Anmeldelse: "Obama’s Wars. The Inside Story"

Anmeldelse: “Obama’s Wars. The Inside Story”

Anmeldelse af Jørn Boye Nielsen

Krig fascinerer. Og krig er åbenbart også blevet en kunst. I DR kører man i øjeblikket en serie på 18 udsendelser under titlen: Krigskunst. Det er en engelsk produceret udsendelsesrække, hvor titlen i England er Battlefield. DR har altså besluttet at oversætte battlefield til noget med kunst. Krigskunst. Krigen som kunstart. En pæn begyndelse til en militarisering af ikke blot dansk udenrigspolitik, men også en militarisering af danskernes hjerter og sind. Og jeg skal hilse og sige, at serien er allerede ved at blive genudsendt. Hvornår ser vi programmer, der også berører historiske fredsslutninger og aftaler; statsmænd og personligheder der arbejder for fred, forsoning og fredelig bilæggelse af konflikter; programmer om lande der bruger diplomatiske og bløde former for udenrigspolitik – hvornår??

Trods indledningen er det dog vigtigt at beskæftige sig med krige – deres opståen, udvikling, vanskelighederne med at føre dem, og den næsten umulige opgave at afslutte dem – med æren i behold. Men krigsførelse bør ikke associeres med civilisationernes højeste og fineste træk: kunsten.

Journalistik og kilder

Bob Woodward’s seneste bog hedder: Obama’s Wars: the inside story, er afsluttet i juli 2010. Den viser til fulde, hvor svært det er at tage beslutninger i krige. Bogen der foregiver at være om to krige, krigen i Irak og Afghanistan, handler dog altovervejende om én: Krigen i Afghanistan. Den er en minutiøs gennemgang af de forskellige positioner og holdninger, der eksisterer i USA’s højeste lag af beslutningstagere om Afghanistan-krigen.

Bob Woodward er hæderkronet journalist og medredaktør ved Washington Post. Han var med til i 1972 at afdække Watergate skandalen og skrev efterfølgende – sammen med Carl Bernstein – bogen, ” Alle præsidentens mænd”, som de fik Pullitzer prisen for. Han har endvidere skrevet 11 bestseller bøger, bl.a. i 2004 bogen ”Plan of Attack” om baggrunden for Irak krigen. Se mere om ham her:

http://en.wikipedia.org/wiki/BobWoodward

”Obama’s Wars” er en bog der dækker perioden fra november 2008 (efter at Obama var valgt) til sommeren 2010, hvor bogen afsluttes. Bob Woodward har brugt 18 måneder til at researche alle møder, memo’s, taler, referater samt interviewe alle beslutningsdeltagerne, inklusive Obama himself, om næsten alt, der vedrører Afghanistan krigen i den nævnte periode.

Bogens 441 sider er skrevet i en journalistisk stil uden angivelse af kilder til citater, som der bringes mængder af, også fra lukkede møder. I slutningen af bogen findes dog noter til det skrevne materiale, men der angives ikke kilder til interviews og bragte citater. Under noter står der typisk en formulering som:  The information in this chapter comes primarily from background interviews with seven firsthand sources. (kap.1)

Hvordan han har opnået de hundreder af direkte udtalelser i citat fra lukkede og hemmelige møder får vi ikke at vide. Hvis en historiestuderende skrev denne bog som en opgave, ville hans professor sikkert skrive: meget interessant og spændende arbejde, men hvem er dine kilder til alle citaterne – det må jeg vide, før jeg giver dig en karakter.

Bogen er klart journalistisk, også i en anden forstand. Woodward holder en knivskarp adskillelse mellem på den ene side refereret stof og på den anden side vurderinger. Bogen er totalt refererende – der er ingen vurderinger, ingen henvisninger til historiske udviklingslinjer, ingen analyse – men en klinisk refererende stil. En slags informationssamling af citater og referencer til skriftlige produkter fra møder.  Men skrevet enkelt og næsten i romanstil, hvor vi hører hvordan de forskellige rum i Det Hvide Hus ser ud; hvor hemmelige møder holdes; hvordan beslutningstagerne er klædt, og mærkelige vaner og træk hos mødedeltagere – masser af den slags.

Det er sikkert denne lette stil sammen med manglen på analyse og angivelse af, hvad der er vigtigt og hvad der ikke er essentielt, der får nogle anmeldere til at kritisere bogen. Se f.eks. anmeldelsen i the Guardian:

http://www.guardian.co.uk/books/2010/oct/09/obamas-wars-bob-woodward-review

For at balancere the Guardians kritiske anmeldelse er her en positiv anmeldelse fra hans eget blad, men værd at læse. Mange pointer.

http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/09/30/AR2010093005857.html

Høge og duer omkring Det Hvide Hus.

Én ting står helt klart efter at have læst de 441 sider, det er at beslutningen om krigsstrategien (counter insurgency) og troppeforøgelsen (der endte med 30.000) var en magtkamp i Det Hvide hus mellem høge og duer – med Obama som i hjertet er- due, men i beslutningsøjeblikket en due forvandlet til en høg.

I Bob Woodward’s bog beskrives præsidenten i beslutningsøjeblikket, hvor han accepterer de 30.000 yderligere soldater sådan:   ”So, what’s my opinion?” the President asked his War Cabinet, seeking alternatives to the Afghanistan commander’s request for 40.000 more troops in late 2009. “You have essentially given me one option….It’s unacceptable.” “Well”, Secretary of Defense Robert Gates finally said,” Mr. President, I think we owe you that option”  “

Og som vi ved blev beslutningen: 30.000 soldater.

