Den Svære vej til Holdbar Fred i Mali

Den Svære vej til Holdbar Fred i Mali

Forsoningsprocessens Omfang Afgør Holdbarheden af Fred i et Historisk Konfliktfyldt Nordmali

I Azawak, Nordmali, er der både tuareger, maurere, songhaï, fulani og flere mindre grupper, hver med deres historie. Under oprøret blev der begået meget alvorlige overgreb på civilbefolkningen fra begge sider. Derfor er en forsoningsproces ekstrem vigtig, for at man kan komme videre med et fredeligere Mali. Hver gruppe skal have mulighed for at fortælle deres historie for de andre, så der opstår en større viden om og anerkendelse af de andre. Ligesom de overgreb der er begået skal lægges frem og dømmes.

– Ingrid Poulsen

Ingrid Poulsen (herefter IP) er socialantropolog og har siden 1988 studeret pastorale samfund i Sahara. Hendes studier har i særdeleshed fokuseret på tuaregfolket, der, ifølge IP, spiller en afgørende rolle for opnåelse af en holdbar fredsaftale på konflikten i Nordmali.

Interview af Yari Kofi Dakinah, kandidat i International sikkerhed og folkeret, Syddansk Universitet

Historiske Identiteter

RIKO: Flere – herunder dig selv – peger på at undertrykkelsen af tuaregfolket i Nordmali let kan udløse en ny konflikt i området! Hvem er tuaregerne?

IP: Tuaregerne er pastorale berberfolk der under de arabiske invasioner i det ottende og 11. århundrede blev tvunget ned gennem Sahara fra områder i Libyen og det sydlige Marokko. I flere bølger vandrer de sydpå og sætter sig fast i de store vulkanske bjergmassiver I Sahara, hvor de finder ny græsning og vand for deres dyr.  Ahoggar-bjergene i Algeriet, Tassili N’Ajjer i Algeriet , Air bjergene i Niger, Ifoghas i Mali bliver de nye hjemlande, hvorfra tuaregerne breder sig videre til oaserne i Øst-Niger, hen over det nordlige Niger, ind i Menaka regionen i Mali og sydpå til Nigerfloden og Udalan provinsen i Burkina Faso. Det er således et kæmpeområde tuaregerne bevæger sig i fra 1300 tallet og frem til den franske kolonisering.

Hvor tuaregerne i Sahara regionen var eneherskende, mødte de længere sydpå store bystater som tuaregerne enten bekrigede eller skabte alliancer med. I Mali herskede Songhaï, men i 1700 tallet måtte disse overgive sig til tuaregerne i kampen om kontrollen over karavaneruterne. De nuværende fjendtligheder mellem tuareger og songhäi har deres oprindelse i denne fælles historie. Selvom det i dag er et yndet politisk issue, handler fjendtlighederne ikke om hudfarve og tidligere slavestatus. Man glemmer, at alle samfund i Vestafrika havde slaver som en del af samfundsstrukturen og at man snuppede slaver hos hinanden, både tuareger og songhaï. Hudfarve blev et issue italesat af kolonimagten for at kategorisere, splitte og herske. Modsætninger mellem grupperne handlede om økonomiske interesser og værdisystemer. Songhaï var byfolk og landbrugere, mens tuaregerne var nomader, der bevægede sig i større eller mindre årlige cyklusser med deres dyr, afhængig af regn og græsning.

Tuaregerne er moderate muslimer og er traditionelt organiseret i hierarkiske forbundne slægtsgrupper, med forskellige socioøkonomiske roller (krigere, vasaller, koranlærte, håndværkere, landbrugere og slaver) – organiseringen er selvfølgeligt meget mere kompliceret end som så, men for forståelsens skyld har jeg forenklet det. Kvinderne er meget værdsat og står stærkt i det tuaregiske samfund, idet social status og arv går igennem kvinderne. Følgelig vakte overgreb på kvinder, som oprørerne og salafisterne gjorde sig skyldige i, foragt i det tuaregiske samfund.

I et nomadesamfund handler det om overlevelse. Derfor indgås og opløses alliancer hurtigt, hvilket man så under oprøret i 2012/13. Uenighederne mellem tuaregerne skyldtes dels gamle stridigheder mellem krigere og vasal grupper, dels nye politiske og religiøse grupperinger, der går på tværs af de gamle slægtsmæssige tilhørsforhold. Under de store tørker i ’73 og ’84 flygtede de unge tuareger op til Algeriet og Libyen, hvor de siden hen lod sig indrulle i Gadaffis hær. Her blev de nye politiske og religiøse identiteter som vi i dag kender dem skabt. Det var disse unge, der vendte tilbage og udgjorde grundstammen i oprørsstyrkerne. Uoverensstemmelserne mellem Mouvement National de Liberation de l’Azawad (MNLA), Ansar Dine og de traditionelle ledere skal ses i denne sammenhæng.

