Anmeldelse |  ”An Intimate War: An oral History of the Helmand Conflict 1978-2012.” af Mike Martin

Anmeldelse | ”An Intimate War: An oral History of the Helmand Conflict 1978-2012.” af Mike Martin

Britisk officersveteran fra Afghanistan skriver skarpt kritisk bog om Storbritanniens/NATOs operationer i Helmand. 

Anmeldt for RIKO af Leif Dierks, der selv tidligere har arbejdet i bl.a. Afghanistan for Internationalt Røde Kors.

Køb bogen her…


”Naivt og tilbagelænet”

Sådan refererede dansk presse for nylig en udtalelse fra den engelske officer Mike Martin om den danske indsats i Afghanistan.

Det må have gjort ondt på de pårørende til de 42 danske soldater, der er faldet i Afghanistan. Disse soldater og alle deres kammerater havde haft og har en selvopfattelse, der gik på, at de havde været ude ”for at gøre en forskel”. Det var det de udtalte og blev citeret for. Det var sådan de blev fremstillet. Få spurgte til, hvori forskellen så bestod.

For beslutningstagerne i det danske forsvar kunne udtalelsen måske give anledning til lidt selvransagelse. De og de danske politiske beslutningstagere, der havde beordret dem til Afghanistan, lænede sig imidlertid op ad ISAF´s narrative om en kontrarevolutionær indsats der i mange henseender var lykkedes. Demokrati, frie valg, god regeringsførelse og rettigheder for kvinder.

Måske burde det også forårsage selvransagelse i den danske presse, der i vid udstrækning og ret så kritikløst kolporterede netop ISAF´s narrative om den kontrarevolutionære indsats og dens påståede resultater.

Mike Martins udtalelse førte til en del debat i Danmark, og der blev fra politisk hold fremsat forslag om, at man gennemførte en evaluering af den danske indsats. Den tanke ser dog ud til fuldstændig at være forduftet. Der er åbenbart en institutionel mangel på vilje til at lytte til kritik, til at indrømme fejl, at lære af dem og skifte retning. Og nu er vi på vej ind i en ny krig.

Mike Martin var kaptajn i den engelske hær og fungerede som sprogofficer og rådgiver på højt plan. Han har gjort tjeneste i Afghanistan i flere omgange, og fik siden den opgave af det engelske forsvarsministerium, at studere for en Ph.D ved Kings College i London med det formål at give Ministeriet en uafhængig analyse af Afghanistan indsatsen. Analysen er siden blevet til hans bog: ”An Intimate War: An oral History of the Helmand Conflict 1978-2012.”

Ministeriet modsatte sig bogens publicering, med den begrundelse, at han brugte klassificeret materiale. Man kan dog ikke undgå, at få den mere nærliggende tanke, at det var for at stoppe Martin´s vidtgående kritik af Ministeriets håndtering af Afghanistan indsatsen. ”Killing the wrong people”. ”Complicity in corruption”, ” Indirectly funding their enemies.” ”Sponsoring some of the most despicable people in Helmand society to rise to the top”. Og alt sammen som følge af et konceptuelt tomrum, der forhindrede britiske militære ledere i at forstå, hvilken konflikt de var engagerede i. Jo! det er forståeligt, at bogen vakte betydelig furore i England.

Bogen indledes med et citat af den tyske militærstrateg, Carl von Clausewitz, der nærmest er emblematisk for hele indholdet. Det lyder:

”The supreme, the most far-reaching act of judgement that a statesman and commander have to make is to establish…the kind of war on which they are embarking, neither mistaking it, nor trying to turn it into, something that is alien to its nature. This is the first of all strategic questions and the most comprehensive.”

Bogen er en ph.d afhandling[1], og som sådan må forfatteren gøre rede for sin metode.