Høgene i krigsspillet i Det Hvide Hus var f.eks.: General David Petraeus, forsvarsminister Gates, udenrigsminister Hilary Clinton for at nævne nogle. Duerne var primært Vice-præsident Biden, ambassadør Holbrooke, som de mest kendte.  Obama bad hemmeligt Biden om at arbejde for alternative strategier, og at gå imod troppeforøgelser, hvilket Biden loyalt gjorde. Der er intet der tyder på, at Biden ikke også stod på denne position i sin tankegang. I et af Biden’s mange håndskrevne faxmeddelelser skrev han 5 punkter, som skulle være hovedindholdet og alternativ til generalernes ønsker: Nej til Counter insurgency strategien; intet om nation building; focus på at bekæmpe Al Quada; kun omfordele styrker (der er udenfor USA) dvs. nej til troppeforøgelse (direkte) fra USA; ”degradere ” Taliban  fra at være terrororganisation – ” …with eventual reconciliation in mind”.

Også netop afdøde ambassadør Holbrooke, som var en vigtig aktør og specialudsending til Afghanistan og Pakistan, sagde om generalernes krav på 40.000 yderligere mand (kompromiset som accepteret af Obama blev 30.000): ” It can’t work”.

Haves:”Same old options”.  Ønskes:”New approaches”

I sin frustration indkalder Obama 27 nov. 2009, få dage før den nye strategi og de 30.000 mand endelig meddeles, Colin Powell, tidl. general og udenrigsminister, til et møde i Det Hvide Hus. Ifølge Woodward: ” He (Obama) was asking for new approaches, but he just kept getting the same old options.” Og om mødet med Powell:  “You don’t have to put up with this,” said Powell, a former chairman of the Joint Chiefs. “You’re the commander in chief. These guys work for you. Because they’re unanimous in their advice doesn’t make it right. There are other generals. There’s only one commander in chief.” “

Obama havde omkring sig forskellige fløje, der alle trak i ham. Hans ønske om genvalg og hensyntagen til den hjemlige opinion trak ham mod et nej til generalerne, mens militærets og forsvarsministeriets massive pres fik ham til sidst til stort set at acceptere deres ønsker, dog fik han deres ønske om 40.000 mand bragt ned til 30.000 mand, samt en sætning om at tropperne skal begynde at blive trukket hjem fra juli 2011. Dette sidste blev dog modificeret næste dag af forsvarsminister Gates, der tilføjede til hjemtrækningsdelen: Ja, hvis situationen i Afghanistan tillader det. Reelt en afstandstagen.

Krig i vor tid.

Det amerikanske militærs holdning er at tilbagetrækning først kan finde sted, når det kan ske: ” with honor.” Og det har lange udsigter, ifølge øverstkommanderende David Petraeus, der citeres for denne bemærkning: ” I don’t think you win this war”. ”This is the kind of fight we’re in for the rest of our lives and probably our kids’ lives”.   En bemærkning der vel ikke er så forskellig fra hvad danske forsvarsministre indtil det seneste har sagt om dansk deltagelse – noget i retning af: Vi bliver der så længe det kræves af os. Vi må gøre arbejdet færdigt – og det tager den tid det tager.

Bob Woodward har i Washington Post givet en række svar på læsernes spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af hans bog. Disse svar indeholder hans egen vurdering af bestemte personer og spørgsmål – altså ikke kun refererende indslag som i bogen, men en række vurderinger.

Se her: http://live.washingtonpost.com/bob-woodward-obama-book-new.html

Et par eksempler:

– Bob Woodward bliver spurgt om hans vurdering af udenrigsminister Hilary Clinton, der ud fra beskrivelsen i møder og referater er høg og på militærets side. BW svarer:  Secretary Clinton is very much present in the book and is a strong supporter of the military. If you read what she has said at the strategy review sessions, at times she sounds more hawkish than Secretary of Defence Gates and uniformed military leaders.

BW spørges også om General Petraeus’ forhold til præsident Karzai, som ifølge sikre amerikanske oplysninger i interne møder er manio-depressiv, altså lider af en sindssygdom, som han får medicin for.

BW svarer: General Petraeus’ has been able to establish a working relationship to President Karzai. But as the book points out, Karzai – according to intelligence reports – is a manic depressive and he’s not always taking his medication. He is an erratic and unreliable partner much of the time. And the debate continues in the Obama administration to this day: how can we find the leverage to get more help from Karzai?

BW spørges endvidere om ikke alle de besøgende han får, der kommer med forskellige råd, gør ham trist og sørgmodig?

BW svarer: When you spend 18 months trying to understand Obamaland, you realize how truly difficult it is to be President. In these times of economic stress, great uncertainty in the world, the threat of terrorism and two wars, historians may look back and realize it’s too much for one person.

Peace with Honor

BW spørges endelig om hvordan sejren på krigen vil se ud?

BW svarer: President Obama avoids the use of words like victory and winning in the public. I think intellectually he understands, as he’s said a number of times, he’d been dealt a bad hand in this war.

And I would not be surprised at some point down the road to hear the old Vietnam term surface: “Peace with honor”.

Peace with honor – for den yngre generation kræves vist en note:

Dette udtryk – Peace with honor – blev brugt af Richard Nixon 23 januar 1973 – der indledte en proces hvor USA – verdens mægtigste land – blev jaget på porten og smidt ud af u-landet Vietnam (staten Nordvietnam + befrielsesfronten i Sydvietnam). Og efter kort tid faldt det korrupte, tidl. USA støttede, Sydvietnamesiske regime. Præsident Nixon, der tabte krigen, bruger i sin tale flere gang udtrykket: Peace with honor.

(Newspeak i allerhøjeste potens! )

Hør Nixons tale:

http://watergate.info/nixon/73-01-23_vietnam.shtml