måske Indien og andre asiatiske lande og så håbe på ændringer i USA’s ledelse, fx at en demokratisk præsident vælges i 2021.

Gnister kan starte krige, hvis parterne ikke er i stand til at aflæse den anden parts intentioner og handlinger. En krig kan simpelthen starte ved misforståelser og tilfældigheder.

Konflikten er farlig, fordi begge parter, inklusive deres befolkninger, har stærke fjendebilleder af hinanden. For mange iranere er USA “den store satan”, og for amerikanere er Iran stadig en del af “ondskabens akse”.

Konflikten viser en ny verdensorden, hvor der ikke længere er faste normer og ingen ledende magter. Vi oplever i stedet et multipolært system af mange store og små aktører, der ikke hver især kan tvinge en løsning igennem. Vesten – EU og USA – er internt splittet. Kina er ikke villig til at sætte sin magt ind og har også en handelskrig kørende med USA. Rusland er ikke stærk nok. Og EU har ydermere ligget underdrejet i valg til Europaparlamentet, og der vil gå nogen tid, før magtfordelingen i Den Europæiske Union er i gået orden. Ikke at forglemme at EU udenrigspolitisk set netop er en relativt løs union af 28 (snart 27) lande – uden et fælles militær. Diplomatiet, konfliktløsning og FN er eneste vej ud herfra.

Jørn Boye Nielsen (f. 1945) er cand.scient.pol. og højskolelærer. Derudover bestyrelsesmedlem i RIKO – Rådet for International Konfliktløsning.