”An Intimate War” er en fremstilling af de sidste 34 års begivenheder i Helmand provinsen, baseret på ca. 150 interviews gennemført af forfatteren igennem 19 måneder dels som officer, dels som researcher, ved at udnytte et omfattende kontaktnet og med udgangspunkt i et omfattende kendskab til såvel sproget som til kulturen. Det primære kildemateriale er blevet støttet af sekundært kildemateriale, der er blevet revurderet gennem det primære materiale. Forfatteren er sig bevidst, at hans tidligere position som officer kan udgøre en begrænsning, ligesom den begrænsning der ligger i fysisk at gennemføre studier i en krigszone. Han påpeger også faktum, at de interviewede gav oplysninger, der kunne skabe problemer for dem. Han påpeger dog, at de kendte ham godt igennem en periode på 3-4 år, og havde haft et intensivt samarbejde med ham, og at de kunne se det som en mulighed for at fortælle ham, en outsider, deres version om deres hjemland og deres region. Det kunne også ses som en gensidig handel, i og med at han kunne fortælle dem om både briterne og ISAF. Men han er meget opmærksom på, at han kunne blive manipuleret, og bruges til at misinformere ind i det vestlige system. Alt det bevirkede at han, som et minimum, fik oplysninger verificeret af 2 uafhængige mundtlige kilder, og helst 3 for at gennemføre triangulering. I selve spørgeprocessen kunne der ligge en fare i at spørgsmålet blev ledende, men spørgsmålene var ikke forberedt på forhånd og i takt med øget indsigt blev antallet udvidet og spørgsmålene forbedret, og nogle gange blev processen gentaget. Af etiske grunde, fordi den interviewede var en aktiv deltager i konflikten, er den interviewedes identitet sløret ved at anvende en kode. De interviewede er udvalgt for at give så bred repræsentation over stamme grupper, jihad partier og positioner i regeringen som muligt. De er næsten alle mænd. Der var intet element af tvang eller betaling, og intet interview blev annulleret, men forfatteren er helt bevidst om de begrænsninger og farer, der ligger i at gennemføre research i et samfund, der er analfabetisk og er i krig. Men som situationen var, mener han ikke, at der var andre måder at generere data i dette omfang og af denne kvalitet.

Det er mit klare indtryk, at forfatteren i sit arbejde har været helt bevidst om de problemer, faldgruber og begrænsninger som metoden medførte, og har taget alle forholdsregler for at sikre, at materialet både blev repræsentativt og troværdigt, og når jeg sætter det i relation til hele fremstillingen, finder jeg det overbevisende. Mike Martin har gjort sig alle metodiske anstrengelser for at sikre at hans kontroversielle fremstilling ikke kunne betegnes som naiv og tilbagelænet.

Kapitel 1 er en kort introduktion til Helmands historie og udvikling frem til 1978, udelukkende baseret på sekundære kilder. Kapitlerne 2 til 5 er en historisk analyse af konflikten fra 1978 til 2012 baseret på den metode som er skitseret ovenstående. Hvert kapitel begynder med en fremstilling af det almindeligt kendte officielle narrative, der så bliver kontrasteret i den sidste del. Disse kapitler er fyldt med et væld af fremmedartede navne på personer, stammer, underafdelinger af stammer, klaner og underafdelinger af klaner samt lokaliteter, foruden alle anekdoterne, der eksemplificerer kompleksiteten i dette samfund, der selv i dag er dybt præget af den konservative -reformistiske dikotomi samt den sociale fragmentering baseret på stamme strukturerne, der lå bag ved den komplicerede politiske situation. En situation der i overvældende grad var præget af private stridigheder og lokale aktører, der simpelthen manipulerede begivenhederne. Mere end så meget andet var det disse faktorer, der drev konflikten og ikke ydre ideologiske faktorer.

Man går let kold i denne del af bogen, men den er vigtig for at forstå, hvad der er Martins point, at befolkningen i Helmand har været fastlåst i en næsten permanent tilstand af en mini borgerkrig, der drejede sig om vand, land, blodfejder og evindelige stridigheder familierne imellem, der ofte udviklede sig til regulære og meget voldelige modsætningsforhold. Netop hele denne dynamik blev ikke forstået. Man identificerede konflikten som en kontraoprørs konflikt og holdt fast i den opfattelse gennem hele perioden, og det medførte en lang række fejlslutninger.