SE OGSÅ: KONFLIKTEN I NORDMALI

Mistillid til centralregeringen

RIKO: Du peger i din kronik Ingen fred i Mali uden tuaregerne på, at konflikten hovedsagelig er lokalt rodfæstet, selvom al-Qaeda relaterede grupper spiller en betydende rolle. Hvad betyder det for, hvordan konflikten eventuelt kan løses?

IP: Tuaregerne havde ved selvstændigheden håbet på deres egen suveræne stat (kaldet Azawak), hvilket ikke blev tilfældet og følte sig i stedet for atter koloniseret, blot nu fra den nye hovedstad i Bamako. Tuaregerne føler sig marginaliseret af et korrupt statsapparat, der ser ned på nomaderne og deres livsstil, et statsapparat, der ikke interesserer sig for at skabe arbejde og udvikling i de nordlige områder. Efter oprørerne i 60’erne, 90’erne og 2006 blev tuaregerne lovet større selvbestemmelse, udvikling af uddannelses- og sundhedssystemer og integration af de tidlige oprørere i militæret. Intet af dette blev overholdt. De unge, der kom ind i militæret oplevede den fortsatte ydmygelse fra militærets side. Den sociale udvikling, blev der heller ikke meget af. AQIM (Al-queda in Islamiq Magreb) havde let spillerum, fordi de leverede den service, som staten ikke leverede. Netop hæren, gendarmeriet og politiet kunne være med til at skabe job for de unge, men det ville kræve en reform og anderledes uddannelse, der lagde vægt på menneskerettigheder og forpligtigelsen til at beskytte borgeren.

Ved våbenhvile-aftalen i juni 2013 gav tuaregerne afkald på et frit Azawak, men krævede til gengæld en større autonomi igennem en ny administrativ organisering af landet. Hvorledes dette vil blive imødekommet af den nye præsident bliver afgørende for en varig fred. Selv om min kronik handler om tuaregerne, må man ikke glemme, at der i Azawak både er tuareger, maurer, songhaï, fulani og flere mindre grupper, hver med deres historie. Under oprøret blev der begået meget alvorlige overgreb på civilbefolkningen fra begge sider. Derfor er en forsoningsproces ekstrem vigtig, for at man kan komme videre mod et fredeligere Mali. Hver gruppe skal have mulighed for at fortælle deres historie for de andre, så der opstår en større viden om og anerkendelse af de andre. Ligesom de overgreb der er begået skal lægges frem og dømmes. En nyligt udgivet rapport fra Oxfam viser hvor vigtig forsoningsprocessen bliver for, at man atter kan leve ved siden af hinanden. At befolkningen har langt større tillid til de traditionelle ledere end til den kommission præsidenten har nedsat er ikke nogen overraskelse.

De Nødvendige Reformer

Det er derimod overraskende at præsidenten insisterer på et parlamentsvalg i november, når forsoningsprocessen slet ikke er kommet i gang og der stadigt befinder sig over 500.000 flygtninge i og omkring Mali. Her synes det, at præsidenten er på kollisionskurs. Hvis befolkningen og herunder tuaregerne skal have tillid til den lovgivende forsamling, må de have mulighed for at opstille deres kandidater. Ligesom disse kandidater skal have mulighed for at føre valgkampagner – valglister skal opdateres og valgkort uddeles. Også valgsystemet vil være afgørende for om en minoritet føler sig inddraget som ligeværdige borgere.

Ud over forsoningsprocessen, reformeringen af militæret, og fair valg, ligger de største udfordringer i bekæmpelse af korruptions kulturen, reformering af et ekstremt centralistisk ineffektivt statsapparat og gennemførelse af en jordlovgivning. Alle de andre sektorer såsom uddannelse, sundhed, jobskabelse etc. er forbundne med disse problemfelter.

