Anmeldelse: ”Den fjerne krig – dansk soldat i Afghanistan”

Af Gunnar Olesen

Statens forsvarshistoriske museum (før Tøjhusmuseet) har sat denne udstilling op, med fokus på det danske militærs deltagelse i krigen i Helmand. Udstillingen er oplevelsesrigt opbygget med tableauer (og talrige interaktive skærme), der rekonstruerer danske lejre og soldaternes liv i disse, lejrenes næromgivelser, patruljering / krigsførelse og de dermed forbundne farer og tab for danskerne, samt arbejdet med at uddanne afghansk politi og militær.

Der er sobre filmklip om afghanske civiles holdning til begge krigsførende parter og om deres frygt under kamphandlingerne. De mange klip med det danske militær består af, at smukke og velformulerede unge mænd udtaler sig med oprigtig naivitet om effekten af deres indsats. Dokumentarfilmen ”Armadillo” gav et mere realistisk billede af den sammensatte flok i lejren.

Der er plancher med overskrifter for den danske civile bistand og dens pengemæssige omfang, hvorimod omkostningerne ved den militære indsats ikke er nævnt. Udstillingen har ingen oplysninger overhovedet om konteksten. Hverken i form af krigens omkostninger for modpart og civilbefolkning, udviklingen i Afghanistan eller af at Danmark fører krig i Afghanistan som en lille partner i en større koalition, ikke alene.