Kapitlerne 4 og 5 dækker perioden med overvejende vestlig indflydelse. Begivenhederne den 11.september 2001 fik USA til at invadere Afghanistan og fjerne Talibanerne, der blev erstattet af Hamid Karzai´s vestligt støttede regering. Afghanerne var ”lykkelige” over at være sluppet af med talibanernes undertrykkelse. Det var i hvert tilfælde det billede, man havde i vesten, et billede der blev villigt kolporteret af vestlige medier. Talibanerne var modstandere af den vestlige ideologi, og det var deres primære drivkraft i oprøret. Martin ser imidlertid det forhold som kun en mindre motivationsfaktor, men den opfattelse førte til en række fejlslutninger hos de vestlige aktører, der praktisk taget intet kendskab havde til den kontekst, som de skulle arbejde i. Deres ignorance førte til, at de blev manipuleret af befolkningen på akkurat samme måde, som aktørerne i Helmand havde manipuleret Sovjet og mujahidin grupperne. Men alt i alt forværrede det konflikten, fordi de lokale aktører nu var i stand til at forfølge deres interne stridigheder på indirekte vis og med langt større ressourcer end de ellers ville have været i stand til at mobilisere. Pakistan havde tilsluttet sig USA´s ”War on Terror”. Det er derfor for mig overraskende at forstå, hvor aktivt ISI (det pakistanske efterretningsvæsen) blandede sig i forholdene og støttede Talibanerne selv efter 2001. Da briterne (og danskerne) rykkede ind i 2006 herskede der næsten anarki. Opgaven var at støtte centralregeringen, gennemføre genopbygning og sikre befolkningen en række basale ydelser, retsvæsen, uddannelse, sundhed. Talibanerne blev betragtet som en sammenhængende aktør, der bekæmpede regeringen og briterne i Islams navn.

Martin afdækker i dette kapitel hvor lidt briterne forstod af den politiske dynamik. Han erkender, hvor lidt han selv forstod, selv om han var langt bedre orienteret end de fleste udlændinge, og havde den fordel at han talte sproget, men noterer også, hvordan hans opfattelse fuldstændigt ændrede sig i perioden 2008 til 2012. En lokal beboer fortalte ham dog venligt, at nok vidste han mere end andre udlændinge, men det han vidste, var blot 1% ,af det der foregik. Martin konkluderer, baseret på sin analyse, at briterne aldrig nåede den grad af politisk viden, der var nødvendig for at gennemføre, den krig som de ønskede, nemlig en kontraoprørs krig. Krigen passede aldrig ind i deres ” oprørs narrative.” ( s. 158) Han finder det eksempelvis besynderligt, at briterne af alle steder blev sat ind i Helmand. Alle dele af befolkningen kendte jo til, at briterne netop havde tabt slaget ved Maiwand i 1880. Hvorfor var de nu tilbage? Var det hævn? Hvordan opfattede befolkningen i Helmand det?

Konceptet bag briternes nye tilgang var baseret på ISAF´s kontra-oprørs strategi. Befolkningen blev opfattet som et hele, men fanget mellem to konkurrerende ”tilbud”, den afghanske regerings og Talibanernes. ISAF definerede ” regeringen” og ”Talibanerne” som adskilte, om end fraktionerede organisationer. Det var implicit i ISAF´s rolle: deres mandat var at støtte den afghanske regering, og lede den til at definere situationen gennem deres eget prismes eksistens i lighed med, hvad Sovjet havde gjort før dem. Det er grunden til at ” oprørs-narrativet” eksisterer og er så vedholdende: det er så snævert bundet til ISAF´s selvforståelse og rolle i Afghanistan. Indenfor dette narrative håbede ISAF at vinde befolkningen over på sin side ved at forbedre den Afghanske Regering og opbygge infrastruktur, samt skoler og sundhedsklinikker. Denne tilgang var en betydelig forbedring i forhold til tidligere britisk forståelse og adfærd, men den manglede at erkende konfliktens gruppe overfor gruppe natur. ( s. 188) Af denne årsag blev briterne stadig udnyttet af forskellige fraktioner og ledere i Helmand. Det var de lokale dynamikker der drev konflikten, snarere end modsætningen mellem regeringen og Talibanerne, sådan som briterne forstod det. De var stadig fanget i oprørs narrativet.

Kapitel 6 er opbygget tematisk og dækker perioden fra 2009. Martin diskuterer her ISAF´s kontra oprørs strategi, der var baseret på oprørs narrativet , der fastslår, at der er en legitim afghansk Regering, der er anerkendt og støttet af det internationale samfund, som er voldeligt angrebet af oprørere kaldet Taliban, der har et fristed i Quetta, Pakistran. Fra dette perspektiv er Talibanerne religiøst inspirerede oprørere, der er imod demokrati og kvinders rettigheder, som de er legemliggjort og fremmet af Regeringen. De vestlige militærmagter, og frem for alt USA, troede på dette forenklede ”god versus ond” narrative. General Jones, præsident Obama´s nationale sikkerheds rådgiver beskrev konflikten som ” a clash of civilisations… a clash of religions… a clash of concepts of how to live.(s. 196).