Grundlæggende kæmper Mali, ligesom de andre tidligere franske kolonier, med en meget centraliseret ineffektiv statsstruktur. Til trods for at decentraliseringen er vedtaget ved lov og landet er inddelt i regioner og kommuner, er decentraliseringen ikke reelt gennemført. Fra kolonitiden har de forskellige ministerier administreret landet igennem dekoncentrerede tekniske direktioner fra departements niveau til arrondissements niveau. Disse administrative tekniske kontorer har fungeret som regeringens forlængede arm.  Med decentraliseringen fik man de folkevalgte kommunalråd som i første omgang fik ansvar for uddannelse og sundhed, men uden at der fulgte tilstrækkelige midler med. Kommunalrådene fik meget begrænsede midler og dermed ingen reel indflydelse på udviklingen i kommunen. Det var forsat de ministerielle direktioner, der styrede pengene.

En måde at imødekomme tuaregernes krav, uden at tilsidesætte de andre befolkningsgrupper i området, kunne være igennem en reel decentralisering, hvor kommuner og regioner fik det reelle ansvar for både udviklingsplaner og budgetter og mulighed for at opkræve skatter. Dette ville kræve en omfattende uddannelse af de folkevalgte og en kommunalreform, hvor kommunerne kommer til at råde over egne embedsmænd.

Et andet grundlæggende problem er de usikre jordrettigheder. Principielt ejer staten al jord, men Mali har en jordlovgivning, der gør det muligt at opnå legal ejendomsret. Men det går meget langsomt, fordi der er store interesser på spil. Dels jordspekulation i de urbane områder, dels i landområder med bomuldsproduktion, andre værdifulde afgrøder og kvægdrift. Og ikke mindst i de områder, der har store værdier i undergrunden og som netop tuaregerne og de andre i området med rette mener, at have adkomst til. En svaghed ved den nuværende jordlovgivning er, at den ikke tager højde for fælles adkomst til jord og hermed nomader og oprindelige folks rettigheder. Her skulle Mali kigge nabolandet Niger over skulderen. Her har man en usædvanlig jordlovgivning baseret på en common law tilgang, som kunne være med til at løse problemerne for nomaderne.

Udover gennemgribende administrative reformer skulle der ligesom alle andre steder satses på skole og erhvervsuddannelse.

Muligheden for Forhandling og Fred i Mali

RIKO: Du fremhæver ligeledes, at det er afgørende for opnåelse af varig fred i landet, at tuaregerne inkluderes i en fredsaftale. Hvordan kan det gøres på en hensigtsmæssig måde?

IP: Man kan ganske enkelt ikke lave en fredsaftale uden tuaregerne. Der har været rejst spørgsmål til om de tuareger, der sad med ved forhandlingsbordet reelt repræsenterede oprørernes synspunkter.  Da det handlede om en våbenhvile, var det de kæmpende sider MNLA og et nyoprettet fælles råd for Azawak HCUA, der gik til forhandlingsbordet. De fremmede salafist styrker (AQIM, MUJAO, Belmoctar) og Ansar Dine ønskede ingen at forhandle med. Det blev således de mere moderate kræfter som MNLA og HCUA man forhandlede med.  Det vil også være dem, der kommer til at forhandle en fredsaftale på plads. Spørgsmålet er hvilke andre grupper, der skal være med, repræsenterende mauriske, songhaï og fulani synspunkter.

Det internationale samfund havde meget travlt med af få en våbenhvileaftale på plads, så der kunne afholdes præsidentvalg.  Det betød at 15 – 20 % af befolkningen ikke fik mulighed for at stemme, inklusiv dem det hele drejede sig om. Allerede under valgkampen begyndte den nu valgte præsident at trække i land vedrørende våbenhvileaftalen ved at kaste sig ud i nye fortolkninger af indholdet, hvilket skabte stor vrede blandt tuaregerne, der havde overholdt deres del af aftalen.

Skal man komme videre, må præsidenten overholde våbenhvileaftalen, som bestemt ikke var til tuaregernes fordel. Jeg tror, der har været lagt stort pres på dem fra Frankrigs side. Ifølge samme aftale skulle en nyvalgt præsident indlede fredsforhandlinger 60 dage efter valget. Hvor langt man er med dette, ved jeg ikke, men når præsidenten insisterer på parlamentsvalg samtidig med at denne forhandling skulle være i gang, kan fokus på en holdbar fredsaftale nemt blive forskubbet. Under alle omstændigheder må en fremtidig ordning for Azawak nødvendigvis også inddrage den civile befolkning i beslutninger om deres fremtid. Her er forsoningsprocessen og et fair valg ekstremt vigtigt.