I sidste uge fejredes nytår (Nawroz) i Afghanistan. Den lokale kalender åbner for året 1391, og mens man ved nytårsfestligheder gerne ønsker alt godt for fremtiden, synes Afghanistan endnu at hænge godt og grundigt fast i fortiden, idet der ikke kan skrives om megen succes i forbindelse med de væsentlige områder som kamp mod terror, forhandlinger med Taliban, forbedret regeringsførelse og kamp mod korruption.
Den 7. oktober 2011 markerede 10 års dagen for det internationale samfunds militære kampagne mod Taliban-regimet i Afghanistan, en kampagne der blev indledt med henvisning til at det havde givet tilflugtssteder til al-Qaida.
Over disse 10 år har Afghanistan undergået megen forandring, både positiv og negativ. En af de største fejltagelser er måske den manglende evne eller vilje til at ændre Afghanistans sociale kontrakt mellem regering og befolkning ved at transformere de traditionelle relationer i både samfund og politik.
Det dominerende tema for det såkaldte internationale fredsindustrielle kompleks i Afghanistan er ”security transition” og med øjet fast fokuseret på sommeren 2014 som tidspunkt for overdragelse af sikkerhedsansvaret til afghansk militær og politi, investeres der kraftigt i at træne og udvikle de afghanske sikkerhedstyrker, mens et vedvarende internationalt militært pres opretholdes for at svække rebelstyrkerne maksimalt. Men 2014 er mere end et sikkerhedsmæssigt overgangsår.
Archive for STIG MARKER HANSEN'S BLOG »RIKO’s faste bloggere:
Poul Villaume – Dr.phil., professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.
Jørn Boye Nielsen – Lærer ved Den Internationale Højskole i Helsingør 1980 – 2008,
Gunnar Olsen – International rådgiver, Chefkonsulent, Ekstern lektor ved Int. Udviklingstudier, Roskilde Universitet.
Danmark bør benytte sig af sin 'favoured nation'-status i forhold til USA, når et NATO-topmøde til maj sætter Afghanistan højt på dagsordenen, til at advokere for realistiske fredsforhandlinger frem for en satsning på militær styrkelse af den korrupte og ineffektive Kabul-regering.
Væbnede konflikter nødvendiggør adgang til våben og ammunition, og her står en masse lande og firmaer desværre parate til at forsyne kampfællerne med alt, hvad de behøver. Ifølge en ny rapport viser de seneste tal, at den internationale våbenhandel i 2010-2011 var over 400 milliarder dollars. Den globale finansielle krise har tilsyneladende ikke mindsket appetitten for - eller midlerne til - våbenhandel.
Danske beslutningstagere og medier er stolte af at have opnået amerikansk anerkendelse som en pålidelig militær partner. Men de er langt mindre villige til at forholde sig til konsekvenserne af militær indgriben, både før og efter F-16-flyene er sendt af sted. Libyen er seneste eksempel.
Mere end 50 lande og forskellige delegationer mødtes 23. februar i London til en konference om Somalia indkaldt af den britiske premierminister David Cameron. Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton var til stede og mange andre lande var ligeledes repræsenteret af deres udenrigsministre.
Der er i øjeblikket stor frustration i FNs Sikkerhedsråd hos USA, Frankrig og Storbritannien, som ønsker international indgriben i Syrien. De tager skarpt afstand fra Rusland og Kinas veto mod brugen af Responsibility to Protect-princippet (R2P). Men disse landes modvilje burde ikke være nogen overraskelse efter R2P-interventionen i Libyen.
I disse dage er det 13 år siden, at Abdullah Öcalan blev taget til fange og overladt til den tyrkiske regering. Den kurdiske region med over 15 millioner etniske kurdere er fortsat i undtagelses- tilstand, de kurdiske medier forbydes, politikere og journalister idømmes langvarige fængselsstraffe.
Nok havde udenrigsminister Villy Søvndal inden mødet torsdag aften med sin amerikanske kollega, Hillary Clinton, søgt at skrue forventningerne ned. Men alligevel er det skuffende fra det usædvanligt lange pressemøde kun at høre om, at Danmark fortsat vil stå USA bi med at afholde de store militære udgifter i forbindelse med krigsførelsen i Afghanistan og Libyen, samt varme ønsker for klimaet og det arktiske område.
Har vi med R2P-indgrebet i Libyen og støtten til Det Arabiske Forårs oprør bevæget os i retning af en mere konsekvent humanitær politik mod undertrykkelse og overgreb globalt? Er Vesten - herunder Danmark - med andre ord på vej mod noget, man kunne kalde en decideret diktatorpolitik?
Statens forsvarshistoriske museum (før Tøjhusmuseet) har sat denne udstilling op, med fokus på det danske militærs deltagelse i krigen i Helmand. Udstillingen er oplevelsesrigt opbygget med tableauer (og talrige interaktive skærme), der rekonstruerer danske lejre og soldaternes liv i disse, lejrenes næromgivelser, patruljering / krigsførelse og de dermed forbundne farer og tab for danskerne, samt arbejdet med at uddanne afghansk politi og militær.
Folketing og regering bør efter valget forholde sig til, at krige som hovedregel har ført til problematiske resultater, skjult under målforskydning, mens Danmarks muligheder for at gøre en forskel ligger i at bidrage til forebyggelse af og fredelig løsning på konflikter.
Konflikt er en primær hindring for international udvikling og vi mangler i den grad viden om virkningsfuld overgang fra konflikt til fred, lyder det nu fra Verdensbanken.
“The American is paying the people who are fighting against us and destroying our homes and then they are giving us the relief. We don’t trust that”.
Rapport fra ”Stop the War Coalition”- et seminar i London
Opgøret i Libyen mellem Gadaffi-regimet og oprørerne er i en kritisk fase. Den danske regering stillede d. 15. marts, støttet af næsten hele oppositionen, danske F-16-jagerfly til rådighed for NATOs håndhævelse – med eller uden FN-mandat - af en flyveforbudszone over Libyen.
Opgøret i Libyen mellem Gadaffi-regimet og oprørerne er i en kritisk fase. Den danske regering stillede d. 15. marts, støttet af næsten hele oppositionen, danske F-16-jagerfly til rådighed for NATOs håndhævelse – med eller uden FN-mandat - af en flyveforbudszone over Libyen.
Den danske indsats i Afghanistan synes ikke baseret på ordentlige analyser af komplicerede, lokale forhold Det har ført til fejlprioriteringer, og den militære intervention har formentligt bidraget til at forværre
Danmarks udenrigspolitik vil ligesom resten af verdens lande blive påvirket af de ændringer, som i øjeblikket foregår internationalt ved opkomsten af en en række magtfulde lande, ofte refereret til som BRIC (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) landene. De er p.t. kun regionale stormagter, men aspirerer til ved intern samarbejde at sætte den internationale dagsorden.
En fredsløsning skal ledsages af fortsat, og mere befolkningsmålrettet, bistand til landet gennem uafhængige ngo'er for at fastholde fremskridt, der er sket
Det er ikke nok at arbejde for danske og andre vestlige styrkers tilbagetrækning fra Afghanistan. Der skal en aktiv fredsstrategi til, som inddrager Taliban og aktørerne i regionen. Danmark kan gå i spidsen – som under den kolde krig.
Det …
At være dansk soldat i Afghanistan er et job hvor prisen kan være den højeste, men det er essensen ved jobbet. Det handler om at dræbe eller blive dræbt. En beskrivelse som går fint i hånd med anmeldelserne af den …