De 3 temaer der diskuteres er Sikkerhed, Udvikling og det almindelige Helmand narrative.

Det første tema Sikkerhed. Her diskuteres ISAF´s operationer inklusive de kontroversielle ” capture or kill raids”, regeringens operationer samt en analyse af, hvad det centrale Taliban lederskab samtidig søgte at opnå. Martin konkluderer, at ingen af de 3 organisationer forstod Helmand-politics i en sådan grad, at de var i stand til virkelig at påvirke begivenhederne i felten. ”Capture or kill” operationerne gik ud på at ramme individuelle Taliban krigsherrer. Men alt for ofte var de Talibanere der blev dræbt, blot almindelige bønder der var modstandskæmpere i det lokale samfund, hvor de eksempelvis forsvarede deres narko afgrøder, og de havde ingen forbindelse til det centrale lederskab i Quetta. De er lokale og de udgør op imod 95% af talibanerne. De kæmper af forskellige grunde, det være sig hævn, udrydde de fremmede, kedsomhed, arbejdsløshed, familiestridigheder etc . Det kan være farmere der forsvarer deres valmue afgrøder, det kan være kriminelle, smuglere, militsfolk. Det vigtigste element i forståelse af de lokale talibanere er det personlige link til en specifik krigsherre og et specifikt område. Det lokale system( mahaz) er den lokale befolknings ønske om beskyttelse og hjælp til at bekæmpe lokale fjender inklusive briterne. Kontrasten er det eksterne system( nezami), hvor outsidere prøver at influere konflikten ved at tilbyde beskyttelse. De to systemer har konkurreret lige siden 2008/09, og eksterne aktører som ISI og Iran har søgt at varetage deres interesser ved at støtte forskellige elementer af Talibanerne.

Det andet tema: Udvikling og korruption.

Det vigtigste resultat af USA´s forøgede indsats i Helmand var en astronomisk vækst i udviklingsbistanden, der igen førte til en voldsom forøget korruption. Nuvel, man var ikke ukendt med korruption i Helmand, ” baksheesh” som det hedder (oversat=gaver), men mulighederne blev mangedobbelt, og væksten forværret ved ISAF´s tendens til at overbetale for kontrakterne, fordi de ikke kendte til de aktuelle priser. Eks. I 2009 betalte briterne 650 US$ for et læs grus. Entreprenøren hentede det og kørte det 10 kilometer. Kostpris i alt ca. 30$. Udviklingsprojekterne havde til formål at købte loyalitet. I praksis forøgede udviklingsudgifterne imidlertid den ustabilitet, som det havde til formål at reducere. Eks. ISAF betalte ca. 1mill $ for bygningen af politistationen i Rahim Kalay. Udgifterne til mursten, cement og arbejde løb op i ca. 100.000 $, resten forsvandt i lommerne på lokale afghanere. Der blev postet millioner ind i bygningen af Kajaki dæmningen for bl.a. at skaffe elektricitet til millioner af afghanere, men USA forstod ikke de lokales bekymring omkring udryddelse af valmue produktionen og ønsket om i stedet for at få en kanal i Zamindawar, der kunne bruges til overrisling. De forstod heller ikke, at dæmningen i Kajaki ville betyde mindre vand til Iran, og at Iran derfor støttede de lokales modstand og kamp imod projektet.

Befolkningen i Helmand oplever, at ISAF har en kritisk rolle i hele den proces, fordi hovedparten af de penge der kommer ind i systemet kommer fra ISAF´s projekter og kontrakter. ISAF kommer penge ind i systemet i bunden, og beskytter de folk, der trækker dem ud i toppen. De ser ISAF hvidvaske deres egne penge og den opfattelse er ødelæggende for befolkningens opfattelse af Regeringen og af ISAF.

Det tredje tema: Helmand narrativet.

