Den blinde plet i Taksøe-rapporten

Den blinde plet i Taksøe-rapporten

Af Poul Villaume, dr.phil., professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet og medstifter af RIKO

Jeg hæfter mig især ved Taksøe-rapportens anbefalinger af, at Danmark skal opruste militært på en række konkrete områder i Østersøområdet, herunder missilbevæbning af danske flådefartøjer. Præmissen er, at Rusland er begyndt at optræde mere aggressivt i regionen, og det antydes hermed, at Danmarks sikkerhed igen er udfordret eller ligefrem truet. Dén præmis er der åbenbart bred enighed om, men jeg anfægter den.

Historisk set har der udviklet sig, hvad jeg vil kalde en blind plet i dansk sikkerheds- og forsvarspolitisk tænkning: tidligere – også under Den Kolde Krig – blev det altid aktivt medtænkt, hvordan Danmarks – og vore NATO-allieredes – optræden, herunder militært, kunne tænkes at virke på eller blive opfattet af potentielle modstandere. Det aspekt synes glemt i dag.

Når man siger, at Rusland optræder aggressivt, vælger man omhyggeligt at se bort fra, hvordan NATO og EU, som Danmark jo er en aktiv del af, har optrådt over for Rusland i de sidste 10-20 år. Fx ved ændringen af Europas grænser med anerkendelsen af Kosovo efter NATOs bombning af Serbien i 1999, med USAs ensidige opsigelse af ABM-traktaten i 2002 for at åbne for NATOs missilforsvar, NATOs udvidelsesproces siden 1990erne, og NATOs og EUs optræden i forbindelse med Ukraine-krisen – her ved de facto at støtte den statskuplignende magtovertagelse i Kiev i 2014. Det gør ikke Ruslands annektering af Krim mere legitim, men den var snarest en defensiv russisk markering af en “rød linje”.

Under Den Kolde Krig anerkendte danske udenrigspolitiske beslutningstagere, at fx danske militære tiltag kunne have en negativ effekt på sikkerhedssituationen i det nordiske område ved – med rette eller urette – at blive opfattet som unødvendigt provokerende i fx Moskva. Dengang så man også sig selv i spejlet, før man handlede. Den form for helhedstænkning synes at være forsvundet i dag. Det afspejler Taksøe-rapporten, hvilket er beklageligt, fordi det kan være med til at optrappe den militære konfrontation i Østersøområdet i en situation, hvor de europæiske NATO-lande allerede bruger fire gange så meget på militær, som Rusland gør.

I stedet kunne Danmark arbejde for at styrke OSCEs rolle i regionen, fx ved at anbefale en kraftig styrkelse af OSCE-observatør-instrumentet i de baltiske lande, og ved at fremme hele paletten af tillidsskabende og dialog-fremmende redskaber i OSCEs – og faktisk også i NATOs – værktøjskasse.  Det ville være i pagt med Danmarks udenrigspolitiske tradition historisk set, og kunne være med til at nedtrappe tendenserne til konfrontation, som kun vil skærpe de mest nationalistiske og høge-agtige kredse i Rusland.

Desværre indeholder Taksøe-rapporten ikke ét eneste ord om, hvilken konkret rolle eller politik, Danmark kunne stå for eller bidrage med i OSCE, den eneste al-europæiske sikkerhedsorganisation – mens rapporten har hele 13 sider med konkrete anbefalinger af øgede danske militære bidrag. Det afspejler en markant skævhed i prioriteringen.