Briternes forståelse for konflikten og dermed deres handlinger lå så langt fra den lokale befolkning i Helmands, at de mente, at briterne prøvede at ødelægge provinsen i alliance med Talibanerne. Det lyder jo ret så besynderligt, men synes at være ret så rodfæstet, hævder Martin. Der er en veletableret narrative om ISAF og amerikanerne, der støtter talibanerne. To mekanismer er involveret i denne proces. Den ene, at USA sponsorerer ISI (det pakistanske efterretningsvæsen),der så igen støtter talibanerne, her forstået som dem, der har tætte forbindelser til Quetta shuraen. Den anden, de ekstravagante indenlandske forsyningskontrakter der anvendes for at forsyne ISAF baserne. Et rygte i Helmand tager en anden vinkel. At briterne støtter talibanerne (Quetta) der bekæmpes af USA, og at det er en proxy konflikt mellem USA og England. Martin bedyrer, at en overvældende majoritet i Helmand mener, at dette er korrekt. Sidstnævnte version erstattede fra omkring 2009 den tidligere version, at briterne var kommet for at få hævn for nederlaget ved Maiwand i 1880. Et er sikkert, der hersker et dybt følt had til englænderne som Afghanerne kalder for Angrez. USA var en fortaler for høje idealer og et ønske om at genopbygge Afghanistan, i stedet slog de folk ihjel som de havde i deres varetægt, sendte børn til Guantanamo, og tillod nogle af de mest afskyelige folk i Helmand at nå samfundets top ved deres støtte og ligegyldighed. Så kom den britiske intervention, hvor retorikken om udvikling på ingen måde svarede til volds realiteterne. Martin fremfører en række yderligere eksempler på, hvordan dette narrative er opstået, og hvor rodfæstet det er. Han slutter med et citat fra én af sine interview personer. ”Most people who think about Helmand develop mental problems, because the politics are so strange and complicated.”

Conclusion:

“If men define situations as real, they are real in their consequences” (William Thomas)

Outsiders forstod aldrig virkelig konflikten på same måde som befolkningen i Helmand, og ved at intervenere uden den nødvendige viden om lokal politik, gjorde de konflikten værre.

”This book presents an idiosyncratic viewpoint that is not often articulated. But is it not in any way exceptional. It is simply based upon sitting down with people over the course of a few years and attempting to understand them over a cup of tea , in their own language. Nor is this book conclusive, and it should be considered as no more than a first step: to repeat what a Helmandi I knew well said to me,” Mike-sahib, you know a lot (about Helmand), but it is about one per cent (of what is going on)”( s.234)

Hvorfor forstod man ikke konflikten? Martin fremfører en række grunde. Først af alt, manglende kendskab til sproget. Kontakten foregik igennem tolke, og hvorfor i alverden skulle en tolk udfordre sin masters opfattelse af konteksten, og så havde han jo også ansættelsesforholdet og dermed sit udkomme at tænke på. Og så var der udstationeringsperioden på blot 6 måneder.( I nord Irland var den 2 år, i Indien i sin tid 10 år). Den korte periode skaber kontinuitetsproblemer. Og når efterretningsfolk der har ”oprørs narrativet” i baghovedet stiller spørgsmål, vil de ofte få svar der reflekterer deres spørgsmål og dermed forstærker den oprindelig præmis. Og nogle gange vidste den udspurgte ikke, hvad han skulle svare, fordi spørgsmålet i sig selv var i direkte modstrid med eller lå langt fra hans egen verdensopfattelse.

Martin mener, at de vestlige aktørers psykologi fortjener et specifikt studie. Den var et overvældende eksempel på selvbedrag. Et kollektivt selvbedrag overfor det de så lige foran dem.

Men der falder også et ansvar på en række vestlige forskere og uafhængige organisationer, som begrænsede deres udsagn om den afghanske regering og om Pakistan og Iran simpelthen af frygt for gengældelse, eller for at få indskrænket mulighederne for at arbejde i Afghanistan. Også de vestlige medier pådrager sig et ansvar for at formidle ” oprørs narrativet”, men til deres undskyldning skal det fremføres, at de ofte var meget begrænsede i deres muligheder, og alt for tæt på og afhængige af det militære system. I al beskedenhed kan jeg nævne, at allerede i 2006 skrev jeg artikler til de danske medier om deres ensidige fremstilling af talibanerne, som en veldefineret, centralt styret og sammenhængende oprørsgruppe. Ingen af artiklerne blev publiceret. Den danske presse kolporterede næsten ensidigt ”oprørsnarrativet”.

Jeg kan sammenholde Martins forklaringer på, hvorfor man ikke forstod konflikten med mine egne erfaringer fra Afghanistan igennem de næsten 3 år (1998 – 2001) jeg arbejdede der for Internationalt Røde Kors med ansvar for Subdelegationerne i Jalalabad og Mazar i Sharif. Blot 10 dage efter at jeg fik meddelelse om, at jeg skulle på mission til Afghanistan, stod jeg i Kabul. Jeg havde ikke fået noget som helst skriftligt materiale eller nogen briefing om politiske, socio – økonomiske, religiøse eller kulturelle forhold, hverken i Købehavn eller i Geneve eller sidenhen i Kabul. Lige inden jeg rejste nåede jeg at læse Oliver Roy´s fremragende bog om Afghanistan, og så var jeg klædt på til at varetage jobbet. Jeg blev indkvarteret i en compound omgivet af 4 meter høje vægge, og havde privat ingen social kontakt med det omgivne samfund, dels af sikkerhedsmæssige grunde, dels som følge af sprogbarrieren. Jeg overtog delegationen i Jalalabad fra en ung uerfaren kollega, der gav mig et minimalt indtryk af den kontekst, jeg skulle arbejde i. Jeg taler ikke Pashtu eller Dari, og måtte støtte mig til en meget ung afghansk student med ret så begrænsede engelsk kundskaber. Hvordan kunne jeg være sikker på, at han oversatte det jeg sagde korrekt, eller de spørgsmål som jeg havde og de svar jeg fik? Jeg måtte hele tiden bestræbe mig på at anvende et så simpelt engelsk som muligt. I den følgende 3 år kom jeg rundt til de 19 lokalafdelinger i det østlige og nordlige Afghanistan, og er nok i den periode den dansker der har mødt flest Talibanere på såvel centrale civile som militære niveauer. Over mange kopper te har jeg forhandlet med disse mennesker for at forklare, hvad vi var i gang med. Dels en støtte til sundhedsklinikkerne, dels en genopbygning af organisationen Afghanistans Røde Halvmåne Selskab. Et selskab hvor medarbejdere og ledelse blev udskiftet ca. hver 6 måned. Så kom en slægtning til, og han fik så løn i den næste periode. Så kunne jeg begynde forfra. Hvorfor gik det nogen gange skævt? Sikkert fordi jeg nogle gange simpelthen ikke forstod, hvad der foregik, og nogle gange blev vred, fordi der var misbrug af vore ressourcer. Nogle gange forstod jeg simpelthen ikke den måde de behandlede mennesker på eller deres prioriteringer.

Hvordan var de danske officerer og soldater klædt på til at løse deres opgave? De indgik jo i en kontekst, hvor briterne var de bestemmende, så i vidt omfang har de vel delt deres opfattelse eller manglende opfattelse af konfliktens natur.

Konsekvenserne af den manglende forståelse for konflikten.(s.240)

Rygterne om, at ISAF arbejdede sammen med Talibanerne burde have været et advarselssignal om, at der var noget rystende galt med, hvordan konflikten blev forklaret og forstået, men at det var sådan som befolkningen i Helmand definerede deres situation. Det blev blot afvist som en konspirations teori, der ikke stemte overens med det officielle narrative, at regeringen var legitim og at Talibanerne var en sammenhængende oprørsgruppe, og som sådan illegitim. Der var simpelthen mangel på kommunikation, og så opstår frustrationerne. ISAF burde have interveneret i en fredsbevarende rolle mellem ”regeringen/regeringerne” og ”oppositionen/oppositionerne”, men uheldigvis holdt man sig snævert til det officielle narrative, og kom i stedet til at støtte individer og grupper, der udgjorde ” regeringen”, og som på ingen måde var bedre end de grupper, der udgjorde ” talibanerne”. En ”regering” som overfor civilbefolkningen nogle gange agerede endnu værre end talibanerne, fordi de havde vesten bag sig. At etablere god regeringsførelse var håbløst, når enkeltindivider og grupper i regeringen simpelthen brugte ISAF i deres egne mikro konflikter. Læg dertil at udviklingskomponenten i Helmand faktisk øgede fragmenteringen og konflikten, fordi den af befolkningen blot blev set som en afart af beskyttelsespolitikken i Helmand. Vesten forstod ikke konflikten, og blev konstant manipuleret af befolkningen i Helmand. ISAF gjorde næsten intet for at løse vand og jord problemerne i Helmand, men så i stedet ”forbedret regeringsførelse” og ”socio-økonomisk udvikling” som et universalmiddel.

Der er klare beviser for, at Quetta/Peshawar shuraerne udgør en finansierings bro for mange af de lokale stridigheder i Helmand. Pengene kommer fra Pakistan og fra golfstaterne, der faktisk har taget Taliban ideologien som gidsel for deres egne interesser. Så hvis man fjerner Taliban beskyttelses kæden, vil den blot blive erstattet af noget andet, for stridighederne på græsrodsniveau vil stadig være der. Af samme grund skal man ikke stille for store forhåbninger til Talibanerne i en forsoningsproces. De har kun beskeden kontrol over de individuelle aktører, der kæmper i Helmand, fordi disse ” talibanere” kæmper af personlige grunde.

USA ville ramme narko produktionen, idet man mente, at det var den centrale økonomiske bidragsyder til Talibanerne. Men problemet ved at ramme narko produktionen er, at alle er involveret i den. Opium er Helmands økonomi. Så at ramme narko produktionen ville kun generere mere antipati.

Man ville presse talibanerne til forhandlingsbordet, men det øgede pres forværrede blot situationen, og skabte flere der kæmpede imod ISAF. Forklaringen på den problematik er at man skal skelne mellem Quetta Shuraen (som Martin betegner som Taliban). Den er støttet af bl.a. ISI (Det pakistanske efterretningsvæsen) og Goltstaterne. Den er stærkt ideologisk baseret og havde forsøgt at skabe en centraliseret oprørsbeveægelse i Helmand, men det lykkedes aldrig. Det ironiske er, at dette narrativ netop var englændernes, og det de handlede på. Den anden gruppe ”taliban” (og Martin sætter den næsten konsekvent i anførselstegn) er en lang række forskellige grupper omkring forskellige lokale commanders, der er motiveret at alt andet end Islam, men primært af lokale stridigheder stammerne og klanerne imellem. Det kan dreje sig om jord, om vand, slægtsfejer, nogle regulære blodfejder, ønske om at fordrive de fremmede etc. Hverken englænderne eller Quetta shuraen har forstået denne gruppe imod gruppe struktur og dens konsekvenser. En aftale med Taliban (Quetta Shuraen) vil aldrig kunne løse de lokale problemer, og Quetta shuraen har slet ikke autoritet og magtmidler til at kunne gennemføre en extern fredsaftale mellem dem og regeringen. Presset kanaliserede også flere penge ind i Helmand, både fra ISAF, men også fra eksterritoriale bidragsydere til Talibanerne, eks. fra Golfstaterne, mens eks. Iran støttede de lokale talibanere. En af konsekvenserne blev en voldsomt forøget korruption.

De virkelige problemer i Helmand, balancen mellem stammerne; tørken i det nordlige område af Helmand; tyveri og besættelse af jord i det centrale Helmand; Irans interesser i Kajaki dæmningen, etc. Ingen af disse problemer blev løst og de vil bestemme fremtiden for befolkningen i Helmand provinsen

USA og briternes kontraoprørs doktriner betragter fraktioneringen som et perifert problem, men det er det, som definerer konflikten i Helmand. Den kinesiske militær teoretiker Sun Tzu skrev: ” if you know your enemy and know yourself, you need not fear the result of a hundred battles.” Hvis man ignorerer den viden, reducerer man muligheden for at influere og skabe konflikten. Man skal forstå det ” menneskelige terræn” for at besejre et oprør, For det ”menneskelige terræn” er oprøret.

Jeg finder, at denne bog er en dybtgående analyse baseret på en solid metode. Velargumenteret og utrolig detaljeret. Vel det første seriøse bidrag til at forstå konflikten i Afghanistan og belyse de dynamikker, der prægede den, og vel det første omfattende opgør med det officielle vestlige narrativ om denne konflikt. Alle der har været involveret i denne konflikt, militærfolk, politikere, mediefolk og en bredere offentlighed skylder sig selv at læse dette vægtige bidrag, både for at lære, for at forstå og skabe mulighed for at skifte retning.

Leif Dierks, 22.Oktober 2014.

[1] Afhandlingen er velforsynet med noter, bibliografi, kort og stamme skemaer.

Køb bogen her…